Den hundefobiske dyrlæge

Så blev det igår, at jeg for første gang måtte ringe til dyrlægen for akut besøg. Gandhi havde blod i afføringen, og jeg havde panik i blodet!

Så jeg ringer febrilsk til min egen dyrlæge, som på trods af telefonsvarens ordlyd om at være tilbage 29.dec., IKKE var at få fat på.

Nogen må gøre noget! peb mine tanker, og jeg ringer straks til min mand, som sidder hjemme med børnene, mens jeg er ude at lufte Gandhi.

- Der er meget blod i hans lort nu! Ikke som i går, hvor det bare var lidt slim og blod! NU skal han til lægen. Kan du ikke ringe til en eller anden her i byen - så kommer jeg hjem med ham,

Så ventetid. Nogle timer, inden vi når til kl 15.10, og jeg noget nervøs og med en tyngende skyld over, at jeg nok har mishandlet min hvalp, ved at have overset et eller andet. Og at det 'et eller andet' nu sidder i hans mave og ikke kan klemmes ud. Eller måske endda er på vej ud et forkert sted fra tarmen!

En meget smilende, og skal det vise sig, meget hurtigt talende OG hurtigt-konsulterende, dyrlæge, åbner døren ind til konsultationen.

- Det er godt du kom med ham nu. Han kunne jo være død!

- Øh....

Rutine kig i ørerne, klip lidt negle og tryk på maven.

- Er han sådan en løvehund?

- Øh, ja hjemme i Afrika kæmper de mod løver, og...

- Hvor har du ham fra? 

- Hos en dansk avler, der..

- Hvor i  Danmark?

Hun havde mere munddiarré end Gandhi havde, ja, altså .. af den anden vej... Til gengæld havde hun ikke så meget lytteevne.

- Han skal have det her i munden, og så gik hun i gang med at sprøjte noget sort pasta ind i gabet på ham, nærmest med strakt arm. Måske fordi hun tænkte på det med at kæmpe mod løver?

- De elsker smagen, konstaterede hun, mens Gandhi spyttede det ud og gik baglæns væk fra hende.

Mens Gandhi lå som en stor 45 kilo smørklat for hende fødder, stak hun noget penicillin ind i nakkeskindet. Det rører ham ikke, han er meget hårdfør. 

- Nu må han godt snuse lidt rundt her, det eneste han ikke må, er at tisse op ad væggene.

- Nej, han er kun 7 mdr, så han kan ikke engang stå på tre ben og tisse endnu. 

Vidste hun ikke at hanner der ikke er kønsmodne tisser som en tøs? Og altså ikke kan stråle op ad væggene...

- Ja, han skal have det her 2 gange om dagen, jappede hun på vej ud ad døren, mens hun holdt den store tube med sort pasta i ene hånd.

- Den der bruges til heste (synes hun selv var skægt, tror jeg).

- Og penicillin kur.....Nu stod hun ude i receptionen, mens jeg prøvede at få Gandhi med, som nu havde lagt sig til rette på gulvet.

- O.k. så mere penicillin.. men hvad fejler han?

- Ja, der er jo tre muligheder; foder-intolerans, betændelse eller en parasit.

 Men det kigger vi på, når du kommer med ham på tirsdag!

Endelig våndede jeg og standsede op!

 - O.k. er du sød lige at give mig en kopi af hans journal, for så kan jeg tage til min egen dyrlæge med ham i stedet for.

- Nå, ja, jo da.. lige et øjeblik. Hvem er din dyrlæge? 

- Det er inde på Blågårds Plads...

- Nå, Erik, ja ham kender jeg godt! forsøgte hun at konspirere.

- Ja, prellede det af på mig.

På det her tidspunkt har hun vældig god tid til at skrive regningen, og udspecificere den for mig. Ca. 1600 kr. Dertil kommer penicillinen på 300 kr. 

Og ikke noget af det som den hundedyre forsikring dækker.

- Hvad er det lige for noget foder du vil, at han skal spise?

- Skånekost!

- Jamen, er det ikke fuld af kemi, det mærke der? Han plejer at få næsten 100 % økologisk blandingsfoder fra avleren.

-Altså, det er kommerciel foder....

- Så hvad er det for noget foder?

- Det er skånekost! Ja, ellers skal du jo stå og koge ris og lave kylling til ham!

Nå, men jeg var åbenbart katalogiseret som værende mindre intelligent, eftersom jeg ikke kun er blond, men også har en vagthund, der kan nedlægge løver.

Men hun var såmænd smart nok, for 1600 kr for 10 min konsultation, hvor hun ikke giver ham indsprøjtning mod parasit (som så mange andre dyrlæger ville gøre, selvom parasitten ikke er fundet), ingen ultralyd eller andet. I øvrigt tjekkede hun heller ikke, om den dyre og sjældne hund tilhørte mig, ved at scanne hans chip.

Nå, men  Gandhi æder med stor fornøjelse sin skånekost (hvorpå man ikke kan læse ingredienser! Men det må jo indeholde noget medicin af en art, så det kan stabilisere den uro han har i maven). Han guffer sine penicillin-piller som var de godbidder (!!), men bakker baglæns ved lugten af den pasta, som hun siger hundene godt kan lide.

Og så er det vist tid til et opkald til Dyrlæge-Erik, bare for lige at få bekræftet, at ikke alle dyrlæge taler så nedladende og fordomsfuldt til kvinder med vagthunde. Eller til vagthunde som jo er fredelige, så længe der ikke er noget at være på vagt overfor.