Lige nu.

OBS. Indlægget er skrevet i 2008!!!!!!

En hjerneoperation! Jeg skal have en hjerneoperation!’

Jeg ved ikke om den emotionelle lammelse indtrådte i dét øjeblik,  det gyselige ord forlod kirurgens læber... Eller om det var, da ordet brød ind gennem min morfinpåvirkede tilstand, som en måneraket, når den bryder lydmuren. Jeg stivnede, trak ikke vejret, faldt i et hul, lige dér, på Rigshospitalets 2.sal. Udenfor trængte foråret sig på vej, ikke så stædigt, men dog.

 

Et kvarter tidligere kørte jeg på min cykel gennem byen, lige så hasarderet som altid, ind og ud gennem biler og trafiklys. Stresset og irriteret over igen, at skulle ind til endnu en læge, som jeg ikke havde bedt om. ’Bare for en second opinion’, havde neurologen sagt efter jeg havde fået min MR-scanning. Jeg gad ikke, tung og træt efter flere måneders massiv hovedpine. Og en mega mængde af piller. Intet hjalp.

 

’Er du bange?’ Det er hjernekirurgen. Han har fortalt om, hvordan han vil operere mig, om risikoen. Han er helt rolig, sidder der foran mig. Kæmpehænder, som en smeds, tænker jeg. Hvordan skal hans store hænder finde deres greb, om de instrumenter han skal bruge... til... til min hjerne?

’Ja!’ smiler usikkert... ’Det lyder som det hvide snit, hvis det går galt?!’

Han smiler, nikker. ’Det kan man godt sige. Nogle får en forandret personlighed. Nogle dør. Andre klarer det fint.’

’Hvad er procenterne?’ Jeg vil vide om jeg skal dø.

’Altså, det kan jeg ikke sige. Men jo længere tid du venter, jo større er risikoen for at du ikke overlever. Skal jeg skrive dig på venteliste til en operation?’

 

Da jeg går derfra, står jeg på venteliste. Jeg er femogtredive år, gift, mor til lille dreng på to og et halvt. Afdelingsleder på en døgninstitution. Jeg har et ’hindbær’ af blod i min hjerne. Et cavernous angioma, på størrelse med hans lillefingernegl.

 

Det er tre og et halvt  år siden nu. Jeg fik min operation. Jeg overlevede, og fik ingen mén.  Jeg lavede meget om i mit liv, fordi jeg vidste, dette var min chance! Chancen for at gå efter mine drømme, få ryddet op, cuttet ind til benet.

 

Bare fjorten dage efter operationen, blev jeg gravid med vores datter.  Jeg sagde mit sikre job op, og begyndte at leve som forfatter og foredragsholder. Blev min årelange spiseforstyrrelse kvit.

Dette var min chance  - mit mega wake-up call.

Jeg ’vidste’, at det her, denne sjældne sygdom, sker kun een gang. Og jeg klarede den! Sikke en gave vi fik – og sikke vi nyder livet, os – min familie; min mand, min søn som nu er seks og datter som er blevet to og et halvt.

Indtil nu.

Den sidste måneds tid til halvanden, har jeg haft smerter i hoevdet igen. Vi ved ikke, om jeg er syg igen. Vi ved ingenting.

 

Hovedpinen begyndte at komme, bare sådan lidt spredt ud over en måneds tid. Intet foruroligende. Så blev den kraftigere, så blev den konstant. Det føles fuldstændigt som dengang.

 

Mine morgener starter med morfinpræparat. Så morgenmaden er nu, ud over kaffen, udvidet til et minibitte stykke knækbrød med syltetøj, og to piller.

 

Jeg gik til mig egen læge –’jeg har hovedpine,’ sagde jeg.
’Ja, der er ingen grund til at spilde tiden, ikke med dig. Jeg sender dig videre!’

 

Nu venter jeg. Vi venter; min familie, mine venner – vi venter med dundrende hjerter og rastløst åndedræt. Vi ved ikke, hvad vi kan vente. Jeg venter det værste. Det gør min mand også. Mine venner siger, jeg ikke er syg. Jeg kommer til at leve i mange år.

