02 03 04 ODILES BLOG: 'Den der kun kan elske andre, kan slet ikke elske. ' Erich Fromm. 05 13 14 15 16 17 18
19

This page has moved to a new address.

20

21 22 23 'Den der kun kan elske andre, kan slet ikke elske. ' Erich Fromm. 24 25

26
27

ODILES BLOG

Liv. Spiritualitet. Forandringer. Indtryk. Glæde. Familie. Kærlighed. Træning. Bøger. Kunst. Dilemma. Ærlighed. Kamp. Håb. Viden. Udtryk. Frihed. Autencitet. Nærvær.

lørdag den 9. februar 2013

'Den der kun kan elske andre, kan slet ikke elske. ' Erich Fromm.

Jeg har ikke skrevet herinde længe.
Længe. Evighed siden. Mindst. Sådan er det når en mister tidsfornemmelsen.

Lige nu hører jeg rytmer - hele, halve, harmoniske. Beatbox inde fra Mandens arbejdsværelse.
Der skabes musik til den sang Tøsen og hendes skoleveninde skrev på i aftes.
Sønnen ligger stadig og sover - den nye teenalder kræver mere søvn.
Hunden ligger foran brændeovnen.
Og her, midt i en sandwich af overflod, sidder jeg.
Hvad mere har jeg brug for? Jeg har alt... Mit liv er så fuld af liv! Kan man/jeg ønske sig/mig mere - end et liv, så fuld af liv, at det er umuligt at ignorere? At det mærkes hele tiden. No way jeg kan være ubevidst om, at jeg lever.

Der er kommet en ny til i familien. Chinchillaen Charlie.
Da min skoleveninde døde, var der en masse skønne dyr, der pludselig stod uden hende. Omsorgen. Tøsen har så længe ønsket sig at få et lille levende dyr. Et som hun kunne få lov at gi´ en hulans masse love og kæl. Og føle sig særligt betydningsfuld for.
Så nu har min afdøde veninde givet Tøsen en særlig gave.
Charlie er kæmpesmuk og sød.
Og Tøsen er lykkelig i glimt.

Så her er meget med liv.

Og meget med død.
Jeg skal til en bisættelse mere. To inden for to uger.

Med al min spirituelle viden. Med min særegne livserfaring, kan jeg godt give slip på den fysiske død. Accepten af at vi dør fysisk. At vi er på en vej. Jeg kan endda, om jeg ønskede det, tale med de døde jeg savner.
Trods dette bliver jeg ramt af døden, når den kredser om min inderkreds.

Det trækker sig ind i mit system, i min aura. For jeg mærker så tydeligt, så kraftigt de efterladtes smerte og sorg. Mærker de afdødes sidste dage. Det kan føles som en lethed - eller som en tung smerte. Nogle gange vil de gerne have lov at tage afsted. Andre gange kæmper de for at få lov at blive.
Det er en af mine (såkaldte?) gaver.

Men generelt omkring den fysiske død.
Jeg tror ikke på, at vi skal blive så spirituelt orienterede, at vi ophører med at mærke den fysiske smerte, lidelse, sorg. Whatever.
For det er kun i den fysiske form, her på jorden, at vi er i stand til at opleve dette kompleks. I vor ren åndelig shape, findes ingen smerte. Blot det stærke og opløftende lys, glæden, i evighed.

Så jeg tænker meget på livet.
Jeg tænker meget på døden.
For tiden.

Jeg bliver trist. Men jeg bliver også meget glad. Ydmyg.
Over stadig at være med. Her. Stadig have chancen.

Jeg ved ikke rigtigt hvor mange gange jeg har været ved at dø.
Jeg ved kun at der er to gange hvor jeg døde og kom tilbage.

Ja, der findes kun eet nu.
Ja, det er nu vi skal søge og være i.
Men stadig er fortiden den, der bragte os til nuet.
Og fremtiden den, der bliver vor næste nu.

Det jeg prøver at sige er, at vi er mennesker først og fremmest. Dernæst er vi spirituelle væsener. (Nuvel ja, vi er selvsagt ren energi, der fødes i fysisk form, når vi kommer her til jorden. Så ud fra den logik, kan man sige vi først er spirituelle, dernæst mennesker.)

Men jeg mener, at vi skal lære at give os selv lov til at være fuld af fejl og uslebne kanter!
Revner og sprækker ind til det 'grimme' ego!
I vor søgen om større og højere bevidsthed, kan vi udvikles. Gøre det bedre end i går. Og deri ligger vor smukkeste mulighed; at vi kan forandre/-s og udvikle/-s.
Ønsker bare s.å! meget, at vi kan (lære at) tilgive os selv. For vor menneskelighed. Spækket med fejlbarlighed.

