Mig- i en sådan updated version....vist

Det er længe siden jeg har skrevet herinde. Det er røget lidt på afstand i hukommelsen. 

Men også fordi jeg er et ret genert menneske. Jeg fejer mig hurtigere væk fra søgelyset end træder frem. Noget som kommer bag på langt de fleste:-)

Anyway, jeg har lyst til den her blog, udfra en tidstypisk lade-folk-kigge-med-i-mit-liv tendens.

Her sker egentlig ikke så meget, og samtidig sker her det hele.

Familien udvikler sig, forandres, erfarer nyt og regredierer også.

Vi har netop haft den bedste juleaften alle fire sammen nogensinde, med mere glæde og fred end frustration og forvirring.

Dog er det som døden altid følger mig trofast. Ikke som at alle dør omkring mig, men bare som en del af livet; dødens evige nærvær.

Hvis man er til horoskoper, ved man også at Skorpionen indeholde og repræsenterer døden, i mange fortolkninger. Og da jeg er dobbeltskorpion er billedet selvsagt.

Min bror er pt i Afghanistan. Han er altid forskellige steder i verden, sommetider føles det som er han allevegne på een gang, og jeg kan overbevise mig selv om, at han ikke undgår det næste skud. 

Jeg chattede med ham juleaften, via Facebook. Helt fantastisk at det ku lade sig gøre. Det er første gang i alle årene han har været på mission, vi har haft så direkte kommunikation. 

Jeg har fået så meget og har fået taget så meget.

 Det er lidt mærkeligt at tænke sit liv på den måde, i en alder af 41 år. Og samtidig er jeg for første gang landet i en alder, hvor jeg føler jeg passer ind. Jeg håber der kommer mindst lige så mange flere år, og at de bliver rolige. Fredfyldte.

Mit store issue pt - åh  der er ellers mange, for hvor svært er det ikke lige, at holde fast i nuet og ikke lade bekymringerne varsle?

Men et sted  hvor jeg konkret kan gøre noget, er ved at begynde at skrive mere seriøst igen. Jeg tager ikke mig selv alvorligt nok som skriver, men giver bare mig selv left-overs af tid til at skrive i. Det er langt fra nok! Jeg har historier og bøger der buldrer som tyren inden den lukkes ud af sin bås, for at træde ind på arenaen, måske for sidste gang i dens liv. Men den kan ikke andet - den må derind, gøre sit. Brusende, sydende, stampende med sine hove.

Jeg må derind, i skrivearenaen. Lade mig trække rundt af ordene som en rød klud, der opilder men også opfylder mig. Efterlader mig sukkende efter vand. Jeg må bare derind.

Så nu mangler jeg blot at give mig selv tegnet på at nu er det NU!

Jeg er på vej ud af døren. Det er den sidste mandag i december. Karla har feber. Lukas er hoppet i bad og Niels prøver at vride sig op af sengen. Jeg skal ind og arbejde. En lang dag forude. Det bliver ikke i dag jeg skal skrive. Og må hellere komme hjem til min syge datter, når jeg lukker efter den sidste klient.

Men så bliver det nok imorgen.