ODILES BLOG

'I'm much too tall, to feel that small!'

2012-03-10T09:13:00.001+01:00

Eet er hvad vi er født ind i.
Et andet er hvad vi (fortsat) lever i. Og med.

Valget er altid eksisterende. For den som gør. Friheden eksisterer også altid. For den som tør!
Tage ansvar.

Det sidste halve år, har givet mig tid til mere refleksion.
Og jeg har gjort op med meget. For at give plads til nyt. Men også beholdt det som til stadighed holder.

Ansvar holder. Også når det gør ondt. Når jeg har lyst til at sige at det er de andres skyld. 'Hvis bare de ville gøre eller sige noget andet, så..... '
Holder nada.

Man sir til unge; 'det er frihed under ansvar'! Jeg si´r at når man bærer ansvaret har man også friheden. Man er aldrig fri, hvis man ikke tager ansvar for sig selv. Man forbliver offer. Offer for det liv man er født ind i. For hvad andre si´r til og om en. Eller gør mod en.

Jeg forestiller mig de fleste vil nikke genkende til det med at tage ansvar. For i teorien kender alle til ansvar. Også i praksis?

Meget af mit liv har jeg omgivet mig med mennesker, der på ingen måde tager ansvar. Som født ind i et liv, hvor ansvar er et rent teoretisk begreb, har jeg lært mig hvad det betyder i praksis.
At se mine egne skæve sider. Fx: Drama´en. Kynismen. Dominansen. Jalousien. Vreden. Og en masse mere. Noget er her stadig. Work in progress.
Andet er long gone. Sammen med de mennesker der lærte mig de forkerte ting i livet.

Jeg har gemt min ærlighed. Retfærdighed. Troen på ægtheden. Viljen. Dybden. Analytiske tankegang.
For nogen er jeg som en elefant et glashus, når jeg ikke holder mig til samtaler på Se&Hør niveauet. Nægter at fake en tilfredshed, når grunden underneden smuldrer. Men stiller krav. Spørgsmål. Er så umanerlig utålmodig.Uhøflig, at jeg ikke gider bruge tid på at kede mig i selskab med andre mennesker.

Så får jeg råt for usødet. Og det tager jeg gerne! Vrede eller ked-af-det-hed. Alt kan tales om.
Der er bare en ting jeg ikke tager! Og det er andres gæld! Den får de ta´ selv.
Også selvom/når de mener, de ingen har.

Jeg er måske nok en elefant i et glashus. En Pippi til kaffeslabaras med de fine damer.

Men jeg bløder trods min påståede tykke hud, når skærerne rammer. En stor blødende elefant.
Ramt af skarpe skær. Projektioner. Hadet der kyles efter mig. Erklæret skyldig i al ulykke.
Ikke Se&Hør niveau. Slet ikke.

Det må jeg leve med. Og videre fra. For jeg ved! At: If you fake it, no way you´ll make it!
Sorry, men jeg tror ikke på det!

Verden ser nok overfladisk ud. Med dets livsstilsbøger skrevet i løbet af fjorten dage på et arbejdsværelse.

Ikke fordi jeg tror på smerte. Og alt det med at det kun rimer på hjerte.
Jeg tror på glæde. Frihed. Ansvarlighed. Sorg. Lykke. Ægthed. Sammenhold. Autencitet. Konflikter. Løsninger. Samtaler. Kærlighed. Blandt meget andet.

Jeg ved vi udvikler os bedst, når vi er sammen. Også når det ikke er kønt.
Udvikling kræver egenansvar. At tage ansvar for sine egne følelser. Bl.a. ved at sige dem højt. Vise dem.

Som psykoterapeut har jeg igen og igen trænet klienter i det faktum, at ingen kan læse deres tanker. Og følelser! Det kommer som et chok for mange. Ja virkelig! For at få af verden hvad man ønsker, må man sige hvad man vil/ikke vil.

Mange tier. Forventer det er indlysende hvad de vil ha´. Ikke vil ha´. Bliver forsmåede, vrede, bitre, kede af det. Bliver ofre. Fastholder en ide om, at et skænderi eller en konflikt er uigenkaldeligt for relationer. Destruktivt for relationer! Så uheldigt, når det netop kan udvikle! Gøre os klogere på hinanden!

Hvordan skulle et ægteskab kunne overleve til guld, hvis man aldrig må være uenige? Skændes? For at blive venner igen. Samle sine hænder om den anden, for at gøre alt hvad man kan, for at rumme ham/hende.
Jeg mener, selvfølgelig findes der masser af ægteskaber, hvor man er sammen uden at vise hvem man virkelig er. Men hvor ønskeværdigt er det?

Vidste du i øvrigt, at børn der vokser op i familier, hvor man ikke (må) skændes, meget ofte udvikler depressioner som voksne? De har aldrig lært at håndtere konflikter som en naturlig del af et liv.

Men der er selvfølgelig mennesker, hvor man må indse forskelligheden er for stor. Hvor ens ansvar er at gå sin vej. Vende ryggen til.

Jeg er ikke ved at gøre 'inventory status' her de sidste dage inden operationen. Det er lige for dramatisk. Selv for en dramaqueen som jeg.
Det gør jeg ofte. Altså laver livsstatus.
Mærker min puls. Hvor er jeg i livet. Hvad vil jeg gøre bedre? Anderledes? Hvem vil jeg bruge mit liv med? Hvad mangler jeg? Og hvad har jeg til overflod? Faktisk kan jeg ikke forestille mig livet ret meget anderledes. End et inkluderet løbende status.

Jeg giver gerne nogle mennesker en chance mere. Mange chancer. Nogle gange for mange.
Men selv en elefant har begrænset mængder af blod. En dag vil elefanten være tømt.
Og dét! venter jeg ikke på.

Jeg render rundt med plaster på de her dage. Og har følt mig lidt dum. At min smukke naivitet alligevel blev brugt forkert.

Men så havde jeg en fantastisk drøm i nat.

Kender du det med tilbagevendende drømme? Dem man har over mange år?
Jeg har haft en, om en fyr jeg var forelsket i for mange år siden. Hvor jeg aldrig fik taget ansvar for mig selv. Det var umuligt fra starten af. Og jeg prøvede alligevel med største iver! at gøre det muligt. Det endte med en abort. Og hans 'jeg-vil-ikke-mere' i bybussen hjem fra hospitalet. Lige før hans stoppested.

I årene efter har jeg drømt jeg fik lov til at tale med ham. Sige det jeg ikke fik sagt dengang.

Til i nat.
Der kom jeg drønende på mine helt nye rulleskøjter. Nogle meget langskaftede nogle. De svang sig op ad mine ben for at snøres fast midt på låret.
Jeg grinede og grinede. Vinden susede i mit lange hår. Jeg var ung, højst tyve år. Fri. Fri. Fri!
Pludselig stod han dér. Prøvede at holde fast i mig.

- Hey, kom og kør sammen med mig! grinede jeg.
- Nej, jeg vil bare sige, at jeg tror du skal have hjælp. Til at komme dig over mig...
- Hvad?! boblede jeg af iver. Lykkelig over mine fantastiske rulleskøjter. For jeg var lige ved at lære at køre på dem! Farten. Bevægelse. Friheden. Ahhhh!

Så vågnede jeg! Lykkelig! Helt ned til bunden af min venstre fod. Som jeg ikke kan kontrollere.

Sikke en drøm. Hvilken power! En fantastisk drøm. Lige her, nu i mit liv! Lykke som gyldne bobler alle steder i mig! Tak!

Så i dag tager jeg plastrene af igen. Lader det være som må være. Ved jeg er o.k.
Selvom andre prøver at gøre mig meget lille.

Og selvom jeg må tage afsked.
Hvorfor holde fast i noget som gør ondt? Når jeg kan være ansvarlig, sætte mig selv fri. Og køre ud i det uvisse på mine drømme rulleskøjter!

Mens jeg nynner med på Annie Lennox´stemme:
'I´m much too tall, to feel that small!'

Vil gerne omdøbe Kvindernes Kampdag til Kvindernes Spred Fred dag!

2012-03-08T09:05:00.000+01:00

Kære kvinder!

Alle i smukke væsener! Også jer bitches!
I der er forsmåede. Bitre.
Dem af jer, der render rundt på 13 cm stilletter, har ungen på den en arm, kapitalen i den anden hånd. Og en medarbejder på hold i iPhone 4´eren.
Dem af jer der sidder med bøjet nakke fordi I har glemt der er et vindue lige over jeres hoveder.
Jer på den rigtige side af tv-skærmen, som frygter den uigenkaldelige møde med alderen. Fordi rynker på kvinder, bare ikke er som rynker på mandlige tv-værter.
Så dig dér, der har lånt dig til fame. Fanget ind af Se og Hørs lyskegle, men glemmer at livet er tiden i mellem den ugentlig ugeblads-udgivelse.
Mormoren der kaldes for det grå guld. Som spiser avokados og mandler for at klare overgangsalderen. Og læser om hvordan man lærer at leve i nuet. Men hvor blev årene af?
Og også dig ved siden af! På femogtredive, der aldrig fik børn. Du får østrogen tilskud, fordi du gik for tidligt i overgangsalder.
Dig der fik dine børn inden du blev atten & må leve med at blive råbt af på gaden: 'Se at få en hue på dit barn!' af bedrevidende ældre kvinder.
Dig der blogger om alle de andres fejl. Og næste gang du køber sko, køber dig til en centimeter mere i højden.
Dig der nøjes med at tænke det. Uden at udgive det.
Kvinderne der sidder i regeringen. Endelig med magten, som de drømte om allerede da de som teenagere meldte sig ind i partiet.
Jer kvinder der blev valgt fra ved sidste valg. Men gør kamprustningen klar. For en gang minister, altid minister.
Hende der kigger dybt i tarotkortene for at finde stjernerne.
Alle I kvinder der hader kvinder.
I kvinder der ligger jer på lagnet, for endnu en tørn. Ta´r trykket som ingen andre gider kende til. Nogle af jer si´r I gør det fordi I er så er rigtigt frie. I andre tier skamfuldt.
Dig derude på landet, som fra dit køkkenvindue kan se så langt, så langt, så langt over jeres marker. Og helt ind i næste uge, til den madplan du gør klar.
Kvinden der sidder foran pejsen, med fødderne oppe på hunden. Skriver på sin næste page-turner krimi. Fordi hun ved hvad kvinder vil ha´.
Dig der ligger i massagestolen i håb om at få løsnet dine tanker fra dit hjernespind.
Hende der pludselig væltede om, død.
Kvinden der nervøst lægger sidste hånd på sit værk inden udstillingen åbner.
Hende der danser sig fri. Om det så bare er for nu.

Vi er så mange. Så forskellige. Smukke. Grimme. Dygtige. Gamle. Kloge. Ubegavede. Åbne. Kunstneriske. Forsmåede. Omsorgsfulde. Rivalinder. Seende. Selvoptagede. Unge. Lykkelige.
Mange flere end jeg nogen sinde vil formå at beskrive.

I dag er kvindernes kampdag. Eller festdag. Jeg har altid syntes det skulle være en festdag også.
Kampen for at få fokus på hvad vi mangler.
Festen for at huske glæden!

Jeg er færdig med at slås! Kæmpe! Flosklen Godt brølt, løvinde! får mig til at lukke af.

Hele mit liv har jeg kæmpet. Og endda været stolt af at kunne kæmpe. Ikke give efter. Give op.
Men ved du hvad? Jeg er ingen kriger. Ingen amazone. Eller frontfigur. Jeg har forstået at ved at slås, glemmer jeg livet. Ved at blive stillet op som ikon for kvindens kamp, mister jeg mig selv.

For nogle år siden ville en 8. marts dag, være den dag hvor jeg udgav en bog. Havde to-tre foredrag rundt i landet. Gav interviews i medierne. Og hvor jeg elskede at være på. Gøre mit arbejde godt! For det er en fryd at gøre sine ting godt!

Jeg elsker stadig 8. marts. Og elsker at være kvinde. Elsker at gøre opmærksom på, hvad jeg ser der skal til, for at vi kan få fred. I vore hjerter.

Jeg hader ideen om hadet mod mænd. Både det reelle had som ligger hos nogle kvinder. Såvel som forestillingen om, at alle feminister hader mænd. Og at det at være feminist kun er for kvinder.

Der må være andre veje! Der er andre veje! End den sort/hvide tilgang til kønnene som vi fastholder i dag. Måske handler det blot om at vi holder øje for hinanden som mennesker? Ikke som køn?

Jeg vil gerne leve i fred. Og sprede freden.

På tirsdag

2012-03-07T17:48:00.000+01:00

Jeg har så få ord. I disse dage.
Prøver at beslutte mig for at skrive for at udgive. Skrive her til bloggen. Men. Jeg har ingen ord.
Der er intet galt med at have ingen ord.

Jeg tænker meget på, om kunst altid handler om smerte.
Er der ikke andet? Kan det ene kun eksistere med det andet?
Så vil jeg ikke være kunstner.

Som var det et valg...

På tirsdag skal jeg opereres igen.
Det gør mig ordløs. Det er der ingen kunst i. Jeg er langt fra kunst her, nu.

Jeg ved ikke hvorfor jeg opereres.
Kun at der bare ikke er andet at gøre.
Livet som nu, er ikke livet.
Alligevel forholder jeg mig til, at livet efter på tirsdag er livet. Uanset hvad.

Og mit gamle sortsind træder i karakter. Forbereder mig på det værste. Når jeg egentlig kan gøre det modsatte. Tænke; ja jeg bliver rask!
Men det klassiske - være forberedt på det svære. Som om det svære skulle blive lettere af det.

Jeg ved ikke hvad kirurgen ser, når han åbner min ryg på tirsdag. Ikke engang mit klarsyn kan se ind gennem min hud, muskler, sener, knogler, nerver, celler. Måske skal det ikke.

Når klokken er sytten, på tirsdag. Så ved jeg det. Måske er jeg rask. Og fatter slet ikke hvordan jeg kunne tro andet.

Pudsigt som man tænker på sin fremtid, når det er nutiden der kræver en allermest.
Jeg har altid tænkt for meget.
Lige nu vil jeg helst bare være.

Lad kirurgens hænder slå gnister! Pleze!

2012-03-06T08:20:00.002+01:00

Det er først nu jeg mærker en alvor.
Alvoren i det uigenkaldelige. Det forliste. Det som aldrig kan gøres. Perlekæden der ramte gulvet og aldrig igen lod sig samle.
Hvorfor er det først nu jeg mærker alvoren?

Lige nu vil jeg skrige. Men rummet er helt tomt. Og rekyllet fra mit eget skrig, vil slå mig for hårdt.
I stedet slår jeg på tasterne. Beder mit hoved give slip, lade ordene trille ud. Som perler. I kaos.

Familien er taget af sted til deres hverdag. Og luften presser sig fra neden under mine lunger. Luft vil bevæge sig frit, det vil ud. Men jeg er bange for at græde foran fysioterapeuter. De ældre borgere der træner deres ny-installerede knæ. Eller ham chaufføren, der har ruten forbi mig i dag.

Jeg kan udholde meget. Til tider alt for meget.

Overlægen ringede i går.
- Undskyld jeg har været så sen til at ringe. Men der har været problemer med at se billedet. Nu har jeg det.
Jeg genkender hans stemme. Den første læge, som hurtigt fangede hvad jeg har brug for.
- Ja.
- Altså, jeg kan ikke rigtig se noget. Måske er der lidt. Har du samme smerter som da du var her?
- Ja.
- Og det var samme sted inden operationen?
- Ja.
- Hm. Der kan godt sidde noget at klemme lidt. Måske. Men jeg kan ikke se det med sikkerhed.
- Okay.
- Jeg ved jo du ikke så gerne vil opereres. Men jeg vil stadig gerne tilbyde dig en operation. Men jeg kan ikke love noget.
......
- Jeg skal lige forstå. Siger du at du først skal åbne min ryg førend du ved, om der sidder noget og trykker på nerven?
- Ja.
- Og at du ikke ved, om jeg kan blive rask? At det først er tiden efter en operation, der vil vise det?
- Ja.
- Okay.
- Hvis der sad en stor fed discus prolaps ville jeg ikke være i tvivl.
.........
- Jeg vil gerne opereres. Der er intet at vælge mellem. Som jeg lever nu... Det må prøves!
- Ja, du kan ikke leve sådan.. det jo.... Der bliver ringet til dig imorgen mht. en tid. Jeg kan måske i næste uge.
- Okay. Tak.

De røde sko med store gyldne stjerner står endnu fremme. Pryder hygge-læse-krogen. Den spot jeg endnu ikke har kunne indtaget. Skoen som jeg købte for at minde mig om: Hey! Kom ud og gå! Lad dine smukke sko flashe i solens stråler!

Lige efter min første operation kunne jeg kun rumme den virkelighed jeg havde kendt indtil da. Og det skulle bare gå hurtigt med at komme tilbage til den.

Efter nogle måneder kom de forbudte tanker.
- Har du da givet op?
- Nej da!
Omgivelserne har brug for at jeg bliver ved med at tro på mig selv, i den udgave 'mig selv' var.
Før operationen.

Lige nu prøver jeg at forstå, hvad jeg behøver forstå. For at klare det jeg skal.
Der er aldrig nogen garantier. Heller ikke nu.

Og jeg har stor respekt for en kirurg, som mærker han skal være helt ærlig over for mig.
Den første kirurg sagde jeg ville blive helt rask. Forlade hospitalet uden krykker. Dagen efter operationen. Som de fleste andre ryg-opererede gør.

Jeg har brug smide et klæde af drømme over min virkelighed.
Måske vil den næste operation lykkes? Netop fordi han ikke lover den vil gøre mig rask?

Og jeg vil gå derfra. Uden krykker.
For snart at gå et forår i møde. På mine drømme sko med gyldne stjerner på.

Se glæderne. Storheden. Altid! Allevegne!

2012-03-02T14:13:00.003+01:00

Før september 2011 troede jeg aldrig jeg kunne blive et menneske der blev hentet i handicapbus. For at komme til genoptræning.

Før september 2011, var jeg hundrede procent sikker på atjeg aldrig ville gøre mig på krykker. Eller i kørestol. Medhandicaptransport. Genoptræning.

Med at kæmpe for at få strømper på. Eller med at hente engaffel. At holde min egen hygiejne. Med alt det som jeg fra mit professionellevirke kender som ADL funktioner. AlmindeligDagligLevevis.

Miste min indtægt.

Være så hjælpeløs. Og sårbar. Ikke kun styre mit ben. Fod. Være på morfin. En skildpadde lagt på ryggen.

Et liv så langt fra alt, jeg havde skabt.

Mine stilletter. Mit by liv. Interviews. Mokkamøder med folketingspolitikere. Ministre.

Foto-sessions. Mødet om fremtiden.Skrive. Male. Klarsyns-sessions. Terapeut-sessions. Shoppe-session. Arbejdsmøder på yndlingscafeer. Hænge ud med veninder på yndlingscafeer. Tage alene i biografen midt på dagen. For inspiration. Jeg havde travlt med at bevæge mig i alt det jeg elsker.Opfylde mine drømme.

Selvfølgelig, sådan skal livet være! Sådan forventer vi livet skal være.

Jeg gør det heller ikke med smukt. Klarer mig hvor jeg er nu.

Men rummer dettrods. Manglen. På det sociale liv. På cafe-livet. Byens liv.

Eller at køre min elskede Chrystler Cruiser. På motorveje. Istedgade. Nyhavn.

Stå ved mit hav. Mærke friheden. Tage på Arken, mærke kunsten.

Gå morgenturen med Gandh, mens jeg stille vågner.

Besøge en veninde i Jylland. Ungerne med på bagsædetfordi vi lige hiver et par dage ud af skolen.

Køre til min kære veninde. Hvis søn er livslangt skadet. Motorcross. Foran ham lå verdensmesterskaberne. Nu ligger de utilgængelige. Han har kæmpet sig tilbage. Har mere end halvvejs kontrol over sin krop. Men der er stadig meget tabt. Især når man endnu ikke har ramt femogtyve år.

Jeg er well off, i forhold til så mange. Jeg har så meget. Kan så meget.

En anden veninde måtte modvilligt afstå et bryst tilkræften. Og er fortsat i gang for at vinde kampen om sit liv. Og hun keere sig for mig, som var det mig. Ikke hende. der var ilde stedt. Det er dybt rørende. Dybt.

Så ved jeg at jeg ikkeskal kny.

For det bliver petitesser med prinsessemaner,hvis jeg klynker over at have ondt.
Jeg er jo blother for en stund. Syg og handicappet.
Det er en del af den mængde livserfaringer jegskal gribe til mig i dette liv. Inden jeg rejser mig igen. Går ud til et livet. I dets nye endnu ukendte version.

Klart, jeg bliver grebet af Sorte ind i mellem. Dage hvor jeg ikke har kræfter. Ikke gider. Fuck off! til lægerne. Nogen må være de dumme!

Når jeg har lyst at bande, svovle. Kyle krykkerne hen adgulvet. Så gør jeg det.

Smider fucking eder og forbandelser. Desværre kommer jeg til at ramme et forbipasserendefamiliemedlem ind i mellem.

Først når Sorte har trukket sin ånde væk fra mig,kan jeg tænke igen. Sige undskyld til det stakkels familiemedlem der uforvarent blev skyldig.

Nogle gange er det træningen der skubber Sorte af vejen.

Eller solen. En rar hilsen. En sjov film. Grinetur med familien. Meditationen der får mig fokuseret.

At give slip.

Jeg har lært, at jeg skal lære, at give slip. Når jeg holder fast bliver jeg for bekymret. For imorgen.

Så gør også nuet mere ondt. Er mere umuligt. Mere handicappet.

Hvis nuet leves på krykker, bliver fremtiden handicappet. Det kan jeg ikke tillade. Uanset hvad jeg må face rent fysisk.

Jeg har lært, at jeg skal lære, at leve med livets uforudsigelighed. Altid. Ingen garantier.

Intet der kun sker for de andre. Det sker også for mig. Og mine venner. Døden eller handicaps er også inden for min livsfære.

Og når det sker, har jeg fandendælendylme at fokusere. Se glæderne. Storheden.

Altid. Allevegne!

En curly OP watches Fatal Attraction wearing Tibet

2012-02-29T10:00:00.003+01:00

Gik op for mig, at jeg ikke kan gense Fatal Attraction uden at gense mine 80´er curls.
Så med mit fordi-jeg-ikke-kan-komme-til-frisøren-hår, er det snart langt nok til et revival! Så krøllerne blev sat i. Filmen kan fortsætte! (selvom jeg ikke er helt sikker på, jeg ikke blir forskrækket over at se det med kaninen igen...)

Et portræt af mig. Nok syg. Med smerter. Bleg. Triste øjne.
MEN tilgengæld med den smukkeste røde tibetlam vest.
Og matchende håndledscuffs efter eget design.

Syet af Rebecca Pape.

Den 8 årige fødselsdags-tøs eksistentielle dilemma

2012-02-28T11:28:00.005+01:00

- Ved du hvad jeg allermest ønsker mig til min fødselsdag? Og som er noget man ikke kan skrive på sin ønskeseddel?
- Nej, hvad?
- At du bliver rask. Det vil jeg hellere have end min fødselsdag. Eller noget som helst andet i verden!

Sådan sagde hun, da vi lå side om side og jeg puttede hende for natten.

Jeg ku´ ikke trække alvoren ud af hendes blik, da jeg med let hånd mærkede hendes kind. Jeg som havde håbet at ku´ give hende en ubekymret 8 års fødselsdag.

Vente med næste operation til efter. Sætte alt på 'hold' til efter. Skjule min smerte bag glædessmil, bare for en tid. Give hende lidt for mange gaver - når der er så meget jeg ikke kan.

Og må igen sande at blive konfronteret med bevis på, at vi som forældre kan guide & opdrage. Ønske og ville. Men på ingen måde styre vores børns væsen. Og tankevirksomhed.

Gud, hvor jeg så inderligt gerne ville bestemme, at hun ikke skulle tænke på det svære! Kun glæde sig som et lille barn. Til at blive otte. Med fest, gaver, gæster og smil, smil, smil. Smil.

Nu nærmer hendes dag sig. Og jeg glæder mig som en otte-årig til at puste hende vågen med morgensang, flag, friske boller. Og en bunke af gaver!

Operationen bliver efter hendes dag. Jeg har sagt til hende, at den dag da må intet handle om jeg er syg. Da leger vi og hygger os. Ingen sygdoms snak. Operationssnak. Og jeg gemmer mine smerter.
For det er det næstbedste jeg kan gøre for min tøs. Den dag.

Vi forældre kan langt fra gøre det bedste for vore børn. Må ofte vælge det næst-bedste. Måske tredjebedste. Det er livet. Vores. Deres.

Og det er faktisk den mest perfekte måde at leve sammen på. Med al den skævhed. Fejlene. Ægtheden. Når vi tager vores personligt ansvar på os. Ikke frygter at se ærligt på sig selv. Bære sine fejl. Kunne sige undskyld.
Hey, findes der anden måde du kunne forestille dig bedre end det? Tror jeg ikke.

Chokolade affæren

2012-02-28T08:34:00.003+01:00

Jeg har opdaget endnu en sfære i vores fantastisk univers.
Chokolade sfæren!

På Valentines kom min mand pligtskyldigt med blomster og chokolade.
Han havde pakket sin irritation over det her reklame- commercial stunt godt ind i et rødt blikhjerte med fyldte chokolade. Og jeg er helt enig med ham! Det er bare en adopteret US ting, at drible rundt efter Valentines dit og dat.
Nej jeg er ikke en Valentines-kvinde. Vil meget hellere have friske blomster til stuen, når de andre visner.

Manden er skøn, vil gøre alt for at få et smil fra mig. Blomsterne var smukke, og chokoladen blev gemt væk til en anden sød dag. Og jeg elsker min mand for at ville gøre alt for at få mig til at smile!

Chokoladen var gemt. Til en aften hvor jeg tog en sovepille. Det gør jeg cirka en gang om ugen, for at få en søvn uden opvågning pga. smerterne. Og jeg bliver skæv. Og får ædeflip! Derfor kastede jeg mig jublende over mit blikhjerte. Uden at tømme det dog! Men tænkte snusfornuftigt, at der også skulle være til en anden af mine søde tænder. En anden dag.

Problemet var så bare at jeg ikke kunne huske hvor jeg havde lagt det halvtomme røde blikhjerte!! Jeg ledte og ledte. Alle! de steder jeg plejer at gemme slik og chips for børnene. Og derefter alle de steder jeg gemmer slik og chips for mig selv! Det var der bare ikke! Hallo! Godt nok har vi ånder her i huset, men de plejer ikke spise af vores slik!

