Den sociale gæld.

Den sociale gæld

Kronik ifm. Politikens 100 års kronikjubilæum, 2005.

Min far… var den mægtigste mand i hele byen – ja i hele verden.

Han var to meter høj, havde de største hænder – bløde inden i og med hårde forhærdede fingerspidser af hans manuelle arbejde. I hans store hånd kunne min så nemt gemme sig og ligge trygt, varmt og godt.

Min far.

Min far havde den sjoveste latter i hele kvarteret. Når han lo, så måtte jeg le med og hans tårer de trillede ned ad kinderne. De klare blå øjne så på mig med sådan en mildhed. Når Far lo, så lo alle med – her var ro, glæde og fest.

Min far – en fantastisk mand. Han kunne skrue på en masse dimser og dutter og få store maskiner til at køre med voldsom kraft. Han kunne sidde ved et bord, sammen med en masse andre mænd og kvinder, og bare få dem til at le. Og han ville tale rigtigt højt, med sin mørke, dybe stemme. Så ville jeg lege ved siden af og få masser af sodavand og penge til spillemaskinerne.

Min far.

Jeg elskede min far, for han var den smukkeste og stærkeste mand i hele verden. Og jeg ville gøre alt – for min far.

Min far.

Min far… den farligste mand i hele verden. Han var så farlig at jeg nogle gange slet ikke kunne se det virkelig var ham, men i stedet så jeg en kæmpe trold der ville slå mig ihjel.

Min far… hans klare blå øjne blev så mærkelige fjerne og alligevel så alt for intense, når han kiggede på mig – og ingen andre så.

Min far…. hans dybe varme latter blev til en sindssyges brøl, når han svang sin kæmpe hånd gennem luften og landede den lige i min mors ansigt. Hun ville ligge der på gulvet helt stille, uden rejse sig op igen, og han forlod os for at gå ud i natten.

Min far… hans had føltes så stort, når han tvang os til at overgive sig til hans vold.

Når han kom hjem – og vi var alene – krævede han min krop. Og min kærlighed.

”Du elsker din far, ikke kleinchen. Du ved godt  Far har det svært – du må være god ved din far”.

Han krøb ind min krop, trængte sig ind med blidhed og med sadisme. Han sneg sig ind i mit sind og lagde et jernåg af magt, tvang og sex i mine tanker, min frihed, mit væsen og mit liv.

”Du er så smuk, min lille kleinchen …Far kan slet ikke lade være. Det er fordi du er så smuk”.

Mange år senere sagde en fast sexkunde til mig: ”Du er så smuk, Nikki, og derfor er du blevet så ensom og fuld af had”.

Jeg lærte i én meget tidlig alder, at servicere mænds seksuelle lyster, på bekostning af mig selv – mit væsen – min integritet. Det var tidligt min måde at overleve på, konstant at iagttage mine forældres signaler, og søge at gøre mig både usynlig såvel som klar til at servicere.

Hvordan gør et lille barn sig klar til at servicere en voksen mands seksuelle perversiteter? Ved at være fysisk tilstede og altid mentalt at forsvinde ind i en anden verden. Ved altid at være tavs og beskyttende overfor de voksne.

 

Min far havde ingen grænser for hvad han ville gøre. Han bød mig alt det som han bød voksne kvinder. Og det bærer jeg i min krop og i mit sind. Det vil jeg altid gøre. Men hvilken plads det får i mit liv, er mit ansvar.

 

Overgrebene – misbruget – er hans ansvar, og hans alene. Men i mange år troede jeg det også var mit, og engang troede jeg det var mit alene.

Det gjorde jeg fordi jeg elskede min far og jeg ville at han skulle være lykkelig. At han skulle holde op med at slå på min mor og bror og bruge sin tid hos os i stedet for hos andre og på værtshuse. Jeg troede min far havde ret og ikke jeg. At min opgave som menneske var at være seksuel og tilgængelig.

Da jeg opgav at tro på at jeg var elskelig og værdifuld, begyndte jeg at bruge hans gaver som kompensation for det jeg mærkede jeg manglede. Og en dag vidste jeg også at jeg kunne kræve at få ting. For jeg vidste at han ville give mig dem.

 

”Far – jeg har set sådan en fin kjole… henne i butikken lige her henne”.

Da jeg stod inde i omklædningsrummet bag forhænget, og prøvede en trøje, kom ekspeditricen hen og sagde med et smil:

”Herren siger den lille Frøken skal prøve denne kjole” – hun rakte den fine kjole frem mod mig og da jeg tog den på følte jeg mig så stolt.

