Sig mig, er det fuldmånen? Eller bare morfinen?

Sig mig, er det fuldmånen? Den sidste uges tid, har jeg ligget i en sandwich af tid og lys. Og ingen søvn.

                                foto: Colorbox

                              

Nætterne har opført sig som var det ikke nat. Søvnen er for langt væk til at jeg kan lade mig dumpe lydløst ned i den. Og den vågne tilstand kræver mere end jeg kan holde skak.

 Jeg står ikke op, og glider gennem huset. Som det ligger hen i det blålige lys fra månen og sneen, næsten kunstigt at se på. Som på film. Men jeg forbliver på mit røde hav af puder og dyner.

Her driver jeg ikke af sted på et drømmeskib, men fjanter rundt oven på søvnens overflade, som en ung pige, skøjtende på is. Billederne der danser rundt bag min pande, synes virkelige. Lige til jeg trækker dem op til den vågne bevidsthed. Her fordufter de hurtigere end jeg kan nå at fange en kopi.
Når jeg lukker øjnene igen, har jeg en brændende sol mod mine øjenlåg!

Mange års erfaring med nætter uden søvn, har gjort mig mør. Og accepterende. Orker ikke sukke over ingen søvn. Tillader mig derimod at svælge i luksuriøs dagtime-luren.

Det mærkværdige er, at jeg for øjeblikket, kommer i samme tilstand om dagen, som om natten!
Alt om mig er mørkt. På nær den insisterende sol der blænder mine øjenlåg.

Hvor meget det end pirrer min trang til at forstå hvorfor det sker, er jeg bare træt!

Det er mig umuligt, at adskille hvad der er min naturlige træthed, træthed af smerter. Og træthed af morfin. Også ligegyldigt.

Der er dage hvor jeg tager mere af min p.n. medicin. For ikke at lammes til Kongeskibet af smerter.

Andre dage synes jeg, der går for meget sissy i mig, så jeg skrider fra bevidstheden om min krop.
- Jeg må hellere få lavet noget og ikke dovne rundt i Kongeskibet!
Effektivitets-tankegangen ligger lige under overfladen. Vedligeholdt.

Måske er den seneste uges tilstand blot et udtryk for at jeg er høj? Uden at vide det. Knokle-høj.
Troede bare det skulle være sjovt, at være høj?! Eller happy-land, at least!

Hvis medicinen laver telefonfis med det område af min hjerne, der er ansvarlig for søvnen. Så mangler den overskud til at tage sig af smertens område. Enten springer den for let hen over. Har dybde-skræk. Eller er sluppet op for kræfter.
Javel jo, gu´ virker den på smerten nok til at jeg kan holde ud. Men ikke nok til at holde ved, at holde ud.


Sovekemi kan være ganske udmærket. For mig i hvert fald.
Hvorfor jeg har et indgående kendskab til sovemedicin, må blive et andet læseværdigt blogindlæg.

Men i går aftes, kastede jeg det kinesiske håndklæde i ringen.
Og tog en sovepille. For saligt at synke dybt ned i mit røde hav. Uden redningsvest. Ahh! Jeg trængte til at komme væk fra både lys og smerter. Lyset udeblev, og det var dejligt. Drømmende speed-talkede, men det var til at overhøre! Ahh!

Jeg havde i min kemiske søvn glemt, at jeg ikke kan løfte mit ben og dreje om på siden.
Og blev derfor hevet op til vågen tilstand, med samme fart som en panisk dykker stiger mod havoverfladen. Ikke på grund af manglen på ilt. Men på grund af følelsen af en halvanden meters kniv, der jog sin vej i foden, op gennem benet, via ballen for at standse i lænden.

Men selv dét fik jeg tumlet mig væk fra, og kastede mig tilbage i de røde puder. Ahh!

Senere kom Lukas ind, stadig syg. Og igen passede det denne morgen med, at Niels skulle op.

Vi lå så der, Lukas og jeg, slængede i varme og søvn, mens de andre lukkede dagen op.

Det var alt hvad jeg havde brug for.
Tak! Så dejligt at få præcist det, jeg har brug for!
Hvad mere i livet, kan man så bede om?