Så blev det sove-pille dag. Og da jeg blev godt skæv, blev jeg også godt lækkersulten.
Og gik direkte hen til kommodeskuffen. Den kommode, som er Niels´. Med hans sokker og underhakker i :/ Og øverst en lille smal skuffe med dimse-ting.
Resolut åbnede jeg skuffen, vupti! Der lå hjertet og blinkede rødt!

Altså, hermed konkluderet at;
jeg har en særlig sfære jeg indtræder i når jeg er sovepille-skæv.
Hvor jeg foretager mig ting, som jeg kun kan huske. når jeg atter er i den sfære!

Nøj, vi har møggrinet af chokoladeaffæren siden!
Pænt spooky. Og pænt sjovt!

Mærkeligt nok opdagede jeg også, at jeg nok kunne huske hvor det røde hjerte lå. I knokleskæv tilstand. Men min erindring om kun at have spist et par stykker chokolade, ikk?
Nå, ja, det var så ikke helt så præcist.
Der var faktisk kun et stykke tilbage jeg kunne lide!

Hyacint-Englen

2012-02-25T14:20:00.000+01:00

Fri mig for det pædofile slaraffenland aka DK

2012-02-25T13:27:00.001+01:00

Vi, der er blevet misbrugt, kæmper for at overleve.

Mange bukker under, andre klarer den. Få af os får et godt liv. Det koster bogstaveligt blod, sved og tårer. For ikke at tale om penge. Samfundet betaler inden for social- og sundhedssektoren.

Man selv betaler for at få samlet sig selv, de opskårne håndled eller sindssygen i hjernen sammen.

Jeg har fx betalt mange hundrede tusind kroner for terapi.

Mange af os ville hellere være døde end leve med misbruget på vores kroppe. I vores sind.
Døden føles ofte som den eneste måde, hvorpå vi får fred for et evigt påtrængende mareridt. Nat og dag.

Det kræver ubeskriveligt meget mod. Vilje. At rejse sig fra den dynge af slam, som forbryderen har efterladt sig. På os. Og det kræver, at nogen omkring os forstår, hvilke behov vi har for hjælp!

Blandt andet det rent juridiske behov - ja for selvfølgelig (!) skal der ikke være en begrænset forældelsesfrist for seksuelt misbrug af børn!

Ligesom der ikke er en forældelse på anmeldelse af mord! For smerten varer ved. Dræber vores evne til at leve.

I dag kan vi anmelde til vi er otteogtyve år.
Det vil sige, at man har lagt ti år ovenpå den tidligere forældelsesfrist, der udløb ved det 18. fyldte år.
(Det var vist i slut 90´erne, man lavede den lov om.)

Det er bare langt de færreste, der er klar til at anmelde før efter de omkring tredive.

Det er for mange en terapeutisk proces med at fralægge sig skam og skyld.
For at turde anmelde. Og mange gør det aldrig. Af hensyn til familie. Eller dele af familie.

Ofte er seksuelt misbrugte mennesker nemlig utroligt hensynsfulde.
Mere præcist grænsende til selvudslettende.
Og har meget ringe evne til at passe på sig selv. Sætte grænser.
Hensynsfuldheden vendes ikke mod en selv, men mod omgivelserne. Anmeldelse er derfor ingenlunde oplagt. Evnen til at passe på sig selv, skal ofte oplæres gennem længerevarende terapi.

Jeg ved godt, at det er så godt som umuligt at bevise, man er blevet seksuelt misbrugt.
Især da tyve år tidligere. Med mindre der var vidner. Eller døde.

Nok lige så umuligt som det er at bevise et år efter, to måneder efter, syv år efter. Jeg mener, det er altid så godt som umuligt! Og derfor frafaldes meget ved politiskranken.

Og fortæller det ikke at vi må lave et bedre system til at tage sig af misbrugte?

Mange påstår man bare kan anmelde nogen for pædofili. Og så er den anklagedes liv ødelagt!Nej! Man kan ikke bare anmelde nogen for pædofili eller anden seksuel overgreb. For nej! Politiet gør ingen sag, hvis ikke politi har noget de tror på, kan holde i retten (beviser eller vidner). Så før de peger på nogen med anklager, er der en lang proces forud. Meget længere end at gå til politiskranken og sige: 'Hr. Jensen i nr tolv, har misbrugt mit barn!'
Folk tror at politiet derfra kører ud til hr Jensen. Det gør de ikke!
Der skal heldigvis mere til.

Selvklart at man som borger ikke bare kan beskyldes og anklages i flæng!
Men hvorfor bruges det som så til stadighed (!) som argument for, at man ikke må tale om sager i medierne, hvor der allerede har været en dommer inden over og valgt ikke at navnebeskytte?

I vores samfund tilgodeser man kun den ene part. Det ses i lovgivningen, retssystemet, befolkningen.
Men hey, det lever mange pædofile og incest-forbrydere frit på.
Bl.a. min far.

Til gengæld kan jeg risikere fængsel op til et halv år, bl.a. for sætningerne oven over!

Da jeg ikke må anklage uberettiget. Når jeg nævner min far der ikke er dømt, så anklager jeg uberettiget. Det gør jeg også uden at sige hans navn faktisk. Fordi der er nogen der ved hvem han er.
Derfor kunne jeg i sin tid ikke udgive min bog Sirenesang, som selvbiografisk. Men måtte dele den med fiktionens verden!

Heldigvis begynder der at samle sig et flertal i Folketinget. Måske får vi inden for nogle år en lovændring. En ny forældelsesfristen ved seksuelt misbrug af børn. Måske.

Og måske vil det en dag være muligt at få juridisk opbakning, når man er seksuelt misbrugt som barn.
Man har bl.a. på Island et Barnets Hus, hvor mange instanser arbejder tværfagligt ved anmeldelse om seksuelt misbrug af et barn. I erkendelse af at lovgivning og retssystemet som vi også kender det i Danmark, på ingen måder yder retfærdighed.

Men Danmark er ikke Island. Eller nogen af de andre nordiske lande som er langt foran.
Vi er så håbløst bagefter i DK. Hvorfor?

For nogle dage siden, var der en fb-bekendt, der først skrev et eller andet på thai, som jeg ikke forstår mig på. Og derefter stod der; 'Eller svøm til Sverige, Odile Poulsen!'
Det var en dansk mand. Det kunne jeg se ved at tjekke hans timeline. Fotos hvor han er omgivet af thaikvinder. Så jeg tror der stod noget med *Hold kæft/mund/kaje - Ti Stille!* på thai. Efterfulgt af det der med at svømme til Sverige.
Mærkelig opførsel, ikk? Hvorfor ville han på min venneliste? For at skrive noget crap til mig? Jeg får så meget af den slags, fra danske mænd.

Jeg er blevet et omvandrende trusselsbillede på den danske mands frihed til at købe sig til sex med børn og kvinder. Well, det er heldigvis langt fra alle danske mænd der tænker sådan. Der findes Gud ske tak og lov danske mænd, som er meget maskuline. Som foretrækker kvinder, der møder dem ligeværdigt. Sexede og med en kæft der ikke holder inde, fordi en mand er tilstede.

Og heldigvis tænker ikke alle politikere som Tom Benke:

”Hvis man ikke har modet til at anmelde som 28 årig, har man det heller ikke som 58 årig!”
Han er som alle ved tidligere politiassistent. Og tænker nok som mange politifolk gør.

Og derfor kan man heller ikke forvente meget imødekommenhed hos politiet.

Men hey, det lever mange pædofili frit på!

Måske kan Regeringen ikke enes om en betalingsring. Men det kan være der bliver plads til at beskæftige sig med lidt andet end den ring så.

Og med lidt held kan folketinget gå hen og blive synonymt for overskud, kompetence, empati, intelligens og mod.
For er det ikke på tide, at der tages ansvar? Altså for børnene. Ikke for de pædofile eller andre seksualforbrydere.

Forår. I mit Kongeskib.

2012-02-25T12:32:00.002+01:00

Pornofri zone i skolerne, tak!

2012-02-23T18:49:00.000+01:00

Jeg er forælder til to børn i første og fjerdeklasse, og har desværre opdaget, at det på ingen måde er normalt, at have et filter på skolens computere, der beskytter eleverne mod pornografisk materiale. Et filter som let downloades fra for eksempel Red Barnets hjemmeside.

Det er ikke engang uoverskueligt rent økonomisk. Jeg mener, bør det ikke være indlysende for alle skoler, at man har et filter mod porno på de computere, som mindreårige elever skal modtage undervisning på? Nej det er ikke. For Københavns kommune er det alt andet end enkelt.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at mindrseårige elever ikke magter at overskue internettets funktion og sammenhænge. Det betyder, at de dermed ikke er i stand til at forudsige, at de vil kunne poppe ind i pornografisk materiale, når de sidder og laver skolearbejde.

Jeg er heller ikke i tvivl om, at det er et voksent ansvar at sikre børnene. Skolens ansvar består blandt andet i et filter, men også at lærerne er klædt på i viden om sikker chat og grooming, så de kan undervise børnene i samme.

Det er faktisk ikke svært at få viden om de her emner. Man kan blandt andet hos Red Barnet få meget viden og ekspertassistance.
Og jo! Lærerne mangler viden og undervisning i emner om overgreb på børn. Uanset hvilke slags overgreb vi taler om - på internettet eller i den fysiske verden!

Ved en høring forleden oplevede jeg en ung lærerstuderende fortælle, hvordan hun var blevet affærdiget af sin lærer på seminariet, da hun spurgte efter de signaler, børn og unge udsender, når de har været udsat for seksuelt overgreb.
Svaret fra seminarielæren lød: "Der er ikke nok viden om det, så det kan vi ikke hjælpe jer med!"
En lodret misforståelse.

Det er på tide at videregående uddannelsesinstitutioner beskæftiger sig med et alt for tabubelagt problem. Jeg mener, der sidder flere elever i hver danske klasse med en oplevelse gemt i dem, som handler om seksuel overskridelse. Hvor går de elever hen, når der ikke er voksne professionelle omkring dem, til at se og imødekomme dem?

Tilbage til porno på nettet, som dropper ned over så små elever som børnehaveklassebørn. Hvordan skal den elev som uforskyldt får smidt et pornografisk foto i hovedet, forholde sig, når eleven mødes med skældud fra læren: "For den slags må man ikke se på!"?
Der er meget langt endnu før vi har lært at beskytte vores børn mod overgreb - selvom alle børn har en menneskeret til at være fri for overgreb.
Men kan vi ikke som det mindste sætte anti-porno filtre på skolecomputerne?!

(indlægget er en klumme jeg skrev til Oestrogen 2011).

Engle og Dæmoner. Er det sådan vi vil se det?

2012-02-21T14:06:00.000+01:00

Meyer har ansat en bagerlærling. Fra forbrydelses-kommodens nederste skuffe.

En satanisk franskmand. Jaloux som ind i helvede. Og med storhedsvanvid nok til at matche Gud. Derfor tog han en jernstang. Tævede sin yngre danske model smukke exkæreste, primært med ansigtet som mål. Og sendte hende så lige lukt til helvede fra tredje sal.
Om han selv havde forestillet sig at ende i paradiset. Eller i helvede ved siden af hende? Det ved jeg ikke. Men de overlevede. Og begge blev de ironisk nok indlagt på samme hospital, for at modtage lægers ekspertise.

Han overlevede uden større mén. Fik en mindre fængselsdom, dvs. seks år. Var hun strøget til himmels i stedet for at forblive i det helvede der ventede hende (som hun stadig befinder sig i) havde han fået mindst tolv år.

Det forfærdeligste i dette er, at den unge kvinde, er halvt invalideret. Kæmper med den ene operation efter den anden. Kæmper for at blive taget alvorligt. Blive hjulpet og møde omsorg i vores sundheds-og sociale system. Det synes nærmest umuligt.
Og oven i det, kæmper hun med at dæmoniske mareridt og flashbacks af det umenneskelige overgreb hun måtte gennemleve.

Meyer har ansat den dæmonisk franskmand. Fordi han forsøger at vise medmenneskelighed.
Men også fordi han tror på det gode i mennesket. Og samfundets opgave med at hjælpe dem, der ikke følger med.

Det skaber stor panik! Had. Vrede. Polarisering. I samfundet!

Den forfærdeligt maltrakterede unge kvinde, har skrevet en fantastisk begavet og rørende kronik om hendes liv. Om hendes kamp. Om hendes u-muligheder. Om den manglende hjælp i vores system. Hun er svigtet og knækket - ikke kun i knogler. Og hun bærer al ret til at ville have hævn! Men også til at få lov at være i fred for en mand, der skabte hendes helvede! Hun ville ikke kaldes for offer, men bare have retten til at skabe sig et nyt liv. Med hjælp fra samfundet.

Det skaber stor panik! Omsorg. Hjælp. Indsamling af penge. I samfundet.

For Dæmonen får hjælp til at resocialiseres. Får en uddannelse som bager, måske.
Og Englen får modstand og u-muligheder. Og modstand når hun vil uddanne sig.

Borgere farer i flint, blæk eller pengepung! Polerne er pudset op.
Hvis man ikke synes det er synd for hende og at Meyer virkelig har dummet sig, er man en kold skid.

Men hvad nu Meyer ikke er drevet at hævn overfor Dæmonen? Men er drevet af et ønske om, at skabe et samfund, der rummer både hjælp til Englen og Dæmonen?
Er det svært at forestille sig?

Jeg mener, at vi udhuler vores egen menneskelighed. Når vi nægter at rumme både Englen og Dæmonen. Og når vi nægter at skabe et samfund, hvor de begge kan få hjælp.

Trangen til hævn er hendes. Englens. Hendes alene! Og den er hende vel undt!

Vi, der står uden, har ikke den ret! Samfundets hævn er udført i form af den straf Dæmonen fik. Uanset den måske skulle have været anderledes udformet.

Men vi sympatisere ikke med Englen ved at ville hævn. Ingen af os bliver bedre mennesker af det.
I stedet skal hun have al den hjælp hun har brug for. Så hun kan koncentrere sig om sit liv.

Og vi skal skabe et bedre samfund. Slutte fred med dæmonerne. Lade dem blive menneskelige. Og lade englene blive på landjord.
For når alt kommer til alt, er vi alle mennesker! Englen, Dæmonen, Meyer, jeg. Og dig.

Aftale hos Doctor Doo-Litlle

2012-02-21T12:46:00.003+01:00

Jeg har brokket mig. Offentligt. Her og måske der.
Over hvordan jeg sættes på 'hold' i et hospitalssystem. Jeg kunne skrive kronik, debat- & blogindlæg, breve, klager. Om manglen på empati. Menneskelighed. Udsultet hospitalsmure som efterlader os kolde. Patienter og personaler.

Jeg kunne gøre det. Før i tiden ville jeg også have gjort det. Skrevet klager, fået nogen navne frem. Hvem der gjorde det helt unødvendigt smertende. Hvem der undlod at gøre det nødvendige. Alt det der.

Det kan også være jeg gør mere ud af det. Senere.

Når fremtiden er blevet hentet ind af nutiden.
Når jeg ved hvem jeg er; patient eller expatient.

Indtil lige nu har jeg gjort krumspring for at undgå at forholde mig. Til imorgen. Hvor min nutid har suget fremtiden op i sig, som en kæmpe stor gulvvaske-maskine, der suger vandet op efter endt brug.

I går fik jeg et brev. En indkaldelse til en overlæge på privat hospital med speciale i rygkirurgi.
I morgen. Så i går, ignorerede jeg brevet. Smed det et sted, for at undgå at blive konfronteret med det. Som det chokolade jeg gemte i sidste uge og endnu ikke har fundet.

Enormt effektivt. I hvert fald når det gælder den hjerteformede røde metalæske, hvor jeg kun har nået at spise halvdelen af chokoladerne. I en sovepille døs. Og så gælder det ikke, for jeg kan ikke huske at hvordan de smagte!

Men brevet lå selvfølgelig og gloede på mig her til morgen.
- Har du nogensinde haft problemer med narkose?
- Har du pårørende der ikke må underrettes om din journal?
Ja. Ja.
Skal nok. Kommer til at gøre det. Bare....senere.

Jeg vil helst være på 'hold'. Fandt jeg ud af, dér i går.

Men nu er det i dag og det skide brev ligger der og.... Og.... Og....
I morgen skal jeg ind til doktormanden. Og det føles som om jeg umuligt kan forberede mig.
Der er ingen win-win situationer her.

Jeg er et lille barn der stikker fingrene i ørerne, mens jeg synger højt. Og falsk.

Der er de der stunder i ens liv, hvor man ønsker tiden skal vare for altid. Eller at den oplevelse man er i, aldrig må ende. Når man ligger med den man elsker. Og ens kærlighed er ny, frisk, lysende.
Og den største gave man nogen sinde har turdet drømme om.

Så er der dem hvor man ønsker man kunne trække tiden tilbage. Som en rulletrappe der kører baglæns. Så de mest pinlige/stupide/infame/hadfulde/vrede/ynkelige/? handlinger man lige har gjort, aldrig var udført. Dem lærer man at blive bedre til at ryste af sin skuldre med alderen.

Men alt det er bare ønsketænkning.
Det er bogstav efter bogstav jeg fletter sammen. Krumspring for at undgå at sætte bogstaverne på det brev.

Og imorgen kommer uanset jeg vil det eller ej.
Og jeg kommer til at deale med hvad der end bliver sagt.
Men først i morgen!

Normalt ved jeg hvad jeg gerne vil have. Hvad mit ønske er. Målet for en given situation.
Men det er jeg blank på nu.
Jeg har tre mulige scenarier, som jeg kan se. Nej, lad mig korrigere, tre u-mulige scenarier!

Så, hm. Jeg tror jeg krumspringer lige så længe jeg kan. Til imorgen. Hos doktormanden.

Giv Mor og Far og krisen sparket, Og sæt dig selv i førersædet!

2012-02-20T12:14:00.004+01:00

Jeg ved godt man skal følge med i tv. Aviser. Radio. Men helt ærligt!
Hvad er det jeg skal have ud af hele tiden, at få besked om krisen kradser & konkursen kværner kapitalen. Det ´sgu da rent masochisme!

Hvordan kan man undgå at blive påvirket negativt, når dommedagens komme proklameres skingert, skråsikkert og med samme sensationelle trang, som voldtægt af en ti-årig?

Ejer du bolig, går du på tvangsaktion. Har du arbejde bliver du fyret. Er du arbejdsløs ryger du af dagpenge og på kontanthjælp. Har du pension, stjæler staten den. Har du investeringer, går banken bankerot.

Og går vi alle bankerot, hvor går vi så hen?

Jeg vil have at Bankeråt stadig er den cafe jeg hang ud på i 90´erne. Hvor jeg kunne løbe på Steen Jørgensen i gaderne omkring. Og hænge i lidt at hans stardust. Jeg vil at Bankeråt stadig får nye bartendere, der smiler sødt til de unge kvinder. At de stadig slænger sandwiches over metaldisken til den nye slæng af 30+ ´ere.

At jeg stadig kan gå på Bankeråt en dag. Få min latte og den der gode sandwich med emmenthaler, sure pickles og oliven. Stadig hænge på Bankeråt selvom det er ti år siden jeg var en 30+ ´er. Uden at føle mig fejlplaceret i rum og tid. Også selvom 'min' yndlings bartender forlængst er blevet en kendt skuespiller. Og Steen Jørgensen er gået på mainstream TV i bedste sendetid.

For tiderne skifter. Og jeg går med. Når det stadig er smukt, vil jeg gerne med!
Ja! Tag mig endelig med! Jeg nægter at gå mentalt bankerot. Does that make me a shallow person? Not.

Livet har budt mig meget. Gjort mig klog. Og krævende. Jeg vil have det hele, do not settle for less.

Som barn lærte jeg at tro jeg ikke havde lov at leve. Jeg forstod at klappede henrykt, når jeg fik et spark. For tænk nogen mærkede min eksistens nok til at blive pissed!
Findes der større fattigdom? End at tro sig så uværdig til livet, at det at modtage skal gøre ondt?

Hvorfor tro alt har en gæld? At der skal blod, sved og tårer til, før vi kan nyde? Behøver vi virkelig forsætte alt det kævl med, at du skal have dig en fornuftig uddannelse. Så du kan få et fornuftigt job. For du kan nok ikke klare dig som musiker/danser/maler/skriver/etc. Gider vi blive ved med at tro på alt det? Hva´? Fylde vores børn med det?

- 'Uha, pas nu på når du går over vejen, for hvis ikke du har dig en uddannelse, kan du blive gravid, og hvem skal så vaske dit tøj, når du ikke får et arbejde, til at give mig nogle børnebørn, hvis du er pensioneret..' og bla, bla, bla.

Når man er født ind i fattigdom, er det svært at tænke andet end fattigdom. Alligevel er man tvungent til at tænke i overflod. Se alt det man vil ha´. Drømme. Og vide man hører til et andet sted. Hvorfor være masochistisk, når det er muligt at modtage uden smerte?

Det er ikke vreden der sætter en fri. Men tilgivelsen. Af en selv.
Så man må på ægte vis mærke, at det ikke er nogens skyld man lærte at tænke fattigt. Det var som det var. Og hell ja! Gu´ gjorde de det alt for ringe, Mor og Far! Men mellem dig og mig - tro mig!
Livet bliver hverken rigt, let eller mere indbydende af, at være pissed på dem altid! Eller føle sig tynget af deres gæld altid! Det er lige modsat!

Og jeg ved godt jeg som psykoterapeut kan tjene mange penge på at tale om alle dem der bærer skylden for at vi har det ad h...til. Og det kan godt være det ville lønne sig i min pengepung, at tale og tale og tale om 'dengang'. Og ja, gu' bærer de skylden!

Men vi bærer selv ansvaret. For nu og for fremover. Jeg vil meget, meget hellere tale om vores eget ansvar. For at blive lykkelige. Eller for at blive tilfredse. Eller for at blive rige. Eller for at nå vores drømme. For at tænke rigt. For at droppe bankerot-tankerne.

- Det kan du sagtens sige.
Jep. Det er ganske let at sige det. Også derfor jeg opfordrer dig og mig til at gøre det.

Jeg begyndte for et par år siden, at bemærke hvor meget negativt ævl, jeg brugte tid på og energi på at tænke i. Jeg frygter det ene. Bekymrer mig over det andet. Tror noget negativt om det tredje. Bliver ked af noget fjerde. Forventer dårligt om det femte. Husker alt det der var før ground zero.
Hvorfor? Når jeg i stedet kan se frem til det ene, glæde mig over det andet, tro noget positivt om det tredje. Blive glad ved tanke på det fjerde. Forvente en fest om det femte. Og lukke ned for før ground zero.

Vi er kulturelt opdraget til at tænke negativt om før, nu og efter. In case noget sku´ gå galt. Så er vi sgu for ind i helvede da forberedte! Og så er det sikkert det går galt. Hvordan skal vi genkende succes. Hos os selv. Hos andre.
'Heldigvis' har vi et værn mod succes: Janteloven.

Jeg er færdig med det! Lige så færdig jeg er med at lade gerningsmænd fra min fortid terroriserer min nutid og fremtid. Lige så færdig er jeg med Jantelov. Og krisetidssnak. Og terapi-snak der måske nok lukker hullet i min lomme. Men efterlader klientens hul til fortiden vidt åbent.

Det skal være sjovt at leve! Vi skal elske! For det er kun i hadet vi mister!
I hadet mister vi vores allerstørste aktiv; os selv! I stedet for at kigge os over skulderen skal vi se frem.

Og det skal være sjovt at arbejde! Jo, fandeme jo! Arbejd med det som er leg!Jeg har taget et hav af uddannelser - men bruger ingen af dem!

- Det kan du sagtens sige! Ja gu' kan jeg så. Og jeg bliver nødt til at sige det igen. Igen. Igen. Igen.
For jeg er på vej mod mine drømme. Lærer hver dag. Når jeg dykker ned i den sorte dynge af umuligheder, skal jeg tvinge mig selv op, op. Op igen. Se det smukke! Se hvor jeg vil hen!

Hvis jeg skal se hvor jeg vil hen, bliver jeg nødt til at slukke væk fra bankerot-medie-dækningen.
Som forleden hvor jeg slog over på en koncert med Lady Gaga. Og vendte på en tallerken fra min Jantelovs-dækning af hende til at blive lalleglad fan.

For det er jo præcis dét budskab hun også har! Hun er blot meget yngre, har heldigvis fattet pointen meget tidligere i livet end jeg har. Og er endt på stjernehimlen hvor hun hører hjemme.

Så der er masser af håb! Jeg stikker ungerne en plade med Lady Gaga i stedet for en med det pladderballejammer vi plejer at stikke ud til børn!
Cuz U ´re born this way, baby!

Hvad fa´en har kaffe at gøre med ny cup-size?

2012-02-19T14:50:00.001+01:00

For anden gang, for anden dag i træk! Står jeg - ufrivilligt - i et ocean af kaffe, der skvulper om mine fødder!

Hvordan? Hvorfor? Hvad skete der? spørger du nok, panisk. Spændt.

Jeg drikker gerne kaffe. Meget kaffe. Cafe latte/ Nes au lait (kun hjemme, opskrift kommer længere nede)/Latte machiato (kun på særlige cafeer som kan lave en mums, der også holder mig vågen et par timer mere!)/ Cappucino (når jeg er 80´er nostalgisk).

Og er en meget kræsen kaffedrikker. Jeg har drukket kaffe siden jeg var fem år (true!) og jeg vil aldrig opgive min elskede kaffe!

De sidste par år har min foretrukne kaffe været en udgave, der fungerer at lave både her og i sommerhuset. Den lyder ikke så lækker som den rent faktisk er, men tro mig!

Jeg er ret ligeglad med mad og med at kunne præstere alt muligt i et køkken/på en restaurant. Don´t get me wrong - jeg kan smage om der er kærlighed i maden! Og elsker at få kærligheds-mad! Men jeg ikke selv lave den. Eller har nogen ambitioner om det. Mad spises for at overleve. Ind i mellem for at nyde. Med andre ord, fuldstændig anderledes end med kaffe!

Jeg nægter at drikke kaffe der ikke smager som en drøm. Trods jeg føler mig ret overbevist om, at jeg er et meget sjældent eksemplar af homo sabiens, der rent faktisk dør! af kaffe-tørst.

Nå, men jeg er selvfølgelig på den når jeg er syg så længe som jeg er nu. Eller hvis jeg er i provinsen og ikke har adgang til en god cafe. Eller til vores firma, som er tæt på at lave Københavns bedste kaffe. (Spørg bare en hvilken som helst dansk skuespiller. De får god kaffe i studiet.)