 

Ja, måske lever jeg i mange år, og får femhundrede børnebørn som elsker at blive forkælet hos deres excentriske, tatoverede og grånakkede bedstemor. Måske. Det er netop dét – ingen af os ved, hvornår vores dødsdag kommer. Den kan komme mens vi cykler af sted, drønstressede og skal hente ungerne inden lukketid. Mens vi har den bedste elskov nogensinde, lige efter det vildeste uforsonlige skænderi. Mens vi sover eller som følge af sygdom.

 

Et lille hindbær i hjerne. Jeg kan næsten få det til at lyde uskadeligt. Måske for min egen skyld, måske for din skyld, kære læser. Et hindbær, som dét jeg havde i 2003, kan briste med øjeblikkelig død til følge.

Så mon jeg har et hindbær, som er sivet igen?

 

Jeg har fortalt det til mine venner, min familie, mine samarbejdspartnere. De kan høre min uro, og de mærker den selv.

Og nu hvor jeg har sagt det igen og igen, får jeg med ét lyst til at trække alle ordene tilbage. Jeg har ringet rundt, siddet med venner og vi har grædt og snakket om healingens kraft. Om universet, karmalov og mest om eksistentialisme.

 

Bare lyst til  at råbe: ’Jeg mente det ikke! Det er ovre nu! Det var bare falsk alarm! UNDSKYLD!’ Det er så svært at se alles frygt og sorg; for tænk, når tanken tænkes til ende, tænk, skal en ung moder forlade sine små børn og elskede mand? Hvad er forklaringen på det? Hvem kan få det til at gå op i nogens kabale? Og det er så svært ikke at føle skyld, for jeg er jo årsagen til al den bekymring og frygt. Og selvom jeg godt ved, at jeg jo ikke har påkaldt mig en eventuel sygdom, så er jeg stadig hovedpersonen i det doku-drama, der afspilles netop nu, som involverer mange mennesker, og ingen har et pre-view på næste afsnit.

’Jeg mente det ikke! Jeg troede jeg havde hovedpine, men det holdt op – slut færdigt. Ovre, borte, done and gone!’

 

 

Hovedpinen trænger sig på – gennem piller og forsøg på at tænke fornuft (:’Jeg er ikke syg, jeg er ikke syg!’). Magtesløsheden skiftevist afmatter mig, som provokerer mig til, at ville være rask og blive meget gammel. Det er den samme følelse af magtesløshed, der driver mig ud i overspringstanker; ’det er ikke så alvorligt, det var nok bare noget jeg troede, hvis ikke jeg spiser morfinpræparater så er jeg ikke syg’. Og hvad jeg ellers har fundet på at tænke i den sidste måneds tid. Alle mulige krumspring, vriden mig selv rundt som en orm på krogen, for at vide, forstå, ikke vide, ikke turde vide, vente, rumme.....at jeg lige nu bare er forpint af smerter, der til forveksling, ligner de smerter jeg havde for tre og et halvt år siden. Og at jeg ikke kan få noget svar lige nu. Og hvad er jeg mest bange for? Det at være nødt til at vente? Eller få at vide jeg er syg igen? Lige nu ved jeg ikke noget. Jeg ved ingenting, for jeg er allerede så forvirret, har allerede tænkt alle tanker på een gang, i et nanosekund.

’Er du syg, mor?’ Han kigger op fra sin tegning. Min smukke søn, min kloge, smukke og følsomme søn, der med alle hans karatespark og seje attitude, bare har oplevet så alt for meget i hans korte liv. Der har været så meget alvor i hans liv, at han bare må buldre ud, kropsligt. Han véd, hvad det betyder, når Mor er syg.

´Skal du dø?’ hans næste spørgsmål rammer mig som en torpedo. Jeg burde have set den komme. Han får stillet næste spørgsmål, inden jeg svarer på det første. Jeg trækker i langdrag, i land.

´Jamen, jeg ved slet ikke om jeg er syg, altså...´ min stemme er tøvende, usikker, bange.

Karla Solvej sidder musestille på mit skød, kigger ned på sine hænder. Der er tusch på.

’Kan lægen se på en computer, om du er syg, og skal dø? Det er Lukas igen, han holder ved, han skal vide det. Jeg elsker hans stædighed og at han går lige ind til kernen.

´Ja, det kan han godt´ svarer jeg, lidt mere sikkert. Tænker at ’computer’ er en god oversættelse for MR-scanner.

