Aldrig nogen sinde før, har jeg været så stille.

 'Det er langt fra
altid
vi forstår hvad vi ønsker.
Det kommer i
en anden form
et andet udtryk
end vi troede.

Vi bliver utrygge
'Hvad gør jeg nu?'
'Hvorfor skulle dette ske?'
'Hvis bare...'

Vi fanges i
hvad vi tror er tryghed:
Behovet for at planlægge livet.

Jeg si´r:
Slip det!
Sæt det fri
Og du bliver fri!

Vor største frihed
er blot
at være'

Sådan lyder min status på Facebook  i dag.

Og den kommer selvfølgelig af min egen situation pt, hvor jeg funderer på om jeg skal sige ja til en tredje ryg-operation inden for et år.

Det er sindssygt voldsomt at tænke på - bare de to første har været svære at sige ja til.
Jeg skulle helt derud hvor jeg blot lå, uden at kunne række ud efter glasset med væske, fordi bevægelsen gjorde sindssygt ondt, før jeg tillod en operation at komme ind i mit liv.

Jeg husker jeg lå på 14. dag på hospitalet, med stigende dosis smertestillende. Og det blev blot værre og værre. Jeg befandt mig i et smertehelvede jeg kun kan sammenligne med at være i den værste del af en fødsel. Blot stod det på over uger.
Til smerterne lagde mig stille.

Skulle jeg der have visualiseret mig ud af smerterne og blevet rask?
Ja, måske. Det ville være en smuk fortælling. Et mirakel.

Men det evnede jeg ikke. Min fysiske krop, skreg på at jeg skulle mærke den. Efter alle de år, uden at mærke den overhovedet. At have ladet den knægte, kontrollere og knække, for at føje min trang til kontrol og flygten væk fra en opvækst, ungdom og starten af voksenliv, som blot var .. Ja, var alt andet end normalt, trygt, glædeligt.

Så kom anden operation i spil. Smerterne var ikke som ved første. Men slemme. Og mit handicap var vedholdende. Som et greb mere fat om krykkerne end mine egne hænder. Jeg løb ind i en massiv mur af; 'det her er større end dig Odile! Her står du for første gang i dit liv, hvor du ikke kan fixe det! Du kan ikke ordne det her!'
Efter at have overlevet alt, og fået et godt liv. Alle som kender mine bøger og hørt/læst interviews ved, hvad jeg har klaret.
Så stod jeg nu der. Helt stille! Alrig nogen sinde før, havde jeg stået så stille.

Så jeg lagde mig til næste operation. Og hvad der havde været en slem oplevelse på et offentligt hospital, blev i den grad opvejet af et utraumatisk forløb på et privathospital.

Og noget hjalp.
En smidighed kommer igen, et ben der kan løftes så jeg kan få bukser på.
Strømper. Endog sko også.

I takt med min fysiske genoptræning, har jeg opdaget en spirituel og mental udvikling.
Eller afvikling.

Alligevel holder smerterne fat i mig, som et skruestik.
'Hvad er det jeg skal forstå?!' Har jeg stået og stirret mig blind ind i et vandfald af forvirring.
'Har jeg ikke givet nok slip på mit liv?'

Når smerterne er for slemme, spalter de min hjerne så den ligger spredt over stuegulvet og jeg kan ikke engang svare på om jeg er sulten. Eller mæt. Da ved jeg intet. Kan intet. Da ønsker jeg blot at nogen skal hjælpe mig. Bringe min krop til ro.
Da ved jeg, at jeg skal tage mod den hjælp lægerne kan tilbyde.

Og det føles som at give slip.
Slippe en sidste del af min gamle identitet. Afvikle endnu et lag. Det lag jeg først kender til nu hvor jeg har lagt de andre lag af.

For jeg afvikler, afvikler og afvikler. Mens jeg ser andre bygge til. Sætte oven på. Tage tilløb til mere.

Skræmmende? Ja, som ind i helvede! For pludselig er syd ikke længere syd, men nord.
Så derfor bliver jeg nødt til at afvikle endnu mere! Afvikle som ind i himlen.

