Hverdagen

Så kom hverdagen. Tirsdag.  Faktisk sværere at komme op til end i går, mandag. 

Havde forventet at både ungerne og jeg selv, ville være trættere i går og mere touchy om morgenmaden - men det kom så først i dag.

Lukas havde ondt i maven, og vidste ikke rigtigt om det var pga. sygdom eller bare det at komme op. Karla Solvej havde på ingen måder lyst til at komme ud af sengen, og overvejede kraftigt om hun ikke bare skulle blive hjemme.

Jeg havde et af mine nattestunts med ikke at sove, og alligevel føltes det som var jeg endelig faldet rigtigt i søvn, da uret ringede kl 6.00.

Og er det så ved at være tid at smutte af sted ind til byen, for at hente ungerne igen, som faktisk kom afsted. Og har været i både skole og børnehave, uden at der er blevet ringet efter mig, pga. sygdom eller udtalt træthed.

Jeg har så brugt dagen herhjemme, med hunden (som nu heller ikke er syg mere), haft året første arbejdsdag hjemme. 

Det er godt at komme igang, omend det manuskift jeg skriver på, er svært. Råt materiale som kræver nænsom behandling.

Jeg når at fundere mange tanker på sådan en dag, hvor det bare er mig og hunden, og ingen til at bryde ind i mine tankerækker. Og jeg har et stort behov for at få flere af de dage - dem hvor jeg sidder her ved mit arbejdsbord, med udsigt til en blotlagt himmel. Få skrevet, få tænkt, få læst. 

Komme på plads.

Det må jeg sikre mig, at jeg får. For hvem skulle ellers gøre det? Man må tage vare om sig, må man.