Måske en ide - hvis alt andet glipper her i krisen-kradser-tider! Lave en kaffe-bar i provinsen! Til alle dem der gerne vil betale 40 kr for en god kop mokka! Hvorfor mon ingen har tænkt på det før?

Jo, jo, jeg ved det! Mange synes det er storby hysteri/dumhed/show-off, at ville betale 40 kr for noget man kan få for 5 kr i den lokale Ikea/Bilka cafeteria. Lige som nogen synes man er smart-ass´et når man har sin Mac med på cafe (og jeg sidder bare og arbejder i mine cafe-pauser!)

Masse hysteri eller -dumhed; jeg betaler gerne mange penge for god kaffe! Jeg lader også gerne udgiften gå ind over min præsentationskonto. Og jeg ville elske, hvis jeg ku' sælge millionvis af kopper god kaffe!

Opskriften på hvordan man laver en smagfuld og /-fyldt Nes au Lait kommer nu!

Hjemme hos familien Poulsen/ på besøg hos Poulsens i sommerhus-primitivitet, får man gerne et glas varmet mælk/3 dl let-/minimælk, blandet med 2 tsk af den økologiske frysetørret kaffe fra Irma eller Superbrugsen. (De andre frysetørrede dur ikke rigtigt, men kan bruges. Mangler bare dybde og rundhed).

Jeg står så i det her hav af Nes au Lait, lønende ned ad mine skinneben, skabslåger, komfuret og krykker.

Av. Øv. Og Æv.

Hvorfor? Fordi jeg netop havde taget min første kop morgenkaffe ud af micro´en. Og pludselig tabt den. Bare tabt den! Like that.

Ikke noget med miste balancen: 'Uh-Uhhhuu, jeg falder!' Og taber koppen!

Eller: 'Av for ind i saftsus´me´lorte´helved´! Hvor jeg brændte mig!' Og taber koppen.

Eller: Fucking-lorte-Green-Gates-latte-GLATTE-kopper!' Efter at have tabt koppen.

Nej, bare: KLONK!

De der sekunder hvor man ser det ske, men uden magt til at trække-det-der-er-ved-at-ske tilbage. Ser bare den turkise kop trækkes ned mod trægulvet, som var koppen en magnet der drages mod et gulv af magneter.

KLONK! SPLASH! ARGGGHHHH!!

Jajajaja, ved godt det ikke er en ulykke. For dig at se! Men det her var min første kop morgenkaffe!

Så står jeg der. Med krykker. Et køkkengulv nu forvandlet til et beige kaffehav. Som måske godt ku´ sive væk eller stivne ind. Men vil efterlade gulvet med en lige så klistret overflade, som et virkeligt effektivt fluepapir. (Det er sukkeret. Bare den næsten halve teskefuld..)

Altså skal gulvet også gøres rent. Enten kan jeg kalde på hunden som elsker kaffe, men farligt for ham. (Pudsigt egentlig. Hunden kan dø af kaffe - jeg kan dø uden! Hm.)

Eller jeg må have en gulvklud frem. Jeg lover dig! Fysioterapeuten ville være stolt, hvis han så mig lave den gulv-øvelse med kluden under den fod der ikke gør ondt. Bærende mig selv (hele mig selv!) op i luften på krykkerne. Fucking cirkus altså!

To dage i træk, samme 'latte´rlige' mistake.

Og kun fordi jeg er en medicin-junkie. Med bivirkninger.

'Nervemedicinen' kalder jeg den. Jeg får den fordi den er effektiv på mine nerve-smerter. I kombi med morfinen. Som er i kombi med diverse håndkøbssmertestillende.

Og den er vældigt virksom på nervesmerter. Får musklerne til at slappe af. Måske lidt for meget? Eller på forkerte tidspunkter? Som når de løsner hånd-grebet, når de skal låse hånd-grebet?

Der findes dog et andet mærke med samme virkning without de grimme bivirkninger.

Men det giver lægerne ikke til u-perfekte patienter. Så skal man ha´ blåt blod. Eller (stats-)minister-blod. Medicinen er den dyre af slagsens. Og en stor læge-hemmelighed!

Tilbage er alternativt at få anti-depressiver. For musklerne? Eh..

Men okay, hvis det her tab-morgenkaffen-på-gulvet skal fortsætte, får jeg også brug for anti-depressiver..

Kært barn, eller kær medicin, har mange navne. For professionelle universitets-uddannede pushere, hedder min nerve-medicin for epilepsi-medicin. Sikkert fordi musklerne slapper af, i stedet for at krampe. Selvom krampe kan være en bivirkning. Lige så fantastisk som man kan få hovedpine af hovedpine medicin. Men lad det nu ligge...

På et tidspunkt i enhver patients karriere, må regnestykket; bivirkninger kontra smerter, gøres op. Også kendt som russisk roulette med kemi: Vil jeg ud af det her smerteinferno selvom jeg måske risikerer blodpropper? Hell ja!

På det tidspunkt hvor jeg begyndte med Gabapentinen, var jeg slidt i strimler af smerter. Intet synes at lindre. Intet overskud til at gennemskue ´det var russisk roulette spillet.

Desuden var det som om personalet under indlæggelsen, ikke var så meget for at tale om bivirkninger.

- Schyy! Schyy! sagde min faste sygeplejerske, da spurgte ind til de der ufrivillige bevægelser.

Senere tog en anden læge, fra anden afdeling, mig af Gabapentinen. Efter operationen. Efter en besvimelse.

Men jeg valgte fuldt bevidst den russiske roulette, da smerterne ikke lod sig tryne af en operation. Der skal åbenbart mere til at få dem til at smutte.

Så de rykvise, ufrivillige bevægelser er jeg vant med. Men at tabe mine Lattekoppe! Inklusiv! Come on! Så jeg tjekkede lige den lange indlægsliste her til morgen. Intet om at tabe sin morgenkaffe! Mærkeligt.

Til gengæld, og nu bliver det rigtigt spændende!

Jeg opdager en bivirkning, som mange kvinder nok gerne vil ta´ lidt ufrivillige, rykvise bevægelser for at få. Måske endda blodprops-risikoen? Medicinen er nemlig brystforstørrende! Ikke så cool for (de fleste af) jer mænd, at skulle tage den medicin.

But you can´t win th´all, right?

(Men hov.... !Hvorfor skal jeg læse om det i indlægssedlen?? Efter at have fået medicinen i snart fem måneder burde jeg kunne.. ja, du ved...)

Og nej, jeg er ikke typen der kaster mig ud i kosmetiske operationer. http://odilepoulsen.blogspot.com/2012/02/blondiner-har-det-da-skidesjovt-ik.html

Men for fanden, ku jeg ikke få lidt benefit her? Jeg mener, når jeg ta´r så meget kemi. Og får 'shakes', taber min kaffe! Come on! Ku´ jeg så ikke også få lidt pep i BH´en oveni?

I en alder af 44+ , efter have været gravid med to styks velernærede mini-mennesker, som efter fødslen spiste sig til elastikker på arme og ben hos mig. Må jeg konstatere at være gået fra at være hende på 'efter' billederne, du ved nok. Til hende der er på 'før' billederne!

Total forkert rækkefølge!

En smule frynsegode for at tage medicinen trofast hver dag, vil være helt moralsk o.k.

Bare for at rette op på den rækkefølge. Og jeg er jo i forvejen tvungen til at ta´ bivirkninger.

Der må være en vis retfærdighed til i verden. Og win-win: Jeg ku´blive hende der skrev bogen: 'Hvordan du får dine bivirkninger til at blive din frynsegoder!'

Så i det store billede kan jeg godt ofre en kop god Latte om dagen for en ny cup-form. Jeg mener, kaffen kan jeg lave en mere af. Cup´en derimod, its gone baby. Så pop den gerne op! Tak!

Odile Poulsen aka cougar.

(efter endt behandling med Gabapentin...)

foto: Se & Hør

Om bord på Kongeskibet i Jammerbugten. Med kurs Værdighed.

2012-02-17T11:44:00.000+01:00

Jeg hader at være ynkelig. Jamrende. Klagende. Sukkende.
Eller jeg hader at være det i længere tid.
Og hader at være det offentligt. Især.
Når jeg ser mig selv ude fra, så er det tydeligt at jeg er ret sølle. Det driver ned ad teksterne, når jeg fortæller om mine dårlige dage.
Der er bare dage hvor ballonen ikke kan tage mere luftpres. Sukket kommer af sig selv. Fra dybt nederst nede i lungerne.

I går scrollende rundt i Facebook forsamlingshuset, snublede jeg over et Paradise Hotel klip. Ekstremt udstillende. Som jeg ikke desto mindre muntrede mig over!
Mon min moral falder støt simultant med jeg svimler rundt i min egen jammerdal?
Pludselig befinder jeg mig i en situation, hvor jeg underholdes af laveste fællesnævner.
Redder jeg mig fra mit eget limbo-helvede, ved at kaste mig over andens bimbo-paradis?

(Nu er du advaret - adgang til klippet er på egen moralske skrupler!)
fhttp://www.youtube.com/watch?v=gLMajGtw1sk

Poulsen satte mig retteligt på plads, da han opfordret kiggede mig over skulderen. Her i Kongeskibet.
- Du er lige så kynisk, som TV3, hvis du linker det på din blog!

Det er som om min verden skrumper. Dag for dag. Mit udsyn drejer længere og længere indad. Jeg mangler oplevelser og impulser ude fra den rigtige verden. Som jeg ved er derude. Fordi Poulsen og børnene ta´r derud. Og kommer tilbage derfra. Hver dag. Men det er ved at blive en surrealistisk forestilling. At der findes en verden uden for husets store vinduer. Når min er her i Kongeskibet.

Ikke at jeg er i et fængsel. Ingenlunde. Det er mere en konstaterende erkendelse.
Jeg forsvinder væk fra verden og begrænses. Det er dét der sker, når man er syg og handicappet.
Min forandring er til at tage at føle på. Mit venstre ben svinder ind proportionalt med jeg erkender min forsvinden fra det almindelige liv.

Derfor bliver mit bloggerliv om min tilstand. Alt som synker ind, sætter jeg i omdrejninger. Og svinger rundt. Studerer mine oplevelser fra alle vinkler gennem mine ord. Og sender det bagefter ud til ny cirkulation. Ude i verden. Det er min bro. Min nødvendige bro. Mellem mit Kongeskib og verden.

Jeg var engang i prostitution.
Det nøjedes ikke kun med at gøre meget stort indtryk på mig. Det satte aftryk i mig. Skadede mig. Jeg mødte kvinder derinde, hvis ansigter er uforglemmelige. En masse mænd jeg måtte glemme inden de de var færdige.

Alt satte spor. En pløjefure over min person.

Da jeg forlod prostitutionen skrev jeg min første bog. Og blev hurtigt kvinden der talte højt i medierne. Fremviste et sort foto af prostitutionen i Danmark. Jeg blev hende som krævede respekt. Nægtede at føle skam. Luder, duk dig! Nej! Jeg holdt stand. Jeg krævede at blive set som og kaldt kvinde.

Jeg opdagede hvor mange mennesker min stemme dækkede over. Talte for. At jeg er unik kun fordi jeg magter at tale om dét, der lagde os øde. Skammer kvinder ned. Slår dem ihjel. Det var chokerende at opleve hvor ensomt jeg stod. Står.
Og ingen fatter omfanget af hvor farligt det er, at tale mod myten om danske kvinders promiskuitet.

Se selv! De kvinder som sælger sig selv i medierne, som frie sommerfugle. Altid opmærksomme på maskulin seksualitet, der skal mættes. De er populære! Og kan tjene penge på det brand.
Brandet prostitution er same matter. Ingen truer en god business uden 'repressalier'.

Men jeg talte. Fordi flere af mine veninder er døde. Andre meget syge. Og andre igen har forståeligt nok, valgt 'at glemme dengang'. Jeg kunne bare ikke forlade det, uden at gøre opmærksom på hvor fatalt miljøet er. At prostitution er et ansvar vi alle bærer. Modsat det som sker. At ingen vil bære noget. Så kvinderne på lagnet bærer det hele.

Anyway, de som har evnerne, bærer pligten. Efter ti år, mener jeg min pligt er opfyldt. Jeg bærer ingen gæld. Andre tager over. Jeg hører heldigvis mine ord, i andres munde. Det var mit mål. Mission accomplished.

Min tid er inde til at bruge mit liv anderledes. Min livsstil fra fatalt fængsel byttet ud med livet i frydefuld frihed. Tak!

Alligevel blev jeg syg. I sommer.
Men jeg nægtede at se mig selv som syg! Siden jeg var barn har min ryg været ødelagt. Jeg har trænet og fået behandling hele mit voksne liv. For at holde mig stærk. Og min ryg så intakt som muligt.
Da smerterne først satte ind, holdt jeg dem i strakt arm foran mig.
- Det er bare de vanlige rygsmerter. Lad os nu bare nyde sommeren!
Og grundet min alt for høje smertetærskel, gik tiden.

Sommerferien sluttede, smerterne fortsatte. I september krævede det bare et enkelt blik.
- Du har smerter, hva´! konstaterede min veninde.
Helt uhørt. Normalt kan man ikke se, når jeg har smerter!
Tre dage før jeg blev akut indlagt, havde jeg et job på Østre Gasværk. Stod foran et par hundrede kvinder for at tale om spiritualitet. Om hvordan den har reddet mig gang på gang.

Jeg er vant til altid at lande på alle fire. Nok medtaget. Måske med brækkede knogler eller forreven hud. Flænset hjerte eller tanker i usammenhængende rækker.
Og jeg lander også denne gang.

Når man skriver offentligt om smerte og sygdom. Udstiller hvad der foregår bag den spejlende facade. Så dukker andre mennesker op, med smerter. Lidende.
Det skete da jeg talte om prostitution. Og det sker nu. Og igen er jeg chokeret over at opdage, hvor mange! Der knokler for at få lov at blive behandlet. Eller blive behandlet med værdighed. Sig mig, er det blevet et fremmedord inden for sygehusvæsenet?

Jeg er ikke Superwoman. Eller 'Bimboparadis'. Ingen amazone. Bare Odile.
Som ved der er en mening med alt. At alt hænger sammen. Og at jeg ikke altid kan se meningen i nutid. Retroperspektivet holder mig fast. Spiritualiteten.

Der er bare dage hvor jeg dykker. Højlydt jamrede. Andre dage må humoren tage over. Andre alvoren. Og sådan cirkulerer jeg her i Kongeskibet.

Men jeg får også tænkt over, hvad jeg skal ude i fremtiden. Når den her tid er ovre. For der bliver et ovre. Fini. Ende. Slut. End.

Undskyld, men kan du sige mig...?

2012-02-15T20:08:00.001+01:00

Lige nu er jeg i limbo-land. Uden magt i mine hænder til at rokere på noget. Ikke engang en millimeter. Som en fødende kvinde; man mister al kontrol. Den man normalt så heftigt fastholder.
Pludselig opdager man kroppen har sit eget liv. At den ikke altid magtes. Og man gennemstår en smerte der ikke findes ord for.

Eller.. det er et dårligt billede. Faktisk fuldstændigt fejlagtigt.
For fødsler er en naturlig del af livet. I hvert fald når det går godt. Man gør det gerne igen! Hvis det er for at få lov til at tage det bitte menneske man aldrig før har mødt, men altid har elsket!, under sin mægtigste omsorg.

Jeg befinder mig i et døsende dødvande af morfin og smerter der af og til rammer vandoverfladen. Spejlblankt og uendeligt. Som har der aldrig eksisteret en tid før. Eller vil komme en tid efter. Efter hvad? Jeg ved ikke hvad min tilstand er? Hvad den hedder? Skyldes? Jeg synes at vide mindre og mindre. Dag for dag.

Min situation skulle have været 'rask og vel-opereret'.
Et mindre snit i ryggen. Ind og ud på et par timer. Nerven fritlægges. Smerter ophører. Kun operationssmerter.

- Dagen efter forlader du hospitalet. Uden krykker!
- Ja?
- Ja!
Tårerne slap. Jeg havde ikke kræfter til at tørre dem væk. Det gjorde for ondt at bevæge mig. Noget af mig. Alt kunne mærkes. Hver en lille trækning min krop kunne finde på, var et forræderi. Alt trak sig sammen i et bundt af smerter. Skudt ned i min ryg og venstre balle. Hele vejen ned i benet og lammede som et knusende greb om mine tæer. Jeg havde smidt håndklædet i ringen. Opgivet.
- Giv mig den operation! havde jeg hvisket til sygeplejersken om morgenen.
- Odile! Jeg skal forstå det rigtigt. Vil du opereres?
- Mmm.
- Odile, vil du..
- Ja! snerrede jeg hende væk. Jeg ku´ alligevel ikke høre mig selv længere. Og høflighed var en forlængst opgivet luksus.

Dagen før havde jeg nægtet. I dag var jeg parat. En dag mere og jeg havde bedt dem cutte nerven.

- Jeg kan ikke love du får al følelse tilbage igen. Og den snurren dér?
(Hvilken snurren? Der var ingen snurren!)
Kirurgen sad skævt på sengekanten. - Det kan også være den bliver. Nogle spørgsmål?

Nu fire måneder senere, ja! Mange spørgsmål! Men ingen villig kirurg længere.

Jeg er på krykker. På høj morfindosis og epilepsi medicin. Fulde dagsdoser af Ipren og Panodil.
Og et morfinpræparat efter behov.

Har også genoptræning.
Det vil sige. Genoptrænings-forløbet er afsluttet.
Det genoptrænings-forløb, der passer til den perfekte patient.
Den patient med den perfekte operation.
Og den perfekte genoptræning.

Nu er jeg så på et 'mens-du-venter-på-hospitalet'- forløb. Jeg træner alene en dag om ugen. Og er med på et ryg-hold den anden dag. Mens de andre forlader holdet, efter perfekt endt ti ugers genoptræning, smiler jeg farvel. For hver der stopper, bliver jeg mere blank. I går havde jeg glemt hvor jeg sidste gang havde lagt smilet.

Jeg er så træt. Så allerhelvedes træt. Og forvirret. Blank. Lige nu. Skrivende i min limbo.

Hospitalet afviste mig, da jeg ringede tre måneder efter operationen.

- Du kan ikke bare komme herind. Der er jo gået tre måneder!
- Ja, det var også det jeg tænkte. Jeg burde være rask nu..
- Nej, du må gå til din egen læge.
- Det er netop problemet! Jeg kan ikke gå!

Min læge kom hjem og så mit Kongeskib. Fem minutter efter havde han henvist mig tilbage til hospitalet.
- Hvis ikke du har hørt fra dem inden for en uge, skal du rykke dem!

Alle hans gode intentioner og læge-autoritet gav ingen lydhørhed.
Men det var rart at han synes, jeg skulle have hjælp. For jeg følte mig så hjælpeløs.
Den forsinkede hjælp der dog kom, var i form af et brev. Og en tid på hospitalet halvanden måned efter!

Den besked blev slugt. Den røg ned sammen med følelsen af, at jeg sejlede min egen rum sø.

Så kom der mod forventning endnu et brev!
Hospitalet havde i sit storsind indset, de ikke kunne opretholde ventetidsgarantien. Og i sidste uge rakte damen fra 'henvisning-til-andet-hospital, inkl. privathospitaler' en hånd frem:

- Hvilket hospital vil du have i stedet, Fru Poulsen?
- For real?
- Ja!
- Jamen, øh, jeg vil gerne have det der privathospital Rygcentret.. Det i Hellerup.... Dem med speciale i ryg-kirurgi!
- Ja. Det er sådan at Region Hovedstaden har aftale med privathospital Hamlet. Så hvis de kan tage dig ind til en samtale inden for en uge, og Rygcentret ikke kan, så skal du tage Hamlet.
- Én uge! Sagde du en uge? Okay. Jamen, no problem!
- Så jeg ringer til dig senere, når jeg ved hvilket hospital det bliver!

Hvor kom al den omsorg pludselig fra? Den enormt venlige kvindestemme i røret. Med den vildeste besked! Som paradiset med ét åbnede sig for mig! Uforventeligt. Storladent. Givende. Mirakuløst.

- Ja, Hellerup kan godt tage dig. Du hører fra dem, og inden for en uge kommer du derud. Og hvis du skal re-opereres, bliver du det formodenligt et par dage efter.

WoW! Det er godt nok noget andet, at komme i privathospital-behandling! tænkte jeg. En uge holdt op mod en-og-en-halv måned!

Mine hænder rystede så meget, at jeg tabte iPhonen ned på gulvet i handicapbussen. Jeg var på vej hjem fra genoptræning og ville straks fortælle Niels den fantastiske nyhed!

I dag ringede jeg så til privathospitalet. Ugen er gået. Intet nyt.

- Jeg har ikke hørt fra jer...
- Nej, det er fordi vi ikke har fået dine MR-scan-fotos fra Glostrup.
- Øh. Nå. Men jeg fik lovet inden for en uge...
- Ja, men når Glostrup ikke sender dine fotos, kan vi jo ikke kalde dig ind!
Stemmen var let irritabel. Troede naivt der ville være overskud på et privathospital.
- Men er der nogen måde hvorpå I kan speede processen lidt op? Nu var det mig, der skulle tøjle irritationen.
- Ja, der bliver sendt en fax til Glostrup nu. Og hvis du selv lige ringer derud?

Blot et næsten rørligt tast med pegefingeren. Så fik jeg hende til at forsvinde ud af min telefon.
Ku´ jeg med samme succes få hende til at forsvinde ud af mine tanker? Hende aka alle hospitals sekretærer jeg efter hende, ikke længere gider tale med! Åbenbart lige fedt om det er et offentligt eller privat hospital. Ingen kan lide lugten af lort.

Oh yeah, selvfølgelig kender jeg til at skulle være rask for at have kræfter til at være syg, i det danske sygehussystem. Og man skal slås, råbe og skrige. Der er bare det, at jeg er blevet hæs. Eller er for meget i limbo. Mine kræfter går på at fokusere nok til, at kunne være tålelig de timer jeg er sammen med min familie.
Og min mand? Han knokler sig ligbleg, for at få hverdagen til at hænge sammen...

Her er jeg.
Ét hospital opererede mig. Det var den perfekte operation. Men jeg er vist ikke den perfekte patient? Konfronteret med miseren, vil hospitalet hellere tilse andre patienter før mig.
Privathospitalet som lover ingen ventetid, vælger at vente på de billeder der kan få mig ind til behandling.

Så her er jeg.
I limbo. Som et hospitals left-overs. Og som hvad der ku´ blive et andets indtjening. Men enten er det private ikke sultent. Eller også..? Who know? Jeg mindst af alle.

Jeg sidder i en rollercoaster. Af følelser. Og smerter. Og medicin.
Taber håb. Får indgydet nyt. Får det taget væk igen. Og må selv støve det nye op.

'Der er gode dage og dårlige dage'. Når man genoptræner.
Men for tiden ved jeg ikke hvorfor jeg genoptræner? Jeg ved ikke hvad jeg venter på? Hvad skal der ske? Er jeg syg? Rask?
Er der i det hele taget nogen, der kan afklare det for mig? Tage med mig en tur i rollercoasteren, og jeg kan vise undervejs, hvor det går op. Hvor det går ned.

Jeg har ingen vished. Har smerter. Ved ikke hvad der er værst? Bedst?
Jeg ved ikke hvornår jeg får vished om hvorfor jeg har smerter.

En af fysserne fremlagde mulige scenarier:
1. Det tager meget længere tid for mig end for andre, at blive rask efter sygdom & operation.
('Mange Andre' er raske efter tre måneder. Kan gå efter et par dage).
2. Re-operation. (Fordi ..... ?)
3. Du vil altid have smerter og manglende førlighed. Og skal læres andre måder at deale med det på.

Jeg venter på at få afklaret hvilke af de tre, der er mig. Eller mit liv.

Så jeg kan vide det. Komme videre. Forlade mit limbo.

Det er en træt dag.
I morgen må bringe kræfter. Og håbet igen.
Der er ingen andre muligheder. End at støve håbet op igen.

Mændene i mit liv. Og en tøs.

2012-02-14T20:15:00.002+01:00

(Skrevet som et indlæg til en kærlighedsantologi, 2009. Antologien blev droppet. Ikke pga mig, men desværre:/)

Jeg elskerLyve Lovett.

Jeg elskermin mand.

Jeg elskermine børn.

Jeg elskermin hund.

Jeg elskermit hjem .

Jeg elskermit liv.

Jeg elskermine kære, alle som een.

Jeg elskermin næste.

Jeg elskeralle. Jeg elsker også dig.

Jeg elskerogså dem som ikke kan gøre for det. Eller ved det.

Eller vildet.

’I loveeverybody' - synger Lovett

’Especiallyyou.

So if youfeel lonesome

Rememberthis truth

I loveeverybody

Especiallyyou!’

Jeg elskerLyve Lovett, men jeg elsker især hans musik! Den der sælsomme finurlighed,twistet med enten stor lykke eller dyb tristesse, der kommer ud af hans næstennedadvendte mundvige. Sangene nærmest flyder over, så snart han åbner munden,som var det ikke meningen.

Jeg elskedehans musik, før jeg elskede nogen. Som hans navn er dobbelttydigt, Lovett = Lov´it, er hans tekster og musik.

Han prangeraldrig, men bare flyder over. Han kan ikke gøre for det. Eller lade være.

Min eksmandvar ham, der åbnede døren ind til Lovetts univers.

Jeg ved ikkeom jeg elskede min ex – troede det dengang. Elskede han mig? Ved ikke. Somman elsker sit dyrebareste privateje? Ved det ikke. I dag betyder det ikkelængere så meget. Ikke som dengang, hvor det betød alt. Måske fordi jeg i så mange år gav såmeget, igen og igen, og slet ikke havde lært mig, at tage imod.

Det er svært atse, når man ikke tager imod.

Da jeg ikketurde kigge ind bag det tæppe af ødsel omsorgssvigt jeg var svøbt i alleredefra spæd, kastede jeg mig ind mod hans bryst, uvidende om hvilke klipper, dergemte sig bag det.

Men jeg fikogså gevinst for min hengivenhed; store lunser af musik! Åh - jeg lod mig drive på dets strømme ogfortættede længsler. Væk fra ham og hen mod, hvad der skulle udvikle sig til atblive mig.

Da de førsteskridt var taget og flyttekasserne læsset af i den nye fjerdesals lejlighed, hvorpå derkun stod mit navn!! - flødLovett ud af de små højttalere der var købt for egen SU!! Han hang som enhvisken i de sprøde timer ud på morgenen, hvor jeg stod og malede om alt detsindssyge. Og jeg trak ham dybt ned i mine lunger samstemmende med røgen fra demange daglige cigs. Ku´ ikke vriste mig ud af min dårlige samvittighed over, atvære holdt op med at lægge krop og sjæl til. At have brudt mit ord, sagt højtforan Gud og hvermand.