´Så håber jeg lægen skynder sig rigtigt meget, hvis han kan se at du skal dø!`

’Det gør jeg også!´

´Men hvis du er rask, kan han bare give sig god tid, og så hjælpe nogle andre i stedet´. Jeg overvældes af stolthed, varme og kærlighed – det er min smukke, kloge og følsomme søn, som taler.

Karla Solvej sidder stadig helt stille, har dårligt rørt sig. Jeg kysser hendes nakke blidt, puffer til hendes kind med næsen:

´Er du bange, lille skat?´

´Mm´, svarer hun bekræftende.

’Det kan jeg godt forstå´ Jeg holder hende tæt ind til mig, og siger så:

´Men lige nu er vi her, og nu skal vi rigtigt hygge os!

 

Karla Solvej vil ikke forlade mig, hun bliver hos mig i to dage, uanset hun elsker at være i sin vuggestue.

’Er det fordi du er bange for, at jeg ikke er her, når du kommer hjem?’

’Ja!’ svarer hun og ser mig lige ind i øjnene. Hun har de der brune, mandelformede øjne, som sin far. De kan gnistre og skinne, og se på folk, så voksne bliver generte og utilpasse. Hun er også smuk, klog og følsom. Min datter. Og jeg forstår i dét øjeblik, at hun ikke længere er en lille baby, men en pige som prøver så meget at forstå. Og bare vil være tæt på sin mor, som hun er bange for at miste.

 

Hun er med mig overalt, vi hygger, griner og kører på rulletrapperne i Frederiksberg Centret. Vi er på café med Tante Ulla, min kære veninde, som holder min hånd og deler tanker med mig. Ulla og hendes mand, mistede deres lille datter, da hun var knapt to år. Hun kender til sorg, smerte, kærlighed, liv og død. Vi sidder og taler, græder lidt, da Karla Solvej ser meget alvorligt på os og siger:

’Jeg vil hjem!’

’Åh lille skat, bli´r du bange nu? Jeg rækker armene over mod hende.

’Ja,’ klager hun

’Kom herover, mellem mig og tante, så putter vi sammen!’ Ulla og jeg gør plads mellem os, og Karla Solvej smiler glad og kravler op, putter sig.

Mine børn passer på mig, og bekymrer sig. Det er et forfærdeligt vilkår. Jeg ved det vil præge dem, jeg har set det præge Lukas før. Og stadig sidder i ham. Men det er vores vilkår, lige nu. Jeg er magtesløs over for den del – jeg kan ikke bestemme, at tiden skal gå hurtigere, at ingen må være bange, at jeg skal være rask. Så jeg prøver at være i det, og sammen med mine kære, at finde vores plads i det.

 

Og ja, jeg er bange. Rigtig bange for, at min tid er inde. Jeg frygter ikke døden, som noget slemt, smertefuldt eller ensomt. Og jeg er heller ikke ked af det, jeg aldrig nåede. For jeg har sandelig nået så meget mere, end jeg troede muligt. Men jeg er bange for, at sige farvel til mine børn og min mand. Ikke at kunne række hånden ud og mærke varmen fra deres kinder, kysse dem blidt på håret og hviske: ’Jeg passer på dig! Altid!’ Presse min hånd ind i min mands og se ind i hans mørke øjne og vide, at alt er o.k., for vi er ’mig & dig’.

 

Når jeg skal lægge mig til natten, bliver jeg rastløs og tankerne får frit råderum. Tænk, hvis jeg ikke vågner igen? Så må jeg lige op for at stryge ungerne over håret en sidste gang. Og kysse en gang til.

Det er ikke fordi jeg gider, at være hellig og snakke om hvor vigtigt det er, at være i nuet.

Det er bare det eneste jeg har at holde mig til, lige nu.

 

 

Jeg får brev om at jeg skal ind på Riget, til samme kirurg, men der er næsten halvanden måned til. Det er utåleligt at skulle vente så længe. Jeg presser på:

’Jamen, kan jeg så ikke komme på venteliste til et afbud?’ spørger jeg lægesekretæren over telefonen.

’Nej, det har  vi ikke resurser til. Lad mig lige se hvornår han har ambulatorium...Nej, vent nu lige lidt. Jo, hør...’ Så åbner himlen sig, og pludselig var der et afbud, her og nu. 

