Håbets Diva

Håbets diva

Odile Poulsen, til Stern und Spielplatz.  2009

 

Min datter har de smukkeste, smukkeste brune øjne. Mandelformede som sin fars. Brune som sin fars. Og så de her meget lange, helt sorte øjenvipper. Dem ved jeg ikke hvor hun har fra. Men gosh, hun er smuk!

 

-       Du er så smuk, lille Karla Solvej!

-       Ligesom dig, mor! Og så slænger hun sin arm, blød

og lille, med sådan nogle talk-knopper på ligesom der er på mine, rundt om min hals. Putter sit lille fjæs tæt ind mod mit og glor helt ind i mig, til bunden af min nakke. Og jeg bliver så rørt, så jeg skvulper. Fordi jeg er hendes mor, elsker hun mig SÅ meget og hun vil være en kvinde magen til mig, når hun bliver voksen.

-       Jeg elsker dit hår mor! Det er lige som en fe´s! sukker hun og ser slet ikke min spaltede spidser og mørke rander under blonderingen.

Morfar står lige bag mig. Jeg kan se ham i spejlet, her hvor vi står sammen, foran det lille entré-møbel. Han holder mit lange glatte, lyse hår, i begge sine håndflader. Lader mit hår glide som sand ind og ud mellem fingrene. Igen og igen.

-       Du har hår som en fe, min pige! Jeg kan mærke stoltheden

og glæden emme ud af ham, omsluttede mig. Og det er rart.

I denne flig af virkeligheden, er jeg smuk, ren og elsket.

Jeg ved godt det kun kan være lige dér, i den udkant af mit liv, og håber at øjeblikket skal vare for altid. Men det kan det jo ikke. Det ved jeg godt, selvom jeg ikke er så gammel.

Jeg skabte mig en anden virkelighed, i flager. Hvor jeg  kunne være en anden end mig.

Som når jeg fløj gennem stuen, hængende i suset fra det smukkeste balletskørt, jeg havde fundet i min mormors kommodeskuffe med undertøj. Underkjolen hvirvlede om mine ben og jeg var løftet over til at være den smukkeste, smukke diva, som dansede sig væk fra al blod, død og had.

Jeg husker ikke musikken, det ku´ vist være hvilken som helst slags. Men jeg husker friheden! Den var inden i mig!

Og jeg tog den med mig, når jeg lå bundet, uanset hvor hårdt.

Når jeg så i dag ser min datter svæve af sted, i tyl med hjerter og stjerner og blomster, så rammes jeg i et lykkeligt fortidsfoto.

Divaen dér foran mig, fræser af liv og  blod, af glæde og stort temperament. Hun får lov at udtrykke det hele, rumme det, holde fast i det og smage på det hele. Hun ligner mig, men hun har sin fysiske frihed. Hun kan lege ballerina af lyst, ikke af nød.

Og jeg er stolt over, at jeg er i stand til at give hende livet, for at hun skal bruge det. Og ikke for, at jeg skal tage det fra hende igen.