”Tænk at han viste damen i forretningen hvor højt han elsker mig” – tænkte jeg glad og rødmende. Men i min mave kneb det og syrede til. Da jeg skulle vise mig for ham i min fine kjole, måtte jeg lukke øjnene for hans forventningsfulde blik.

 Børn der misbruges seksuelt, mister ikke kun en barndom – de mister et liv. Det er børn der vokser op grænseløse uden fornemmelse for hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Det er mennesker uden selvværd og uden evne for at passe på dem selv. Disse mén, eller konsekvenser af den seksuelle forbrydelse, forsvinder ikke af sig selv med tiden. Det kan afhjælpes og blive mere kontrollerbart ved hjælp af et voldsomt gennemgribende terapeutisk arbejde.

Det har, for mig, betydet en ekstrem trang til at destruere mig selv – selvmordsforsøg og prostitution.

Jeg lærte at yde seksuelt inden jeg kunne tale. Selv efter jeg fik talens brug, holdt jeg mig tavs. Det er en del af forbrydelsens væsen; at offeret bevarer hemmeligheden. Jeg måtte stadig beskytte min Far mod hans ugerninger, og tage ansvaret alene. Gælden var kolossalt stor og betød bl.a. at jeg ikke fortjente at blive elsket af en mand. Få Den Eneste Ene, Prinsen og hele den eventyrlige drøm. Jeg vidste ganske tidligt at jeg aldrig skulle have børn, for at være barn betød ensomhed, misbrug og angst.  Jeg havde svært ved at forestille mig at nogen børn kunne have det godt.

 

Jeg havde i mange år, intet andet at beskytte end min Far, for jeg selv var så ubetydelig ….. Når ikke engang ens forældre kan elske én – hvem kan så?

Min krop skulle ikke beskyttes – mit underliv skulle ikke rumme liv en dag. Så alt var ligegyldigt. Tilbage var kun at stå gennem livet, og få det mest mulige ud af det.

Og det blev penge og materielle goder.

Det blev Fars gaver nu bare i form af sexkundernes penge.

Nu var jeg pludselig noget. Jeg kunne noget. Og jeg blev velbetalt.

 

Jeg kom ind i prostitution da jeg var 29 år. Det er forholdsvis sent.

 Siden jeg var ganske ung havde jeg vidst jeg en dag ville ende i miljøet. Som en sti der var lagt forud for mig, og som jeg ikke kunne undlade at betræde.

Alle mine barndoms år, og mine unge år, gik med at beskytte mig mod drengene – og senere de unge mænd. Jeg afskyede dem, var afhængig af deres seksuelle interesse og frygtede den.

 

Som 18- årig mødte jeg en ung mand, som jeg blev fuldstændig betaget af. Jeg overgav mig 100% til ham og lod mig styre ikke kun økonomisk men også psykisk og fysisk. Efter fem år med jævnlige voldtægter, var jeg så forpint at kun tanken om hans eller min egen død, fik mig til at søge min frihed.

Det var hårde år og jeg kæmpede mod hans ugerninger og mod et system som ikke mente jeg havde ret. For jeg var jo blevet hos ham – og var jeg nu sikker på at jeg var blevet voldtaget?

Til sidst opgav jeg, og kom hurtigt og gnidningsløst ind i prostitution.

 

Her var jeg i to år. Jeg så kvinder i forfald – smukke kvinder som ikke var afhængig af hverken stoffer eller alkohol. De få jeg mødte som ikke kunne klare prostitutionen uden at være påvirket, røg lynhurtigt ud af bordellet. I denne del af miljøet var de ikke velkomne. At de ikke kunne ”holde standarden” hos Guld og Gucci pigerne, var deres eget problem. Jeg så hvordan kvinderne – som jo altid er ”pigerne” uanset vores alder - blev forrået, ensomme og isolerede. Jeg mærkede jo på mig selv hvordan jeg forandrede mig fra at være interesseret i at hjælpe og støtte, til at holde mig for mig selv, og ikke kunne overskue at snakke om de dårlige sexkunder.

 

 Men jeg så også hvordan vi lignede hinanden. På overfladen var vi nok forskellige – mig med min pædagog uddannelse og job. Dem uden uddannelse og nogle alene med deres børn som de havde fået i en ung alder.  Men når vi sad i køkkenet – i pauserne mellem sexkunderne - og snakken blev privat. Eller så privat som vi kunne snakke. Så hørte jeg dem fortælle om de seksuelle overgreb de havde lidt inden de kom ind i miljøet. Det var meget få som ikke havde den historie. Vi snakkede aldrig om sammenhængen til det at være i miljøet. Eller om ikke at føle os elske-lige. Elske-værdige. Det ville have været for sårbart og farligt. Der er ikke plads til at vise følelser eller åbne op for dem i det miljø. Der skal lukkes i, for der skal tjenes penge.

