(Og min mand også, selvsagt. Selvom han håbede til det sidste øjeblik inden vi gik ud af døren for at køre til avleren, at jeg ville besinde mig og droppede tanken om at få den hund i ind i vores liv. Det er sgu da kærlighed, hva? At gå på et så stort kompromis! (Er ikke sikker på jeg er af samme kærlige gemyt..hm)).
Nå, men rovdyret er kommet til familien.
Første hurdle var, at der blev tale om en han, for sådan en kan godt kan toppe ca. 80 kg. Planen havde jo været en tæve, som nok topper på max. 50 kg. Så jeg sku´ lige tænke mig ind i det der med helt synlige kønsorganer, der har det med at flagre rundt i al sin naturlighed, lige foran øjnene på en. Eller i hvert fald for mine øjne..... (måske noget jeg er ret alene om at opleve?)
Hundens størrelse taget i betragtning, måtte jeg nok indstille mig på, at ikke nok med at hans ædlere dele vil være meget i øjenhøjde meget af tiden, men at de også ville være af en størrelse som ikke lige er til at overse. Men, næste tanke var så den, at ved at vælge en han, ville jeg undgå en tæve som plasker sit menstruationsblod ud over vægge og kaffebord. Er humørsyg i perioder og som stikker af, i sin forplantnings-drifters vold.
Grunden til at en han pludselig kom i udsigt, var pga. jeg har søgt efter en 'low-energy' hund. Og alle tøserne i kuldet, var ret 'high-energy' - godt fremme på beatet og bitchy (nu lærte jeg pludselig hvorfor tæver hedder bitch på engelsk. En forunderlig verden jeg er ved at entrere. Hundepsykologien). Han var simpelthen den mest rolige og sindige af de 13 hvalpe og stod til at skulle flytte til USA som the 'pick of the litter'. En potentiel avlshund.
Nu bor han hjemme hos os. Og der er nu noget morsomt skæbne ironi over, at lige jeg, på mine modne dage, tager en avls-stud hjem, som kan ende på 80 kilo rå muskelmasse! :-)
Så mens jeg vænner mig til at have et dyr i hjemmet, så vænner han sig til de krav der hører med til, at bo i en flok som kræver lydighed på en anden måde, end hans tidligere flokleder gjorde.
Men her er faktisk intet natteroderi, hylen, pissen på gulvet eller bide i sko.
Han følger mig på job og ligger stille i sit bur, mens jeg har sessions med mine klienter. Eller daffer logrende rundt og indkasserer overstadig forkælelse af det væld af kvinder han møder på sin vej; om det er på kontoret, med mig ude på institutioner og lave supervision eller når vi dribler forbi et filmhold i midtby.
Det er kommet meget bag på mig, hvor voldsomt eksponeret man er, ved at have hund. Det er bestemt mere ekstremt, end når man har baby. Det gode ved det er, at hunden i den grad får socialiseret med alle mulige mennesker; de skal lige hilse, røre og spørge. Det er virkelig en ny klub jeg er kommet med i. Og jeg er nysgerrig på at vide mere:-)
Men det er også fordomme ift. til, at jeg læner mig op ad Cesar Millan vedr. opdragelse af hunde. Og det at han er en vagthund (altså hunden!)
Jeg har hele tiden i baghovedet, at det her er et (rov-)dyr og at han bliver meget stor og meget stærk. Jeg leger ikke bide og trække-i-ting leg med ham, for hans vagtgener er så stærke, at de ikke skal fremelskes. Jeg sir ikke: 'Ta´ den så!', når han møder andre hunde, bare fordi det er så sjovt. Ungerne må ikke lege med ham, men gerne kæle og hvile sammen med ham. Han må ikke være i sofaer, senge og stole eller spise samtidig med os. Og om natten er han i sit bur, tæt ved døren, som han snart vil begynde at bevogte.
Og det kan folk godt syntes er mærkeligt. Og synd!
Men tænk lige engang, hvor synd folk vil synes det er for ham, når han om bare et halvt år med 45-50 kilo kampvægt, vælter dem omkuld af begejstring, når han møder dem? Eller når han knurrer af deres cockerspaniel? Eller værre endnu, viser aggression ift. mennesker eller dyr?Nej, vel? Jeg tror ikke på man kan være sin hunds leder ved; at lade den bestemme, hvad vej vi skal gå, at lade den hoppe op og ned ad en (hvor sødt den end må antages at være, når den er hvalp) eller lade den bide i ens bukseben. Eller bære den rundt på armen, fordi den er bange eller lade den knurre, når man tager dens bideben fra den.
Så jeg er lidt mærkelig i manges øjne, når den der 12 ugers han på 13 kilo, løber rundt i hælene på mig og jeg så ikke sætter mig ned til den og lader mig overdænge af kys og slik i ansigtet! Eller stikker den godbidder hver andet øjeblik :-) Men holder mig til et klap og et smil.
Men jeg synes godt nok han er sød! Og jeg er sikker på han godt kan mærke det, når jeg serverer både god mad, frisk vand og et dejligt trygt bur, hvor han kan sove. Eller sender ham et stolt blik, når han pisser på den rigtige side af dørtærsklen.
Eller bare det at vi er sammen - på nye opdagelser i spændende nye omgivelser, hvor jeg er hans tryghed. Indtil den dag han kan tage over, og blive min - inden alt for længe:-))
Nå, ja, han hedder iøvrigt Gandhi.