Jeg prøvedeat få andre til at se, at jeg damåtte gå fra ham, hvis jeg skulle overleve. Og messede med på Lovetts´: ’Shewasn´t good, but she had good intentions’, da jeg skrev skilsmisse-papirerneunder.

Siden blevjeg, for en tid, hver mands eje. Hvor jeg før havde jeg hørt til hos een mand,røg jeg nu i flæng. Selv var jeg sikker på, at der ikke længere var nogen derejede mig. Endelig. Det faktum, at de betalte for mig, var ikke et køb af mig.Blot en erkendelighed for at nyde min arbejdsindsats for en time eller mere.Eller mente jeg de havde mig til låns?

Lyle var derstadig. Han var de små åndehuller, jeg kneb mig op til overfladen for at snappeind. Til tider sad jeg på bunden uden evne til at komme op. Jeg blev god til atholde vejret. Rigtigt længe. Men også til at udnytte hvert et lille løft op ifriheden. På en eller anden måde må jeg have trukket vejret ind på det rigtigetidspunkt.

Ind i mellemgav jeg op.

Det nyttedeikke. En skam af forspildt liv. Prøvede at få kroppen til at makke ret, faldedød om.

Det villeden ikke – i stedet kom den bare igen. Og igen. Jeg var så bange for det satansliv, som blev ved med at forfølge mig og insistere på jeg skulle tage det ind.

Lovett prøvede at hjælpe til.

’It´s justthe morning, nothing here to be afraid of’. Hvad snakkerdu om? Som han kendte til dagslysets kramper af modvilje. Så jeg smed ham ud.Eller væk. Eller helt faktuelt, lod jeg ham bare stå på en hylde, presset indmellem de andre cd ´er, mens jeg søgte tilflugt på den lukkede afdeling. Herkunne jeg være, som en patient koplet på en respirator. Mine lunger varsprængt.

Der varingen kærlighed. Uanset hvor jeg spottede hen, fandt jeg kun skygger afmisbrug, mistillid, aggression og had, i de lukkede grønmalede vægge blandt deandre sindssyge. Tvang, opkast, skrig, selvmord, blod. Ingen kærlighed.

Kun denindbildte i sindet på en skizofren:

’Der du joBuddha, hvor har jeg savnet dig!’ sagde hun betaget og opløftet, med blikketsat på long-distance out of this world.

’Du Solensdatter!’ sagde hun og lagde sin kolde hånd med sorte neglerander, på min kind.For at kærtegne. Jeg troede hun lagde den for at slå.

Mit indrelys var slukket og jeg turde ikke fortælle om det, for måske havde det været enhallucination, at det fandtes. Jeg lukkede alt mit udsyn og så ikke længereind, mens jeg forbandede ham Satan og alt hans yngel, når de rendte cirkulærtom mig. Bed mig i knæhaserne, som uvorne hvalpe.

Det lykkedesmig til sidst at sparke dem af med mine tunge militærstøvler og facedeendelig Satan selv i Guds hus. Han vandt den runde og jeg trak mig fra at slugenadveren. I stedet slugte jeg endnu en overdosis. Måske var det Gud der trakgiften retur op gennem min hals, og lagde mig i en hospitalsseng med udsigt overKøbenhavn.

Der var gåetnogle år fra jeg forlod min eksmand, og jeg havde kun lært at jeg ikke kunneleve videre. Det smøg sig forræderisk om min bevidsthed, at jeg havde levetkærlighedsløst på en løgn med ham i årevis. Og nu kunne jeg ikke engang leve!

På trods afjeg havde mødt den mand som jeg vidste, var manden for mig....

I sammeøjeblik jeg så hamførste gang, slap jeg al had og vrede længe nok til, at hans blik og karisma,landede dybt ind et sted i mig, hvor ingen nogen sinde før havde fundet ind.Han gjorde intet, han var bare og jeg lod mig forføre vel vidende, at hanaldrig ville finde vej ud fra mit inderste igen.

Han var minførste. Min aller aller første. Og han var den første mand, hvor jeg vidste hanikke krybe over min krop, uden at jeg var med. Derfor tog jeg ham med hjem, denaller aller første nat og lagde mig til ro ved siden af ham. For aller allerførste gang vidste jeg, at dét var kærlighed. Jeg vidste ikke hvordan en sådanskulle forvaltes og føres ud i praksis. Vidste kun, at det ikke kunne væreanderledes.

At kaste migud i at elske ham, var som at alt kød faldt fra mine knogler og blotlagde minenerver. Samtidig med at jeg svimlede i en nirvanisk tilstand i hans nærhed. Jeglod mig flå igen og igen, for at lære at forstå, hvad kærligheden var fornoget. Jeg vred mig som en orm på krogen, når han sendte blikke mod andrekvinder, for jeg fattede ikke hvorfor han kunne udstå lugten fra mit rådnendekød. Jeg tror ikke jeg dengang vidste, at også han fandt tilstande af Nirvana,med mig, sammen.

’Kender duLyle Lovett?’

’Nej.. harvis hørt navnet, men...’

’Det er nokind under country, men fedt, virkelig fedt! Prøv at hør´!’

Viudvekslede musik og erfaringer, tonsede og faldt mod hinanden.

Nu sad hanher, ved siden af hospitalssengen, hvor jeg lå. Jeg med resterne af endnu en mislykket overdosis. Han med rynkede bryn og en vilje sat på: ’Jegkan ikke være med mere!’

Vi havdeforsøgt at være kærester, to gange. Sluppet ud af den magnetiskeirrationalitet, som hang om os som parfumestøv. Forladt hinandens drømme om, atku være kærester.

Blev venner.For en tid, så hang vi ved hinandens læber igen.

Men nu vardet slut....

’Jeg kanikke være ven med dig. Du er en joker. Du har hele tiden døden som en udgang!'

Udsigtenover København, gjorde sig til for ingens nytte.

’Nobodyknows me like my baby’ græder Lovett ud i min tomhed. Min aller aller første ogaller aller eneste kærlighed, er gået ud af rummet, jeg ligger tilbage i enseng på hospitalet med et tomrum så eksistentielt som efter en abort.

I tomrummetråder ingen kærlighed, men jeg opdager herefterdags, et rum bagved. Blødt,varmt, rødt som havde det ligget der altid. Forsigtigt lader jeg min hånd hvilepå den skylette velour, rummet er tapetseret med, og jeg finder, at her er jeg.

Mig selv, mit sande, mit jeg. Og jeg ved, at det er herfra kærligheden skaloprinde.

Så beslutterjeg mig for at leve. I stedet for at søge de åbne vinduer på fjerde sal ogsandsynlighedsregne på konsekvenserne af et spring, falder jeg tilbage til mitbløde, røde velour. Og jeg lander – hver gang.

Han vedbliverat være manden i mit liv, det vil aldrig være anderledes, og jeg begræder hansexit. Med nøgent maveskind mod mit kølige plankegulv, sender jeg skrig ogjammer i fri cirkulation, sendt ud af mine lunger og mund. Jeg havde troede jegikke kunne leve uden ham, for mit eget værd var ikke levedygtigt. Men jeglærte, at mit liv skulle banes selvom han ikke var med.

Der gik etlille år, så bulnede mit maveskind af liv – inde fra. Pludselig var der erlille væsen som trængte sig på, som ville mig og ville gives liv. Da kvalmenhavde tvunget mig i knæ, fattede jeg ansvar og besluttede, at tiden var indetil at blive mor. Det barn jeg aldrig troede ville være muligt, i min såødelagte krop, blev min virkelighed.

Jeg varblevet toogtredive, havde godt fat om mig selv, om hjem og penge. Jeg havdeikke længere nogen grund til at afvise et barn. Og jeg var lykkelig!

Og behøvedeingen mand for at jeg forestille mig selv i et godt liv.

Barnetsfader ville jeg gerne skylle ud med badevandet. Han viste tidligt klare tegn påkarakterafvigelse. Men han havde åbnet mine øjne for min frugtbarhed. Og rentetisk og juridisk havde han ret til barnet. Og barnet ret til at kende sinfader. Trods hans insisteren på, at jeg skulle elske ham, fordi min mavetilhørte ham, gav jeg ham i stedet ryggen og holdt fast i mig selv. I mit rødevelour rum.

Her kom minstore kærlighed tilbage, for at se mig. Og pludselig landede han og jeg atterved hinandens læber. Denne gang for good. Intet var mere selvfølgeligt. Og hanfik både mit og mit barns hjertelyd i sine hænder.

Endeligforstod jeg Lovett, når han sang sin: If you were to wake up, would you still love me?’

Vi overgavos til kærligheden. Nu var parfumestøvet endnu mere fortættet end nogensinde,og det voksede i takt med min mave.

Han tog imodmin smukke søn, gjorde ham til sin.

Han holdtham i de mange timer på hospitalet, da hans babysize-nyrer sendte ham ud påsmertedrevne feberhav. Da læger og sygeplejersker pressede babysønnen ned atligge, for at stikke hul i de små årer som gang på gang klappede sammen. Hangjorde alt det som en far gør, når han elsker.

Denbiologiske far holdt sig væk fra i de syge perioder, af had til mig.

I dag ervores søn fri af nyrebetændelse og en betændt far. Han klarer sig fint trodsnyrefejl og hjertesmerte affødt af sin blods-far.

Næste kriseblev udløst da jeg fik at vide jeg havde en hjernetumor. Hjernekirurgen mentehan kunne operere, men mente ikke der var nogen garantier for livet. Eller fordøden.

Påoperationsdagen sendte vi sønnen i børnehave. Jeg sagde farvellet som ingen vidste, om skulle holde fornogle timer eller for en evighed.

Min mandholdt sit åndedrag, og da jeg lå i respirator efter operationen, pustede handet endelig ud og videregav mig det, til jeg igen trak vejret selv. Han holdtmin hånd i al den tid, som en mand der elsker sin hustru.

Det førstejeg så da jeg vågnede, var de to; ham med vores søn på armen - smurt ind i sæsonens førstesodavandsis, et undrende blik over alle slangerne i mit ansigt. Og et stortsmil!

Alt var påsin plads, både inde i mit hoved og uden for.

Igen valgtejeg livet.

Lukas og jeg kort inden operationen.

Præcisfjorten dage efter operationen, blev jeg gravid med vores datter. Endnu enganggav min ødelagte krop efter for en større velvilje, og selvom bækkent gled afled og datteren måtte skæres ud, så blev endnu et liv sat klar.

Karla lige kommet til.

Der varnogle år, hvor Lyle stod og samlede støv, hvor viskestykker blev brugt til attørre grød og babygylp op med, og hvor børnenes lyde og skrig, fyldte rummenealt rigeligt op.

Indtil foret kort øjeblik siden, da vi flyttede ind i parcelvillaen af sammeårgang som os selv. Lyle Lovett lever igen!

Lige såintenst og nærværende som for sytten år siden – her i mit hjerte og min hjerne. Han har været med, selvom jeg glemte ham undervejs eller indi mellem.

’Here I am,take my hand and you see. Yes it´s me!’

Og enklerekan det ikke siges;. uden kærlighed udviskes jeg, men opfyldt af den, finderjeg mig selv. Og tør vise mig for dig.

Fordi jegelsker, er jeg.

Og fordi duelsker, er du.

Fordi vielsker, ophører frygt og angst.

RIP Whitney Houston

2012-02-14T16:03:00.000+01:00

!http://www.youtube.com/watch?v=DQaTUg1JSw8&feature=player_embedded#!

Nu vi taler om kærlighed ikk,`!

2012-02-14T07:47:00.004+01:00

Sidder i solen stråler. Oplader mig. Stråler om kap med Lyle Lovetts musik. And how I Love´t!

Hanbrænder sig ind i mit bryst med samme intensitet som solens stråler. Brænder sig ind i min hud.

Jegføler mig elsket af Lyve Lovett. Hverken mere og aldrig mindre. Det kan ikkevære andet! Det må være kærlighed. Hans kærlighed til mig og til verden!

Barenavnet. Ka´ nok ikke overtale knægten til Lyle. Måske ku´vi i stedet skifte familienavnet ud. Poulsen for et Lovett! Hva´?

I sommer oplevede jeg for første gang, ever-at-all, Lovett live.
I koncerthuset! Det var første gang for ham også. Altså at han spillede i koncerthuset! Åh, det var smukt!

Jeg kunne næsten ikke rumme det. Sad bare fire rækker fra. Og i hans lille set-up med fede texan-musikere, var det meget intimt. Lyden var fuldstændig.

Jeg måtte kigge væk fra tid til anden. Pga. intensiteten.

Ved siden af mig sad min Poulsen, og lod mig råsvede i hans hånd.

http://gaffa.dk/anmeldelse/50980

Første gang jeg lyttedetil hans musik, var for cirka tretten, femten-sytten år siden. Who counts?

Lovett kom til mig via min dengang-mand.

Anyway,min nu-mand er musiker og det var dejligt at kunne introducere ham for Lyle, da han dengang bladrede sig gennem min meget ekspansive cd samling. Jep, det her var længe før digitalopbevaring af musik.

Jeg er sært svær at begejstre, men når det lykkes; så er jeg all in!

Alle pladerne blev indkøbt, lyttet på, sunget medtil (undskyld Lyle!), danset til, tudet til, grinet til, knaldet til, tisset tilog søndags-morgen- smøget til.

I de her år skete en masse ting, meget hurtigt i mit liv.

Pludselig blev jeg mor og fik min elskede. Det varslut med at være ’venner/kærester/venner/kærester/venner/ingenting’.

Nu vardet baby, lovet ægtepagt foran borgmesterens’venligst-udsendte-til–dagen’-repræsentant og tredive kilo større kvindelighed.

Og andelslejlighed på Frederiksberg!

Det selvsamme Frederiksberg jeg havde forladt i dybeste kedsomhed 10 år før! Dengang flyttede jeg til Vesterbro, inden dobbeltmoralen gjorde.

En prostitueret var mere respekteret end i dag, hvor hun må stå mellem smarte cafeer. Overbegloet. Mens man spiser sin clubsandwich; dyrere end et købeknald.

Og dét, kære, er fand´dyl´me et andet blogindlæg værdigt!

Fra Sdr. Boulevard ku´ jeg lyne ind i nattelivet påfemten gå-minutter. Ofte i læderbukserne, der kælent gled af senere på natten, indenjeg stolprede hjem i morgentimerne, med håb om at få et par drømmeløsetimers søvn.

Nå,men Lyle blev mærkeligt stum derude på Frederiksberg og baby tog over.Siden kom baby to også til.

Og i skrivende, elleve år efter, er her stadig masser af råben, skrigen, grinen, hvisken, og en Rasmus Seebach, der vælter stuerne sammen med ungerne. Et kæmpe lydtæppe. Meget lidt tyst.

Åh,vi savner stilhed. Poulsen og jeg. Vi kan ikke lade være med at fnise, når vi si´rdet til hinanden. Over vores gamle-menneske-maner.
Poulsen har masser afmusik i sit daglige arbejde. Og sit hoved.
Og jeg har følt mig rigeligt rullet tæt ind i lydtæppet.

Men jeg er så småt begyndt at lytte til musikken. Igen. Nu er det bare med Mac som mellemled. Når jeg er alene og tiden er min.
Ah, dét nyder jeg.

Sånu sidder jeg og lytter til ’ I love everybody’ fra albummet af samme navn.

’Ilove everybody

Especiallyyou

......

Andit not because of your long slender legs on your feet

Butyour mind is the feature that makes me remember

ThatI love everybody

Especiallyyou’

Og mærker kærligheden i ’I Love Everybody’.

Ikke kun humoren og ironien, som var det jeg hørte dengang.

For ti år siden. Eller femten. Femogtredive år - fyrre år siden, måtte jeg lukke mig for kærlighed. Sådan var livet, ren overlevelse. Ind i mellem mindre.

Meni dag er jeg forgyldt og fyldt af kærlighed!

Hvordan skete det? Vardet fordi jeg lod sprækken ind til lyset stå og gabe? I stedet for at plastreden helt til, for at lukke af for ilttilførslen?

Er det virkelig sådan, at når vi rækker os selv enlillefinger af håb, så modtager vi en hel favn af universelle goder? Kærlighed,rigdom, succes, liv?

Jegved det ikke. Jeg mener, det er jo ikke til helt at vide, vel?
Og når det ikke er til at vide, om vi får helvede eller paradiset i næste nu. Så kan vi vel ligeså godt satse på paradiset!

Ogjeg skråler igen med på ’I Love Everybody';

’Soif you feel lonesome

Rememberit´s true,

Ilove everybody,

Especiallyyou.’

Historien om Fister

2012-02-12T09:44:00.002+01:00

Jeg vidste ikke jeg var gravid, nytårsaften 1999/2000. Og jeg havde ikke stræbt efter at blive mor.
Gode mødre findes der få af. Gode mødre som i gode nok til at fortjente at have børn.
Tænkte jeg dengang. Og jeg forestillede mig ikke jeg var af dem.

Veninderne vidste fra de var små, at dukkerne en dag skulle skiftes ud med ægte babyer. Lavet med ægte-mænd. Nogle havde fået børnene. Andre hang i deres æggestokke, hver gang de passerede en barnevogn.
Jeg havde til gengæld et forlist ægteskab bag mig. Efterfulgt af min værste hjerteknæk, da den eneste ægte-for-mig-mand, ikke ville mig.

Så nu stod jeg der. Nytårsnat. Med noget nær en flaske vodka brusende i mit blod. Og en date jeg længe måtte fortryde. At jeg også havde en 'på-størrelse-med-en-lille-finger-baby' i livmoderen,
det forstod jeg først inde i det ny årtusind!

Da jeg blev gravid var jeg mager som en greyhound. Røg tredive cigaretter om dagen. Drak mindst en og en halv liter kaffe om dagen. Arbejdede hen ved halvtreds timer om ugen. Alt sammen til ære for den store kærestenedtur. Han efterlod et tomrum umuligt at måle. Så jeg lod det stå.

Mit liv manglede romantik. Var håbløst realistisk. Uden lykke.
Lige til det øjeblik jeg forstod, jeg havde et begyndende barn inden i.
Da blev alt lyst! Alt blev muligt! Og alt nyt!
I samme sekund nyheden skyllede ind over mig. Da den indtrængte hver en celle i min krop. Lod al smerte visne. Og satte mig i uforstyrret kontakt med min højeste bevidsthed. Wauw!

Og jeg vidste jeg bar en dreng.
- Fister! Det er Fister! Og jeg ved han er en dreng!
Jeg vidste også meget tidligt, at han ikke ville falde ud. Han sad fast og ville komme fuldbåren ud.

Livet blev lagt om. Smøgerne røg. Sprutten blev stående. By-turene sat på standby. Nytårsdaten aka den biologiske far ditto. Og ind kom den store kærlighed. Igen. Den samme. Han var vågnet ved lyden af sit eget hjertes knæk, nogle måneder efter han bad mig gå.

3 timer gammel.

Fister er i dag elleve år.
Smuk. Tænksom. Protesterende. Nysgerrig. Altid-snakkende. Viljestærk. Intens. Krævende. Filosoferende. Varmblodet (som sin søster og mor). Omsorgsfuld. Egenrådig. Stolt. Nærværende. Super-sensitiv. Højt begavet. Stærk retfærdighedssansende.

Selvom han har leget som et barn, har han aldrig været som et barn. Altid set på mennesker og omgivelser. På hændelser med en dyb instinktiv interesse. Han er en iagttager. Ser. Mærker alt. Opfanger. Læser. Analyserer. Og omsætter alt til ord. Han er konstant optaget af menneskelige relationer.

Min venner kan blive forundret over, at de kan samtale med ham på et voksent plan.
For os er det naturligt. Han har ikke en voksens erfaringer. Alligevel meget ofte en voksens indsigt.

Det er kompleks. Hvor stort kan ansvaret være?

For både ham og søster gælder, at de ikke kan opdrages. Kun guides.
Alligevel begår Niels og jeg fejlen igen og igen. Lukas og mit temper støder sammen som store hvalroshanner. Min dreng ligner mig så meget. Af fysik og af sind.

Nogen kan blive lidt utilpas ved hans blik. Han gør dem ingenting. Men han ser dem.
Da han var seks forklarede han mig;
- Det er som om jeg kan se ind i mennesker. Jeg kan se hvordan de virkelig har det. Hvordan de virkelig er.

Det er også kompleks, når han tror han er forkert. Fx. ift. sine skolekammerater.
Når han sidder og filosoferer i stedet for at lave fjerde klasses matematik.
Andet kan han være i ro med. Fordi han ved, de ikke forstår hvad han forstår.

Som sin søster, findes der heller ikke en box til ham, som er excentrisk nok.
For han er så meget på een gang.

Han tager sine knubs med autoriteter. Jeg har det på samme måde. Men det er nemmere at være voksen ift. autoriteter. Hans slår sig igen og igen. Og det vil alt sammen lære ham, hans måde at agere ift. autoriteter på. Uden at miste sig selv. Som jeg har lært det.

Vi har aldrig talt ned til vores børn. I børnesprog. Bare talt. De si´r til, når de ikke forstår. Eller vi forklarer, når vi kan se der ikke er resonans.

Selvom han udadtil fremstår stridsom, stærk. Ikke vil acceptere hvad som helst.
Så reagerer hans krop hans sensitive sind ud. Kaster ofte op. Reager med allergi inden i og uden på.
Så har han en nyre, der heller ikke følger med.
Og det er ikke på grund af den flaske Stolichnaya. Den nytårsnat!
Den skyld har jeg vendt med doktormanden!

Nu er det altid let at se det smukke i sine børn. Heldigvis. Lettere endnu, når de vitterlig er smukke.

Lukas var min første. Og en dag snart vil han træde ud af vores hjem. Som han trådte ud af min krop.

Selvom mit klarsyn virkede under graviditeten, har synet siden været sløret. Når det vedrører børnene. Jeg ved ikke hvad han vil skabe i sit liv. Håber blot at få lov at være en del af det.
For det har vi aldrig krav på.
Vi har ikke krav på at få børn. Og da slet ikke børnebørn. Men er fandens heldige om det sker.

Vi har været heldige at få to børn. Oven i købet nogle der holder vores hjerneceller grundigt i gang!

Hold da kæft, vi gør mange fejl. Niels og jeg. Og vi er de perfekte forældre for ungerne.
Jeg forstår til fulde, hvorfor de valgte præcist os! Her er masser af mulighed for udvikling og lære.
Og dét er jeg så taksam for!
At vi fire har valgt hinanden. Ægte-valgt hinanden!

Karla aka DrilleMonstret

2012-02-10T15:30:00.003+01:00

Min datter er nok den sejeste næsten-8 årige tøs!

Hendes fantasi er af en anden verden. Og en verden som hun tit foretrækker at være i. Ofte skal hun kaldes tilstede i vores verden. Bogstaveligt. Sådan er hun. Har altid været. Og jeg håber hun fortsætter sådan.

Da hun gik i vuggestue, elskede hun Pippi. Så hun måtte være Pippi. Hver dag. I flere måneder! Tyk orange plastik paryk inkluderet!
Når jeg kom og hentede hende, var hun stadig i rollen som Pippi. Trods sveden løb ned ad tindingen under den orange sol af tyk plastik hår.

Karla er noget af det mest generte. Mere genert end noget andet barn jeg har mødt.
Der har været voksne i institutionslivet, der fejltolkede hende. 'For så genert er ingen!'

Der findes ikke en kasse der farverig og asymmetrisk nok til at rumme Karla. Desværre. Ja!
Det ville have givet hende mindre sammenstød med omverdenen. Her hvor hun skal færdes meget. Trods det, at hendes egen verden giver hende mest saft og kraft.

Heldigvis ser hendes klasselærer hendes diva´ske dimensioner. Dramaet og den storladne fantasi.
Den, som ikke kun trækker hende væk fra 'vores verden', men også stormer i hende. Ta´r hende med på eventyr og følelsesladede strømme. Og heldigvis fordømmer han hende ikke. Men favner hende, vidende hun er en sjældenhed. Thanks God! for den lærer! Ellers ved jeg ikke, hvordan hun skulle klare skolen. Den er alt for kedelig for hende....

Man kan kalde Karla overfølsom/highly sensitive/højt begavet/ clairvoyant/klarseer/super følsom.
Kært barn, mange navne.
Begge vore børn er meget sensitive og meget begavede. Det er træk som vi deler, ungerne og jeg.

En gang fortalte børnehavepædagogen, at Karla med stor præcision, overbevisning og glæde havde beskrevet sin mors nye job som cykelsmed. At jeg var holdt op med at skrive bøger, for det var meget sjovere at lappe cykler!
- Det er da godt hun har nogle forældre, der kan holde hende til virkeligheden, grinede pædagogen, havde jeg ikke vidst bedre, ville jeg havde troet på hende!
- Ha, ha, ha, hvor sjovt! Hm, hvis hun var voksen, ville man nok kalde hende forfatter! Som jeg sagde det, forstod jeg at det var sandt.

Vil jeg gerne, at hun skal være forfatter? Eller kunstner?

Vi er begge kunstnere, Niels og jeg.
Og det ville være nemmest for os at forholde os til kunstner-karrierer. Genkende. Guide dem i.
Men om jeg ønsker det for hende? Eller for Lukas? Ved ikke. Hvis lykken ligger i bankverdenen. Eller som håndværker? HK´er?
Jeg ønsker mest at de ved, hvad der gør dem lykkelige. Og at de evner at gøre det nødvendige, for at nå deres mål.
Og at jeg er klog nok til, at adskille mit liv fra deres.
Og anyway, det er umuligt at spå om. Selv for en clairvoyant mor!

I dag strøg hun off til fastelavn på skolen. Som DrilleMonstret.
Efter egen ide og design. Hun skal svæve rundt og lave lidt alfe-agtigt dril her og der. Sagde hun i går. Men måske er det mere noget i stil med det hun sagde her til morgen, mens jeg sminkede hende:
- Ih, hvor jeg dog glæder mig til at drille drengene!
Meget jordnært, meget tilstede! Meget lidt alfe-ri over det!

I aften kommer hun hjem. Med udtværet rød ansigtsmaling, fletningen har tabt nogle totter. Måske er maskens elastik knækket, og et af tørklæderne røget af. For hun har sikkert haft en fest!

Så kan hun kravle op i Kongeskibet her, og fortælle om det hele. Drillede hun drengene? Var lærerne klædt ud? Hvad lavede hun som DrilleMonstret? Hvem blev Katte Dronning og Katte Konge?

Altså, hvis hun har tid, til at sidde og fortælle. For der skal også tegnes på nogle af de tegninger hun ikke kunne få færdig i går. Eller danses i det ferskenfarvede skørt.
Og så er der også X- Factor! Som vi må se!