Pengene var vores eneste omdrejningspunkt. Med pengene prøvede vi at forsvare overfor os selv, at det vi gjorde var o.k. At det da var sexkunderne som blev snydt.  For de købte jo aldrig os – bare en facade, en illusion. Og illusionen var så utrolig let at skabe. Jeg havde lavet den næsten hele mit liv, den var skudsikker og velafprøvet. Og sexkunderne var heller ikke villige til at gennemskue den. Jeg blev aldrig spurgt om jeg virkelig også hed Nikki..? Eller om jeg var 23? De protesterede aldrig over al den glidecreme jeg smurte mig med, for at kondomer ikke skulle sprænge men syntes at nyde min rytmiske tillærte stønnen. Jeg troede selv på illusionen om Nikki, i hvert fald i starten. For det var ikke anderledes end noget andet jeg kendte til fra mine relationer med mænd. Og det var nemt at forsvinde væk, så længe kunderne var i mig og hos mig. Fuldstændig som jeg forsvandt på mit barneværelse, når Far kom og krævede sin ret.

 

En kvinde på bordellet gjorde stort indtryk på mig. Hun var jævnaldrende med mig, og havde været i miljøet i 10 år. Hun rangerede højest i hierarkiet, og var bordelmutters højre hånd. Vi sad og snakkede i køkkenet, og hun sagde:

”Jeg bliver sgu nødt til at stoppe”

”Ja det gør du”

”Ti år er sgu længe, ikk`”

”Ja, det er ikke godt for os – det ødelægger noget”

”Tjaehh, men hvad fa´en skal jeg så lave?! Og så skal jeg sælge Merceren.”

 

Der var ikke mere at snakke om – hun kunne ikke sælge sig Mercedes. Jeg ved godt det lyder grotesk - absurd. Men hendes Mercedes var alt hvad hun havde. Det var hendes ultimative erstatning for hendes manglende selvværd. Bilen var symbolet på at hun VAR værdifuld. Hun kunne lave penge, hun var en eftertragtet kvinde i miljøet. Derudover ville hun miste sin sociale status som hun havde på bordellet ved at forlade det. Her var hun både frygtet og respekteret – herude i den virkelige verden var hun ingenting. Og hvem ville egentlig tage mod hende?

 

 

Som pædagog vidste jeg kun alt for godt, at prostitution ødelægger mennesker. Jeg vidste alt om den sociale arv.

”Den sociale arv” – det er i grunden et mærkeligt begreb – her hvor jeg står i mit liv i dag, får jeg lyst til i stedet at kalde det for ”den sociale gæld”.

 

Men jeg vidste altså det hele med mit hoved, men ikke med mit hjerte. Jeg kunne ikke stoppe, heller ikke da jeg forstod at selvom jeg ikke var til stede med mit sind, så gemte min krop på erindringer fra alle de indtrængninger jeg tog penge for. Jeg fortsatte, for jeg vidste stadig ikke hvordan et liv kunne være anderledes.

 Jeg havde selv hørt, set og mærket, at kvinder og børn, ikke havde nogen ret til at sige nej eller sige fra. Min fars lære som barn, fik jeg repeteret på smertefuld vis af min eksmand. Og samfundet – systemet og kulturen – stadfæstede at han havde ret. Jeg havde IKKE lov til at sige nej – jeg var kun sat til verden for at yde seksuelt.

 

Men det har jeg også gjort fordi jeg mener, at selvom vi godt ved at det er sådan det hænger sammen, så handler eller reagerer vi ikke ud fra denne viden. Vi er langt fra gode nok til at tage børn alvorligt, når vi ser, hører eller fornemmer, at her er noget helt galt. Og jeg taler nu både som pædagog og som privatperson. Vi skal blive bedre, vi skal redde børnene, for vi skal gøre alt hvad vi kan for at fjerne seksuelt misbrug af mennesker uanset deres alder eller køn.

 

Og vi skal tage kvinder i prostitution meget alvorligt, uanset om det er kvinder på gaden som er afhængige af stoffer, traffickede kvinder eller kvinder som jeg – ”Guld og Gucci”. Prisen for at ligge på lagnet er vanvittig høj, konsekvenserne er voldsomme. Jeg er blot heldig at jeg kan stå her i dag og gøre det jeg gør.

