Forvent mere!

´Må jeg lige komme ind?’

Det er gennem vinduet jeg ser den smilende kvinde, som råber og gestikulerer til mig med begge hænder. Jeg går hen til døren for at lukke op, ud til gaden, nysgerrig og venlig som jeg er; måske har hun brug for hjælp – måske vil hun byde mig velkommen her i ejendommen?

Det er min første aften i min ny praksis i Nyhavn. Jeg er spændt og glæder mig over at komme i gang.

’Wauw, lækker adresse!’ si’ r vennerne spontant.

’Ja, det lyder godt, ikk?!’ griner jeg og føler mig utrolig heldig. Intet for givet. Aldrig.

Kvinden træder de tre trappetrin ned til mig, og nu  mærker jeg at det er helt forkert! Hun nærmest udfylder hele trappen med sin sammenbukkede krop. Blikket er stift – insisterende.

’Hvad laver du her!?’ Spørgsmålet kommer som en kommando. Det kan jeg ikke svare på, for jeg er indrettet på en måde der gør, at når folk taler ned til mig, går jeg i baglås.

’Her var en luder før!’ fortsætter hun uanfægtet. Hun kan sagtens sige sådan, for hun har mere ret end jeg og end kvinden før mig.

 

Den indtrængende kvinde ejer en lejlighed i den mondæne Nyhavn-ejendom, kører en stor Mercedes som jeg aldrig vil få råd til at drømme om. Hun er uden tvivl et rigt menneske. Har mange penge, stor indflydelse og foragt, de rigtige venner og det rigtige liv. Hun ku’ aldrig finde på at sige Illum med ’s’ i endelsen sådan som jeg gør, fordi jeg er proletar -  også dengang jeg ikke ville stå ved det.

Lige så naturligt det er for hende  at sige Illum uden ’s’ i endelsen, lige så naturligt siger hun ’luder’ med en foragt, så jeg rent instinktivt rækker hånden op på min kind, for at tørre det spyt af, jeg næsten troede hun landede på mig.

Jeg stryger tilbage i tiden som havde den aldrig eksisteret og er bare en luder. Kan købes for penge. Så let at foragte for min mangel på selvrespekt. Især af andre kvinder. Især af hende her, lige for an mig, present time. Mon hun ved hvem jeg er? Nej, det kan hun umuligt.

 

’Øh, ehm...altså... jeg så der stod på vinduerne, at det var en fysioterapeutisk klinik...’

Bare den lyd der kommer ud gennem hendes næse, den er meget mere betydningsfuld end ordene der i staccato følger fra hendes mund:

’Hvor herre bevares! Hun var thailuder og det var ikke fysioterapeutisk massage hun gav!’  Så kommer et blik, som jeg forventes at reagere på. Jeg ka´ bare ikke, for nu står kvalmen tæt op i svælget på mig;

’Jeg kan ikke være din sammensvorne i forargelsen og hadet mod ludere!’ skriger jeg inde fra min mave, uden at frembringe en lyd.

I stedet vender jeg hende ryggen, og går ud i køkkenet. Hun følger stædigt efter. Jeg har jo heller ikke smidt hende ud.... Kujonagtigt lader jeg mig intimidere af hende,

Som er jeg under en Harry Pottersk ’lammer’ besværgelse.

 

’Hvad skal du lave her?’ bjæffer hun nu bagved mig.

Jeg undviger at svare. Lammer besværgelsen er total.

’Gør du rent her? Hva’?’ Hun er god til at være grænseoverskridende. Rigtig god.

 

Nu dukker Louise op i døren til køkkenet, hvor vi står. Louise er den filminstruktør, som er ved at lave et dokumentar-portræt om mig. Desværre har hun ikke kameraet på armen. Ku ellers have været smukt!

’Her har boet en luder! siger jeg indforstået til Louise, smiler kryptisk, og er lettet over at have hende hos mig.

 

’Ja!’ hun  bryder ind gennem vores indforståethed, tilsyneladende opmundret af mine ord.

’Ja! Det er rigtigt! Sådan en thai en. Og så kom hendes alfons engang i mellem, som hun lavede mad til! Der stank af krydret mad i vores stuer. Lille Juleaften!! Hvad gi´r du!?’

’Ikke så meget’ mest mumler jeg og forbander mig selv for, at jeg ikke bare kan finde ud af at smide hende ud.