Så vil hun sidde der. Igen. Svømme væk ved synet af de smukke unge piger. Se sig selv, som én af dem. 'Med sejt hår, sejt tøj og sej kæreste!' Hendes definition af en teenager.

Vi har lige læst Monster High. Første, og so far, eneste bind af Monster High, der er udkommet på dansk. Det er amerikansk teenage-liv. For monstre. Monstre-teenage-liv. Med mode, kærlighed, bitcheri, spænding. Og det går rent ind!
Hvad handler det så lige om? Beats me!
Eller måske;
varulve, vampyrer og andre bæster, er hot blandt teens. Så er Monster High vel hot hos tweens.
Og hos Karla. De passer jo lige ind i hendes univers!
Skævt! Smukt! Mode! Spænding! Fantasifigurer! Kærlighed! Tøj! Monstre!

Sig mig, er det fuldmånen? Eller bare morfinen?

2012-02-09T13:31:00.001+01:00

Sig mig, er det fuldmånen? Den sidste uges tid, har jeg ligget i en sandwich af tid og lys. Og ingen søvn.

foto: Colorbox

Nætterne har opført sig som var det ikke nat. Søvnen er for langt væk til at jeg kan lade mig dumpe lydløst ned i den. Og den vågne tilstand kræver mere end jeg kan holde skak.

Jeg står ikke op, og glider gennem huset. Som det ligger hen i det blålige lys fra månen og sneen, næsten kunstigt at se på. Som på film. Men jeg forbliver på mit røde hav af puder og dyner.

Her driver jeg ikke af sted på et drømmeskib, men fjanter rundt oven på søvnens overflade, som en ung pige, skøjtende på is. Billederne der danser rundt bag min pande, synes virkelige. Lige til jeg trækker dem op til den vågne bevidsthed. Her fordufter de hurtigere end jeg kan nå at fange en kopi.
Når jeg lukker øjnene igen, har jeg en brændende sol mod mine øjenlåg!

Mange års erfaring med nætter uden søvn, har gjort mig mør. Og accepterende. Orker ikke sukke over ingen søvn. Tillader mig derimod at svælge i luksuriøs dagtime-luren.

Det mærkværdige er, at jeg for øjeblikket, kommer i samme tilstand om dagen, som om natten!
Alt om mig er mørkt. På nær den insisterende sol der blænder mine øjenlåg.

Hvor meget det end pirrer min trang til at forstå hvorfor det sker, er jeg bare træt!

Det er mig umuligt, at adskille hvad der er min naturlige træthed, træthed af smerter. Og træthed af morfin. Også ligegyldigt.

Der er dage hvor jeg tager mere af min p.n. medicin. For ikke at lammes til Kongeskibet af smerter.

Andre dage synes jeg, der går for meget sissy i mig, så jeg skrider fra bevidstheden om min krop.
- Jeg må hellere få lavet noget og ikke dovne rundt i Kongeskibet!
Effektivitets-tankegangen ligger lige under overfladen. Vedligeholdt.

Måske er den seneste uges tilstand blot et udtryk for at jeg er høj? Uden at vide det. Knokle-høj.
Troede bare det skulle være sjovt, at være høj?! Eller happy-land, at least!

Hvis medicinen laver telefonfis med det område af min hjerne, der er ansvarlig for søvnen. Så mangler den overskud til at tage sig af smertens område. Enten springer den for let hen over. Har dybde-skræk. Eller er sluppet op for kræfter.
Javel jo, gu´ virker den på smerten nok til at jeg kan holde ud. Men ikke nok til at holde ved, at holde ud.

Sovekemi kan være ganske udmærket. For mig i hvert fald.
Hvorfor jeg har et indgående kendskab til sovemedicin, må blive et andet læseværdigt blogindlæg.

Men i går aftes, kastede jeg det kinesiske håndklæde i ringen.
Og tog en sovepille. For saligt at synke dybt ned i mit røde hav. Uden redningsvest. Ahh! Jeg trængte til at komme væk fra både lys og smerter. Lyset udeblev, og det var dejligt. Drømmende speed-talkede, men det var til at overhøre! Ahh!

Jeg havde i min kemiske søvn glemt, at jeg ikke kan løfte mit ben og dreje om på siden.
Og blev derfor hevet op til vågen tilstand, med samme fart som en panisk dykker stiger mod havoverfladen. Ikke på grund af manglen på ilt. Men på grund af følelsen af en halvanden meters kniv, der jog sin vej i foden, op gennem benet, via ballen for at standse i lænden.

Men selv dét fik jeg tumlet mig væk fra, og kastede mig tilbage i de røde puder. Ahh!

Senere kom Lukas ind, stadig syg. Og igen passede det denne morgen med, at Niels skulle op.

Vi lå så der, Lukas og jeg, slængede i varme og søvn, mens de andre lukkede dagen op.

Det var alt hvad jeg havde brug for.
Tak! Så dejligt at få præcist det, jeg har brug for!
Hvad mere i livet, kan man så bede om?

Helvede eller paradiset, frue?

2012-02-08T10:54:00.002+01:00

Jeg hører så meget om smerter og u-muligheder.
Kroppe der ikke lader sig operere effektivt. Der ikke vil hele. Knirker. Vånder. Plager om smertedækning. Sidder fast, kan ikke strækkes. Operationer efter operationer.
Samtaler der minder om kortspil, hvor højeste trumf, er størst smerte. Eller flest operationer.
Eller længst indlæggelse.

Det er som om jeg lugter af alt det jeg har hørt, når jeg trækker mig ud af genoptræningsverdenen og tilbage til mit Kongeskibs røde bug. Her kan jeg være i min egen tid. Rummet er mit, og her træner jeg mig i, at skille de dårlige vibes og energier fra. Der som igler vil trække på min energi.

Trods mit røde armatur af æstetik, som jeg svinger om mig inden jeg står frem, er jeg skrøbelig på min nye vej. Alle der arbejder sig fra en identitet mod en anden, har brug for et skjold. Det kan sagtens være et gennemsigtigt og lysende et. En bobbel af lys. For der må godt kigges ind.
Bare jeg skaber det selv. Ingen kan give mig den beskyttelse jeg har brug for, kun jeg selv.
For kun jeg mærker, hvilke skridt jeg tager. Og skal til at tage.

Det er svært for omgivelser, især for min elskede mand og børn.
At kunne se ind til mig, være helt inde og ligge tæt. Både passe på ikke at ramme mig der på kroppen, hvor den gør ondt. Og stadig blive liggende op af den varme hud.
Det er altid hårdere at stå og se på, end være den der gennemlever processen.

Min sjæl er fri for smerter, selvom man kun vil kunne se det helvede af smerte og fysiske handicap, jeg er i.

Jeg hører også om hospitaler der svigter. Læger der ikke ved hvem de behandler for hvad. Sygeplejersker der ikke synes at eje empati eller situationsfornemmelse. Sosu´er der suser forbi klokkesnoren, der klimprer hysterisk.

Og jeg oplevede det også selv! Det forkuller een inden i.
Og man skal gøre sig stærk, for at rense sig igen.

Det er lammende tydeligt at se, hvordan sundhedssektoren er rippet for håb.
Er blevet usund. Og det er katastrofalt! For os alle.

Skal man grine eller græde, når man har lov til at vælge et andet hospital? For fattigdommen har bredt sig. Som vira. Hvilket hospital er gået fri? Er de private stadig raske?
Man har en frist på otte dage, til at vælge et andet hospital. I teorien.

I teorien er alt meget sundere og mindre slidt. Det må være derfor politikere ikke har opdaget det endnu; at vores velfærdssystem er båret på rådnede træstylter.

Jeg bliver nødt til at træde mine skridt uden viden eller erfaring fra andre. Det må nok se let mærkværdigt ud. Der ude fra. Ingen af os kan dog vide, hvordan hverandre oplever. Kun ved vi, at vi oplever de samme ord og handlinger forskelligt.

Alt imens jeg skriver indlægget, ligger min søn på sofaen og ser *Alice i Eventyrland*.
Lige så over- eller underjordisk Eventyrlandet er, lige så realistisk er det.
Hvem ved hvad er mere sandt? Mere sundt? Mere rigtigt?

Måske taler jeg i tåger, trods mit udsyn er klarere end nogensinde?
At jeg kan se helt ned i mindste syning, hvordan dét jeg troede, måtte være et menneskes helvede at leve, er det eneste sted som bringer mig til en dimension, jeg aldrig før har betrådt.
En dimension jeg har drømt om at komme til.

Så når alt uden om er smerte, handicap, bøvl, sygdom, vrede, forbitrelse, sukken, fattigdom. Og frygt.
Må jeg læne mig meget langt tilbage, vide at der er et sikkerhedsnet. Selvom det er usynligt for mig. Selvom det ikke er samfundets system, der vil gribe mig.
Læne mig op ad visheden om, at alt er i skønneste orden.

Mit liv. Mit ansvar og valg der afgør, om jeg lever i helvede eller i paradiset.
Og dét er en gave at vide. At paradiset kun er en håndsrækning væk!

Et tip til daglig meditation...

2012-02-07T08:38:00.001+01:00

Jeg mediterer dagligt.
Nu hvor jeg er hjemme, har det været så meget nemmere bare at få det gjort til en vane.
Jeg elsker det! Og kan mærke hvordan jeg får det bedre - for hver gang.
For tiden har jeg brug for guidede meditationer. Andre gange free styler jeg.

Linkether, er til de meditationer jeg benytter for tiden.
Måske du også vil kunne bruge dem? Hvis ikke, nå, ja, så kan det være der dukker noget andet godt op:-)

http://www.abraham-hickslawofattraction.com/lawofattractionstore/product/S_GMD_1_DIG-DLD-zip.html

WoW, jeg er en heldig kvinde!

2012-02-07T08:08:00.001+01:00

Vågner, uden at vågne helt. Bare der hvor man flyder mellem søvnen og bevidste tilstand. Vil dreje mig om på siden, men ryggen kan ikke. Den føles bred, lammet. Som er min lænd en cementflise; tung og hård. Et lille ryk gør ondt, så jeg må gøre op med mig selv, om det er værd at vende mig over på siden? Eller blive liggende fladt? Jeg skal tisse, men det er umuligt nu. Kan ikke komme op, og ud på toilettet.
Hvor længe kan jeg ligge sådan? Hvad er klokken? Ved det ikke.

Karla har listet sig ind i nat. Husker det godt. Vågner altid lige inden, hun når døren til soveværelset - min underbevidsthed har fulgt hende.
- Kom bare, skat, læg dig her, hviskede jeg og lavede en hule mellem vores dyner.

Hvad tid var hun kommet? Ved det ikke. Men da havde jeg ikke de her smerter.
For satan også, det her føles meget forkert! Jeg kan ikke bevæge mig - det ligner tiden før indlæggelsen. Eller lige efter.

Der er ingen vej uden om. Jeg skal have hjælp.
- Niels, min stemme er mere end en hvisken. Han skal vækkes. Stakkels mand! Han knokler løs. Halvtredstimers arbejdsuge. Og single-dad ihvert fald rent praktisk. Jeg ved han bliver bekymret over, at blive vækket. Det er længe siden jeg har gjort det.
- Ja. Han er vågen. Gør ham sit bedste for ikke at lyde irritabel?
- Jeg må have noget medicin!
- O.k., hvad skal du have? Nu er han helt vågen. Ingen irritation. Bare den stemme som han har, når han vil hjælpe så godt han kan.
- Bare et par Dolol´er. Ligger ude på badeværelset. På der, det glas..den der..hylde..Glashylden!
- Har du vand?
- Nej.. siger jeg trist, ked af at han skal hele vejen ud i køkkenet. Hvorfor havde jeg ikke et glas vand klar? Eller bare et glas? Han er gået. Nåede ikke at sige, jeg har brug for et sugerør også. Kan ikke løfte mig op for at drikke. Nå, det går nok. Liggende, behøver ikke så meget. Dolol´er er glatte små kapsler. Han behøver ikke vide det. Blive mere bekymret.

I samme nu ringer Niels´ iPhone. Vækning. Ah, så det er morgen. O.k., TAK!
Så kan jeg droppe noget af skylden - han skulle alligevel op.

Karla vågner også. Hun ligger med sin kind på min overarm.
- Din hud er så blød, mor. Den er som en pude.
For et kort øjeblik er det ingen smerter; kun Karla og mig. Og hendes ord som varm chokolade, der smelter flødeskummet. Um. Tak! Livet er så givende!

- Karla-skat, når du kommer ud fra toilettet, kan du så tage mine krykker til mig? råber jeg inde fra sengen. Lukas er også stået op og gået i bad. Niels er ude at gå med Gandhi.
Jeg ligger og afventer lettelsen bliver stor nok til, at jeg kan komme op på krykkerne, ud i køkkenet, for at tage min morgen portion af diverse smerte-killers. Så skal det nok gå.
Mon jeg kan klare træningen i dag? Skal af sted! Det er måske præcis dagens træning, der holder mig oppe af sengen!

Karla er der, som den mest trænede sygeplejerske. Det både uendeligt rørende at se hendes kærlighed. Som det er skærende, at vores børn er vænnet til, at hjælpe deres syge mor.

Oppe fra badet vil Lukas gerne have den faste tjans, at tænde stearinlysene hver morgen. Og aften.
Karla har nemlig opgaven, at få friske blomster med hjem en eller to gange om ugen.
De elsker at ku´ give mig det, som gør det smukt for mig at være her, i Kongeskibet. Er det ikke fantastisk? Så smukke egenskaber de har!

Jeg er en uendelig heldig kvinde. Omgivet af kærlighed fra manden i mit liv. Og fra vores to smukke og kloge børn. Nå ja, og min evige tro beskytter, Gandhi-hunden.

Jeg er i sandhed givet meget. Utroligt meget. Og det skal værdsættes og takkes for hver dag.

Helgen vs Skorpionen

2012-02-06T16:20:00.001+01:00

For mig er det helt naturligt at keere mig om andre. Uden omtanke, rækker jeg mig over mod den der ligger ned. Jeg flintrer gerne gennem landet for at hjælpe en veninde, der har brug for mig.
Eller svælger mokka i timevis, når jeg skal høre om en andens problemer med ægteskab eller glæden over noget helt fantastisk. Jeg smider også penge efter veninder og venner, også når jeg ved jeg aldrig får dem igen. Bare det er ærligt sagt. Elsker at give gaver, for er det ikke bare skønt at få?
Eller jeg hænger omkring hende der er syg, hvis hun vil ha´ det.
Skjuler hende, der skal væk fra sin voldelige kæreste. Eller støtter op om antabus perioden.
Og mobilen er altid inden for hørevidde.
Hver nat.
Og det er sgu ikke noget særligt - come on!
For så længe jeg gør det uden at miste mig selv, så er det bare sådan det er. Jeg giver hvad jeg kan, ikke mere. Ikke mindre.

Og på en eller anden - for mig - besynderlig måde, er det blevet misforstået!
Som er jeg en helgen-lignende fruentimmer, der frelst fra min egen livsfarlige baggrund ved egen kraft, besidder en evne til aldrig at sige fra, blive pissed, stoppe folk, smække sandheder op til overfladen.

Jeg er Skorpion. Faktisk tre-dobbelt. Det er helt enkelt; jeg giver meget, fordi jeg har meget at give af. Men jeg tillader ingen at tage røven op mig. Så lukker jeg døren.
Man kan sagtens lukke en dør uden at karmen ryger af.
Alligevel er det som om, at dét at sige ærligt og tydeligt, hvordan man (jeg) har det, er så alt for provokerende. Hvad fanden skete der med sandheden?
Er sandheden fordomsfuld?

For når jeg så lukker døren, så spiddes jeg af en regn af projektioner.
Misforståelser af hvem jeg er, smækkes ud som en grimt fjæs af undertrykt mistillid.
Er sandheden da fordomsfuld?

Jeg bliver råbt af! Offentligt, som privat. Chikaneret og forsøgt ydmyget offentligt.
Får smidt i mit kølvand at, jeg et menneske med ego (hvorfor det skulle være negativt, overgår min terapeuthjernes viden?) Eller jeg er en dårlig veninde, der har svigtet da jeg ikke betalte for en andens bal. Er dramatisk og selvoptaget, hvis jeg vil have svar på spørgsmål, der har svævet alt for længe. Beskyldes for ikke at kunne tage nogen ind, når jeg stiller krav.
Kontrolfreak-kæreste, der ikke kan elske. Fordomsfuld og/eller forudindtaget. Nedladende.
Har lovet mere end jeg giver.
Og bla. bla.

En regn af alt muligt. Som i virkeligheden er uden betydning. Det er krusninger på overfladen, set i livets større perspektiv.

Så hvorfor skrive om det? Tænke på det? Hvad optager mig i det?

Jo, det gør ensomheden.
Ensomheden der opstår. At på trods af min egen tydelighed og krystalklare bevidsthed om, hvad jeg vil og ikke vil give, så misforstår folk ofte hvem jeg er.
En skorpion.
En tredobbelt en af slagsen.

Men jeg har selvfølgelig mine skønne veninde-søstre. Dem som er blevet gennem årene. Fordi vi taler sammen, om det som blev uklart. Om når vi skuffer hinanden. Gør det godt igen. Gider give hinanden ærlige pander. Tid. Plads. Tør være nysgerrige på det, vi ikke forstår hos hinanden. Ikke lade os skræmme. Netop fordi det er så givende, udviklende. Wauw!Jeg er heldig at have dem. Aner ikke hvordan det skulle være uden!

Så igen;
hvorfor skrive om det? Tænke på det? Hvad optager mig i det?

De gør det, at jeg står ved en dør. Som knak mit hjerte, da den smak.
Lysten til at åbne døren er væk.
Nu handler det bare om mere end mig. Så hvem er jeg, at lade døren være lukket?

Det sætter tanker og følelser i spind; hvordan skal jeg rumme, når døren går op?
Kræver det meget mere end hvad en trible Skorpio kan magte? En helgen måske?

Oh, den er svær.

.

Inspiration

2012-02-06T09:50:00.000+01:00

Stod her for små ti minutter siden, og tænkte på hvad jeg mon skulle blogge om i dag. Blank.
Og ja, jeg vil helst blogge hver dag. Det er en del af min måde at leve som kunstner på.
Jeg skal skrive. Hver dag. Ellers tørrer jeg ud. Dør.

Da jeg blev syg, havde jeg for mange smerter til at kunne lave de nødvendige bevægelser for at skrive. Nu kan jeg skrive sådan cirka et blogindlæg om dagen. Og det er så fedt!

Well, men jeg var blank. Gik ud til Englekortene, lod pegefinger og langemand cirkulere rundt, og meget hurtigt flippede et kort om. Inspiration. Inspiration! Sig mig er det en joke? Jeg er blank for inspiration, så jeg går herud for at trække et kort, for at få inspiration. Og kortet er så inspiration?! Er englekortene autistiske i dag? Så bogstavelige skal de for ind i himlen ikke være!

Jeg tøffer ind i køkkenet igen, med een krykke kun (det er en god morgen!), hiver min skårede latte kop, ud af microen. Mælken er nu varm nok til at blive blandet med Nescafeen og det gyldne sukker. Så lige ind igen og få tredive sekunder mere. Ding! En lækker stærk Nes-au-Lait. Um.

Men det er jo sjovt at få det kort, inspiration, tænker jeg videre. Og jeg er hurtigt klar over, at jeg længe ikke har gjort min morgenvane, som kunstner, nemlig at skrive mine 'Morgensider'.

Sidste efterår, eller nej, efteråret 2010, var jeg inde i en skriveblokering. Fastlåst og knyttet rundt om ideen om, at jeg ikke kunne skrive. Ikke kunne som i: 'jeg skriver aldrig mere en bog! Jeg var bare heldig to gange at ramme bestsellere! Jeg er ikke en rigtig kunstner! Den litterære elite foragter mig!' Og bla.bla.bla! Jeg var samtidig tæt på at knække sammen af stress, og jeg vidste det var nødvendigt, at gøre en grundig gang soulsearching.

Eller egentlig ikke. Altså soulsearchingen. Jeg vidste godt, jeg var holdt op med at lytte til mig selv. Være tro mod mig selv og dét jeg virkelig gerne vil. Det klassisk dilemma!
Vi er opfyldt af myten om den fattige kunstner, der dør af fattigdom og først anerkendes mange år efter. Og holder os derfor på den sikre vej. 'Få dig en god uddannelse! Du kan ikke leve af at være musiker/danser/maler/skriver/skuespiller/etc!'

Og mange af os æder den, får den gode uddannelse for blot at erfare, at vi ikke kan leve med, at fornægte den indre kunstner. Jeg har flere gode uddannelser bag mig, og det er uden tvivl godt for vores velfærdssystem. For mig er det livstruende.

Men sent efterår 2010, anbefalede to veninder mig (uafhængigt af hinanden, men begge kunstnere), at læse Julia Camerons 'Kreativitet'.
De næste tre måneder (eller jeg trak den faktisk i langdrag, fordi jeg nød den så meget, så det var mere end tre måneder!), var jeg på et fantastisk kursus i, at gen-åbne mig for min indre kunstner. WoW! Jeg dyrkede siderne både under vores danske frost himmel og den egyptiske sol. Umuligt at slippe, nu hvor jeg efter mange års tørke, endelig havde fået fat om mig selv igen! Fantastisk at blive genoplivet! Jeg åbnede mine sanser og lod dem stå åbne. Og jeg lærte at skrive 'Morgensider'. Et fantastisk must!

Denne vinter glæder jeg mig til, at blive rask nok (eller stærk nok?) til, at kunne genoptage alt det dejlige, som hører til at mætte 'inspirations-sulten'. Om det er at stå ved 'mit hav' og lade mig synke i eet med det. Eller gå i biografen og se et smukt eller sjovt stykke film. Hente en ny notesbog frem til nye Morgensider. Eller spise noget helt særligt, som sender sanserne tilbage til dengang jeg var barn. Se et teaterstykke eller læse en ny bog. Jeg glæder mig bare til at tage det hele ind igen; en dejlig kæmpe verden af inspiration.

Men inspirationen findes også i store mængder til genoptræningen. Fx når jeg opdager, hvordan unge fysser mødes med ældre borgere, i lege som skal træne både fysik og hjerne. Ordlege med bolde. Eller balloner der puffes rundt oppe under loftet. Gamle mænd og kvinder med røde kinder og smil som børns. Wow, det går lige i mit hjerte!

Inspirationen er alle vegne!

Også for sådan en som mig, der lever isoleret og ikke kan forlade sit hjem.
De fleste timer er jeg alene, og det værdsætter jeg så meget! (Alenetid er en luksus, man som forælder sukker efter!) Jeg har kræfter til at skrive lidt på Mac´en. Og jeg har valgt at være fuldstændig ligeglad med, om hvad andre mener er kunst og hvad den skønlitterære danske elite styrer.
For jeg mærker jeg lever knyttet sammen med min kunst. Hver dag!
Det er helt underordnet om det sker fra/i mit hjem. Eller om det er fra det 'mit normale liv',
hvor mit arbejde og inspiration findes overalt i Danmark.

Og det er dæl´dylme fantastisk! Og god grund til at være evigt taksam for! At det hele findes dér, hvor vi vil, at det skal findes! Så næste skridt for mig, det er at finde kræfter til både Mac og Morgensider:

Der er så mange måder at leve på, sir jeg. Igen.

2012-02-05T12:32:00.000+01:00

En af mine skønneste veninder kom forbi i fredags.

Jeg har veninder, som ikke blot er veninder, men søstre. De er tættere på end nogen fra mit biologiske ophav nogensinde kom. Og de er de mennesker, jeg kan være mig selv med. 100 procent. De kender mig. Ikke sådan på daglig basis, som når man bor sammen. Det gør kun manden og ungerne.
Men jeg fortæller dem om, hvordan jeg er at leve sammen med på daglig basis. Uden at tilbageholde det uskønne.

Jeg har en håndfuld af den slags søstre.
En elsker jeg for hendes røde hår og store smil. Hendes vanvittig sjove humor og sindssygt skarpe hjerne! Kombineret med hendes enorme hjerte.
Jeg har en anden søster, som er lige så hvid rent fysisk, som hun er af væsen. En engel på jord! Med et sprudlende kreativt sind, der omfavner og viser vej.
En anden fordi hun altid var der dengang jeg trængte til en seng at ligge i, når natten var ude efter mig. Gennem sit eget moderskab viste hun mig, at mødre kan være smukke! Ikke kun fysisk, men også af sind.

Mine søstre ser jeg ikke hver dag, uge eller måned. Men de er altid i mit hjerte. Og ofte i mine tanker.

I fredags fik jeg delt tanker, følelser og oplevelser med min ene søster.
Og hun er den første, udover min elskede Niels, som jeg har delt med; *hvad gør jeg med mig og med at være mig, i min ændrede fysik?*
Mig som handicappet. Jeg er nu et af de mennesker/en af den historier man hører om, og tænker; *det sker ikke for mig!*

Da jeg kom ud fra hospitalet, gjorde jeg det jeg altid gør, når jeg er overfor et problem. Gør mig klart, hvor jeg vil hen. Og finder noget at symbolisere målet med.

Inden jeg sagde farvel til den sidste, enormt omsorgsfulde sygeplejerske, som havde ansvaret for mig, sagde jeg, at jeg skal op og gå på stilletter igen! Hun rystede let på hovedet og smilede blidt til mig. *Bare du nu passer på, lov mig det!* Det lovede jeg og hjemme bestilte jeg mig mit nye par Irregular Choice.

I fredags pegede jeg dem frem for Ulla; Det er dem der står derovre! Henne i læsekrogen!

De står fremme; fucking smukke, overflod, pailletter, stjerner. Ren Hollywood. Meningen er klar. Som et citat jeg engang læste (var det Mae West?): *Sigt efter månen! Hvis du sigter forkert, lander du blandt stjernerne!* Noget i den stil.

Nå, men vi snakker videre, for hun var ret chokeret over den sidste udmelding, jeg har at forholde mig til.
1) Det tager længere tid for mig at blive rask end normalt for ryg-opererede.
(Andre går fra hospital uden hjælpemidler og minimal medicin, få dage efter operation. Tre måneder senere, er jeg på krykker & næsten samme høje mængde medicin. Og fysserne mener, at havde jeg ikke været i intens genoptræning, ville jeg ikke være i stand til at komme ud af min seng.)
2) En re-operation skønnes vigtig. Enten pga. jeg danner meget arvæv. At der er sket en ny skade. At der er noget de overså ved operationen.
3) Jeg er kronisk skadet. At jeg pga min meget høje smertetærskel, kom for sent til læge og operation (Gik i måneder med smerter, hvor andre går i dage). Så nerven har været belastet for længe = kronisk skadet.