 

Da jeg endelig tog fat om al den smerte og alt det had jeg bar rundt på, flød jeg over som en betændt byld. Jeg havde opsøgt en midaldrende mandlig psykiater som fuldt ud levede op til mine forventninger om at blive min hårdt prøvede skydeskive.  Her fra gik vejen mod et nyt liv, mod et liv på trods.

 I dag lever jeg med min store kærlighed og sammen har vi to smukke og fantastiske børn. Jeg er forfatter og læser til samtaleterapeut. En dag håber jeg at kunne hjælpe kvinder fra prostitutionsmiljøet med terapi og rådgivning.

 

Vejen her til har været hård og lang. Og det har kun været pga. min stædige insisteren på et godt liv, at det er lykkedes. Jeg har brugt rigtigt mange penge på terapi, for at kunne genskabe mig selv som et menneske. Et kontradict til det væsen jeg oplevede mig selv som før – et dyr der blot søgte at overleve.

 

Når jeg vil kalde ”den sociale arv” for ”den sociale gæld” er det selvfølgelig for at betone, at det er en tung byrde at bære seksuelt misbrug med sig resten af livet.

Og at det kun er med vilje og bevidsthed – og vilje til bevidsthed – at gælden kan afvises.

 

I dag er det meget almindeligt at vi bevidst vælger til og fra. Vi gør det en masse på vores jobs, i forhold til vores personlige og private relationer m.v.

”Jeg har valgt ikke at komme i morgen, fordi der er noget andet jeg finder vigtigere at jeg deltager i”. Så mener vi, at vi tager ansvar for vores valg, i det vi er klar over hvad vi fravælger og derved går glip af. Men i fravalget af den mindre prioriterede part, signalerer vi også en mangel på engagement.

Jeg tror det er meget typisk for vores tid; at vi mener vi altid kan vælge anderledes – eller burde gøre det.

For eksempel myten om den danske, frigjorte kvinde som helt bevidst og afklaret ligger sig på lagnet. ”Hun har jo selv valgt det”. Og ”Du kunne da bare lade være!”

 

Men jeg kunne ikke bare lade være – så havde jeg ikke gjort det. Ligesom anorektikeren ikke bare kan lade være med at sulte sig selv. Alkoholikeren ikke bare kan lade være med at drikke. Eller den depressive ikke bare kan tage sig sammen og gå ud og møde livet.

 

Det er min vilje til at leve og ikke kun overleve der gør, at jeg nu er et andet sted end i et seksuelt misbrug.

Og den part må jeg til fulde tage ansvar for. Jeg må bære de konsekvenser der er af misbruget og prostitutionen. Jeg er nødt til at forholde mig til at det skete uanset det aldrig burde være sket. Og at jeg på mange måder er anderledes end mennesker der ikke har været udsat for seksuel vold. At mine valg er anderledes. Og at mine valg tidligere bragte mig til destruktion og smerte.

 

Dengang sagde jeg altid: ”Det som du ikke dør af gør dig bare stærkere”. Det var den eneste måde jeg kunne finde logik i det kaos jeg havde inden i. I dag erkender jeg at det at have Post Traumatisk Stress Syndrom, eller granatchok, jo på ingen måder gør mig stærkere. 

 

Og så er det, at det der med valg bliver så betydningsfuldt. For jo, jeg valgte jo at gå ind i prostitutionsmiljøet, for jeg har aldrig været handlet, kidnappet, truet, været afhængig af stoffer eller alkohol.

Og jeg hørte til blandt den gruppe af kvinder som er meget isoleret fra omverdenen, og som blot ser ud til at være dyre piger. Vi bliver let forvekslet med at være kolde kvinder der blot er interesseret i Guld og Gucci, og kalkulerer med mænds lyst. Og størstedelen af den danske befolkning mener at jeg selv valgte det, uden at vide at mit valg er betinget af aldrig at have lært andet. Aldrig at have lært hvordan jeg skulle passe på mig selv og aldrig at have mærket at mine grænser var værd at respektere. Fordi jeg var et menneske. Og jeg ved godt det lyder dramatisk, men det skulle tage mig mange år at komme til at føle mig som et menneske.

 

Så når vi ser på ansvar – hvem skal tage ansvar – så er jeg egentlig ikke ude på at fordømme nogen. Men jeg er ude på at gøre opmærksom på, hvad seksualiseret vold gør ved mennesker. Og jeg er ude på at det skal stoppes af hensyntagen til at nogen betaler en ekstrem høj pris for hvad der for andre blot, er få minutter seksuel fornøjelse.