I stedet sætter jeg en gryde med mælk over komfuret – caffe latte tid.

’Ja, man må slet ikke lave mad her. Så går lugten direkte op i vores stuer.’ Hun ser irriteret på  de to elkogeplader, vist nok mest på gryden med mælk.

Jeg skruer op for varmen. Kaffetørst.

 

’Åh, man burde have et hus på landet, hva´? Når man ikke kan holde ud af bo så tæt, som man gør herinde i byen!?’ Stort hvidt smil. Hug – slam! Ta’ den moster! Jeg glipper lige lidt med øjnene. Nå, det er sådan man gør; koden til hvorfor jeg ikke klarede mig særligt godt i skolegården, knækkes med eet foran mig, da Louise viser hidtil skjulte evner for kommunikation.

’Ja!’ popper det ud af mig, stadig glippende med øjnene.

Damen smiler bare – slået på, hvad hun troede, var hjemmebane.

Jeg skynder mig at præsentere Louise som dokumentarfilminstruktør.

’Ja, vi er faktisk ved at lave en film lige nu. ...’ siger jeg med et afsluttende tonefald og tænker at hun nok tror vi laver en pornofilm. Guest-starring hende.

 

’Nå, men jeg skal også videre. Ville bare lige hilse på.’ Hun ser ud til at læne sig endnu tungere ind mod køkkenbordet.

’Her er meget fugtigt – man må faktisk slet ikke være her!’

’Nå!’ svarer jeg uden kampgejst. Det er det eneste jeg kan komme op med.

’Ja, her skal nok blive rigtigt rart til vinter! Vådt og koldt!’ Hun smiler sit første smil med ægte glæde.

Mindre end ti minutter efter, banker det igen på døren ud til gaden. Denne gang er det en mand. Da han står krumbøjet på trappen, på ved ind ad døren, er oplevelsen fra lige før endnu så frisk, at jeg bestemt ikke ønsker at gentage den, nu med ham i hovedrollen.

’Tag dit kamera med!’ siger jeg til Louise på vej ud for at lukke op, og denne gang står hun som en skygge op mod væggen ti meter fra.

Han vil vide hvad jeg laver her?

Nok var jeg vag og eftergivende som bomuldsvat for ti minutter siden, men nu mærker jeg mig selv og lader ham mærke mig.

’Ved du hvad; det er pudsigt du kommer på den måde. Her har lige været en yderst intimiderende kvinde, som trængte sig på, for netop at spørge om det samme!’ Jeg er venlig, smilende, kold og uinteresseret i hvad han vil.

’Nå, var der det. Hvem var hun?’

Jeg ser på ham – overvejer mit svar.

’Altså, jeg kommer fra ejerforeningen, så  jeg kan sagtens finde ud af hvem det er!’ ham lader mig forstår hvor betydningsfuld han er.

’Ja, det sagde hun også hun gjorde!’

’O.k.- det er bare fordi der har været noget bordel hernede.....’ han smiler med den ene side af munden - et smil der er på vej, men afbrydes da jeg siger:

’Ja, hun sagde der har boet en thailuder faktisk’ jeg hjælper ham på vej til sit ærinde.

Han smiler bredere, men kigger hurtigt væk, da han aner mit blik ikke stemmer overens med, den åbenhed min stemme udtrykker.

 

Om det er kameraet bag min ryg, der får ham til at trække sig, det ved jeg ikke. I hvert fald skal han videre igen.

Dagen efter kontakter jeg min udlejer. Det viser sig til, at kvinden tidligere har været højtstående lokal politiker i provinsen et sted. Manden er politibetjent.

Ikke desto mindre er der ingen af de to som har kunnet mobilisere en foragt overfor et samfund, der huser kvindehandel. Åhr, nu skal jeg ikke overfortolke situationen; jeg ved jo ikke om det var traffikerede kvinder , der opholdt sig her.

Til gengæld er  det sikkert, ar de to fra ejerforeningen, er fulde af foragt for kvinder, som lægger sig på lagnet. Især hvis det foregår i deres dyre ejendom.

 

Jeg  ved ikke om de ved, hvem jeg er, hvorfor skulle de det? Så ville deres mangel på empati være om muligt, så endnu mere kuldeskærende.

 

Siden har de udtrykt vrede over at jeg har afdækket vinduerne. For så kan de jo ikke se hvad jeg laver hernede! Og de mener også at det er et problem, at jeg har lyskæder tændt – oven i købet nogle med rødt lys! Også  om natten.