For jeg ved - og det kommer, som den dybeste vejrtrækning helt ned i mellemgulvet, næeh, endnu længere ned  - at jeg skal afvikle og afvikle og afvikle. Stadig. Til jeg er tryg.

Smide hver en egocentrisk tanke.
Hver en narcissistisk ambition.
Slippe forestillingen om hul succes.
Lægge behovet for andres anerkendelse bag mig.
Farvel til at løbe så stærkt ud af døren, at jeg glemmer at tage mig selv med mig.

Vær stille!

Være så stille at jeg frygter for, at min stemme tørrer ind i glemslen!
Slippe alt.
Og lidt til.

Jo mere frygt der kramper sig ind om min rygsøjle, jo mere slip skal jeg give.

Vær stille!

I min stilhed åbner det sig et nyt billede.
En ny verden. Et nyt liv.
Det ved jeg -  i min vejrtrækning.
Når jeg slipper frygten.
For livet.
Døden.

Da står jeg helt stille.
Først da.

Først dér
sker skabelsen.
Ægte.
Sandt.

Magisk tænkning - for voksne!

Dér står den!
Strækker sig henover hele himmeldugen.  Spænder sig frit og tager hele himlen til udsyn.
Tager mit udsyn og
jeg ser kun
grøn, blå, lilla, orange, gul, rød.

Den smukkeste! Klareste! Reneste! Stærkeste! Største!
Regnbue.
Fuldstændig hel. 
Aldrig siden jeg var barn har jeg set så smuk en regnbue!
Og på vej, ved dens ene side, er en ny på vej...

                                  
Jeg sidder bare der i bilen, lader mig overvælde af det guddommelige syn.

Ja, jeg elsker regnbuer.
Dets magi.
Dets manifestation af universets skaberkraft.

- Vil du ha' farver? Du får farver!
smiler universet til mig, da det gengælder min dybe erkendelse af, at livet handler om at tillade.

Tillade min egen skabelse. Mit eget liv. Mine drømme.



















Regnbuer er det stof drømme er skabt af. Det tror jeg.
Og hvad så om en Hr./Fru videnskabsmyndighed kan sige regnbuer blot er et lysfald i solens våde linse. Eller noget andet bla.bla.bla.?

Regnbuer er det stof drømme er skabt af :-)

Vi havde været i sommerhuset. For at falde i ro med naturen. Roen. Den milde vind derude.
Der strøg en hare, tæt efterfulgt af en hjort (ja, o.k., indrømmet;  'tæt efterfulgt af en 'bambi' (jamen hvad faen hedder en hun-hjort da?) henover græspænen.
 - Hej skat, det er eventyr. Kan du ikke se det?  Jeg klemte Niels´ hånd og ønskede så meget han sku´ mærke det håb. Trygheden ved at bære håbet. Sådan som jeg bærer det.


Presset er gigantisk! Vi gennemlever en ekstremt krævende tid.
Vilkår hvor andre familier splintrer, bryder op. Deler børnene og går hver sin vej. Forklarer deres omgivelser: 'Kærlighed er ikke nok, for at få et forhold til at fungere!'
Vi har så meget sygdom, både barn og voksen.
Så meget der har truet vor eksistens. Økonomi. Karriere der er lagt ned.

Istedet for at vise hinanden vor rygge, klemmer vi endnu tættere om hinandens hænder.

Og i går mødte himlen os med den smukkeste regnbue!
Som et tegn på at magi er sandt. Drømme er virkelige. Alt er muligt!
Tro på hvad dit indre fortæller dig. Uanset! hvad omverdenen siger. Mener. Vil ha´ dig til at gøre. Sige.

Som barn troede jeg på det var sandt, at man skulle gå til regnbuens ende - og ja, dér var det! Guldet! Det som var al lidelsen, stridsomheden værd.

I dag ved jeg guldet er dér, hvor jeg tillader det at være.

                             

Eller hvor du tillader det at være, i dit liv.

Kærligheden er altid stærk nok.
Blot om vi tillader den i vor liv.







(PS. Mens jeg sidder og skriver, kører der børnetv for syge barn på sofaen ved siden af. En tegneserie, hvor omdrejningspunktet viser sig at handle om....Regnbuer!:-)

Livets lethed uden popsmarte fix it! slogans.