Det at læse eller høre om hvor perfekte andre er. Om hvordan de har fundet den perfekte sandhed og at den derfor skal efterleves af alle andre. Dét kan jeg kun bruge til at skærpe min egen trang til at være mig. På min måde. Uanset jeg slet ikke er perfekt.
Det er ikke fordi jeg søger at snobbe ned. Krakelere glansbillederne, vise mit inderste væsen med blodpltter og det hele på. Det er bare en form for nødvendighed - tilgivelsen. Det er en nødvendighed at lære at tilgive.

Så siddende her. I det perfekte sted i mit menneskelige liv. Med døden tæt inde på. Og spirituelle sensorer oppe og nede, som omfanger mere end min hjerne kan kapere. I min forvirring og frustration. I min glæde over at være. Har jeg lært, og opdager igen og igen, mit behov for at slippe min egocentrisme. Det 'egocentriske ego'.
Det er her tilgivelsen kommer ind (i mit liv).
For når mit ego er så sammenvokset med min egocentrisme - som siamesiske tvillinger - bliver jeg vred og skuffet over mig selv. For alt det jeg ikke er.
Det er menneskeligt. Måske universelt? Og tilgivelsen er nødvendig.
For at leve. Ikke kun overleve.
Kan du følge mig?

Kærlighed handler om tilgivelse. Til sig selv. Til andre. Til fortiden. Nuet og fremtiden.
Uden tilgivelse kan jeg ikke være i nuet - det tror jeg ingen kan.

'Den der kun kan elske andre, kan slet ikke elske. ' Erich Fromm.

Well, i pauserne. Mellem tankerne om livet og døden, har jeg genfundet Peters skønne bog 'Letmælkprofeten'. Det er uden tvivl, den bedste bog han har skrevet!
Jeg ler lige så selvfedt, som jeg gjorde da jeg læste den første gang for ca. tyve år siden.
Og da jeg desværre har lånt den ud engang til nogen som også trængte til at le, mistede jeg den. Nu har jeg været så heldig at finde den antikvarisk.

Hovedpersonen minder mig i øvrigt om en sjov oplevelse nogle veninder og jeg havde sammen. Dengang i start halvfemserne, var der en kendt clairvoyant som holdt til på Islands Brygge. Han var ret omsværmet af kvinder, når han stod der med sit halvlange hår og rødder til sit tidligere liv som shamann. De flokkedes om ham i det lille te-køkken hvor han stod og røg i pauserne.
'Du kommer a.l.d.r.i.g. til at blive en så stor clairvoyant som jeg!' konstaterede han, efter et møde med min aura.


 










Beskrivelse: Filosofisk og satirisk farce om en falleret skuespiller, som opdager, at han har overnaturlige evner. Han slår sig på astrologien og bliver en berømt guru, men mister efterhånden helt jordforbindelsen.




Enjoy!
Livet. Dig selv.
Og le af det hele fra tid til anden!

Etiketter: ,

4 kommentarer:

  • Klokken 9. februar 2013 kl. 12.57 , Anonymous Anonym sagde ...

    Det er altid så dejligt livsbekræftende at læse dine indlæg, uanset om du så skriver om døden. Tak for det Odile og alt godt til dig. Kh.Jannie

     
  • Klokken 9. februar 2013 kl. 14.14 , Anonymous Anonym sagde ...

    Orv ..så røg jeg da lige i gulvet igen :-) <3 <3

     
  • Klokken 9. februar 2013 kl. 18.11 , Blogger Odile Poulsen sagde ...

    Dejlige kommentarer!;-)

    Og skal lige undskylde for en ret væsentlig fejl!

    Hihihi, jeg ville nærmest fremstå perfekt, hvis jeg med vilje havde lavet fejl i en text om at være u-perfekt.

    Anyway, den clairvoyante tilbage på Bryggen, sagde nemlig ikke at jeg ville altid ville blive så stor en clairvoyant som han. Men at jeg a.l.d.r.i.g.! ville blive det! Det var jo derfor det var så vildt sjovt at han sagde det!
    hihihihi

    <3

     
  • Klokken 27. februar 2013 kl. 02.07 , Blogger Søren sagde ...

    Kære Odile,

    F.eks at kunne mærke "afdødes sidste dage", som du skriver, er det måske ikke livets lektion i Kærlighed? Kærlighed til sig selv?

    Hvad er det når vi mærker "fysiske smerte, lidelse, sorg", kunne det måske også være en af livets lektioner? For hvor er det disse smerter opstår?

    "Men jeg mener, at vi skal lære at give os selv lov til at være fuld af fejl og uslebne kanter!"
    Er det ikke kun på grund af vores "fejl" at vi udvikler os? Når vi så vælger, at lære at vores fejl, udvikler vi os så ikke? Og når vi vedbliver med at lære af vores fejl, hvor stopper det så?

    Jeg er helt enig med dig i dette indlæg, og tilgivelse er fantastisk til fjerne det der skal/bør fjernes/afkodes.

    Søren

     

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start