 

Og der er jo i og for sig intet nyt i det jeg fortæller. Magt og rigdom har altid haft retten på sig, sat overfor fattigdom og nød.

 

Men hvad nu hvis kvinden som har været hernede, har været handlet hertil? Eller hvad nu hvis hun har været med til at importere landskvinder hertil sammen med den danske alfons? Måske er hun blevet gift engang med en dansk mand, og nu er hun skilt og skal skaffe penge til sin familie? Eller det kan være hun er gift med en dansk mand, og han sælger hende til andre danske mænd?  Det er jo hverken ualmindeligt eller hemmeligt for den brede befolkning.

Men mon der er nogen, som har gidet undersøge det nærmere?

Måske skal jeg ikke stille for mange spørgsmål  - det er ikke bekvemt med alle de spørgsmål. Det er langt mere ’easy-going’  at tænke på sit næste nye køkken, nye bil, nye ....

 

 

Jeg har flere gange mødt mænd, når jeg har stået og låst døren ind til min praksis, som har hilst venligt og småsultne på. Gamle mænd, unge mænd.

’Hils Nut!!’ råber de tre unge mænd med tydelige tegn på glæde ved tanken om Nut.

Eller:

’Ja, alle I unge smukke piger er jo lige noget for mig!’ smiler han inden han  trisser videre med sin stok som eneste følgesvend.

Jeg siger ingenting, men funderer over hvor mange mænd jeg vil møde her, foran min dør, som før mig samme sted, har hilst på mange andre kvinder.

 

Hvad med de kvindeskæbner? Er de virkelig så ligegyldige? Betyder det ingenting, hvorfor de var her? Hvordan de havde det? Hvem som tjente penge på dem?

Hvor de tog hen, da de ikke kunne være her længere?

Tænker vi virkelig dybt inde, at de nok fik tjent lidt penge, så fred være med det? Ingen har jo lidt skade - og hvem er det som tillader sig at blande sig i hvad der foregår mellem to voksne mennesker, andet en end sexforskrækket moralist?

 

Jeg ville ønske at jeg kunne grine af den ironiske morsomhed i, at jeg nu har psykoterapeutisk praksis her, hvor der tidligere har været bordel. Eller det vil sige, det griner jeg faktisk også af, for det er jo en skæbnens meget vellykket ironi. Men latteren stivner lidt som tyk grød i maven, for jeg ved ikke nok om de kvinder; hvad blev der af dem?

Til gengæld ved jeg alt rigeligt om hvad de er blevet mødt med her i kvarteret.

Det er ligesom, når jeg sidder på en trendy Vesterbro cafe og mindes hvordan jeg for ti år siden havde min debut i det bordel, som lå på etagen lige oven over cafeen. Nu bor der sikkert en meget livsstil-bevidst børnefamilie eller et ungt designer-par med drømme, der er bygget på mere end de luftkasteller der før fyldte værelserne. Det var i den lejlighed, at et pusher-par overtog bordellet, godt understøttet af de skydevåben de bar i bukselinningen. Her var kun danske frivillige ludere, ingen thaikvinder. Men der var tale om snart at importere nogen. Kaffen smager egentligt ikke dårlige af den grund og maden er fin, fin. Jeg føler mig på nogle måde bare så gammel og vidende om en verden, som mange andre ikke ønsker at kende til. Selvom den stikker i øjnene.

 

Som om at vi ved at male det hele over, kan gøre byen så smuk og international interessant, uden at behøve interessere os for de mennesker som ikke kan betale huslejen. Eller som ikke kan finde ud af at sige Illum uden ’s’ i slutendelsen.

 

Men jeg ved jo det ikke er sådan det forholder sig; at folk i Danmark er ligeglade. Jeg møder mange mennesker, som tappert vil kæmpe ved siden af mig, for at få kilet lys derind, hvor tabuerne er allersortest. Og for dét er jeg meget, meget taknemmelig.

 

Livet har lært mig meget, men især har jeg forstået, at intet skal tages for givet. At tage livet og mennesker for givet er en forkælethed, som svækker sanserne. Derfor holder jeg fast i at undre mig, når jeg af og til møder dét, som andre tager for givet:

den pæne frue der møder luderen med forargelse.

 

For det er vel på ingen måde i orden, bare fordi det er forventeligt?