H&M søger seriøst surmulende service-folk.

Jeg vælter mig i pudsige oplevelser med ansatte inden for det man engang kaldte service-fagene..
Bl.a. skrev jeg i går om Danske Bank -(og jo, jeg vil gerne flytte bank!)

Men der er vist ingen der slår H&M (kan I huske dengang det blev kaldt Hø&Møg?)

Forleden var jeg i H&M for at bytte et par jeans, som jeg eftertrykkeligt havde forstået s.l.e.t. ikke faldt i tøsens smag!
Nu skulle jeg finde et par, som dælme ville blive godkendt.

Så jeg tænkte, og kiggede, overvejede og fandt flere, og flere bukser frem.
Lidt af en kraftpræstation at gøre på krykker. Der kommer selvklart ingen og tilbyder hjælp, tværtimod mærker jeg noget surmuleri fra nogle af de unge ekspeditricer, som skal rundt og dimse tøj på bøjler, og stænger, og hvad det nu er de laver.
De var måske irriterede, fordi jeg var i vejen for dem, på de smalle gange, med mine krykker, og flere par bukser slænget over skuldrene, 'krykkende' frem og tilbage, for at finde dét par, som skulle med hjem.

Endelig fandt jeg dem, og krykker op til kassen, hvor der lige før havde været en til at betjene. Nå, men der gik kun små fem minutter, så kom hun da også tilbage.

Den unge ekspeditrice så ingen grund til at smile &/eller kigge på sin kunde. Men det er også standard for H&M, så man vænner sig til det. Ikke?

Så er det jeg kommer i tanke om, det sgu da nok er en forkert størrelse! Ekspeditricen var i fuld gang med at taste og taste og taste.
- Hey, vent lidt! Jeg er usikker på om jeg fik den rigtige størrelse.
Jeg skal lige tjekke et nummer større! forklarer jeg hende.
- Jamen, det kan du ikke.. Jeg er ved at taste ind!...
Hun behøver åbenbart heller ikke skjule hun er irriteret, kan jeg høre!
- Nå. Men jeg skal altså have den rigtige størrelse!
Jeg vælger at være helt uforstående. For hvorfor skulle jeg dog købe den forkerte størrelse nu, for så at gå hen og hente den rigtige størrelse. For så at stille mig i kø igen. Nej vel?

Derfor krykkede jeg mig hen til dér, hvor jeg mente at have fundet den rigtige model. Vupti! Der var et par større. Og så krykke tilbage igen.
(Jeg behøver vist ikke beskrive, at ekspeditricen ikke tilbød, at gå hen og hente et par for mig?)

Så stod hun dér. Ekspeditricen. Seriøst surmulende! Hele hendes kropssprog fortalte mig, hvor irriterende jeg var. Og hvor meget den krop dér, var ved at vende sig væk og skride.

Jeg langer jeans´ne over disken, jeg er træt nu. Og kan ikke rumme smerterne mere. Det er bare for langt ude, at jeg skal mødes med den attitude.

Hun gør så ingen antast til at tage bukserne, for at genoptage sit tasteri. Men står bare og kigger surt ned på disken.
- Hey - kan du ikke hjælpe mig lidt! Jeg ser vredt på hende. Min stemme kan blive ret stram. - Er de her den samme model, eller hvad?!
- Øh, jo.. de er den samme model.. Pippede hun med sin meget tøsede stemme. Og kunne pludselig godt huske, at hun stod der, bag disken, bag kasseapparatet, for at betjene dem der står på den anden side af disken. Dem med dankort i hånden. At det i dag ikke er hende, der shopper.

Hihiihii... Man bliver nødt til at grine af det!
For det ændrer sig nok ikke. Og så må man sige hvad det er, man gerne vil have.

Sådan er det med alt i livet. Ikke at alle man møder, ikke gider være i kontakt med en - eller være hjælpsomme. Men man bliver nødt til at kunne formulere hvad man vil have - hvis man vil ha' en chance for at få det.

At være gift kræver mod!

Meget livsbekræftende og kærligt, at modtage så mange menneskers gode ønsker for Poulsen og jeg på vor kobberbryllupsdag i går.