Sidder her i sommerhuset. Lader mig lune ved det sidste strejf af vor danske sommer.
Jeg tager imod
For jeg begynder at mærke, hvordan livet handler om at tage imod.
Tillade at drømmene strømmer ud i fysisk form. Tillader at livet bliver præcist alt det smukke, jeg fortjener.

Sådan er det for mig. For dig. For os alle.
Vi skaber vor eget liv, vi skaber vor egne tanker.
Vi kan tillade alt det gode som vor virkelighed.

Præcist som vi kan gøre det modsatte.
Det er dit valg, mit valg.
Du skal blot gøre dig bevidst, at det er et valg!

Jeg er et sted i mit liv, hvor den almindelige reaktion kalder på frygt, utryghed. Håbløshed.

Men sådan kan man ikke leve. Og jeg ønsker i den grad at leve!;)
Og leve sådan levende. Sprudlende. Glædesfyldt. Trygt. Rigt.

Ikke blot overleve som en skygge af en tidligere identitet.

Derfor tillader jeg at tænke tanker jeg aldrig før har tænkt.
For at blive mig selv. I hånd med mit sande væsen. I kærlighed til den jeg er.
I glæde over at alt er muligt.

'Spring ud! Og nettet vil blive spændt ud.'

Alt hvad jeg har videregivet i mit professionelle virke, har været rodfæstet dybt i min autencitet.
Jeg har gået vejen selv. Overlevet det umulige og levet i successen efter.

Nu står jeg her. Og lige så autentisk levende. I proces.
I min stærke spiritualitet som ingenlunde udelukkende er baseret på teori.
Som er i sprudlende udvikling.
Med mine hæmmede lemmer, åbnes mit syn endnu kraftigere.
Og jeg berører dimensioner, der villigt smiler mig i møde.
Min hverdag bliver mere og mere spirituel i al dens enkelthed.

Jeg har ingen popsmarte løsninger at sælge dig.
Ingen fix som lover dig, du bliver rig og smuk på en weekend eller to.

Jeg har blot den lære, jeg selv lever.

Men den er godt nok også smuk!;)
Og glad! Ren, ærlig og dybt forankret i et fysisk levet liv.
Og et ønske om en lysende fremtid.

Tillad dit liv at lyse.
Tillad dig selv at være dit livs lys.
Tillad glæden. Kærligheden.
Tillad.
Alt sker i din tanke.
Først!

Definer det liv dér! Ellers gør andre det for dig!

Jeg skrev indlægget Handler det hele bare om at være? forleden. Og har stadig nogle tanker, jeg ikke fik skrevet ud i det indlæg.

Det blev skrevet ud fra en instinktiv, knap så intuitiv (?), trang. Et behov for at skrive tanker, ikke blot til mig selv. Men til dig også. Og dig, og alle.

Trangen til at skrive ud til dig. Til alle, har nu en anden grundtone. Smager anderledes end før.
Der var et 'før'. Og der er et 'efter'.

'Før' samler mit liv, og i særdeleshed mit professionelle liv, inden jeg blev fysisk sat stille. Tænksom.

'Efter'.... Nå, ja, det siger jo sige selv.
Og alligevel. Der er noget gradbøjning. Nuance forskelle i 'efter'.

Opholdet på Rigets semi-intensive børne-& unge afdeling lagde et stærkere 'efter' aftryk.
Et mere rodfæstet 'efter'. End det 'efter', jeg har levet i siden september 2011. 
Den gennemgribende forandring jeg er midt i, manifesterer sig praktisk. Fysisk. Mere og stærkere.
Uomtvisteligt. I eget tempo.
Jeg forstår mere af den spirituelle lære jeg er så optaget af. På hverdagsplanet. Det fysiske plan. Ordene bliver levende og bosatte i mig. Mit 'Himlen Ned På Jorden' opdager jeg med eet, i den grad udtrykke sig i mig. I mine ord. Handlinger. Tavshed. Søvn. Bevidsthed. Forvirring. Ro.

