Tavs...

Jeg tænker så ofte på, hvor tavse vi bærer på skammen. Som om den var vores? Som havde vi noget at skamme os over?

Og så tænker jeg på at når vi endelig tør bryde med tavsheden, fordi vi forstår skammen ikke tilhører os, så møder verden os med tavshed. Eller skam. På vores vegne - ikke på overgriberens vegne.

Så jeg tænker tit på, hvor tufft det er, at stå frem, at være talende, stolt og lykkelig for at leve. 

Så derfor ved jeg vi har brug for hver andre. Alle er vigtige, uanset om vi viser vores ansigt frem eller ej. For vi har alle ret til et liv