'Jamen, du er jo en luder!'

Jeg har netop sat mig ved det lille runde cafebord, med min iskaffe. Den er forbavsende god, konstaterer jeg og beslutter mig for ikke at være så fordomsfuld over provinsen. Hey, det er her jeg har min oprindelse! Eller helt præcist, 19 km herfra.

Jeg har sat mig ind på cafeen, for at få adgang til internettet, så jeg kan publicere en artikel fra lokalavisen i Viborg, der omhandler mit forestående møde med byens lokalpolitikere. Jeg står ved artiklen på trods af dens sensationslystne overskrift: ’Tidligere luder skal hjælpe politikerne i Viborg!’. Godt nok første gang jeg kaldes for luder i en overskrift i medierne! Ikke engang da jeg for nogle år siden, fik et millionbeløb af Statens Kunstfond, blev jeg kaldt for luder, selvom pengene blev givet til et teaterstykke om prostitution. Eller når jeg har samarbejdet med folketingspolitikere gennem årene, om prostitution.

Så overhører jeg samtalen mellem tre mænd ved nærmeste cafebord – de taler om ludere. Det er de selv samme tre mænd, som åbenlyst overbegloede mig, da jeg for få minutter siden passerede dem på min vej ind på cafeen.

Skæbnens ironi? Slash tilfældighedernes spil? Slash freudiansk fortolkning, hvis jeg ligger noget i, at de taler om ludere? Jeg vælger ikke at konkludere noget overhovedet, og spidser i stedet ører. For beslutningen om ikke at være så ’fordumsfuld’ er jo stadig frisk....

- DE er tvungne! si´r han med stærk overbevisning, og tryk på ’de’.

- De får lovet et arbejde der hjemme i Afrika eller Polen eller hvor de nu

kommer fra. Men når de så er her, bliver de tvungne til at arbejde som

sexslaver. Men de andre ludere, nej du!...

Så kan jeg desværre ikke høre mere (eller vælger jeg ikke længere at høre?)

Jeg prøver at koncentrere mig om at logge på Facebook, finde linket frem og share artiklen, med en lille halvtvær comment tilknyttet om overskriften.

Men så falder høreværnet fra, og jeg kan høre hvordan manden nu ret højlydt og grinende, beretter om hvordan han spurgte hende luderen, som han og en eller anden kammerat åbenbart havde opsøgt:

- ’Hvad koster det?’ Jamen det kostede så 500 kroner sagde hun! Han

udtaler det med en vis vantro - det er åbenbart mange penge.

- Ved du hvad jeg så svarede?

Jeg nægter at se over på ham, for jeg kan høre hans stemme klinger af begejstring over det, han nu er ved at imponere sine kammerater med.

- Jeg skal sgu da ha´ 500 for at kneppe dig! Ha, ha, ha, ha, ha! skralder

han tværs luften og gennem min beslutning om ikke at være for dum og fordomsfuld.

Hold da kæft, hvor det pisser mig af at høre! Kan bare se kvinden stå der, gjort til latter og skamme! Som vi kender scenen fra Nattevagten, hvor Bornedal primitivt skildrer, en mand fornedre en luder.

Og jeg kender desværre typen alt for godt, fra min egen virkelighed. Og fra andre kvinders. Han ku ha været min exmand, eller en af de mange kunder fra min tid i prostitution. Det summer i maven og rumsterer i tankerne, når jeg tænker på den kvinde, han nu sidder og bruger som hverdagsunderholdning. Fordi hun er en luder.

Mange synes ikke man skal tage det så alvorligt ’Det er jo bare et ord!’ Og helt ærligt, tænker de fleste ikke at det jo er sandt? Hun kunne da lade være med at sælge sig selv for penge? Hvem kan dog i det hele taget kræve respekt om deres person, når de prostituerer sig selv?

Selv i ordbogen findes det; at ludre.

Idioten på cafeen (ja, her har jeg droppet min noble hensigt om fordomme) fortsætter med at forsikre sine venner om, at han aldrig ville købe sig en luder, for han ’kan kun, hvis pigen også får noget ud af det!’

Christ! sukker jeg næsten højlydt. Hermed bekræfter han præcist forsiden på min bog Hustler. At han mener (desværre igen, som så mange andre) at ludere er sådan nogle maskiner, som man smider penge i og så sætter de i gang med at kneppe. Uden følelser, drømme, tanker eller holdninger.

Som på forsiden, hvor hun har installeret et møntindkastet i ryggen.

Jeg valgte i sin tid, dvs. for 4 år siden, forsiden pga. det geniale amerikanske dobbeltspil der ligger i ordet ’sloth’; nemlig både betydningen ’luder’ og ’møntindkast’.

At gøre os til ’en luder’ ; til en maskine og ikke en kvinde/et menneske, åbner muligheden for at behandle os umenneskeligt. Og jo, det er der bestemt mange der gør.

Hvis du anede, hvor ofte jeg har hørt – og fortsat hører – kvinder fortælle om psykisk fornedrelse & fysisk smerte forvoldt dem, under undskyldninger som; ’du ´jo bare en luder! Du kan jo li´det! Du ville det selv! Du er en luder, for du gik selv med!’

Hvis du anede hvor meget jeg har oplevet af voldtægt, trusler og chikane – fordi jeg anses som luder og ikke som kvinde?

Men det aner du ikke – det er derfor jeg fortæller dig det.

Og vil blive ved med at fortælle til Danmark forstår, at når vi smyger kvinder i betegnelsen ’luder’, så ophører et alment menneskeligt ansvar, for at behandle os anstændigt og ligeværdigt.

Jeg bryder mig bestemt ikke om, at vide at der er mennesker, som fx. gerne vil nakke mig, på samme måde som de før har ordnet en luder, ved at brække hendes arm og gruppevoldtage hende i skoven, ikke så langt herfra, hvor jeg har mit sommerhus. De er da ligeglade med af afsone en fængselsstraf på et par år. Det gør de glædeligt igen, for at genindføre den balance, jeg har skubbet til; nemlig at jeg har hædet mig over at være den luder de vil jeg skal være og insisterer på at være en kvinde. Og at jeg oven i købet gør det på vegne af, så mange af mine søstre.

Nej, luder er ikke bare et skældsord - det er et våben og det bruges til at slå ihjel med. Langsomt, men effektivt. Og der er ikke mange der synes at bekymre sig om det.