Ro ved at give slip. Give efter. Synke ind. Lade ordene forlade teoriens alt-er-muligt-tryghed, for at blive min virkelige alt-er-muligt-praksis.


Med hensyn til den for-altid-livsforandrende situation jeg er i. Ja, så orker jeg ingen ynk.
Og ved også jeg på ingen måde kan bestemme, om folk synes det er synd for mig.

Jeg er også færdig med at leve op til billedet af Odile Poulsen.                  
Overleveren af alt. Også det umulige, som døden for eksempel.

Jeg ønsker blot at være. Ikke sagt det bare er lige til. Men det er helt og aldeles ganske rart!

At det med at præsentere sig selv i form af titler har mistet sin værdi.
Eller vise verden et image af mig selv som en succes. Det er også blevet ubetydeligt.

Det som føles rart, er til gengæld blevet meget centralt. Noget jeg vil søge mere og mere, lade det brede sig som varme i kroppen, der blev sat i gang og nu ikke kan standses igen.

Jeg ved jeg kunne vælge at fortsætte, som den jeg var 'før'.  Genoptage mit liv fra da.
Men jeg vælger at sige nej tak til tilbud og forespørgsler. Selvom det strider mod al umiddelbar almindelig fornuft.
Men det føles rart. Varmer inden i.

Hvad er et godt liv?

Præcis! Det er op til dig selv at svare på - ingen kan svare på det, for dig! Så kliché. Så banalt er det.

Og så u-enkelt er det, at nå frem til at efterleve.

Hvis jeg sagde, at det jeg har oplevet rent fysisk det sidste år, er piece of cake, ville det selvklart lyde så hult som enhver anden gennemskuelig projektion.Min læreproces er for de rå halse, thats for sure. Her er intet indpakket i cellofan og med en lækker chic-lit eller chic-fic overskrift i svungne sløjfer.

Det er ærlighed og ærlighed på ærlighed. Ingen forfløjne løgne eller illusioner. Alle projektioner er hevet hjem til mig selv og jeg har tvungent mig selv til at se mig selv, i det skarpeste af solens lys.
Ser hver en detalje, og har gang på gang forsøgt at knibe øjnene hårdt til. Men har igen og igen åbnet dem. For at se. Mig. Se mig selv. Som den jeg var. Og den jeg ville være.

Og her er jeg. Her hvor jeg kan tåle et hvert eftersyn i høj sol. Med vidtåbne øjne.

Jeg har intet mod succes! Tværtom! Jeg elsker succes, og tager imod dets gavmilde lys. Og jeg synes man skal svømme rundt i succes. Så længe det er den slags der holder en varm på sigt. Ikke den der kommer af at pisse i bukserne.

Så jeg stillede mig ud og så mig selv udefra. Kiggede ind. Var mine værdier mine? Eller nogle kulturelt tradtionsbårne skabte?


Den spirituelle proces som jeg ofte nævner, men vist kun får beskrevet i flagrende sætninger, er den mest kraftfuldt proces, jeg husker nogensinde at have været i. Og hvor meget jeg savner at dele  tanker og oplevelser med nogen, har jeg ingen ord der kan favne nok!

Jeg mærker og sanser idet andet sprog end jeg kan udtrykke. Endnu. Tiden er endnu alt for ung.

Men
- og her er mit egentlige budskab, som jeg ikke formåede at udtrykke i indlægget
 Handler det hele bare om at være?
 - jeg har en enorm trang til at dele mine oplevelser, tanker, erfaringer. Og den tvivl der opstod, da jeg begyndte at læse spirituelle forfattere.

Selvom jeg som blot fireogtyve årig, fik åbnet for mit egen overvældende spirituelle liv på jorden, har jeg holdt mig fra at læse andres ord. Og har kun besøgt to seere i alle årene. Spiritualiltet er blevet for meget en branche med for mange købmænd, så det er svært at finde den ægte vare.

Så mit ønske lige nu er, at udveklse med dig, og dig. Og alle.
Hvad har du af erfaringer med spirituel litteratur?
Har du nogen erfaringer med Lars Muhl? Teoretisk, praktisk?
Og hvordan med Abraham-Hicks?
Andet?