For nå ja, det er den store single-tidsalder. Og tidsalder, hvor man via bureauer kan finde sig en elsker/-inde, som en sideorder til ægteskabet.

Alle kan gå hen og gifte sig. Det behøver man hverken forstand, penge eller endog kærlighed for at gøre.
Og mange skilles også igen.

Så er der dem, der nøjes. Dem der aldrig tør spørge manden/konen: 'Hvad tænker du egentlig på?'
Eller: 'Ved du hvad jeg kan li`?' Men bare lever livet sammen, fortsat, uden at turde udvikle sig. Eller stille krav til sig selv, og den anden.

At forblive i en relation, med den ægthed der nødvendigvis betyder man skændes, man elsker, man griner, man tuder. Man går i krise, man støtter hinanden. Man udvikles, og oplever hver for sig, og opdager hvor meget man stadig kan inspirere hinanden. For at forblive i en relation, behøver jeg den ægthed, og det mod på, at skue under overfladen. For ved at være sammen med et andet menneske i den ærlighed, bliver man nødt til at se ud over *mig selv* i en konstant spejling.
Love it!

I mit ægteskab er det ikke så meget det uden om os, der betyder noget. Ikke fordi vi ikke kan lide luksus eller drømmer om lækre huse. Rengøringshjælp i topklasse, og hjælp til alt det praktiske i hverdagen. Men det som binder os sammen, er den evige inspiration vi gir hinanden. Den nysgerrighed på hvad den anden indeholder, og hvordan vi hele tiden udvikles.
Og selvfølgelig hører vi bare sammen, fordi ingen andre kan sætte så meget i bevægelse hos hinanden, som vi kan.

Børnenes seksualitet - som er helt deres egen!

Børn og seksualitet.
Tre ord de fleste reagerer med modstand på.

Børns seksualitet.
Hvor meget ved du om det?

Jeg kæmpede i flere år, da mine unger gik i vugger og børnehave for, at børns seksualitet skulle på dagsordenen, på lige fod med samarbejdsprincipper eller madordning, når pædagogerne holdt pædagogiske møder mm.
Det lykkedes aldrig - jeg efterlyste en slags seksual-politik.

For hvordan skal voksne der intet begreb har om børns naturlige, i-sig-hvilende seksualitet, kunne reagerer;
1) konstruktivt i mødet med barnets seksuelle udtryk
2) konstruktivt i mødet med børn der viser tegn på at være seksuelt misbrugt

Nej vel?
Giver ingen mening.

Tjek evt lige artiklen fra Information, som jeg synes indeholder et væsentligt starter kit, når man skal videre fra at reagerer med en stærk følelse af provokation & frygt, når man læser ordene børn og seksualitet i samme sætning.

Informations artikel 

Hvordan fås den gode sunde søvn?

Har du det ligesom jeg?
Er du også sådan et menneske, som aldrig har kunne sove mere end max 2-3 timer i træk?
Og ellers opvågning hver halve - hele time.
Når det er rigtigt skidt, ingen søvn i 1 1/2 døgn - 2 døgn.
Eller er du et menneske, der sover hver nat?

Mange oplever først afbrudt søvn hver nat, når de får baby inden for hjemmet. Og da er det dog midlertidigt. Men det gør ikke desto mindre stærkt indtryk - at miste sin søvn.

Well, det er meget slidsomt ikke at sove. Jeg levet i snart 46 år, og mærker at jeg ikke kan 'tåle' det mere. Før - som yngre - da var det bare vilkåret. Jeg tænkte ikke over, at det kunne være anderledes.
Men som I alle ved, så er der meget der ændrer sig for en fysisk, når man passerer de 40.
(Eller det er nok her, man for første gang opdager, at man ikke har den ungdommelig styrke, og at man ikke kan optræne den igen. Man begynder også at mærke de år man har levet, og hvordan man på forskellig vis er blevet slidt eller mærket på fysikken.)

De sidste par år, har jeg valgt at tage medicin for at sove. Og oplever, at jeg faktisk får 4-5 timers uafbrudt søvn. Det er enormt attraktivt! Jeg kan ikke lade være med, at ville sove!! Alternativet har ligesom udspillet sig selv...