Det er dét, en kirurg skal hjælpe mig med at få afklaret, medio marts.

Så mens jeg venter, træner jeg fortsat intenst. Det giver mig de kræfter jeg har brug for, både fysisk og psykisk. Jeg bliver stærkere og stærkere - det bliver nemmere at bære mig selv rundt på krykker. Og endorfinerne gør det muligt for mig, at modsvare magtesløsheden.

Så måske er min virkelighed den, at min nuværende situation, er mere end pt. Men livsvarig.
Hvordan vil det være at skulle bruge kørestol? For det bliver nødvendigt for at komme rundt, og opleve et liv uden for mit hjem?
Hvordan skal jeg håndtere smerter på det her niveau, som gør jeg ikke kan gå?
Hvad med gå ture med hunden? Aldrig mere?
Hvordan er det at være i sommerhuset - gå rundt på græsplane med krykker? I sandet på stranden? Hm.
Hvad med at køre bil? Jo, klart vi kan få en med automatgear. Men hvad med det der stærke, røde trekantsmedicin? Ja, noget af det er ikke sløvende. Andet, den rene morfin, er. Der må findes måder at smertedække på, så jeg kan køre min bil.

Alt det her, ved jeg intet noget om Og det er kun tanker om en mulig fremtid. Så derfor lader jeg dem på ingen måde dominere negativt. Alligevel var det så dejligt at tale med en nær veninde, om at se på sig selv, på dén måde. At billedet rykker sig. At man kan være nødt til, at se sig selv, på en helt ny måde, end man nogensinde havde forestillet sig! For der er jo ingen der ved, hvad fremtiden bringer. Om det bliver med eller uden hjælpemidler.

Ulla er den perfekte at tale med. Hun kender om nogen til, at måtte omdefinere mål i livet. De mistede deres datter, da hun var 2 år. Døde af muskelsvind. Først, da hun blev født, var beskeden at pigen ville være handicappet på nogle områder. Siden måtte de omstille sig til, at hun skulle sidde i kørestol. Og slutteligt, at hendes form for muskelsvind var dødelig.
Så Ulla og hendes elskede mand, de ved hvordan man sætter realistiske mål, for at opnå det bedst mulige. For dem var det til sidst, at få den smukkeste begravelse.

Jeg er taksam for at smukke kvinder vil være en del af mit liv. Tale med mig og dele med mig.
Og taksam for at vide, hvordan jeg omstiller mig, for hele tiden at få det bedste og smukkeste ud af præcis dér, hvor jeg er. Være glad og taknemlig for det, som er. Og ivrigt klappe i hænderne, over det som kommer.

Hvis ikke man tillader sig selv det, er man blot er offer. Offer for andres handlinger. For omstændigheder. For skæbnen. For...?

Jeg vil gerne være smuk i mine paillet guld-stjerne-sko! Stråle om kap med dem!
Og det kan for ind i himlen gøres på mange måder; gående, siddende i kørestol eller støttet af en stok.
Jeg mener, skoene er jo købt!

Clarity! ...øh...

2012-02-03T08:09:00.000+01:00

Ja, det er meget fint, at tage et englekort hvor der står clarity, jeg mener mig der er klarseer (eller clairvoyant, som de fleste kalder det).
Men hvad er det lige min dag i dag, skal give mig af klarsyn? Eller på hvilken måde skal jeg være klartseende?

Det er er spekulationer jeg kan drible rundt, oppe i min hjerne med. Hjernens egen træning, som sættes i gang længe inden jeg sætter min krop til genoptræningen.
Clarity?..Hm....

Som de fleste ved, så er mange clairvoyante udelukkende i stand til at se på andre, for andre.
Ikke for sig selv. Jeg er noget nær, ingen undtagelse.

Altså selvfølgelig er der ting jeg kan se, veje der vil blive gået ude i fremtiden og alt det. Men jeg kan også opleve at stå i en situation, hvor jeg ikke vidste jeg ville komme. Det er sådan set som det skal være, for hvordan skulle jeg ellers kunne leve?

Men nogle gange holder det heller ikke - noget af det jeg lige har skrevet.

Der er stunder, dage eller nætter, hvor jeg får en særlig rastløshed i min krop. Og jeg kan ikke komme frem til hvorfor, i mine tanker. Alt synes normalt.
Indtil jeg får en besked om at en af ungerne er kommet galt af sted i skolen. De har måske slået sig, og skal på skadestuen. Eller røget ind i en rigtig svær konflikt, som ikke bare lige løses og glemmes igen.

Det kan også være manden oplever noget slemt. Fx engang hvor han fik åbent benbrud.
Lige i det jeg får beskeden, slapper kroppen af. Og så kan jeg gå i gang med at tage mig af dét, som er hændt.

Jeg bruger også selv at gå til klarseere, når jeg er på den. Men desværre findes der meget få, som er dygtige nok.
Nu er det jo meget forskelligt, hvad man vil have ud af en session. For nogle er det vigtigt at få en tegning med af deres aura. Eller et lydoptagelse af samtalen.
Det er jeg ligeglad med. Jeg husker nok det, som er vigtigt.

Men fordi de rigtigt dygtige er svære at finde, så har jeg kun været hos to, som jeg fik noget ud af. Og der har så været to mere, som ikke rigtigt gav mig noget.
Nå ja, hvis det var en holdbar statestik over klarseere i Danmark, ville det være helt o.k., hva?. Hahaha!

Jeg savner meget at have en mentor. Men begge de to kvinder jeg i den grad lærte af at være hos, arbejder ikke Danmark længere.

Så måske, siden jeg nu er vandret af de tanker i dag, skal jeg få gjort mere ud af, at skrive om min spiritualitet. Hvordan jeg lever og arbejder med den. Hvad der skal ske fremover i mit liv.

Nå, ja, det har jeg ikke forklaret. Der hvor jeg kan se på mig selv, det et bl.a. som nu, hvor jeg er meget syg. Jeg har ikke prøvet at se, hvordan forløbet vil være fremover. Men jeg ved hvorfor jeg er syg, og hvad det skal lære mig. Og den indsigt kommer meget hurtigt, klart.
Det er selvsagt en enorm force, at være så heldig at kunne det. For det gør det så meget nemmere at bære. End at sidde og føle bitterhed og opgivenhed.

Nå, mere tænkebox - er tiden inde til at skrive om, og offentliggøre, mit spirituelle liv?

Blondiner har det da skidesjovt ik´?

2012-02-02T09:29:00.000+01:00

Og behøver ikke skønhedsoperationer. Vel?

Jeg havde helt lyst hår til jeg var seksten- sytten år. Så farvede jeg det brændende rødt. Så sort som Professor Snapes. Det gik der nogle år med, som det gør for så mange andre teens.

Nu har jeg fået en sådan udbredt dansk hårfarve, som hedder noget lige så danske; nemlig leverpostej-farvet. Så de sidste ca tyve år, har jeg lysnet, blonderet eller affarvet mit hår (alt efter hvilket produkt, der tages i brug).

Jeg bruger også glædeligt make-up, men føler ikke trang til at 'tage øjne på', før jeg forlader hjemmet. Jeg kan sagtens gå med morgenhår og usminket fjæs, til både træning, handle eller besøg. Så det er alt , jeg har lyst til. Det er sjovt; som da jeg var en lille pige, og legede fin dame. Forandringerne man kan lave er nærmest bedre end fotoshoppen!

Så har jeg en del tattoo´s. Og det er jo om noget, meget forandrende indgreb på min krop.
Men jeg vil aldrig få lavet kosmetiske operationer pga. forfængelighed.

Og er jeg nu så sikker på det?
Det tror jeg da....

I min biologiske familie, er det almindeligt at få lavet om på det ved sit udseende man ikke bryder sig om. Det har det været længe før, at det blev hver-kvindes-ting, at få opereret nye bryster eller pisket botox ind her og der. Og det er nok præcist derfor, at jeg slet ikke kan det med, at lade kniven vandre skødesløst hen over mit ansigt og krop, for at skære mig til!

Det er ikke fordi jeg ikke kender til at være ked af sit udseende (modsat hvad mange tror).
Det er først her på den anden side af 40, at jeg er begyndt at holde af mig selv. Med og uden fejl!
Min selvfølelse har været så fucked up, at jeg overhovedet ikke kunne se noget som helst attraktivt ved mig og/eller kroppen, så jeg smed den bare ud til at passe sig selv.

Hvad jeg godt kan forstå det er, hvis man får lavet kosmetiske indgreb af andre årsager; som smerter fx. Eller andet af sådan noget.. et eller andet. Jo, brandsår!
(Jeg har engang fået forbrændt hele mit ansigt, i en god 1. & 2. grads forbrænding. Og da jeg sad der på Hvidovre Brandsårs afdl. med konstant vand på mit ansigt og lugten af brændt hud og hår i både min næsebor og min frygt, da vidste jeg, at selvfølgelig ville jeg opereres, hvis skaderne var umulige. Jeg var cirka seksogtyve år, og det var helt ad h.. til, at få en gasovn blæst af i ansigtet.
Men det viste sig, at jeg helede på mirakuløst vis (det er en anden historie, en anden gang; om healing, spiritualitet og skytsengle).

Nå, hvor kom jeg til. Jo, ville jeg virkelig aldrig få lavet et kosmetisk indgreb?
For jo, selvfølgelig tænker jeg på det, overvejer ind i mellem. De der rynker om munden, hønserøven. Øv, dem gad jeg godt være foruden. Men jeg vil ikke ødelægge min naturlige mund, hvilket man gør, med indgreb.

Og her mens jeg har haft mange smerter, dvs. de sidste seks måneder, er der begyndt at myldre grå hår frem - proportionelt med smerteniveauet. Flere smerter, flere grå hår pr. uge. Seriøst! Det er vildt at se!
Før i tiden, som ung, legede jeg med at ha´ farvet håret gråt. Men vil jeg også synes det er vildt flot, om lidt, når det ikke kan vælges fra længere, men er en grå fast bestanddel. Af mig!

Ja, jeg er så på vej mod 45, og det går edderdylme stærkt!
Især nu hvor jeg er i overgangsalder og østrogen der forsvinder, lige som trækker hudens fedt med sig væk. Og efterlader i stedet et spor af rynker. De mest bedstemorlignede steder (under hagen, knæhaserne (!), håndryggene..suk).
Og det ku´ godt sætte panikken ind. For ville det ikke være fristende med en gang Estylane? Botox? Something 'youthe´ning'?
For træning kan intet stille op mod løs hud betinget af alder eller graviditeter.

Men nej, det gider jeg bare ikke begynde på.
Så jo øjenlåg der hænger og trækker hovedpine frem - klart. Men øjenlåg der rimper sammen i et net af rynker, når man griner. Og senere, også sidder der når man ikke griner, ja, det er stadig en del af at være menneske.

Lykkelig fordi man ser ung ud? Tror jeg ikke på. Andet end at man ved at tildele sig selv et ungt udseende, slipper for et spejlbillede der fortæller en, at livet har en udløbsdato.
Lykkelig fordi man ser godt ud? Tror jeg heller ikke på. Følelsen af lykke over sig selv, skal findes inden i sig selv. At få det at vide fra andre, er kortvarig glæde (hvis man da overhovedet tror på det?)

Såeh - 'blonds have more fun'?

I dag er vi alle konstruerede i en eller anden form. Skifter hår- og øjenfarve, som vi vil. Har tattoos eller ingen. Muskler kan komme og gå. Bryster i forskellige sizes, falske øjenbryn, slankende undertøj og push-up bh´er. Inputs ifa. kemi eller organiske midler, der skal opfølges jævnligt. Kvinder +40, der bruger bukser size 10-12 år og har langt kunstigt indsat hår; det er et helt almindeligt forbillede!

Det kan godt være, at det altid har været sådan; at man før i tiden også gjorde alt muligt, bare alt muligt andet end operative indgreb.
Jeg tror bare vi ville have et mere afslappet forhold til vores udseende, hvis vi droppede ideen om, at koble lykke på et godt og ungdommeligt udseende.

Så konklusionen fra mig, må lyde noget i stil med, at lykke må findes andet steds end i hårfarven!

Sure sild in the City aka Prinsessen på Ærten

2012-02-01T17:39:00.000+01:00

Nå, men jeg har jo efterlyst og beklaget mig (på Facebook). Fordi jeg mangler at se noget sjovt og let tv/dvd-underholdning

Jeg er ret træt af, altid at se noget alvorligt. Svært. Problematisk.

Samtidig er jeg sindssygt kræsen, og bliver for let optaget af dårligt skuespil/script/instruktion/?

Ville være en fantastisk filmanmelder; pissesur og med nada evner ud i filmmaking selv.

Jeg er så bare ikke filmkritiker, og har heller ingen ambitioner eller lyster, i den retning.

Jeg vil bare gerne underholdes!

Så jeg gik med til det. Ja, jeg gjorde sgu. Sex in the City.

Og ja, jeg kan godt se det! Hvorfor så mange godt kan lide den.

Men jeg kan ikke selv blive fanget. Det er som et damemagasin; overfladisk og uden substans.

Det trods jeg har forsøgt med adskillige tilgange; fx. den at i første afsnit, har Carrie pludselig 'min' t-shirt på, som jeg købte i Miami Beach tilbage i 1998-9 (og som jeg aldrig har set nogen med!) AHA! Et tegn om at jeg skal blive ved med at se serien?

Næste afsnit har hun pludselig min stol, den fra min singlelejlighed, også årgang der-slut-sidste-årtusinde. (Og nu et dejligt sommerhusmøbel).

Jeg advancerer i mine tanker om serien og fortsætter med at se den for i sæson 2 (yep, så langt er jeg nået!), at opdage at Carrie (hele tiden Carrie!) nu har mine jeans på, helt sikkert årgang 1999!

Men jeg er også nået til, at selvom jeg har trukket al den amerikanske kultur fra (der går ud på at man som kvinde skal giftes,/ikke må være en 'slot'/ingen kropsbehåring tilladt/spiller et spil for at få det man vil have af manden = manipulation), så er de her figurer enormt umodne, selvoptagede - måske ligefrem narcissistiske? - brokkende, krævende og uansvarlige ift. eget liv.

Og dét begynder at irritere mig nu, hvor jeg er på slut af 2. sæson.

Så mon jeg holder meget længere? Det sku da lige være pga. Samantha figuren, som jeg synes spilles helt humoristisk og sanseligt (af Kim Catrell, vist?)

Så slår det mig, hvorfor den serie er så populær hos danske kvinder?

For jeg kan forstå hvorfor den er det hos amerikanske qua ovenstående. Og det dejligt forløsende det må være for dem, at der siges f-ordet igen og igen. Og scenerne diskuteres og udmales igen og igen.

For danske kvinder, er det vel ikke så vildt? Godt nok har jeg været rundt om blokken flere gange end de fleste, men helt ærligt? 'De fleste' har vel også set dette og hint (?).

For nogle dage siden skvattede jeg, på fb, over en update hos en af mine kollegaer, en kvindelig single journalist. Hun interviewede mig engang, husker ikke om hvad, men husker hendes manglende forståelse af, hvad jeg mente ligger i ordet tilgivelse.

Anyway, hun har en klumme, hvor hun er ret sur, nedladende og ironisk. Det er sådan hendes stil, som det er blevet det, for rigtigt mange. (Om det særligt er kvinder, ved jeg ikke?)

Men det er så udbredt. Sådan en gang vrede/talen-ned/ på alle der ikke mener det samme, som een selv, basicly. Eller på mænd, fordi de har forkert hår. Eller dårlig ånde. Eller grimme tæer.

Eller jeg ved ikke, jeg synes det er sådan en manglen på at tage ansvar for sig selv og sit liv.

Brokker sig over alle andre og de manglen på perfekte mænd, der gør, at karriere/single/kvinde ikke har dét liv, karriere/single/kvinden ønsker.

Prinsessen på ærten. Æv.

(Jeg tror nok at det er dét, Bitterfisssen Bethanys knalder ud over fra tid til anden. Uden jeg har overblik over, hvad BB ikke knalder ud over.)

Og så er der et sammenfald: Amerikanske 'Sex in the City' single kvinder, der brokker sig, opfører sig umodent (men dog kan indtage drinks og mad i eet væk, uden at blive tykke).

Danske single københavnske karriere/single/kvinder, der brokker sig i klummer/blogs, og er uansvarlige (men som dog tager på, når de indtager drinks og mad i eet væk).

Sure sild in the City aka Prinsessen på ærten.

Og ja jeg mangler stadig noget godt tv-serie underholdning til at ligge i sengen med her.

Og jo jeg savner at drikke ad h... til. Og være oppe all night med veninderne!

Ergo - så gør jeg noget ved det!

Piiisssssttt!

Men pleaze; kan der blive skruet ned for brokken og op for ansvarlighed, og dermed glæden?

Lige nu! ( en text fra 2007)

2012-02-01T16:59:00.000+01:00

Den her text, har jeg hevet frem igen. Fordi i min nuværende situation, hvor jeg er alvorligt syg og handicappet - dog på ingen måde livstruet, kom den tilbage til mig. Om det med livet; at det er her, men ikke altid. Og at vi er her, men altid tar for givet, at vi er her. Om børn og når børn bliver bange. Og om hvordan jeg med tidligere sygdom har lært, at vide, det gælder om at få det hele med. Lige nu.

Så texten er ikke skrevet lige nu - alt i texten, er overstået, oplevet og sket!

’Enhjerneoperation! Jeg skal have en hjerneoperation!’

Jegved ikke om den emotionelle lammelse indtrådte i dét øjeblik, det gyselige ord forlod kirurgenslæber... Eller om det var, da ordet brød ind gennem min morfinpåvirkede tilstand,som en måneraket, når den bryder lydmuren. Jeg stivnede, trak ikke vejret,faldt i et hul, lige dér, på Rigshospitalets 2.sal. Udenfor trængte foråret sigpå vej, ikke så stædigt, men dog.

Etkvarter tidligere kørte jeg på min cykel gennem byen, lige så hasarderet somaltid, ind og ud gennem biler og trafiklys. Stresset og irriteret over igen, atskulle ind til endnu en læge, som jeg ikke havde bedt om. ’Bare for en secondopinion’, havde neurologen sagt efter jeg havde fået min MR-scanning. Jeg gadikke, tung og træt efter flere måneders massiv hovedpine. Og en mega mængde afpiller. Intet hjalp.

’Erdu bange?’ Det er hjernekirurgen. Han har fortalt om, hvordan han vil opereremig, om risikoen. Han er helt rolig, sidder der foran mig. Kæmpehænder, som ensmeds, tænker jeg. Hvordan skal hans store hænder finde deres greb, om deinstrumenter han skal bruge... til... til min hjerne?

’Ja!’smiler usikkert... ’Det lyder som det hvide snit, hvis det går galt?!’

Hansmiler, nikker. ’Det kan man godt sige. Nogle får en forandret personlighed.Nogle dør. Andre klarer det fint.’

’Hvader procenterne?’ Jeg vil vide om jeg skal dø.

’Altså,det kan jeg ikke sige. Men jo længere tid du venter, jo større er risikoen forat du ikke overlever. Skal jeg skrive dig på venteliste til en operation?’

Dajeg går derfra, står jeg på venteliste. Jeg er femogtredive år, gift, mor tillille dreng på to og et halvt. Afdelingsleder på en døgninstitution. Jeg har et’hindbær’ af blod i min hjerne. Et cavernous angioma, på størrelse med hanslillefingernegl.

Deter tre og et halvt år siden nu.Jeg fik min operation. Jeg overlevede, og fik ingen mén. Jeg lavede meget om i mit liv, fordijeg vidste, dette var min chance! Chancen for at gå efter mine drømme, fåryddet op, cuttet ind til benet.

Barefjorten dage efter operationen, blev jeg gravid med vores datter. Jeg sagde mit sikre job op, og begyndteat leve som forfatter og foredragsholder. Blev min årelange spiseforstyrrelsekvit.

Dettevar min chance - mit mega wake-up call.

Jeg’vidste’, at det her, denne sjældne sygdom, sker kun een gang. Og jeg klarededen! Sikke en gave vi fik – og sikke vi nyder livet, os – min familie; minmand, min søn som nu er seks og datter som er blevet to og et halvt.

Indtilnu.

Densidste måneds tid til halvanden, har jeg haft smerter i hoevdet igen. Vi vedikke, om jeg er syg igen. Vi ved ingenting.

Hovedpinenbegyndte at komme, bare sådan lidt spredt ud over en måneds tid. Intetforuroligende. Så blev den kraftigere, så blev den konstant. Det følesfuldstændigt som dengang.

Minemorgener starter med morfinpræparat. Så morgenmaden er nu, ud over kaffen,udvidet til et minibitte stykke knækbrød med syltetøj, og to piller.

Jeggik til mig egen læge –’jeg har hovedpine,’ sagde jeg.
’Ja, der eringen grund til at spilde tiden, ikke med dig. Jeg sender dig videre!’

Nuventer jeg. Vi venter; min familie, mine venner – vi venter med dundrendehjerter og rastløst åndedræt. Vi ved ikke, hvad vi kan vente. Jeg venter detværste. Det gør min mand også. Mine venner siger, jeg ikke er syg. Jeg kommertil at leve i mange år.

Ja,måske lever jeg i mange år, og får femhundrede børnebørn som elsker at bliveforkælet hos deres excentriske, tatoverede og grånakkede bedstemor. Måske. Deter netop dét – ingen af os ved, hvornår vores dødsdag kommer. Den kan kommemens vi cykler af sted, drønstressede og skal hente ungerne inden lukketid.Mens vi har den bedste elskov nogensinde, lige efter det vildeste uforsonligeskænderi. Mens vi sover eller som følge af sygdom.

Etlille hindbær i hjerne. Jeg kan næsten få det til at lyde uskadeligt. Måske formin egen skyld, måske for din skyld, kære læser. Et hindbær, som dét jeg havdei 2003, kan briste med øjeblikkelig død til følge.

Såmon jeg har et hindbær, som er sivet igen?

Jeghar fortalt det til mine venner, min familie, mine samarbejdspartnere. De kanhøre min uro, og de mærker den selv.

Ognu hvor jeg har sagt det igen og igen, får jeg med ét lyst til at trække alleordene tilbage. Jeg har ringet rundt, siddet med venner og vi har grædt ogsnakket om healingens kraft. Om universet, karmalov og mest omeksistentialisme.

Barelyst til at råbe: ’Jeg mente detikke! Det er ovre nu! Det var bare falsk alarm! UNDSKYLD!’ Det er så svært atse alles frygt og sorg; for tænk, når tanken tænkes til ende, tænk, skal en ungmoder forlade sine små børn og elskede mand? Hvad er forklaringen på det? Hvemkan få det til at gå op i nogens kabale? Og det er så svært ikke at føle skyld,for jeg er jo årsagen til al den bekymring og frygt. Og selvom jeg godt ved, atjeg jo ikke har påkaldt mig en eventuel sygdom, så er jeg stadig hovedpersoneni det doku-drama, der afspilles netop nu, som involverer mange mennesker, ogingen har et pre-view på næste afsnit.

’Jegmente det ikke! Jeg troede jeg havde hovedpine, men det holdt op – slutfærdigt. Ovre, borte, done and gone!’

Hovedpinentrænger sig på – gennem piller og forsøg på at tænke fornuft (:’Jeg er ikkesyg, jeg er ikke syg!’). Magtesløsheden skiftevist afmatter mig, som provokerermig til, at ville være rask og blive meget gammel. Det er den samme følelse afmagtesløshed, der driver mig ud i overspringstanker; ’det er ikke så alvorligt,det var nok bare noget jeg troede, hvis ikke jeg spiser morfinpræparater så erjeg ikke syg’. Og hvad jeg ellers har fundet på at tænke i den sidste månedstid. Alle mulige krumspring, vriden mig selv rundt som en orm på krogen, for atvide, forstå, ikke vide, ikke turde vide, vente, rumme.....at jeg lige nu bareer forpint af smerter, der til forveksling, ligner de smerter jeg havde for treog et halvt år siden. Og at jeg ikke kan få noget svar lige nu. Og hvad er jegmest bange for? Det at være nødt til at vente? Eller få at vide jeg er sygigen? Lige nu ved jeg ikke noget. Jeg ved ingenting, for jeg er allerede såforvirret, har allerede tænkt alle tanker på een gang, i et nanosekund.

’Erdu syg, mor?’ Han kigger op fra sin tegning. Min smukke søn, min kloge, smukkeog følsomme søn, der med alle hans karatespark og seje attitude, bare har oplevetså alt for meget i hans korte liv. Der har været så meget alvor i hans liv, athan bare må buldre ud, kropsligt. Han véd, hvad det betyder, når Mor er syg.

´Skaldu dø?’ hans næste spørgsmål rammer mig som en torpedo. Jeg burde have set denkomme. Han får stillet næste spørgsmål, inden jeg svarer på det første. Jegtrækker i langdrag, i land.

´Jamen,jeg ved slet ikke om jeg er syg, altså...´ min stemme er tøvende, usikker,bange.

KarlaSolvej sidder musestille på mit skød, kigger ned på sine hænder. Der er tuschpå.

’Kanlægen se på en computer, om du er syg, og skal dø? Det er Lukas igen, hanholder ved, han skal vide det. Jeg elsker hans stædighed og at han går lige indtil kernen.

´Ja,det kan han godt´ svarer jeg, lidt mere sikkert. Tænker at ’computer’ er en godoversættelse for MR-scanner.

´Såhåber jeg lægen skynder sig rigtigt meget, hvis han kan se at du skal dø!`

’Detgør jeg også!´

´Menhvis du er rask, kan han bare give sig god tid, og så hjælpe nogle andre istedet´. Jeg overvældes af stolthed, varme og kærlighed – det er min smukke,kloge og følsomme søn, som taler.

KarlaSolvej sidder stadig helt stille, har dårligt rørt sig. Jeg kysser hendes nakkeblidt, puffer til hendes kind med næsen:

´Erdu bange, lille skat?´

´Mm´,svarer hun bekræftende.

’Detkan jeg godt forstå´ Jeg holder hende tæt ind til mig, og siger så:

´Menlige nu er vi her, og nu skal vi rigtigt hygge os!

KarlaSolvej vil ikke forlade mig, hun bliver hos mig i to dage, uanset hun elsker atvære i sin vuggestue.

’Erdet fordi du er bange for, at jeg ikke er her, når du kommer hjem?’

’Ja!’svarer hun og ser mig lige ind i øjnene. Hun har de der brune, mandelformedeøjne, som sin far. De kan gnistre og skinne, og se på folk, så voksne blivergenerte og utilpasse. Hun er også smuk, klog og følsom. Min datter. Og jegforstår i dét øjeblik, at hun ikke længere er en lille baby, men en pige somprøver så meget at forstå. Og bare vil være tæt på sin mor, som hun er bangefor at miste.