Handler det hele bare om at være?

Jep. Det er mig.
Med det langt-væk-herfra-blik og lige så slørede tanker.
Jeg er langt væk. På så mange måder.
Og længe siden jeg har været her på bloggen.

Det har jo været sommer.
Hver sommer tager jeg seks -syv  uger ud af kalenderen og er med ungerne i sommerhuset. Primitivt, enkelt. Himmel. Hav. Jord. Sol. Regn. Tid. Tid. Tid.

I år forsvandt sommeren for os. Og jeg mærker et efterslæb. Det er nok det, der ses i mit blik.

Tre dage inden i skolernes sommerferie, fik sønnen høj feber. Han er født med en nyrefejl, og selv vi har været i kontakt med hospital siden han var spæd, har han været godt fungerende de sidste elleve år. I sommer endte han med at ligge tre uger på hospitalet og være så alt, alt, alt for tæt på dét, man som forældre altid frygter mest.

Men han er stærk. Og kom igen. Omend meget ældre på bare et par uger.


Selvom det ligger til nytåret at gøre status, så gør jeg min status nu.
Hvad skete her i år?
Jeg er sat ud af mit professionelle liv. Kan ikke arbejde og er meget handicappet. Stadig. Nu har jeg været syg et helt år....
Bare at gå ind på en cafe, få en latte 2 go. Det kan jeg ikke, for hvem skal så styre krykkerne?
Nu er jeg sådan en Odile, der skal søge om handicap parkerings bevilling. Ellers er det for svært at få ungerne rundt. Komme ind i en butik. Eller til genoptræning.

Mit liv er på så mange måder, så meget, meget langt væk fra, hvor jeg var sidste år.


Også selvom mit liv altid har været markant. Bemærkelsesværdigt ved dets ekstreme prøvelser. Døden. Vold. Vildskab. 'Ondskab'. Jeg har overlevet meget mere end man kan fatte. Ikke kun overlevet, men også skabt mig selv i en udgave som jeg er stolt af. Og som jeg kan hvile i.

Jeg er så meget en 'survivor'. 'Mønsterbryder'. 'Fighter' eller hvad folk kalder mig, at jeg er blevet offentligt kendt, på grund heraf. Mange forventer, at jeg kan klare alt!
At jeg er uden limits for min evne til at komme igen. Lande på alle fire. Det har jeg også altid gjort.
Og jeg har også altid tænkt (engang ubevidst, siden bevidst), at jeg ville klare det.

Nu er det blot anderledes.
Jeg er stadig syg. Handicappet. Og har ingen fantastisk prognose.

Jeg har altid været utroligt fokuseret. Altid kunnet se hvor jeg ville hen. Altid fået det jeg kiggede efter. Som barn var min drøm, at blive forfatter og psykolog, som voksen.



Det sidste år, væk fra mit vanlige liv, har givet mig meget tid. Ro. Alene-hed. Reflektion.
Smerterne har været sindssyge, nuvel. Og er det stadig. Men jeg er jo en fighter, så...

Min spirituelle udvikling har været mit centrale felt. Her har jeg holdt mig selv oppe på de mest krævende dage. Og jeg er fortfarende meget optaget af den spirituelle tanker og oplevelser.

Døden har været en stor del af mit liv. Flere gange har jeg været død, men... 'Det kan ikke lade sig gøre...' har lægerne sagt, og forsøgt at forklare det.Jeg ved blot hvad jeg så. Hvor jeg var og hvad der skete, mens min fysiske krop stod af.
Og det er klart det har forankret mig spirituelt.

Hvor vil jeg hen med al det her sygdom snak, rykkende over i noget spirituelt et-eller-andet?

Jeg vil herhen hvor in forvirring ligger.
Forvirring over de store forandringer i mit liv. Så meget der ændres. Forsvinder. Forandres.

Det er velkendt det er i vores kriser vi udvikler os mest. Og for blot et par år siden, yndede jeg at arbejde som psykoterapeut; tale om smerten. Om traumet. Om eksistens. Svigt. Håb. Skabe nye liv.
Hjælpe mennesker på vej. Set dem udvikle sig og turde deltage i deres liv.