’Tak!’ svarer jeg grådkvalt. Om to dage skal jeg derind.

Stakåndet og hændervridende sidder jeg igen over for ham. Han er helt rolig.

’Jeg tror ikke du er syg!’

Hvad...?

’Jeg har opereret alle med den sygdom her på Riget de sidste 10 år. Det er en meget sjælden sygdom, og jeg har aldrig set nogen komme med den igen! Jeg tror det er tidligere hjernerystelser.’

 

Jeg bryder sammen i gråd, hænger min veninde om halsen. Vi græder sammen i lettelse og forløsning.

 

 

Og nu hvor død og sygdom ikke længere ligger som musvåge, klar til at hugge ned, dukker tankerne om torturen jeg blev udsat for som barn, op til overfladen. Er det den, som forårsager smerterne? Så mange år efter?

 

Jeg falder ligesom sammen, udmattet. Dødsangsten står ikke længere og stirrer mig ind i øjnene. Nu har jeg tid til at finde ud af, hvad det så er. Og selvom jeg har tid, er smerten presserende nok til, at jeg hurtigt kommer ind til min psykolog.

 

Og så sker det! Svaret kommer! Klart og uomtvisteligt. Som rækker en engel mig livet igen. Pludseligt. Lettelsen rammer mig dybt i brystet og maven, breder sig som en indre, nænsom varme. Det hele kommer tilbage i dét øjeblik, jeg tillader torturen som  smertens oprindelse.

Nogle gange er det svært at acceptere dét, som er så umuligt at indse. Vi kender det alle – vi vil ikke se i øjnene, at psyken ind i mellem kører på overload, og be´r om en pause. Det er være lettere at have en fysisk sygdom til at bære skylden. Gråden forløser mine tanker, tager over - englen dækker mig med sine store vinger af ro.

 

Siden har jeg sagt det højt og til alle mine kære:

’Jeg har knækket koden! Jeg er ikke syg! Det er meget alvorligt, og jeg er stadig på morfin, men jeg véd, at jeg vil løse det her. Og jeg har jo livet – sikke en gave!’

 

Ungerne er ikke længere bange, nu hvor Niels og jeg har sluppet frygten.

Døden er ikke en trussel i den familie jeg har nu. Tværtimod er her en masse kærlighed og tryghed. Og jeg finder en vej som jeg kan gå på, uanset hvad min krop bærer med sig rundt.

Jeg har et fantastisk liv, så fuld af kærlighed, indsigt, liv og forsatte åbenbaringer. Jeg  synes ikke jeg skulle have være noget af det foruden. For se, hvor det har bragt mig hen!

 

 

 

 

  

 

 

Forvent mere!

´Må jeg lige komme ind?’

Det er gennem vinduet jeg ser den smilende kvinde, som råber og gestikulerer til mig med begge hænder. Jeg går hen til døren for at lukke op, ud til gaden, nysgerrig og venlig som jeg er; måske har hun brug for hjælp – måske vil hun byde mig velkommen her i ejendommen?

Det er min første aften i min ny praksis i Nyhavn. Jeg er spændt og glæder mig over at komme i gang.

’Wauw, lækker adresse!’ si’ r vennerne spontant.

’Ja, det lyder godt, ikk?!’ griner jeg og føler mig utrolig heldig. Intet for givet. Aldrig.

Kvinden træder de tre trappetrin ned til mig, og nu  mærker jeg at det er helt forkert! Hun nærmest udfylder hele trappen med sin sammenbukkede krop. Blikket er stift – insisterende.

’Hvad laver du her!?’ Spørgsmålet kommer som en kommando. Det kan jeg ikke svare på, for jeg er indrettet på en måde der gør, at når folk taler ned til mig, går jeg i baglås.

’Her var en luder før!’ fortsætter hun uanfægtet. Hun kan sagtens sige sådan, for hun har mere ret end jeg og end kvinden før mig.

 

Den indtrængende kvinde ejer en lejlighed i den mondæne Nyhavn-ejendom, kører en stor Mercedes som jeg aldrig vil få råd til at drømme om. Hun er uden tvivl et rigt menneske. Har mange penge, stor indflydelse og foragt, de rigtige venner og det rigtige liv. Hun ku’ aldrig finde på at sige Illum med ’s’ i endelsen sådan som jeg gør, fordi jeg er proletar -  også dengang jeg ikke ville stå ved det.