Huner med mig overalt, vi hygger, griner og kører på rulletrapperne iFrederiksberg Centret. Vi er på café med Tante Ulla, min kære veninde, somholder min hånd og deler tanker med mig. Ulla og hendes mand, mistede dereslille datter, da hun var knapt to år. Hun kender til sorg, smerte, kærlighed,liv og død. Vi sidder og taler, græder lidt, da Karla Solvej ser megetalvorligt på os og siger:

’Jegvil hjem!’

’Åhlille skat, bli´r du bange nu? Jeg rækker armene over mod hende.

’Ja,’klager hun

’Komherover, mellem mig og tante, så putter vi sammen!’ Ulla og jeg gør pladsmellem os, og Karla Solvej smiler glad og kravler op, putter sig.

Minebørn passer på mig, og bekymrer sig. Det er et forfærdeligt vilkår. Jeg ved detvil præge dem, jeg har set det præge Lukas før. Og stadig sidder i ham. Men deter vores vilkår, lige nu. Jeg er magtesløs over for den del – jeg kan ikkebestemme, at tiden skal gå hurtigere, at ingen må være bange, at jeg skal værerask. Så jeg prøver at være i det, og sammen med mine kære, at finde voresplads i det.

Ogja, jeg er bange. Rigtig bange for, at min tid er inde. Jeg frygter ikke døden, somnoget slemt, smertefuldt eller ensomt. Og jeg er heller ikke ked af det, jegaldrig nåede. For jeg har sandelig nået så meget mere, end jeg troede muligt.Men jeg erbange for, at sige farvel til mine børn og min mand. Ikke at kunne række håndenud og mærke varmen fra deres kinder, kysse dem blidt på håret og hviske: ’Jegpasser på dig! Altid!’ Presse min hånd ind i min mands og se ind i hans mørkeøjne og vide, at alt er o.k., for vi er ’mig & dig’.

Nårjeg skal lægge mig til natten, bliver jeg rastløs og tankerne får frit råderum.Tænk, hvis jeg ikke vågner igen? Så må jeg lige op for at stryge ungerne overhåret en sidste gang. Og kysse en gang til.

Deter ikke fordi jeg gider, at være hellig og snakke om hvor vigtigt det er, atvære i nuet.

Deter bare det eneste jeg har at holde mig til, lige nu.

Jegfår brev om at jeg skal ind på Riget, til samme kirurg, men der er næstenhalvanden måned til. Det er utåleligt at skulle vente så længe. Jeg presser på:

’Jamen,kan jeg så ikke komme på venteliste til et afbud?’ spørger jeg lægesekretærenover telefonen.

’Nej,det har vi ikke resurser til. Ladmig lige se hvornår han har ambulatorium...Nej, vent nu lige lidt. Jo, hør...’Så åbner himlen sig, og pludselig var der et afbud, her og nu.

’Tak!’svarer jeg grådkvalt. Om to dage skal jeg derind.

Stakåndetog hændervridende sidder jeg igen over for ham. Han er helt rolig.

’Jegtror ikke du er syg!’

Hvad...?

’Jeghar opereret alle med den sygdom her på Riget de sidste 10 år. Det er en megetsjælden sygdom, og jeg har aldrig set nogen komme med den igen! Jeg tror det ertidligere hjernerystelser.’

Jegbryder sammen i gråd, hænger min veninde om halsen. Vi græder sammen i lettelseog forløsning.

Ognu hvor død og sygdom ikke længere ligger som musvåge, klar til at hugge ned,dukker tankerne om torturen jeg blev udsat for som barn, op til overfladen. Erdet den, som forårsager smerterne? Så mange år efter?

Jegfalder ligesom sammen, udmattet. Dødsangsten står ikke længere og stirrer migind i øjnene. Nu har jeg tid til at finde ud af, hvad det så er. Og selvom jeghar tid, er smerten presserende nok til, at jeg hurtigt kommer ind til minpsykolog.

Også sker det! Svaret kommer! Klart og uomtvisteligt. Som rækker en engel miglivet igen. Pludseligt. Lettelsen rammer mig dybt i brystet og maven, bredersig som en indre, nænsom varme. Det hele kommer tilbage i dét øjeblik, jegtillader torturen som smertensoprindelse.

Noglegange er det svært at acceptere dét, som er så umuligt at indse. Vi kender detalle – vi vil ikke se i øjnene, at psyken ind i mellem kører på overload, ogbe´r om en pause. Det er være lettere at have en fysisk sygdom til at bæreskylden. Gråden forløser mine tanker, tager over - englen dækker mig med sinestore vinger af ro.

Sidenhar jeg sagt det højt og til alle mine kære:

’Jeghar knækket koden! Jeg er ikke syg! Det er meget alvorligt, og jeg er stadig påmorfin, men jeg véd, at jeg vil løse det her. Og jeg har jo livet – sikke engave!’

Ungerneer ikke længere bange, nu hvor Niels og jeg har sluppet frygten.

Dødener ikke en trussel i den familie jeg har nu. Tværtimod er her en massekærlighed og tryghed. Og jeg finder en vej som jeg kan gå på, uanset hvad minkrop bærer med sig rundt.

Jeghar et fantastisk liv, så fuld af kærlighed, indsigt, liv og forsatteåbenbaringer. Jeg synes ikke jegskulle have være noget af det foruden. For se, hvor det har bragt mig hen!

Når gamle kvinder bitcher!

2012-01-31T17:42:00.000+01:00

Inden jeg tog til genoptræning i dag, fik jeg trukket et englekort.
Integrity. Så gik jeg og gumlede lidt på, hvad mon det kort ville mig. Til jeg senere, til genoptræningen forstod præcist, hvad det handlede om!

Men først må jeg forklare:

Genoptræning er for mig, at få sved på panden og at jeg presser mig selv. Hårdt!

Før jeg fik børn, trænede jeg rigtigt meget. Og på et tidspunkt var det bodybuilding, som så gik over i styrketræning.
Derfor er jeg vant til 'no pain - no gain'. Træningscentret lå i en gammel lagerbygning, hvor der ikke var maskiner, men løse vægte, og en bunke store, svedige mænd, som pressede sig selv, dag efter dag, efter dag. Jeg trænede som og sammen med mændene, og blev hurtigt vant til, at når man presser sin krop så hårdt, og det gør så ondt, så kommer der lyd på! Men det er selvsagt ikke kønt eller feminint at se & høre på.

Så nu hvor jeg genoptræner, er der en masse øvelser, jeg ikke kan. Derfor vil jeg hellere køre mig selv hårdt på de muskelgrupper, jeg kan. På den måde udløser jeg sved, men også endorfiner!
Og det hjælper mig til, at klare mine smerter. Men også det faktum, at jeg er langvarig syg. Det kræver masser af styrke, at holde mig selv oppe, både fysisk og psykisk.

Men jeg er også den eneste til genoptræning, der griber det an på den måde. Mange vil hellere sludre lidt, eller gå før tid. Og mange har slet ikke erfaring med at træne deres kroppe.
Dem som jeg har været på hold med, var vant til min hårde stil, og grinede, når de hentede 'mandehåndvægtene' til mig. Og det var rart der ikke var særlig opmærksomhed på det.

Og jeg tænker ikke længere på, at jeg træner anderledes. Jeg passer mig selv nu, hvor jeg kører mit eget program, ved siden af holdene.

Indtil så i dag da jeg sidder og arbejder med rygmusklerne. En mand, sådan en sjov, lidt brovten, men flink type, vender sig om på kondicyklen, hvor han er ved at varme op:
- Hvad fa´en, det lyder sgu da som om, det gør ondt, det dér?
- Ja, det er sgu da også meningen! smilede jeg.
- Nej, hold dog op! grinede han.
Og det er jeg vant til. Mænd der taler sådan, når man er i træningscenter. Det er sådan den indledende snak, til de opdager jeg er en 'hård træner'.

Men hvad jeg på ingen måde er vant til - for ikke at sige forberedt på - var det næste der skete.

Ved siden af ham, sad en kvinde, ca 70 (?), og cyklede sammen med ham. De havde småsnakket hele tiden, og går sandsynligvis på hold sammen. Jeg har tit set hende, endog kørt i handicapbussen med hende. Og hun ignorerer mig altid! Mange kvinder giver mig sådan en ignorering-attitude. Eller sir noget surt til mig.

Hun vender sig pludselig om, og råber:
-Ja, det lyder som om du får en orgasme! hvorefter hun griner til ham.

Heldigvis lod jeg ikke chokket over, at en meget grå (grå hud, gråt hår, gråt tøj - no kiddin´), let kraftig kvinde, gammel nok til at være min mor, sad der og råbte orgasme!
Og oven i købet klistrede ordet fast på mig!! Hvilken projektion skulle jeg lige bære rundt på, fordi hun havde en flirt med en ca. 30 år yngre mand, som jeg på ingen måde, var (er) interesset i?

Så jeg skyndte mig at flippe hendes flabethed tilbage til hende med et:
- Ah, hva´? Den fortolkning må stå for din egen regning!

Englekortet med Integrity.
Og det var præcist hvad jeg praktiserede lige dér, siddende og hive muskelkraft hjem!

Hun gik tilbage til at ignorere mig. Hvilket bestemt også er at foretrække frem for... puha!

Just another day at the gym!

Overgangsalder?! Najr, kan det nu passe?

2012-01-31T07:59:00.000+01:00

(klumme skrevet til Oestrogen, 2010)

Detder med overgangsalder, ved jeg sådan cirka meget lidt om. Eller faktisk, vidste!

Minviden var indskrænket til erindringsglimt om min mormor, som med blankt, rødtansigt, hals og bryst, smilede og rystede på hovedet, når vi ved familie-kom-sammen,grinede og sagde; ’Åhr, d´ er bare Elly, som har hedetur!’

Jeg har aldrigforbundet overgangsalder med; ’kvinde i tidligt-fyrrene - mor til to tweens -godt tilpas i arbejdslivet og med cirka femhundrede år til pensionsalderen’.

Altsåfør nu!

Mennu er det mig, som pludselig underkastes en ’humør-og-kropstemperaturs-rollercoaster’, deformerende væskesamlinger, knogler der ømmersig OG en menstruationscyklus nærmest uden logik eller hensyntagen til minkalender!

Og det er nu mig, som kaster D-vitaminer og fiskeolier indenbords,inden jeg spurter ud på en løbetur (nå, ja ’spurter’ ....), som er detsidste chance for at redde hvad der muligvis engang, kan udarte sig tilknogleskørhed! For tynde kvinder med tidligt entré i den sidste hormonelle fase,har større risiko for afkalkning (som om jeg var en kaffemaskine!) og dermedknogleskørhed.

Jegtroede jeg skulle være meget ældre (hvilket vil sige plus ti år!)

Ikkenødvendigvis indehavende mormor-status (Gud forbyde, mine unger bliver ’de ungemødre/-fædre’!!), men heller ikke have egen hormonel krisetilstand kørende samtidig med teenagere ihuset!

Hvilket rent faktisk er det scenario, der er tæt på at udspille sig for mange familier i dag: mødre ogbørn hvis hormonelle livsovergange, indtræffer tidligere rent historisk.

Omgivelsernemente også, at alderen måtte være halvtreds for den slags.

-Narj, er du ikke lidt for ung til det? kom det både fra venner ogprofessionelle behandlere. Var tæt ved at konkludere, det nok bare var stress.Eller hysteri! ...Altså mig, ikke omgivelserne!

Indtiljeg mødte den rette gynækolog, som sagde;

- Jegmøder SÅ mange kvinder på din alder, med samme

symptomer!Vi taler bare ikke om det – det er tabu!

OMG!Thanks!Det faldt på plads inden i!

Davi var teens, skulle vi bl.a. lære vores kroppe at kende, som frugtbare Ved overgangsalderen er det tærsklentil frugtbarhedens ophør.

Men kvindeligheden er lige meget i fokus! Ogforvirringen kan være lige stor!

Såhvorfor taler vi gerne om vores teens - alt inklusiv. Men ikke om os selv?

Ska´vi ikke bryde det sammen? Hva´?

For jeg savner sådan nogen at tale med, somogså oplever det hele for første gang! Og måske gør du også?

Eller om ikke andet, kan vi sgu da smække døren bag os, mure os inde over kaffe og kvindesnak, mens vores teens koncentrerer sig om deres liv, bag deres lukkede døre!

Anyway, vi kan lige så godt få det bedste ud af det, tænker jeg. Med eller uden hormontilskud (jeg er en all-not-natural-woman, så jeg er på tilskud og al tænkelig hjælp, der kan opretholde min østrogenbalance!).

Så smid dine erfaringer ind her om at være i overgangsalder... eller lad mig stå helt alene her på bloggen, som den eneste næsten-stadig-unge-kvinde, der er gået over i den fase, hahahahaha!

Eller stik hovedet forbi og få kaffen oven i snakken!

Lortemorgener har guld i mund

2012-01-30T08:40:00.000+01:00

Der er bare de morgener, som ikke sku have været. Dem som jeg ville ønske jeg kunne trække tilbage, for at rulle ud på ny. Gøre dem bedre.

Nu har jeg så været mor i lidt over 11 år. Og der er meget smukt at sige om det. Men gab! Jeg er en mor, der mangler den evne, at overgive mig hundrede procent til at elske kun at være mor. Sætte alt førend mig selv (tro mig, har prøvet gennem en del år. Det var aldeles påkrævet grundet sygt barn mm).

Jo, gu´ kan jeg bage de bedste boller i ungernes klasser, og der holdes årets brag af en diskofest hos os. Det er her man kan overnatte uden at der står en mor eller far i nakken på en hele tiden, for 'skal vi ikke lave noget sammen?', og man kan få lov at have en børnekultur i fred.
Så jo jeg er en fed type mor. Og alt det der.

Men jeg tilhører langt fra den type, meget moderne, meget korrekte type, som forbander sukker mere end djævlen, selv syr kostumer til fastelavn,
(og her vil jeg så godt lige sige, at jeg er pissemisundelig på dem, med så meget talent ud i at sy, for tænk hvilke fede ting jeg ku få fra hånden! Kun at gå i rødt tøj ser nok lækkert ud! Men det koster også i specialsyet tøj!)
og som kan sidde og drikke rødvin med de veninder, som man også havde inden man fik børn, til klokken to om natten. Trods man står op igen klokken halv seks! Og gå på Joan Ørting kurser, for at lære at være en sommerfugl og røre ved hans p.. mindst en gang om dagen (no way, gider jeg betale for at høre på det seksuelt grænseforstyrrede gejl).

Men hvad skete der for klokken halv seks! Og hyggetimer med tøserne om natten? Og stå og male i mørket og stilheden?

Hva`?!

Jeg var engang et udpræget B-menneske, i hvert fald hvad døgnrytme angik. Nu kan jeg nærmest ikke ligge i sengen til mere end otte... I weekenderne!

Og dét er her mit problem bliver så frygteligt åbenlyst!
Jeg er dårlig til morgener. Jeg stresser op, uden at behøve det. Nærmest en mekanisme, som sker af sig selv. Hvorfor?
Jeg er nærmest blottet for overblik, når jeg vågner dér, og ved jeg har cirka en time, til at sikre to mindreårige, kommer ud af døren; rene, mætte, påklædte, huskende skoletasker inkl. 'krævende-for-dagens-opgaver'. Det hele afsluttes med et: Kyz! Elsker dig! Kyz! Elsker dig! Kyz Elsker dig! til hver (manden må ikke glemmes!)
Wow, det er svært!

For alle er trætte. Alle har B-mønster, alle elsker langsomhed om morgenen, alle er vågne om aftenen,
(og lige meget hvor meget fornuft der er i, at lærerne skriver; husk god nats søvn og solid morgenmad gør en mere koncentreret elev!, så kan man ikke tvinge sig selv til at sove om aftenen, når man er vågen. Eller spise, når man er mæt....)
alle kan vi lide at tøffe rundt. Være vågen en halv times tid inden vi spiser. Og ja, vi har nok mere 'weekend/ferie-rytmer'. Selvom ungerne elsker at komme i skole, og manden elsker sit job.
(Ja, jeg er så hjemme, men elsker faktisk min genoptræning!)

I dag var en af de morgener, hvor det gik skævt, og jeg ikke formåede at blive i vatter. Stress, stress, stress rundt i huset, ud til morgenmad, ud og børste tænder, af sted, af sted, af sted.

Da jeg ikke kan ændre på hvordan vores samfundsstruktur er bygget op. For skolemødetider klokken ti, er nok urealistiske mens mine unger går i skole. Jeg MÅ finde en måde, at finde ro om morgenen.
Og være et godt eksempel for ungerne til, hvordan de kan navigere i morgener og struktur der er indbyder til stress. Og ungerne vænner sig til, step by step, at have ansvaret selv. Stå op ved vækkeur, selv pakke tasken alt det der. De mangler stadig noget med at få overblik over den der tid! (og hvornår mon jeg selv er gammel nok til, at tage ansvar for selv at nå, hvad jeg skal nå, på det min. af tid der altid er?!)

Men guldet er hver morgen, at lige meget hvilken slags vågnen-op vi har haft, så er der altid et farvel, som varmer og sætter alt på plads igen.
Jeg elsker det kyz, det:' jeg elsker dig', den tilkendegivelse af, at vi er sammen på vores måde, og vi elsker hinanden og lander hos hinanden.
Altid.
Det ønsker jeg altid vil forblive sådan. Altså så længe de bos sammen med os.

Kan man være lykkelig trods tyndt hår?

2012-01-29T17:41:00.000+01:00

(klumme til Oestrogen.dk, fra 2011)

- Jeg vilfandme ikke ha’ den grimme cykelhjelm på! brøler min meget smukke syv-årigedatter, og drøner gennem stuerne ind på sit værelse. Gulvene dundrer stadigefter hendes hæle. Jeg suser stille ind efter hende.

- Jeg ligner en idiot med den hjelm på! Nu er der også tårermed. Nogle arrige nogle.

- Hvorfor?

- Den har en latterlig form!

- Øh....

- Og den seråndssvag ud, fordi mit hår er så tyndt!

Stor selvindsigt af en syv-årig. Men som syv-årig, står hun også uden erfaring med atrumme den!

Hun elsker det hår, hun ikke selv har og aldrig får, og kansvømme væk i venindens vilde krøller. Da hun var mindre, sagde hun tilfrisøren, at hun gerne ville klippes langhåret. Og hun kommer til at kæmpe meddet hår, hun har. Tykt langt hår er lykken. Hun ville først være rigtig smuk,hvis håret var tykt!

Selv var jeg over fyrre, før jeg accepterede at mit hår ersupersølle, når det har længde 'ned-over-ørerne'. (Ja, det er pænt pinligt atindrømme, at det sku´ ta´ så længe, at se det i øjnene!)

I bund og grund handler det rigtigt meget om, at skulle seud på en bestemt måde. Være smuk (altså smuk på en meget bestemt måde!), for atføle sig lykkelig.

Det er jo mainstream, for børn og unge i dag, at skulle haveX-factor og berømtheds-identitet. At man vil kigges på i en grad, hvor manskiller sig ud – for at føle man har en eksistensberettigelse!

I mit arbejde møder jeg rigtigt mange kvinder, som ikke kanlide deres udseende. De føler sig altid for tykke eller decideret grimme. Mendet er de ikke – de er smukke! Kvinder med kvaliteter, som jeg villeønske jeg havde! Lækkert tykt hår, store eller brune øjne, mellemrum mellemfortænderne, smukke hænder, former.. Jeg kan blive ved!

Hvordan kan vi blive ved med at tro, at smukke mennesker måvære mere lykkelige? Vi bruger enormt meget energi og tid på at føle osforkerte, og ønske os noget andet end os selv! I stedet for at gøre os selv små,ku´ vi søge at glæde os (over os) selv!

Jeg har tit stået i krise, som min datter gør. Alligevel trorjeg på, at bare et par sekunders glæde og lykke over sig selv om dagen, givermasser energi til at leve.

Også selvom man har tyndt hår. Eller korte ben. pæreform.Eller.....

Tråd

2012-01-28T19:37:00.001+01:00

Har netop - selvsagt til stor forfærdelse - opdaget at jeg ikke ejer rød sytråd!
Sort, ja. Hvid ja. Rød, nej!!!

Ja, det kan måske synes en anelse petisse-aktuelt for mange.

Men taget i betragtning jeg er et kvindfolk, der konsekvent, for ikke at sige udelukkende, går med rødt OG som betragter sig selv, som et kreativt menneske, er det en grusom rystende erfaring!

Verden står ikke længere! Hvad skal det betyde?
Skal jeg så nu til at gå i sort?
Jamen-jamen-jamen-jamen.......
Det kan man da ikke!!

Englekort med styrke

2012-01-27T22:24:00.000+01:00

Ude i entreen. Lige ved hoveddøren faktisk, har jeg sat et lille gyldent glasfad med englekort på. De står så man kan tage sig et lige når man kommer ind. Eller inden man går ud.

Nu er der mange meninger om englekort, fra 'Tåbeligt!' til 'Sandfærdige.' Jeg er den eneste i familien der jævnligt vender et kort. Ind i mellem synes ungerne det er sjovt. Tror ikke der endnu har været en gæst, der har vendt et? De plejer i stedet at lægge deres overtøj hen over fadet. Noget som jeg først fandt respektløst. For hvorfor lægge noget tungt oven på noget skrøbeligt? (ikke englekortene! Glasfadet!)

Og da jeg opdagede, at det også er voksne som gør det, at jeg sådan cirka er den eneste (familie inklusiv), der vælger at holde fadet fritstående, valgte jeg at tænke at det sgu er meget sjov symbolik; sådan at dække englene til.

Så behøver jeg heller ikke sige mere om, hvad de betyder for mig.

O.k. lidt skal jeg alligevel forklare.

Det er ikke sådan noget med, at de skal forudsige dagen for mig eller sådan noget (det kan jeg i øvrigt lige så godt gøre selv, om det var det jeg ville vide). Det er bare et dejligt ord, at bruge som fokus for min dag. Nogle perioder tager jeg et kort flere dage i træk. Andre glemmer jeg dem.

Men bottom line; jeg ta´r et kort, læser ordet. Smager på det, og derefter sætter jeg det fast i den billedramme, der hænger på væggen lige over glasfadet. Så hænger ordet der, fx. inspiration, til jeg skifter det ud med et nyt.

Hvordan jeg ta´r kortet, har skiftet lidt. P.t. roder jeg rundt med et par fingre, til et af dem tipper dets forside op. Nå, ja, de ligger med bagsiden opad (skulle jeg måske have forklaret fra en start?).

I dag var det kortet 'strenght' der flipped. Jeg havde taget kortet, netop som jeg kom hjem fra en helt umulig genoptrænings-dag.

- Right! mumlede jeg ud i den tomme entre. De andre var som altid i skole og på arbejde.

Det var bare dagen, hvor jeg følte jeg ikke slog til. Hverken fysisk, mentalt. Eller som mor.

Mor-delen startede i går. For alvor. Drengens klasse skulle vise noget teater, som afslutning på en uges projekt. Jeg kan ikke komme ind og være med - ja, smerterne tillader det ikke. Og Niels har i de tre sidste uger siddet og produceret en plade. Og kan ikke gå fra kunstnerne et par timer, fordi 'min søns klasse skal lave teater!' Altså måtte vi være de forældre, som bare ikke var at se (på). Det gjorde bare for ondt. Og det sås og hørtes.

Jeg har forsøgt at dulme min dårlige samvittighed med, at det ikke var et teaterstykke som dem han plejer at være med til, hvor de er flere måneder undervejs. Det her var jo bare en uge...

Virker lige som ikke.

Så genoptræningen. Det gik bare ikke.

Jeg hører ikke længere til hos nogen fysser eller hold, fordi min genoptræningsplan er afsluttet. Den som man får med fra hospitalet. Men da jeg samtidig ikke kan klare mig selv, som man ellers vil gøre (fx. selv optage træning i fitnesscenteret, svømning eller noget), vil fysserne ikke slippe mig. Jeg er derfor sat ind på et hold en dag om ugen, og selvtræner med-mulighed-for-at-hive-fat-i-os-hvis-vi-altså-har-tid! en anden dag om ugen (Og de har ret travlt). Bare til jeg har været på hospitalet OG de har meldt en plan ud.

Så jeg tumler rundt på min krykker, op og ned ad trapper, mens de andre suser af sted med et 'ha ´det godt!' på vej ud i det liv, der hele tiden har ligget og ventet på at blive genoptaget.

Jeg føler mig bare til overs og mærkeligt i vejen. Efterladt og uden nok ekspertise til at bære ansvaret for at passe mig selv. Og hospitalet lader i den grad vente på sig.

Når jeg så krykker rundt, er der en del øvelser jeg ikke kan. Hvordan strækker jeg ben- muskler ud, når jeg ikke kan stå, ligge på knæ, sidde på gulvet, strække benet? Der er også den øvelse, hvor jeg skal løfte benet op. Men benet lader sig ikke løfte. Eller den med at gå ned i knæ? Dur heller ikke.

Simple øvelser, som pludselig er blevet ekstreme smertefulde. Jeg er vant til fra sport, at muskler skal gøre ondt, når man træner. Men finder nu ud af, at nervesmerter ikke er som muskelsmerter. Her skal man med det samme stoppe.

Så alt i alt, så kom jeg så meget til kort i dag!

Jeg ku´ bare ikke samarbejde med kroppen. At jeg så i forvejen følte mig som jordens mest selvoptagne mor, der ikke kunne hive sig selv op til at se sønnens teater fremvisning - det var så lavt.

Og samtidig blive ignoreret fra hospitalet, hvor jeg blev sendt hjem for over tre måneder siden, nyopereret og et: 'du går herfra uden krykker, dagen efter operationen!'

Suk.

Så da jeg trak kortet. Strenght! Så var det præcist det jeg vidste, jeg måtte være. Og stadig må være.

Og det eneste jeg ikke følte mig i besiddelse af. Eller føler.

Der er gode dage, og der er dårlige dage, siger vi til hinanden til genoptræning.

Men der er bare dage, hvor det nærmeste jeg kommer på 'strenght', er når det står skrevet på mit englekort.

Så jeg kan kun sige, at imorgen kommer endnu en dag. Og den kan bringe hvad som helst. Også styrke.

Datteren går vegetar vejen...