Men jeg vender alt det ryggen i dag. Ikke sådan at forstå, jeg fortryder noget, syntes det var forkert. Jeg vil bare noget andet.

Jeg vender alt ryggen. I hvert fald mit professionelle liv. Jeg siger nej til at optræde i interviews der handler om smerte, svigt og skader. Min praksis er lukket ned, og hvad der først bare var fordi jeg var syg for en tid, er nu blevet tydeligt for mig, meget mere handler om, at jeg ikke længere ønsker det. Min praksis.

Jeg har aldrig i mit liv stået her. Uden at være i gang. Effektiv. Præsterende. Populær. Givende. Succesfuld. Trendy. Bærende. Stemme for alle dem, der ikke kan.

Og det føles langt fra så skræmmende som jeg havde forestillet mig det. Dengang.
Måske fordi jeg ved, at det ingenlunde kan være anderledes?
Det er også skræmmende. Selvklart.

Tænk, hvis jeg finder ud af, at hele mit liv blot handler om at være?

Er det så lidt?Hvad med alle titlerne? Præstationerne? Medierne? Populariteten?
Hvad med at skrive lave den vildeste blog? Være spændende? Debattere med alle de andre. Være aggressiv og alfa-hun? Være kunstner? Politisk? Ytre mig fordi jeg kan? Drøne rundt med mere fart på end jeg selv kan holde rede i. Drikke min kaffe på den rigtige kaffebar. Grine med mine kendte veninder.

Der er intet galt i alt det. Jeg tænker, der intet er galt i det som mit liv har været.  Kun hvis jeg gør det, fordi jeg er bange for at være for lidt.

Mine venner har travlt, og bliver overrasket over alle mine tanker. Men jeg har jo masser at tid til at tænke dem, svarer jeg. Og nyder at have et par hjertesøstre, for hvem det at udforske tanker og følelser med spirituelle strejf er lige så intens, som for mig.

Jeg er heldigvis blevet i stand til at læse igen. Da jeg var inde i Bog og Mystik på Valby Langgade for nogle uger siden, blev jeg anderledes opmærksom på Lars Muhls triologi. 'Gralstriologien'.

Normalt læser jeg ingen spirituel litteratur. Altid haft lidt løs samvittighed over det, for hvordan kan en seer ikke læse sådan noget litteratur. Nå, men jeg tog Lars Muhl med i tasken.
Og nu er jeg noget i vildrede. Forvirring.
Har læst 'Seeren' og er nu i starten af 'Magdalenen'.
Og bliver så trist af at læse.

Fordi han skriver så glædesløst. Trist. Smertende.
Og jeg kan sagtens følge de budskaber han har med i 'Seeren'. Meget stemmer fint overens med mine erfaringer og oplevelser.
Der er bare en stemning af det der med, at skulle gennemgå stor lidelse for at opnå stor fred. Lys.
Hele det klassiske med at man skal opføre sig på en bestemt måde, for at kunne være med i den hellige fest.
Noget som strides stærkt mod mine tanker. Følelser. Liv. Væren.

Jeg tænker alt er frit. At det er u-klogt at opstille regler, ritualer eller dogmer for hvordan vi kan komme til at være i kontakt med os selv. Intet er mere rigtigt/forkert end noget andet. Det er blot. Skabelse er blot.

Jeg ved ikke om Muhl opstiller regler eller noget. Har slet ikke læst færdigt.
Det slog mig blot at det er som om, man skal være ren på en særlig måde, for at være rigtig ren.
Forstå på en bestemt måde, for at kunne sige man forstår. Se på en rigtig måde. Og så videre.

Det er en særlig proces jeg er i.
Det er som om jorden under mine fødder, bogstaveligt talt er smuldret væk. Jeg kan ikke stå, gå. Klare mig selv. Være noget for nogen.
Jeg smider mere og mere ud, hver dag.
Begrænser hver dag alt det, som tager af mine kræfter.
 Og vælger at tage imod.

Jeg ønsker at spiritualitet og liv, skal være glæde. Lys.
Som jeg ser det i 'de andre verdener'.