Vejen til et rigtigt hunde-ejer-liv....

Nu har jeg nok prøvet mangt og meget, men aldrig at være hunde-ejer.

Men lige nu afventer jeg gysende spændt (min mand nu knapt så spændt...faktisk sådan mere modstræbende...) Samsons og Truntes hvalpe ; et elskeligt og meget u-trendy hundepar.  De er ganske charmerende på en ret så i øjenfaldende facon!

Nogle (bl.a. min mand) vil sige de er alt andet end charmerende! Med deres kæmpe hoveder (og tandsæt!) svulmende muskulatur og  klistrede sociale instinkt.

 Men altså, jeg er vild med de hunde! Og ikke fordi jeg er særligt tiltrukket af ’psykopathunde’...eller hunde i det hele taget. Jeg er bare ret tiltrukket af tanken om, at kunne være i balance med min mørkeangst. At ku være alene i natten uden at behøve min mand ved siden af. Så ku’ jeg ha’ en hund ved siden af i stedet for! Det er jo en overordentlig pinagtig (måske lidt pinlig?) problemstilling; at bo i hus, være 40 år og ikke turde være alene hjemme!

 Nu bliver mørkeangsten godt understøttet chikane og trusler fra omverdenen.

Og jeg har haft bodyguard på. Det er bare ikke realiserbart i længden af  indlysende årsager og en rådgiver sagde til mig:

’Jeg kender til de typer! Få dig en Hitlerhund!’

’Hitlerhund!’ udbryder min mand og snor sig rundt for at komme uden om hans kones nyeste påfund. Han har set samtlige afsnit af Columbo  - især det med de to Dobbermænd, der bider ihjel, når de hører ordet ’rosebud’!

’Jamen vi skal da ikke ha’ sådan en hund! Men sådan en, som ikke klikker på roser. Ikk?!

Så jeg googlede Hitlerhund og fandt elskelige kæmpe-Lassiehunde (som bare ikke ligner Lassie overhovedet).  Men så skal det også være en tøs, så vi er nede på ca. 50 kilo ( jeg kan høre min mand sukke, bare når jeg skriver det).

 Nu er det tætteste jeg har været på hunde stort set de billeder af Paris Hilton, hvor hun ’stilletterer’ rundt med noget på armen,  der til forveksling ligner hendes taske. Ikke lige frem den rollemodel jeg har brug for.  Så jeg har kastet mig ud i noget hundepsykologi og bl.a. læst Cesar Millan.

Desværre har jeg det med at være ret klog,  så snart ’jeg har læst bogen’.

Og jeg kan godt se at jeg er ved at komme i en kattepine, for jeg hører jo mit belærende  toneleje, når jeg taler med folk som rent faktisk har hunde og lever med dem!  Som når jeg siger sådan noget som:

’Og ’Cesar Millan siger også...’

Nu hvor min mand vist er landet på tanken om, at der kommer til at tonse 50 kilo  hund gennem huset, begejstrer jeg med praktiske foranstaltninger:

’Man skal også sætte hegn op om sin grund!’

’Skal vi have hundeburet herhenne?’

’Hvad med at bygge en hundegård i carporten?’

’Hunden må aldrig gå ud af døren før os!’

Hunden skal følge mig i tykt og tyndt (= kedelig hverdag). Og omvendt skal jeg følge den lørdage morgener til træning, på gåture i snevejr og samle dens høm-høm op (bvadr!), men vigtigst er at jeg skal lære at blive en kompetent leder, så min hund mest af alt, bliver den kærlige  sikkerhed vi mangler i vores hverdag. Eller jeg gør..

Så jeg kan godt se at min vej til at blive hundeejer, hverken er glamourøs, romantisk eller nem. For hvor meget ledelse mon jeg tager overfor min muskelhund, som vil op og ligge i ske om natten, når manden ikke er hjemme? Og mørket lige er derude på den anden side af ruden?

Men på forhånd til alle jer jeg kommer til at drøfte hundeliv med – undskyld! Hjertedybt undskyld! Bær over med mig! Jeg ved ingenting! Jeg er bare en uvorn teenager der er ved at gøre sine egne erfaringer! Og gode råd er hunde-dyre.