Men lægevidenskaben si´r, at sovemedicin er skadeligt, da man ophører med selv at kunne skabe melatoninen/søvnen. Og man ikke kommer i rem-søvn. Og alt muligt.
Men lægevidenskaben giver samtidig ingen andre forslag til hjælp. Hvad så?

Det er et stort dilemma. Jeg har endnu ikke talt med en læge, der synes at forstå, at jeg faktisk ikke sover. Jeg får den der fornemmelse, at lægerne tror jeg overdriver, er en Fru Hysterisk.
Jeg har brug for at få vendt og drejet dilemmaet! Både med læger og alle andre.

(Jo! alle de der almindelige gode råd for at sove, har jeg selvfølgelig også indkorporeret i mit liv.)

Måske du kan hjælpe mig med mit dilemma.
Hvad tænker du?
Og hvad er dine erfaringer?


PiiiiStttt!. Der er nogle bloglæsere, der ikke kan komme ind, og kommentere her inde på bloggen. Jeg kan ikke gennemskue hvorfor at det ikke er muligt, når man har fulgt den vejledning der angives. Men i så fald du ikke kan kommentere her, så kom gerne ind på min Facebookprofil

Vi så en ulykke. Og beder håbet være generøst.

Det føles som er det mastodonter, der rokerer rundt med mine to hjernehalvdele. Og indhold.
Ikke at det gør ondt, intet som det, slet ikke. Det er oplevelser, indtryk, overskridelser, frygt, kamp, smerte.
Billeder der ikke kan sættes i hak, med følelser og ord. Eller ord. Tanker der løber forvildet rundt som i en labyrint af gange, med masser af mulighed for at åbne døre. Men hvor ingen leder ind til dét.
Dét som får alle indtryk og tankeværk sat sammen i en smuk collage. En af dem der både render over af sorg og meningsløshed, men som også kan tippe det hele på plads, i en brusende kurve af liv og håb. En sammensmeltning af nødvendighed. Som kommer i tider, der ellers ikke er så mange ord for.


Mastodonter flytter rundt med min lille hjernes indhold, og jeg mangler lige den ramme der sætter det hele i perspektiv.
Livsfuldt perspektiv.
Jeg har oplevet så meget på en lille uges tid, at min hjerne er gået ind i sig selv. Tror jeg....

Hvis du har læst det her blogindlæg Min indre pitt bull så er du med på, at den oplevelse ikke særlig everyday-ish. Det er en uges tid siden nu, og nu er der kommet lidt komisk ind, når jeg fortæller hændelsen videre. Du ved, sådan som det er, når man får crazy oplevelser lidt på afstand.
Selvfølgelig var det ikke komisk da det skete, og min berørthed kredsede meget om, at have to piger på bagsædet af mig bil. For hvor er det lige børn putter de der oplevelser hen, af voksne der truer ens mor/en venindes mor/et andet voksent menneske?
 Uanset hvor meget jeg  - og du - kan ville. Kan ønske. Vil kunne. Burde være i stand til.
Jamen, så oplever børn også verden, når den synes meningsløs.

Det fik jeg selvsyn for i tirsdags.Så den mærkelige grænseoverskridende oplevelse, står nu som nærmest en ligegyldig perle i en uægte kæde.

Men tirsdag, da Karla og jeg kørte på vej ud af byen, røg vi lige i en stor var den ulykke. Dagen efter forstod jeg først, at det var den hvor en pige på Karlas alder døde.

Onsdag lod jeg noget tikke ind på Facebook;

I går skulle jeg køre gennem det store lyskryds ved Damhussøen.
Der var hændt en ulykke. Stor lastbil, nogle tæpper lå på jorden. Et par meter fra sad en kvinde ned, med to personer om sig - de synes at udrette 1. hjælp.
Så hører jeg hende skrige!