Lige så naturligt det er for hende  at sige Illum uden ’s’ i endelsen, lige så naturligt siger hun ’luder’ med en foragt, så jeg rent instinktivt rækker hånden op på min kind, for at tørre det spyt af, jeg næsten troede hun landede på mig.

Jeg stryger tilbage i tiden som havde den aldrig eksisteret og er bare en luder. Kan købes for penge. Så let at foragte for min mangel på selvrespekt. Især af andre kvinder. Især af hende her, lige for an mig, present time. Mon hun ved hvem jeg er? Nej, det kan hun umuligt.

 

’Øh, ehm...altså... jeg så der stod på vinduerne, at det var en fysioterapeutisk klinik...’

Bare den lyd der kommer ud gennem hendes næse, den er meget mere betydningsfuld end ordene der i staccato følger fra hendes mund:

’Hvor herre bevares! Hun var thailuder og det var ikke fysioterapeutisk massage hun gav!’  Så kommer et blik, som jeg forventes at reagere på. Jeg ka´ bare ikke, for nu står kvalmen tæt op i svælget på mig;

’Jeg kan ikke være din sammensvorne i forargelsen og hadet mod ludere!’ skriger jeg inde fra min mave, uden at frembringe en lyd.

I stedet vender jeg hende ryggen, og går ud i køkkenet. Hun følger stædigt efter. Jeg har jo heller ikke smidt hende ud.... Kujonagtigt lader jeg mig intimidere af hende,

Som er jeg under en Harry Pottersk ’lammer’ besværgelse.

 

’Hvad skal du lave her?’ bjæffer hun nu bagved mig.

Jeg undviger at svare. Lammer besværgelsen er total.

’Gør du rent her? Hva’?’ Hun er god til at være grænseoverskridende. Rigtig god.

 

Nu dukker Louise op i døren til køkkenet, hvor vi står. Louise er den filminstruktør, som er ved at lave et dokumentar-portræt om mig. Desværre har hun ikke kameraet på armen. Ku ellers have været smukt!

’Her har boet en luder! siger jeg indforstået til Louise, smiler kryptisk, og er lettet over at have hende hos mig.

 

’Ja!’ hun  bryder ind gennem vores indforståethed, tilsyneladende opmundret af mine ord.

’Ja! Det er rigtigt! Sådan en thai en. Og så kom hendes alfons engang i mellem, som hun lavede mad til! Der stank af krydret mad i vores stuer. Lille Juleaften!! Hvad gi´r du!?’

’Ikke så meget’ mest mumler jeg og forbander mig selv for, at jeg ikke bare kan finde ud af at smide hende ud.

I stedet sætter jeg en gryde med mælk over komfuret – caffe latte tid.

’Ja, man må slet ikke lave mad her. Så går lugten direkte op i vores stuer.’ Hun ser irriteret på  de to elkogeplader, vist nok mest på gryden med mælk.

Jeg skruer op for varmen. Kaffetørst.

 

’Åh, man burde have et hus på landet, hva´? Når man ikke kan holde ud af bo så tæt, som man gør herinde i byen!?’ Stort hvidt smil. Hug – slam! Ta’ den moster! Jeg glipper lige lidt med øjnene. Nå, det er sådan man gør; koden til hvorfor jeg ikke klarede mig særligt godt i skolegården, knækkes med eet foran mig, da Louise viser hidtil skjulte evner for kommunikation.

’Ja!’ popper det ud af mig, stadig glippende med øjnene.

Damen smiler bare – slået på, hvad hun troede, var hjemmebane.

Jeg skynder mig at præsentere Louise som dokumentarfilminstruktør.

’Ja, vi er faktisk ved at lave en film lige nu. ...’ siger jeg med et afsluttende tonefald og tænker at hun nok tror vi laver en pornofilm. Guest-starring hende.

 

’Nå, men jeg skal også videre. Ville bare lige hilse på.’ Hun ser ud til at læne sig endnu tungere ind mod køkkenbordet.

’Her er meget fugtigt – man må faktisk slet ikke være her!’

