Historien om Fister

Jeg vidste ikke jeg var gravid, nytårsaften 1999/2000. Og jeg havde ikke stræbt efter at blive mor.
Gode mødre findes der få af. Gode mødre som i gode nok til at fortjente at have børn.
Tænkte jeg dengang. Og jeg forestillede mig ikke jeg var af dem.

Veninderne vidste fra de var små, at dukkerne en dag skulle skiftes ud med ægte babyer. Lavet med ægte-mænd. Nogle havde fået børnene. Andre hang i deres æggestokke, hver gang de passerede en barnevogn.
Jeg havde til gengæld et forlist ægteskab bag mig. Efterfulgt af min værste hjerteknæk, da den eneste ægte-for-mig-mand, ikke ville mig.

Så nu stod jeg der. Nytårsnat. Med noget nær en flaske vodka brusende i mit blod. Og en date jeg længe måtte fortryde. At jeg også havde en 'på-størrelse-med-en-lille-finger-baby' i livmoderen,
det forstod jeg først inde i det ny årtusind!

Da jeg blev gravid var jeg mager som en greyhound. Røg tredive cigaretter om dagen. Drak mindst en og en halv liter kaffe om dagen. Arbejdede hen ved halvtreds timer om ugen. Alt sammen til ære for den store kærestenedtur. Han efterlod et tomrum umuligt at måle. Så jeg lod det stå.

Mit liv manglede romantik. Var håbløst realistisk. Uden lykke.
Lige til det øjeblik jeg forstod, jeg havde et begyndende barn inden i.
Da blev alt lyst! Alt blev muligt! Og alt nyt!
I samme sekund nyheden skyllede ind over mig. Da den indtrængte hver en celle i min krop. Lod al smerte visne. Og satte mig i uforstyrret kontakt med min højeste bevidsthed. Wauw!

Og jeg vidste jeg bar en dreng.
- Fister! Det er Fister! Og jeg ved han er en dreng!
Jeg vidste også meget tidligt, at han ikke ville falde ud. Han sad fast og ville komme fuldbåren ud.

Livet blev lagt om. Smøgerne røg. Sprutten blev stående. By-turene sat på standby. Nytårsdaten aka den biologiske far ditto. Og ind kom den store kærlighed. Igen. Den samme. Han var vågnet ved lyden af sit eget hjertes knæk, nogle måneder efter han bad mig gå.

3 timer gammel.

Fister er i dag elleve år.
Smuk. Tænksom. Protesterende. Nysgerrig. Altid-snakkende. Viljestærk. Intens. Krævende. Filosoferende. Varmblodet (som sin søster og mor). Omsorgsfuld. Egenrådig. Stolt. Nærværende. Super-sensitiv. Højt begavet. Stærk retfærdighedssansende.

Selvom han har leget som et barn, har han aldrig været som et barn. Altid set på mennesker og omgivelser. På hændelser med en dyb instinktiv interesse. Han er en iagttager. Ser. Mærker alt. Opfanger. Læser. Analyserer.  Og omsætter alt til ord. Han er konstant optaget af menneskelige relationer.

Min venner kan blive forundret over,  at de kan samtale med ham på et voksent plan.
For os er det naturligt. Han har ikke en voksens erfaringer. Alligevel meget ofte en voksens indsigt.

Det er kompleks. Hvor stort kan ansvaret være?

For både ham og søster gælder, at de ikke kan opdrages. Kun guides.
Alligevel begår Niels og jeg fejlen igen og igen. Lukas og mit temper støder sammen som store hvalroshanner. Min dreng ligner mig så meget. Af fysik og af sind.

Nogen kan blive lidt utilpas ved hans blik. Han gør dem ingenting. Men han ser dem.
Da han var seks forklarede han mig;
- Det er som om jeg kan se ind i mennesker. Jeg kan se hvordan de virkelig har det. Hvordan de virkelig er.

Det er også kompleks, når han tror han er forkert. Fx. ift. sine skolekammerater.
Når han sidder og filosoferer i stedet for at lave fjerde klasses matematik.
Andet kan han være i ro med. Fordi han ved, de ikke forstår hvad han forstår.

Som sin søster, findes der heller ikke en box til ham, som er excentrisk nok.
For han er så meget på een gang.

Han tager sine knubs med autoriteter. Jeg har det på samme måde. Men det er nemmere at være voksen ift. autoriteter. Hans slår sig igen og igen. Og det vil alt sammen lære ham, hans måde at agere ift. autoriteter på. Uden at miste sig selv. Som jeg har lært det.

Vi har aldrig talt ned til vores børn. I børnesprog. Bare talt. De si´r til, når de ikke forstår. Eller vi forklarer, når vi kan se der ikke er resonans.

Selvom han udadtil fremstår stridsom, stærk. Ikke vil acceptere hvad som helst.
Så reagerer hans krop hans sensitive sind ud. Kaster ofte op. Reager med allergi inden i og uden på.
Så har han en nyre, der heller ikke følger med.
Og det er ikke på grund af den flaske Stolichnaya. Den nytårsnat!
Den skyld har jeg vendt med doktormanden!

Nu er det altid let at se det smukke i sine børn. Heldigvis. Lettere endnu, når de vitterlig er smukke.

Lukas var min første. Og en dag snart vil han træde ud af vores hjem. Som han trådte ud af min krop.

Selvom mit klarsyn virkede under graviditeten, har synet siden været sløret. Når det vedrører børnene. Jeg ved ikke hvad han vil skabe i sit liv. Håber blot at få lov at være en del af det.
For det har vi aldrig krav på.
Vi har ikke krav på at få børn. Og da slet ikke børnebørn. Men er fandens heldige om det sker.

Vi har været heldige at få to børn. Oven i købet nogle der holder vores hjerneceller grundigt i gang!

Hold da kæft, vi gør mange fejl. Niels og jeg. Og vi er de perfekte forældre for ungerne.
Jeg forstår til fulde, hvorfor de valgte præcist os! Her er masser af mulighed for udvikling og lære.
Og dét er jeg så taksam for!
At vi fire har valgt hinanden. Ægte-valgt hinanden!