Nu vi taler om kærlighed ikk,`!

Sidder i solen stråler. Oplader mig. Stråler om kap med Lyle Lovetts musik. And  how I Love´t!

Han brænder sig ind i mit bryst med samme intensitet som solens stråler. Brænder sig ind i min hud.

Jeg føler mig elsket af Lyve Lovett. Hverken mere og aldrig mindre. Det kan ikke være andet! Det må være kærlighed. Hans kærlighed til mig og til verden!

Bare navnet. Ka´ nok ikke overtale knægten til Lyle. Måske ku´vi i stedet skifte familienavnet ud. Poulsen for et Lovett! Hva´?


I sommer oplevede jeg for første gang, ever-at-all, Lovett live. 
I koncerthuset! Det var første gang for ham også. Altså at han spillede i koncerthuset! Åh, det var smukt!

Jeg kunne næsten ikke rumme det. Sad bare fire rækker fra. Og i hans lille set-up med fede texan-musikere, var det meget intimt. Lyden var fuldstændig.

Jeg måtte kigge væk fra tid til anden. Pga. intensiteten. 

Ved siden af mig sad min Poulsen, og lod mig råsvede i hans hånd.

                                   http://gaffa.dk/anmeldelse/50980

Første gang jeg lyttede til hans musik, var for cirka tretten, femten-sytten år siden. Who counts? 

Lovett kom til mig via min dengang-mand.

Anyway, min nu-mand er musiker og det var dejligt at kunne introducere ham for Lyle, da han dengang bladrede sig gennem min meget ekspansive cd samling. Jep, det her var længe før digitalopbevaring af  musik.


Jeg er sært svær at begejstre, men når det lykkes; så er jeg all in!

Alle pladerne blev indkøbt, lyttet på, sunget med til (undskyld Lyle!), danset til, tudet til, grinet til, knaldet til, tisset til og søndags-morgen- smøget til.

I de her år skete en masse ting, meget hurtigt i mit liv. 

Pludselig blev jeg mor og fik min elskede. Det var slut med at være ’venner/kærester/venner/kærester/venner/ingenting’. 

Nu var det baby, lovet ægtepagt foran borgmesterens ’venligst-udsendte-til–dagen’-repræsentant og tredive kilo større kvindelighed. 

Og andelslejlighed på Frederiksberg!

Det selvsamme Frederiksberg jeg havde forladt i dybeste kedsomhed 10 år før! Dengang flyttede jeg til Vesterbro, inden dobbeltmoralen gjorde. 

En prostitueret var mere respekteret end i dag, hvor hun må stå mellem smarte cafeer. Overbegloet. Mens man spiser sin clubsandwich; dyrere end et købeknald. 

Og dét, kære, er fand´dyl´me  et andet blogindlæg værdigt!

Fra Sdr. Boulevard ku´ jeg lyne ind i nattelivet på femten gå-minutter. Ofte i læderbukserne, der kælent gled af senere på natten, inden jeg stolprede hjem i morgentimerne, med håb om at få et par drømmeløse timers søvn.

Nå, men Lyle blev mærkeligt stum derude på Frederiksberg og baby tog over. Siden kom baby to også til. 


Og i skrivende, elleve år efter, er her stadig masser af råben, skrigen, grinen, hvisken, og en Rasmus Seebach, der vælter stuerne sammen med ungerne. Et kæmpe lydtæppe. Meget lidt tyst.

Åh, vi savner stilhed. Poulsen og jeg. Vi kan ikke lade være med at fnise, når vi si´r det til hinanden. Over vores gamle-menneske-maner. 
Poulsen har masser af musik i sit daglige arbejde. Og sit hoved. 
Og jeg har følt mig rigeligt rullet tæt ind i lydtæppet.

Men jeg er så småt begyndt at lytte til musikken. Igen. Nu er det bare med Mac som mellemled. Når jeg er alene og tiden er min.
Ah, dét nyder jeg.

Så nu sidder jeg og lytter til ’ I love everybody’ fra albummet af samme navn.

’I love everybody

Especially you

......

And it not because of your long slender legs on your feet

But your mind is the feature that makes me remember

That I love everybody

Especially you’

Og mærker kærligheden i ’I Love Everybody’. 

Ikke kun humoren og ironien, som var det jeg hørte dengang.

For ti år siden. Eller femten. Femogtredive år - fyrre år siden, måtte jeg lukke mig for kærlighed. Sådan var livet, ren overlevelse. Ind i mellem mindre.

Men i dag er jeg forgyldt og fyldt af kærlighed!


Hvordan skete det? Var det fordi jeg lod sprækken ind til lyset stå og gabe? I stedet for at plastre den helt til, for at lukke af for ilttilførslen? 

Er det virkelig sådan, at når vi rækker os selv en lillefinger af håb, så modtager vi en hel favn af universelle goder? Kærlighed, rigdom, succes, liv?

Jeg ved det ikke. Jeg mener, det er jo ikke til helt at vide, vel? 
Og når det ikke er til at vide, om vi får helvede eller paradiset i næste nu. Så kan vi vel ligeså godt satse på paradiset!

Og jeg skråler igen med på ’I Love Everybody';

’So if you feel lonesome

Remember it´s true,

I love everybody,

Especially you.’