’Nå!’ svarer jeg uden kampgejst. Det er det eneste jeg kan komme op med.

’Ja, her skal nok blive rigtigt rart til vinter! Vådt og koldt!’ Hun smiler sit første smil med ægte glæde.

Mindre end ti minutter efter, banker det igen på døren ud til gaden. Denne gang er det en mand. Da han står krumbøjet på trappen, på ved ind ad døren, er oplevelsen fra lige før endnu så frisk, at jeg bestemt ikke ønsker at gentage den, nu med ham i hovedrollen.

’Tag dit kamera med!’ siger jeg til Louise på vej ud for at lukke op, og denne gang står hun som en skygge op mod væggen ti meter fra.

Han vil vide hvad jeg laver her?

Nok var jeg vag og eftergivende som bomuldsvat for ti minutter siden, men nu mærker jeg mig selv og lader ham mærke mig.

’Ved du hvad; det er pudsigt du kommer på den måde. Her har lige været en yderst intimiderende kvinde, som trængte sig på, for netop at spørge om det samme!’ Jeg er venlig, smilende, kold og uinteresseret i hvad han vil.

’Nå, var der det. Hvem var hun?’

Jeg ser på ham – overvejer mit svar.

’Altså, jeg kommer fra ejerforeningen, så  jeg kan sagtens finde ud af hvem det er!’ ham lader mig forstår hvor betydningsfuld han er.

’Ja, det sagde hun også hun gjorde!’

’O.k.- det er bare fordi der har været noget bordel hernede.....’ han smiler med den ene side af munden - et smil der er på vej, men afbrydes da jeg siger:

’Ja, hun sagde der har boet en thailuder faktisk’ jeg hjælper ham på vej til sit ærinde.

Han smiler bredere, men kigger hurtigt væk, da han aner mit blik ikke stemmer overens med, den åbenhed min stemme udtrykker.

 

Om det er kameraet bag min ryg, der får ham til at trække sig, det ved jeg ikke. I hvert fald skal han videre igen.

Dagen efter kontakter jeg min udlejer. Det viser sig til, at kvinden tidligere har været højtstående lokal politiker i provinsen et sted. Manden er politibetjent.

Ikke desto mindre er der ingen af de to som har kunnet mobilisere en foragt overfor et samfund, der huser kvindehandel. Åhr, nu skal jeg ikke overfortolke situationen; jeg ved jo ikke om det var traffikerede kvinder , der opholdt sig her.

Til gengæld er  det sikkert, ar de to fra ejerforeningen, er fulde af foragt for kvinder, som lægger sig på lagnet. Især hvis det foregår i deres dyre ejendom.

 

Jeg  ved ikke om de ved, hvem jeg er, hvorfor skulle de det? Så ville deres mangel på empati være om muligt, så endnu mere kuldeskærende.

 

Siden har de udtrykt vrede over at jeg har afdækket vinduerne. For så kan de jo ikke se hvad jeg laver hernede! Og de mener også at det er et problem, at jeg har lyskæder tændt – oven i købet nogle med rødt lys! Også  om natten.

 

Og der er jo i og for sig intet nyt i det jeg fortæller. Magt og rigdom har altid haft retten på sig, sat overfor fattigdom og nød.

 

Men hvad nu hvis kvinden som har været hernede, har været handlet hertil? Eller hvad nu hvis hun har været med til at importere landskvinder hertil sammen med den danske alfons? Måske er hun blevet gift engang med en dansk mand, og nu er hun skilt og skal skaffe penge til sin familie? Eller det kan være hun er gift med en dansk mand, og han sælger hende til andre danske mænd?  Det er jo hverken ualmindeligt eller hemmeligt for den brede befolkning.

Men mon der er nogen, som har gidet undersøge det nærmere?

Måske skal jeg ikke stille for mange spørgsmål  - det er ikke bekvemt med alle de spørgsmål. Det er langt mere ’easy-going’  at tænke på sit næste nye køkken, nye bil, nye ....

 

 

Jeg har flere gange mødt mænd, når jeg har stået og låst døren ind til min praksis, som har hilst venligt og småsultne på. Gamle mænd, unge mænd.

’Hils Nut!!’ råber de tre unge mænd med tydelige tegn på glæde ved tanken om Nut.

