Jeg slap min indre Pitt Bull løs i dag, fordi..

Cruiser ned ad vejen. Der er en max. 40 km/t vej, og med cykelsti i begge sider. Foran mig har en cyklist lagt sig fast. Sådan nærmest midt på kørebanen. I hvert fald nærmere på midterstegerne end kantstenen. Jeg overhaler ham, stille og roligt. Gider ikke blive irriteret over hans uhørte flæbede trafik-ignorance. Som rutineret indre København bilist, er jeg vant til at der er mange om pladsen. Og vi når alle frem, hvis vi bare boggier omkring hinanden.

Lader bilen trille videre, stille og roligt. Ser i bakspejlet, og opdager cyklisten fortsætter ude midt på vejbanen. Der er vejarbejde på cykelstien, så man er som cyklist nødt til at køre ud på vejen med cirka 300- 350 meters mellemrum. Det er han åbenbart ligeglad med, men moser sig gennem luften, midt på kørebanen. Og med en meget forsigtig - grænsende til farlig forsigt -  bilist lige bag sig.

- Tænk, bilen ikke overhaler ham! funderer jeg, og tænker ikke videre over hverken den sortklædte og sorte-cykelhjelm-iførte cyklist, eller den farligt-forsigtige bilist.

Et minut efter er vi fremme. 

- Så nu er vi her! Vil I ud her? spørger jeg om til bagsædet, til min tøs og hendes skoleveninde. 

Jeg standser midt inde i indkørslen, det er nemmere sådan her, beslutter jeg, så kan pigerne hoppe ud på græsplænen - Ikke tøser? Jeg kigger ned, drejer tændingsnøglen om, kvæler motoren, trækker håndbremsen, og drejer først nu ansigtet til venstre, hvor jeg griber fat om dørhåndtaget.
WTF!!!

Jeg glor lige i en sortklædt cyklist, med sort cykelhjelm. En væsentligt højere end mig selv, mand kan jeg også konstatere!!

Som en sort skygge, er han klistret op ad bildøren. Inde i min have. Inde over mig!

Sideruden er kørt helt ned i bund, og den sorte skygge cyklist bøjer sig på midten, stikker en lang finger ind! gennem min bilrude! Skyggens mund vrider og krænger sig. Mellemrum mellem flere af tænderne. Også længere inde. Håret er sort, med grå streger. Huden bleg. Øjne mørke. Vilde. Han er sgu da for vild!!

 - DIN JUBELIDIOT!! skriger han, og spyttet står ud i gavmilde stænk.

HVAD FANDEN BILDER DU DIG IND! KAN DU IKKE KØRE BIL, DIN KÆLLING! DU KØRTE SÅ TÆT, AT DU STREJFEDE MIG MED DIT SIDESPEJL.

Hans ansigt er på vej ind mod mig, ind gennem ruden. Der er ingen tvivl i ham, inden grænse. Han er så hidsig, og han vil bare ha´ mig ned.

I samme splitsekund som jeg ser ham/hører hans råben/ser hans spyt/tænker overhalingen igennem, og ved jeg i.k.k.e ramte ham! og jeg ved at der ikke er lukket for kørsel på cykelstien, er jeg også bevidst om, at jeg har to mindre piger på bagsædet, som jeg skal passe på. At jeg er fysisk skrøbelig, og ikke kan gå uden mine krykker! At min vagthund desværre er på den forkerte side af terassedøren! Fandens - jeg sku´ alligevel have ladet min intuition råde, og ladet Gandhi blive ud i haven, inden jeg kørte ind for at hente tøserne!

Der er kun eet, der gælder nu:
Jeg må bare have ham ud, og væk! Nu!

Så rejser der sig en markant grænse - hurtigt som en lynkineser, men med en præcision så sikker som et topmissil. En mur, han ikke får lov at rive ned.

Jeg åbner bildøren, presser den op mod ham, læner mig forover, og bruger døren til at camouflere over, at jeg ikke kan klare mig uden fysisk støtte. Jeg er parat til at vælte ham, så det er op til ham, at flytte sig. Jeg har set hans udtryk i blikket - og genkendt det. Nu står jeg op.


 Så råber jeg:

 -HVAD FANDEN BILDER DU DIG IND, AT KOMME HER PÅ MIN GRUND OG TRUE MIG!