Aldrig har jeg før sådan et skrig. Jeg skynder mig at få lukket bilruden, kigger over på Karla ved siden af mig. Nej hun har vist ikke hørt noget.
...See More

Da Ekstra Bladet ringer, fortæller jeg det hele for første gang. Og det går op for mig - ja tænk! først dér! at jeg har været vidne til en grim ulykke.
Jeg havde ikke tænkt på at jeg kunne være påvirket, heller ikke selvom jeg læste folks kommentarer på min Facebook update.

Igen kredser mine tanker, som ørne der hviler på vinden, om Karla der oplever meget mere end jeg synes hun skal.

Jeg havde nået at lukke  bilruden lukket til, for at undgå hun skulle høre skrigene.
Stakkels mor - hun lød som kastet ud af sin verden. Væk fra sin datter. Væk fra alt hvad der føltes rigtigt og trygt.

Karla havde ikke hørt skrigene og var mest optaget af den stakkels chauffør. Og sagde da vi kørte væk fra ulykken: 'Han må have det forfærdeligt, siden han holder sig sådan på hovedet.'



I går kører vi igen i bilen. Alene. Bare Karla og jeg (hvad er det med Karla og jeg i bilen, og grimme ting sker?!) Mastadonterne rykker rundt og laver afspærringer inden i min hjerne, så alt står stille, og sitrer på én gang.
BANG!
Der var heldigvis intet sket med nogen af os, eller med bilerne. Men min hjerne stod stadig stille, jeg holdt i et lyskryds, og vidste ikke hvad jeg skulle!! Der gik vel sekunder, men det var de lange af dem. Dem der er lange som timer. En masse dytteri, og biler der kørte inden om, til jeg fandt ud af, bare at køre bag nogen.
Karla sad musestille, for jeg havde råbt Vær stille!, (og sikkert også noget mere grimt, som jeg ikke tør fortælle), da hun prøvede at snakke, mens jeg så mastodonterne lægge min hjerne i krukke til henkogning.

Lige nu har jeg det sådan, at jeg ikke føler mig overbevist om, at min hjerne klarer den kogning.

Midt i al det her forfærdelige ulykke, og mig sat fysisk stille, kom min fysioterapeut i onsdags, med en artikel hun havde læst. Om en operation hun aldrig før har kendt til, men som kan være en mulighed for mig. Hvor man kan minimere måske endda fjerne, mine kroniske rodnervesmerter.

 

Det er en overjordisk åbning! Det er Solens kraft. Det er Gud der opdagede en tog fejl, som nu sender mig en ny chance! Det er: 'Nej du skal ikke sidde i kørestol eller gå med krykker og æde morfin, som bolcher resten af dit liv alligevel!
Hurraaaa! Hurraaaa!

Jeg jublede da jeg fik fat på hospitalet. Og igen da jeg i dag modtog pjecen, og kan se at jo! det er sandt - jeg er prototypen på den slags patienter de opererer. Håber jeg..

Side om side med min jubel, står skuffelsen og triller tommelfingre. Venter på, om den skal i gang. For hvad nu hvis...? Der er mange hvis´er førend jeg får lov at få den operation. Og hvis jeg får den, er der stadig hvis´ er.


Min hjerne ligger i den glaskrukke. Med glaslåg på. Venter på nogen eller noget.
I  mandags rådede en kær veninde mig til at komme til psykolog - tale med nogen, for man bliver ikke bare handicappet, og så er livet bare still going on. Og jeg fortstår hende til fulde.
Jeg vil bare ikke tale med nogen om, hvad jeg ikke kan. Hvad de ikke kan. Hvad der ikke er muligt.
Hvordan jeg kan lære at nøjes. Mangle. Bide i mig. Gå glip af. Lide afsavn.

- Jeg vil kun tale med den person, der kan sige jeg bliver rask! meddelte jeg min veninde. Noget knapt.


Så mens min hjerne er i hænderne på mastodonter, og venter på noget. Så tager jeg lige en lille stund.
Prøver om jeg kan samle min collage.
Og priser mig lykkelig for, at min Karla er hos mig, stadig. Ved siden af mig i bilen. Igen og igen.
Jeg sender tanker, lys og medfølelse til den mor, der mistede sin pige i tirsdags.
Det gør Karla også.