Eller:

’Ja, alle I unge smukke piger er jo lige noget for mig!’ smiler han inden han  trisser videre med sin stok som eneste følgesvend.

Jeg siger ingenting, men funderer over hvor mange mænd jeg vil møde her, foran min dør, som før mig samme sted, har hilst på mange andre kvinder.

 

Hvad med de kvindeskæbner? Er de virkelig så ligegyldige? Betyder det ingenting, hvorfor de var her? Hvordan de havde det? Hvem som tjente penge på dem?

Hvor de tog hen, da de ikke kunne være her længere?

Tænker vi virkelig dybt inde, at de nok fik tjent lidt penge, så fred være med det? Ingen har jo lidt skade - og hvem er det som tillader sig at blande sig i hvad der foregår mellem to voksne mennesker, andet en end sexforskrækket moralist?

 

Jeg ville ønske at jeg kunne grine af den ironiske morsomhed i, at jeg nu har psykoterapeutisk praksis her, hvor der tidligere har været bordel. Eller det vil sige, det griner jeg faktisk også af, for det er jo en skæbnens meget vellykket ironi. Men latteren stivner lidt som tyk grød i maven, for jeg ved ikke nok om de kvinder; hvad blev der af dem?

Til gengæld ved jeg alt rigeligt om hvad de er blevet mødt med her i kvarteret.

Det er ligesom, når jeg sidder på en trendy Vesterbro cafe og mindes hvordan jeg for ti år siden havde min debut i det bordel, som lå på etagen lige oven over cafeen. Nu bor der sikkert en meget livsstil-bevidst børnefamilie eller et ungt designer-par med drømme, der er bygget på mere end de luftkasteller der før fyldte værelserne. Det var i den lejlighed, at et pusher-par overtog bordellet, godt understøttet af de skydevåben de bar i bukselinningen. Her var kun danske frivillige ludere, ingen thaikvinder. Men der var tale om snart at importere nogen. Kaffen smager egentligt ikke dårlige af den grund og maden er fin, fin. Jeg føler mig på nogle måde bare så gammel og vidende om en verden, som mange andre ikke ønsker at kende til. Selvom den stikker i øjnene.

 

Som om at vi ved at male det hele over, kan gøre byen så smuk og international interessant, uden at behøve interessere os for de mennesker som ikke kan betale huslejen. Eller som ikke kan finde ud af at sige Illum uden ’s’ i slutendelsen.

 

Men jeg ved jo det ikke er sådan det forholder sig; at folk i Danmark er ligeglade. Jeg møder mange mennesker, som tappert vil kæmpe ved siden af mig, for at få kilet lys derind, hvor tabuerne er allersortest. Og for dét er jeg meget, meget taknemmelig.

 

Livet har lært mig meget, men især har jeg forstået, at intet skal tages for givet. At tage livet og mennesker for givet er en forkælethed, som svækker sanserne. Derfor holder jeg fast i at undre mig, når jeg af og til møder dét, som andre tager for givet:

den pæne frue der møder luderen med forargelse.

 

For det er vel på ingen måde i orden, bare fordi det er forventeligt?

 

 

 

 

 

Sund prostitutionsdebat efterlyses!

Debatten om hvorvidt prostitution skal kriminaliseres eller ikke rser. Det er en debat som er topladet med følelser og desværre meget ofte præget af at rakke ned på os der er for en kriminalisering.

Jeg oplever, ud over at blive chikaneret, også at blive truet pga. mine holdinger. 

Det er mig svært begribeligt, man kan true mennesker fordi de har en anden mening end en selv, uanset hvor langt man er fra hinanden.

Hvad blev der af ytringsfriheden, hvis den kan trues eller chikaneres til tavshed?

Så kan man selvfølgelig godt sige, at når man stikker næsen langt frem, så må man acceptere at få en på snuden. Ja, sådan er det jo nok, men hvis det skal være sådan, så vil jeg gøre hvad jeg kan, for at det ikke får lov at foregå i det skjulte.

Jeg håber du vil være med til at debattere prostitution med mig - her eller hvor som helst!

Læs evt min bog Hustler - min tid i prostitution, årgang 2006 (som foto); den kommer rundt om en del af det jeg har oplevet i prostitution, men også meget af det jeg mener om prostitution.

Kærligst

Odile