- JEG TRUER DIG IKKE! råber han, men viger da han mærker presset fra bildøren, presset fra min stemme, og presset fra mit blik, der engang for længe siden lærte, at ingen! truer mig!

- JO! DU ER TRÆNGT IND PÅ MIN GRUND, OG NU STÅR DU MED DIN FINGER OP I ANSIGTET PÅ MIG. OG SKRIGER AD MIG! KA DU SÅ SE AT KOMME VÆK MED DIG!

- DIN JUBELIDIOT...

- KAN DU SÅ SKRIDE! SKRID! GÅ MED DIG! UD! DET HER ER MIN GRUND, OG DU SKAL BARE SE AT KOMME VÆK!!

- ....

 - SKRID MED DIG! AFSTED!

Jeg nagler ham igen, og igen, og igen. Med min stemme og mit blik. Mine ord er hårde, og har intet plads til, om han eventuelt har sin egen opfattelse af trafiksikkerhed, cykelhjelme, og kvinder bag rattet.
Der er ingen ingen plads til at blive overgrebet og blæst bagover af en fremmed, skingrende mands aggressioner.

Det hele går meget hurtigt. Han er domineret væk fra min indkørsel aka den af ham valgte kampplads, hvor han skulle demonstrere sin maskulinitet. Jeg tænker jeg kan se halen mellem hans ben. Næsten synd for ham, at jeg er så god til at agere alfa.

- JEG MELDER DIG! JEG MELDER DIG KRAFTDEME! Han kan stadig råbe.

- DU SKAL VÆRE SÅ VELKOMMEN, MEN PIS UD AF MIN GRUND, OG GØR DET!

Jeg har råbt så højt, og meget kontrolleret, med vilje. Lod med vilje alle naboer høre med. Mine vidner, og min sikkerhed.

Så står han derude, på skellet mellem matriklen og det trygge offentlige system (som providerer cykelstier, og politi for trafikofre), og taster arrigt på sin mobiltelefon, mens han skæver overdrevent mod min nummerplade. Jeg tror ikke engang han kan se, hvilke taster han rammer, for han har absurd travlt med at skule ondt af mig.  - Jubelidiot! kommer det ind i mellem. Kan ikke lade være med at tænke på, at det er sindssygt mange år siden jeg sidst har hørt det udtryk! Lever han i sin egen isolerede boble af tiden?

Inde i mig er helt roligt. Køligt. Det har der været hele tiden.

Den vrede jeg udsatte ham for, nåede jeg ikke selv at mærke. Det var rent og skær en primitiv reaktion på hans truende facon. Jeg tillader det som sagt ikke.

Ét er, at man dummer sig. At man skal tage sit ansvar på sig, både når man opfører sig anstændigt – og når man er kørt ved siden af. Noget andet er, at blive overgrebet af andre. Uden nogen som helst rimelighed. Kun kørt over af deres et-eller-andet-de-skal-smøre-af-på-nogen-de-tror-mindre-værdige.

Jeg får åbnet døren ind til pigerne på bagsædet, føler mig tryg nok til det nu, hvor han har trukket sig. Efter jeg har set hans blik. Så hvor forskrækket han blev. Usikker. Han mærkede sin egen svaghed blæst op foran sig.

Nu sidder jeg her og skriver. Og ved at han ved, hvor jeg bor.

Pigerne og jeg har talt om det; de synes det var meget mærkeligt, og Karla blev bange da han stak fingeren ind mod mig.  Lænede sig ind over mig. - Tænk voksne kan opføre sig sådan! reflekterer hun med et noget forvirret udtryk i øjnene.

Selvom han nu ved hvor jeg bor, har jeg givet tøserne lov at køre hen i kiosken efter is. Men jeg er klar ved mobilen. For hvis han sku finde på at passe dem op?

Det gør han sikkert ikke.
Men jeg er vant til at tænke og handle i 'worst case scenarios'. Jeg bryder mig ikke om at være en Pitt Bull. Det giver mig ikke en følelse af at være stor. Eller overlegen. De fleste mennesker kender mig som empatiske, blide Odile. Men jeg har været en Pitt Bull engang, 24/7.
Det var dengang min eneste overlevelsesmulighed. Både som barn, siden som voksen.

Jeg har arbejdet professionelt med vold siden jeg var 21. Og jeg har været vant til at bruge min krop og stemme, til at standse vold med.

I dag mærkede jeg så, at jeg stadig kan aktivere den adfærd, når mine børn eller jeg trues. Og det var godt at mærke, at jeg trods jeg er blevet handicappet, faktisk er i stand til at fake mig stærkere end jeg er.

En syret oplevelse alt taget i betragtning. En syret oplevelse, på en ellers helt ualmindelig smuk august dag.

Jeg prøver at f****** elske hverdagen, meeeeen......

Sidder så for første gang i mange uger  - eller i hvad der føles som mange, mange uger - hjemme ved glasskrivebordet (det som har fulgt mig i nu 20 år - godt Ikea køb!), og glor ud af vinduet.

Huset synes faktisk fremmed, hvis jeg skal være helt ærlig. 'Hvem er det lige der har beboet det sidst?' tænker jeg, 'satme nogle svin!' For her er monsterstøvet! Krummer alle vegne, og at gå med bare tæer på trægulvet er en mindre prisværdig oplevelse; det stikker og prikker, som ligger her strøet sand eller noget andet over alt. (No,vil ikke vide hvad 'noget andet' ka´ være!) 'Og hvem har givet carte blanche til de der gigantiske spindelvæv?!'

Well, well, jeg må nok bare erkende, at jeg er vendt tilbage til husets tilstand, næsten præcist (altså minus ederkoppe-arbejdet) som jeg har efterladt det i; rodet og ikke rengjort.
Welcome back, Odile. Det er hverdagen der banker på!

Nå, men sommerhuset må hive og trække i mig med al den magnetisk kraft det besidder, jeg bliver i huset! Jep! Jeg er stærk! Jeg kan godt klare endnu et år, med mange, uhyrligt mange hverdage, til den solforgyldte sommer igen vil omfavne mig, og hviske i mit øre; 'Hvor har jeg savnet dig, min kære ven. Hvor blev du af?'

'Pjat til side, din pivrøv! har jeg tænkt, når jeg svedende har aset og maset med tankerne der konstant var ude på at stesse mig op. Tankerne om hverdagen. Skoleåret. Mandens arbejde. Og ikke mindst min egen fuldstændigt uafklaret og upålidelige situation (dét vil der bestemt komme et indlæg om en dag snarest!)

Men jeg har gjort det eneste rigtige for en pivrøvmor; jeg har været top-rutineret, overtjekket, på-forkant-mor & med verdens bedste intentioner om, at komme stress-less tilbage. Og jeg har købt blyanter, viskelæder, blyantsspidsere (ja, der kom jeg faktisk til at købe to blyantspidsere til min søn, fordi jeg havde glemt jeg havde købt en. Ugen før. Så sandt at sige, var det et udtryk for enten at være i nuet og helt have glemt hvad der skete sidste uge. Eller også var det et udtryk for at jeg alligevel var lidt stresset?), bogpapir til indbinding (suk!),
og så et par af de-smarte-for-de-dovne-bogindbinderer; de nye stof bogbind, som man bare trækker om sin bog (yeah!)

Det hele er på toppen, og jeg sku lige til at plante min rumpe og mit tilpas medicineret hoved, i cirka samme vandrette højde, for at klaske sammen til en film. Strække det sidste ro ind i mig, og ikke lade mig mærke stort med, at i morgen = hverdagen!

Til det var, at jeg opdagede begrebet 'madpakker'! What th F***! Madpakker! De skal for helvede og ind i himlen sgu da ha´ madpakker med! Eller har vi husket at betale for skolemaden?Men det vil Karla Solvej alligevel ikke ha´- så hun skal ha´mad med. Og hun er vegetar, og kan ikke lide grøntsager....! Og vi har ikke købt ind?!
Madpakker - troede det kunne forblive et støvet levn pakket ind i sølvpapir, gemt væk bagerst i min hukommelse.

Nå, kan du mærke det? Jeg er allerede hverdagsramt.
Og hvad gør jeg så?

Sætter mig ned og skriver et blogindlæg. For det er den eneste måde, jeg kan grine af det.
Og det er det jeg gør -
griner af hverdagen, den f****** hverdag!!


Hahahahahhahahahahahahaha!