2012-01-27T08:25:00.000+01:00

Min datter Karla Solvej erklærede for en uges tid siden, at hun vil være vegetar.
Vi sidder og spiser frokost, det er lørdag, og vi har den der slow-easy-going stemning. Masser af tid. Frokosten ta´s sådan ved et, måske to tiden. Det er også slik dag. Og det er tid til at have tid til sig selv dag. Vi elsker det alle. Sysler rundt hver for sig, eller samles om et eller andet.
Men at have tid til at være uforstyrret, det er en luksus! Selv for børnene. Tænk et mærkeligt samfund vi har skabt; at børn længes efter at have tid alene!

Nå, men hun sidder og er i gang med en fiskefilet på rugbrød. Meget grundigt, har hun skåret brødet efter fiskens form. For hun kan ikke spise brødet uden noget oven på.

- Tænk på hvad de gør ved kyllingernes hals?! si´r hun. Med opspærrede øjne stirrer hun lige ind i mine.
- Øh.. kyllings hals..? Jeg ved godt hvad hun mener, men vil have hende til at formulere sig klart.
- Det er nu høner, indskyder Niels. Tørt. Han sidder garanteret og sukker indvendig over tanken om, at sku´ have endnu en veggie i hjemmet.
Karla giver ikke tegn på, at have hørt ham.
- Hvad mener du med deres hals? kommer jeg igen
- De hugger den over! Med en økse! Det er så synd! Øjnene spærres endnu højere op. - Så blodet det sprøjter langt op i luften!
- Ja, jeg synes også det er synd, skat.
- Og de har ikke engang gjort os noget! Jeg vil aldrig spise kød mere!
- Men Karla! Det er storebror, og han har den der særlige tone på, som han bruger, når han skal til at forklare hende noget hun nok har overset. - Du spiser da kød nu! Fisk er også kød.
- Ja, det ved jeg da godt! Men det er ikke det samme!
- Altså du har ret, på den måde, at vegetarer de spiser jo fjerkræ og fisk..
- Også kylling! afbryder Karla, og jeg kan se det er svært for hende at få det til at hænge sammen. For hvad gør hun så?
- Ja..
- Dét vil jeg ikke!
- Nej, men det behøver du heller ikke. Jeg spiser jo heller ikke kylling.
- Det hedder veganer, ikke? spørger Lukas.
- Jo, det er rigtig, Luke.
- Så du er sådan en blanding af veganer og vegetar, ikk?
- Præcis. Jeg smiler til ham. Han fik lige forklaret det, som jeg ville at Karla skulle høre.

- Men hør nu, du skal altså ikke blive vegetar, fordi jeg er det! siger jeg henvendt til Karla.
- Nej, det er det heller ikke mor. Jeg synes bare det er så synd.

Niels og jeg ser på hinanden, og vi ved begge at det kan blive lidt af en opgave.
Karla spiser meget lidt, og meget få ting. Hun er ikke blot kræsen/ selektiv, what ever you call it. Hun er superfølsom med alt, og også med mad og drikke! Det skal se rigtigt ud, dufte rigtigt og have den rigtige konsistens i munden. Hun seriøst hader, at få noget i munden, som er forkert! Så helt modsat af Lukas og Niels. De elsker begge mad; tale om det, spise det, lave det, finde på det...

Derimod er jeg langt fra det bedste forbillede!
Det er klassikeren med; lad være med at gøre som jeg gør, men gør som jeg siger.
Det virker ikke, uanset hvor mange gange man siger det, ha, ha.

Så nu skal jeg finde ro i, at hun nok skal få hvad hun har brug for. Jeg var været vegetar/veganer eller hvad det nu er jeg kaldes for noget, i cirka femogtyve år. Og har altid de fineste tal, når lægen tager blodprøver. Derfor må jeg have tiltro til, at også hendes krop nok kan fortælle hende, hvad hun har brug for.

Og så lavede jeg en status på facebook i går, med hjælp til hvad jeg kan give hende af tilskud og/ eller mad. Det kom der mange sjove bud på!

Enjoy, sir jeg bare!

Fra mit vindue

2012-01-26T18:09:00.000+01:00

Passerede mit vindue i skumringen. Standsede - uh, den himmel går lige i mit hjerte.

Lotus & Fugl Fønix

2012-01-25T10:51:00.000+01:00

Hvordan kunne det ske, jeg kom til at glemme min smukke ring? Som  skal minde mig om hvert øjeblik er en ny begyndelse. At hver menneske er  helt unikt.

Efter julen, har jeg været så træt. Så træt. 

Min krop er faldet tilbage til stærkere smerter og mindre mobilitet.

Jeg har brug for små tegn, smykker, ord. Også tatoveringer, når jeg står i en ny livslærdom. Som jeg gør nu. Måske synes jeg hver gang, at det er den sværeste lære nogensinde? Det husker jeg ikke lige nu. Altså hvordan det var, sidste gang jeg skulle lære noget nyt. Stort. 

Måske er hver gang, den sværeste. Måske kommer jeg for hver gang tættere på noget der var endnu større, end sidste gang. Her hvor jeg er nu, er meget vanskeligt på én måde. Og meget let på en anden. 

Jeg ved at det, at jeg er strandet fysisk og er i genoptræning for at lære at gå igen, er den eneste måde hvor jeg ku´ standses på. Jeg havde brug for at standse, stoppe helt op! For at give helt slip.

Og jeg havde brug for at give helt slip.

Stadig  brug for. Har nemlig ikke sluppet helt. Det er så utroligt svært at  gøre. Enormt angstprovokerende. For hvis man slipper alt sit arbejde, al  indkomst. Hvad så? Hvordan skal jeg få nyt arbejde, nye indtægter?

Og slippe bekymringerne for om børnene nu klarer sig godt? Ja, det burde være så let. 

Anyway, jeg skal slippe bekymringer.
Frygten for hvordan det vil gå med det ene, eller det andet. Og være til stede her og nu.

Den der med at tro det hele går galt, hvis man giver slip. 

At  forvente det slet ikke kan gå, hvis man; siger sit job op/bliver  kunstner/lever efter sin drøm/går fra manden eller konen/ bor i en  skurvogn.

Hvorfor blive ved med at tro på det værste vil ske? 

Når vi ligeså godt vælge at tænke; der er masser af penge, og det vil der altid være! Der er masser af kærlighed! Masser af alt!

Jeg er træt af, færdig med, at tænke negativt! Jeg vil have det godt, og 'tænke godt'.

For at kunne det, har jeg måtte give slip. Og lade mig føre herhen hvor jeg er nu. Selvom jeg har mange smerter, og ikke kan bevæge mig uden for mit hjem. Så har jeg det godt, mentalt.

Jeg bruger min tid på at træne ikke kun min krop, men også mine tanker. Mit sind. Til den nye tid - som er begyndt.
Timerne er begrænsede, for jeg er træt. At skrive et blogindlæg, gør at jeg må hvile resten af dagen. Meditere. Og øve mig i, at være tryg ved alt det nye. Uvante. Skubbe de gamle tanker væk, når de beamer sig ind til min bevidsthed.

Jeg ved ikke hvordan det er for dig? Om du let kan være i nuet, leve på overflod og vide, at intet dårligt sker? Det håber jeg.

Der er mange måder at lære på. Mange veje til at nå det søde liv. Og vi må respektere hinandens forskellige måder at nå derhen på.

Som vanlig, følger jeg Fugl Fønix. Så i stedet for at kæmpe imod, må jeg acceptere det. Og slippe kontrol af det ukontrollerbare.

2012-01-25T09:35:00.000+01:00

Jeg er pænt træt af at leve i en kultur, hvor intet ses, høres eller i talesættes.
Det ruller frem op til overfladen med mediehistorier, om børn der er blevet misbrugt. Og overhørt.
Overset. Og ingen har turdet sige noget.

Vi lever i et moderne samfund, med den vildeste teknologi. Men vi har endnu til gode, at udvikle
os hen i mod, at tage større med-menneskeligt ansvar.

Begrænser mit udsyn, for at skærpe mit syn ind

2012-01-23T09:03:00.000+01:00

O.k. jeg holder stille, og lader alle andre kloge mennesker om, at styre verden i den kommende tid.

De må gerne bekymre sig om finanskriser her eller der. Krige der skal vindes af nogen. Tabes af andre.
Snefnug der var set faldet på Esbjerg Havn. Politiske diskussioner, der frembrøles af de samme politiker; de skifter bare kulør fra tid til anden. Moden skal dyrkes for svimlende kvinder. Og summer. Jobs der ikke kan findes, og ledige der skal forstå, de er nogle sjufter. Royale besøg sder får folk til at juble, andre til at græmmes. Folk der skal grines af, sværtes til og få os til at være glade for, vi ikke er dem.

Der er så meget der skal passe ude i verden. En evindelig strøm uden pauser. Eller retning.
Så meget at frygte, og være bekymret over. Så meget at vi glemmer os selv. Mister grebet om vores inderste kerne, og halser væk uden at opdage det. Til en dag, hvor vi ikke længere er, hvor alt er stille. Og det var så det.

Jeg har fået en chance. Igen. Livet har givet mig flere af dem. Så heldig jeg er! Jeg er her i mit Kongeskib, ude af stand til at forlade mit hjem. Gå ud og fortsætte det liv, jeg før pulserede rundt i.
Bang! Stoppet.

Ligegyldigt hvor mange smerter jeg har. Eller hvor lidt jeg kan. Så er det mit valg , om jeg ser mulighederne her hvor jeg er. Nu.

Hvor jeg skal hen, ved jeg ikke. Men livet bliver aldrig som det var før, uanset det var godt.
Nu er en ny tid, en ny begyndelse. Jeg skal lære noget af at være strandet her, og jeg finder læren, meningen på et tidspunkt.

Det eneste jeg ved, det er at min spirituelle bevidsthed, styrkes hvert øjeblik. Og det er kun i den særlige stilhed, dér hvor man er koblet sammen med sin højere bevidsthed, at jeg kan søge hen. For at blive ledt videre på mit nye spor.

Og mens de kloge mennesker, tager sig af verdens bekymringer, farer og trusler, vil jeg læne mig tilbage her i Kongeskibet og se 'Fame'. Drikke kaffe. Sove. Meditere. Skype. Heale.

Og glæde mig over jeres kommentarer. Indspark ifa. tanker, følelser, meninger, erfaringer. Og alt muligt :-)

Gradbøjninger af ytringer.

2012-01-22T14:35:00.000+01:00

Det der med ytringsfrihed, er noget jeg er et sindssygt pernittengryn over for.
Aner ikke hvorfor. Nok bare noget med frihed i det hele taget.

Men nu sådan en søndag her, har jeg ligget hele formiddag og halv eftermiddag, i mit Kongeskib. Med Mac´en på maven. Skrevet og læst indlæg på fb. Afbrudt af diskussioner med Niels om, hvad jeg har læst & skrevet. (Niels er så fed at diskutere med. Ikke nok er han skarp. Han blotter hurtigt, og uden at ryste på hånden, skelettet. Fremlægger logisk, nye vinkler og tilgange til et problem. Men han er også altid klar til et tage et emne med mig! Love it!)

Emnet er sagen med journalist, blevet anklaget af politiet, for at have kriminelt materiale (både sin arbejds- og hjemmecomputer) af pornografisk karakter.

Så har jeg forsøgt mig med at spise lidt banan, hente en kop kaffe, se en film. Gøre noget for at distrahere mig selv fra debatten.
No luck! Jeg vender tilbage. Blot for at erfare, at lige meget hvordan jeg skriver min indlæg/kommentar, så opfattes det på samme måde. Jeg kan ikke vinkle det hen til det jeg mener. Eller folk lader ikke til at opfatte hvad jeg mener. Men derimod en masse andet.

Facto;
- ingen navnebeskyttelse (rettens afgørelse)
- han deltager i interviews, hvor han siger han har materialet
- han troede grænsen for 'børneporno' var 12 år
- han debatterer selv sagen på sin fb profil (dog fjernet det sidste døgn)

Alligevel
skriver folk det ene indlæg efter det andet om, at man ikke skal dømme før domstole. At det at skrive om sagen på fb, er at dømme ham.
Dét forstår jeg ikke! Jeg mener, at havde sagen været for lukket døre!Var sagt i fortrolighed til en journalist!At han ikke selv deltog i medierne! Så ville det være at udstille ham til fordømmelse.

Dertil
undrer det mig, hvorfor man i sager med overgreb, har en tendens til at sige, man ikke må debattere sagen, inden en dom.
Men i sager som fx. Anni Fønsby var folk meget grove, med ydmygende og udstillende kommentarer bla. i fb-status, om hendes bryst, læber, intelligens. Og at hun selvklart var bordelmama. INDEN der kom dom. Hvorfor?
Og fx sagen med den alt for ivrig fodboldfan, som væltede en kamp: Han blev da forhadt af hele DK (næsten), før han fik sin dom. Hvorfor?

Hvorfor skelnes der? Den debat kan jeg ikke få i gang. Og den debat synes jeg er vildt interessant.

Hvorfor denne gradbøjning af do´s & dont´s?

Jeg mener at det er nødvendigt for et samfund, der vil udvikles, at vi kan debattere det offentlige tilgængelige. Uden at noget er mere forbudt/tilladt end andet.

Og jeg mener min ytringsfrihed bliver gradbøjet alt efter, efter emne. Hvis ikke jeg må sige/skrive hvad jeg tænker om en sag, der er offentligt tilgængelig, har jeg så stadig min ytringsfrihed intakt?

Og jeg tror at det handler om, alt for stærke følelser når vi debattere overgreb - herunder mistanke om.
Der kommer de her kløfter, hvor hver kløft mistænker den anden for det værste!
Enten mistænkes man for at ville man korsfæste og kastrere de anklagede eller dømte seksuelforbrydere.
Eller for at selv at være seksualforbryder, hvis man mener der ikke må debatteres.

På den måde for vi sat hinanden i limbo. Ingen udvikling.
Ytringsfriheden sættes i limbo. Hvis vi sætter hinanden i skruestik og sætter os til doms overfor hinanden om, hvem der må sige hvad, om hvem?

Hvor fantastisk ville det ikke være, om ku bruge sådan en sag til at debattere:
- hvordan kan vi passe på vores børn og unge, så de ikke optræder i pornografisk materiale?-
- hvordan kan vi spore den kriminelle adfærd?
- hvordan kan vi spore materialet?
- hvordan kan vi spotte personer med pædofil trang?

Og et hav af andre spørgsmål?

I stedet prøver vi at lukke munden på hinanden.
Selvom det er en offentlig sag.. Som manden selv udtaler sig i & debatterer...

Weekendmorgener

2012-01-21T10:00:00.000+01:00

Hey lørdag. Hey morgenkaffe. Hey to dage, uden 'styrt-ud-af-døren-kære-familie!-Vi-ses-i aften!'. To dage, hvor vi bare kan lave det vi har lyst til - behøver ikke være så meget nødvendighed.

Sidder i Kongeskibet, og lader medicinen synke ind. Må lige huske at smide et stykke brænde på om lidt, så ungerne også kan holde sig varme. De ligger på hver deres sofa, med dyner. Ser morgen-tv. Gandhi tripper rastløst rundt; det ku jo være der var noget spiseligt et sted? Manden sover endnu. Halvtredstimers arbejdsuge, ud over at passe en familie, gør ham træt.
Alligevel ved jeg vi er et pat stykker her, som godt gad bede ham køre til bageren!
Hov, der kørte naboen netop. Han og konen, pensionister og lader til at nyde livet.

Jeg vil bare have en rolig weekend.
Hospitalet havde ikke givet lyd fra sig i går. Så gjorde jeg som lægen anbefalede; 'går der mere end en uge, så skal du presse dem!' O.k. presse og presse. Det gjorde jeg vist ikke.
Men fik talt med en af sygeplejerskerne (de er nemlig ret søde og dygtige, på præcist dén afdeling jeg ringede til!), som kunne fortælle henvisningen er modtaget. Lægesekretæren var gået hjem (det var jo også fredag og klokken var 13.30), og at jeg kan ringe til vedkommende på mandag for at høre; får jeg en akut tid? Eller ryger jeg bag i køen til ventetid?

Hm, så er det NU jeg skal tænke positivt, visualisere den akutte tid jeg får. Fordi hospitalet tager ansvar for de operationer de har udført. Og derfor tænker det er bekymrende, at en patient der skulle have forladt hospitalet dagen efter operation UDEN krykker. Og stort set medicinfri.
Nu tre måneder efter er på to krykker, har afsluttet det bevilligede genoptræningsforløb, og stadig får høje morfindoser. Og derfor selvfølgelig vil se mig. Nu. Strax. Vupti. Med det vums.

Så hvad si´r I, kære venner? Er I med på en fælles visiualisering?:-)

Nå, det skal nok gå. Hvis hospitalet ikke tager mig alvorligt og tager mig ind akut, så ved jeg at både min læge, og fysserne, vil holde fast i mig, til jeg har det bedre/bliver rask/kommer videre.

Op at gå på de gyldne stjerner!

2012-01-19T21:49:00.000+01:00

Det er når jeg ser i jeres blikke, at jeg forstår alvoren af min tilstand.

Eller jeres ord. Eller ikke nogen ord - tavsheden.

Ellers tænker jeg det anderledes.

Jeg kan selvklart, som den eneste mærke, dybden af smerterne.

Eller holde styr på, hvor meget medicin, jeg tager i løbet af dagen.

Men det bliver også en illusion. På en måde.

Ikke fordi jeg er skæv. Tror mit system har vænnet sig til morfinen.

Bare trætheden og behovet for en lur i løbet af dagen.

Men det bliver urealistisk, når smerterne kun når op på måske en tiendedel af, hvad de er uden medicinen.

Måske er jeg også urealistisk, når jeg undgår alvoren. Undgår jeg den? Ved ikke.

Inden jeg blev indlagt, da troede jeg hver dag; I morgen er det bedre.

Indlagt var jeg sølle, meget. Men holdt stadig operation holdt i straks arm foran mig.

Umuligt. No way.

Til jeg holdt op med at drikke også, fordi jeg måtte undgå at bevæge mig. Af hensyn til, hvor meget smerte jeg kunne rumme.

Nu er det tre måneder siden.

Smerterne er her. Operationen har været. Genoptræningen er i gang. Jeg er bare ligesom.. bagefter.

'Du skal tilbage til hospitalet' - sagde fyssen forrige uge. Praktiserende læge kom forbi i sidste uge; 'Ja, du skal tilbage til hospitalet, og snakke med dem.' sagde han.

Havde de undladt at konfrontere mig med min manglende udvikling, ville jeg være fortsat uforandret. 'Du skal ikke tænke din træning som nyttesløs, selvom du skal på snakke med dem på hospitalet.' Forklarede fysioterapeuten mig i går. 'Hvis du ikke havde trænet, så tror jeg ikke du ville kunne komme ud af dig seng! Så selvom de måske tilbyder en re-operation, så er du i meget bedre form, til at klare det.'

Jeg bliver nødt til, hver dag at tænke, at jeg nok skal klare det. At jeg klarer det. Som jeg har klaret alt.

Måske er det urealistisk. Naivt.

Da jeg kom hjem fra hospitalet, bestilte jeg de høje sko, med guldstjernerne på. Fordi jeg vil gå på høje sko igen!

Men for første gang i går tænkte jeg på, hvad nu, hvis jeg faktisk ikke kommer til at gå med de sko? Nogensinde? Hvad hvis jeg aldrig kommer til at køre bil igen? Hvordan lærer man at leve med så voldsomme smerter, resten af sit liv?

Naaarrh!No way! No way!

Det vælter jeg ligeså hurtigt UD af mit hoved, som det fik møvet sig derind!

No way! Jeg klarer den! Med hjælp. Alt muligt forskelligt slags hjælp!

For jeg SKAL klare den. Andet er ikke en option. Helt enkelt!

Det er en vej. KUN een vej.

Og det er op på de gyldne stjerner at gå!

Will Eisner

2012-01-18T17:10:00.000+01:00

Har læst så mange tegneserier gennem årene. Indtil ca midt tyverne. Af en eller anden grund holdt jeg op. Men det er vist en fejl! Hihi.

Fået nyt Facebookbekendtskab, Comicgarden Tegneseriegalleri, som postet bl.a. disse to Eisner kvinder.

Gæsteindlæg fra Thea (hun kunne ikke skrive det som en kommentar, så her kommer det)

2012-01-18T07:51:00.001+01:00

"Kære Odile
Jeg syntes det er ulykkeligt at du er holdt op med at tale.
For mig viser det hvor overfladiske vi i DK er blevet og hvor berøringsangste.
"uha træder vi nu på den ene prostituerede, der råber højt om hvor lykkelig hun er ved at sælge sin krop? Så må vi hellere tale om det vi kan enes om; den handlede kvinde fra øst eller syd.."
og det er rædselsfuldt synd for de kvinder, men i dk har vi stadig en stor dansk mundfuld vi kan tage fat på.
Jeg har ikke været i prositutionsmiljøet, men jeg lytter til dig og du er ikke den eneste jeg kender der har været i nærheden af det miljø, men du er den eneste der har talt højt.

Jeg ved at det måske er et totalt sidespor, men for et par år siden sad jeg med en gruppe kvinder der talte om et eller andet banalt parforholdsproblematik ala ”du hjælper til = du får sex.”
Det var karikeret men jeg udbrød spontant; "og der gjorde du dig lige til prostitueret!"
Jeg beklager virkelig; det kan naturligvis ikke sammenlignes, men for mig kalder det til debat.
Er sex med et andet menneske en vare vi kan handle med?!

Forleden læste jeg en overskrift i Weekendavisen;
Hvor mange støvsugninger koster et knald? Det handlede om Linn Ullmanns nye roman ”Det dyrebare”
“Der er ikke noget at sige til, at han til sidst spørger Siri, hvor meget et knald er værd? Skal han støvsuge hele huset? Sortere affaldet? Eller stemme socialdemokratisk ved næste valg?”
Helt ærligt; er vi ikke ved at være færdige med det? Hvorfor er det stadig et emne? For det er det åbenbart…
Jeg savner gudsjammerligt at høre fra de mænd der syntes prostitution er så meget i orden, at de udover at betale for sex selv, kan se os andre i øjnene og sige at det vil være helt fint at hans egen søn eller datter prostituerer sig!
Så kære Odile, selvom jeg syntes det er et tab at du tier, så er det på tide at nogen andre åbner munden!
Kh Thea

Bloggerliv i Hollywood-diva nattøjs-stil.

2012-01-17T09:12:00.000+01:00

Det er de her morgener, hvor alt stadig ligger i blåt, uden for vinduet.
Inden solen er stået op.
Freden er her endnu, jeg er alene. Alle er taget afsted.
Det er her, jeg begynder at tømme mit hoved for tanker.
Ned i Mac´en. Noget sender videre ud, i flow. Ude på nettet.

Hvad kan og vil jeg vil dele ud af, på min blog?
Der er masser at tage af; emner, tanker.

Det med at være så syg, gør selvsagt at min verden er forandret. Mine oplevelser er så meget anderledes, end hvad jeg ville opleve, hvis jeg var i fuld vigør. Stæsende afsted i Chrystler Cruiseren - ind mod Nyhavn. Eller over mod Jylland. For at arbejde. Lave møder, holde foredrag. Snakke.

Mit arbejde er meget at snakke.
Ord.
Mit arbejde er ord, ord, ord, ord, ord. Talte, skrevne, læste.
Og jeg elsker det!

Når jeg så går alene det meste af tiden, her i min 'syge-tilværelse' (ikke at forveksle med 'syge tilværelse'), kommer jeg til at være indestængt med ord.
Ligesom når man er på barsel. Specielt inden fødslen - der hvor man går og venter.
Og er tilstrækkeligt besværet til, at ens indkøb er begrænsede. Og alligevel finder man særligt opsigtsvækkende opdagelser i Netto. Som igen kan nydes, fordi man også kan sætte sin partner ind i dagens oplevelse. Med frydefuldt nyopfundne detaljer, selvsagt.

Ordene hober sig op inden i. Og jeg skal virkelig - og gør virkelig! - en dyd ud af, at lade manden være når han kommer ind ad døren. Medbringende varer, børn og en hel dags arbejde i sit hoved.
(Hans arbejde er så lyde. Han er proppet af lyd og musik, når han lander om aftenen.)

Jeg øver mig, så at sige i, at kunne rumme alle ordene.

Men hold da kæft, det er svært!
Jeg er skriver. Jeg udtrykker mig. Meget - som i konstant. Og jeg savner at snakke med voksne.
Om dagen. Som med oplevelser fra deres liv, puster nyheder, drama, grin, smerte - hvad som helst - ind i mit hoved. Som måske nok er proppet med mit eget. Men som trænger til at vige pladsen - og gør gerne - for variationens skyld. Letheden. For uanset hvad andre kan fortælle, så er det altid lettere, mere ukompliceret, at høre om deres liv.

De voksne jeg møder, sådan som mit liv er nu, er alle relaterede til det, at være syg. At jeg er syg.
- De meget søde handicap-bus chauffører (hvad hedder sådan en bus? Det er vel politisk ukorrekt at kalde det en handicap-bus?)
- De meget søde ældre mennesker, som også kører med bussen. Og er til genoptræningen.
- De meget søde fysioterapeuter, som hjælper mig med min genoptræning.
- De meget søde yngre borgere, som er til genoptræning.
- De meget søde HK´ere (tror jeg de er), som sørger for at jeg får den kørsel, jeg skal have.
På det rigtige tidspunkt.
- Den meget søde sagsbehandler på jobcenteret, som sørger for, at jeg har ro til at blive rask.

Der er masser at skrive om her! For den nye verden, er værdig til at blive fortalt om. Den gør indtryk. Stort!

Men jeg får også trang til, at være vildt overfladisk. Trække væk fra min fysiske smerte. Fra de bekymringer der også hører med. Tanker om fremtiden. Det sidste der blev sagt af lægen/fysioterapeuten/hospitalet.

Jeg har lyst til at skrive, om de rynker der er dukket op, mens jeg har været syg.
Eller alle de grå har, der i samme periode, er begyndt at myldre frem.
(WHAT?)
Eller om de silkeundertrøjer, jeg har købt.
Om den nyeste serum, nu også er så god som de siger?
Eller om at gå rundt i silke- og satin nattøj hele dagen. Som var jeg en Hollywood-diva. Bare minus et glas vodka.

Det at skrive om noget meget overfladisk, let, og helt uden bekymringer knyttet på. For det vil måske gøre det lettere, at blive rask?

Anyway, Mac og jeg kommer tilsyneladende til at udvikle vores lange venskab. Bestige nye bjerge sammen. Finde ny græsgange i bloggerland. Opdage *do´s and dont ´s* herinde.
For det kommer til at tage noget tid, før den Hollywood-diva´ske inspirerede stil ryger ud.
We are in for the long run, Mac og jeg.
Hvis mit ægteskab skal bevares, mine veninder ikke skal være her 24/7, og jeg skal blive rask.
Så må der erstatning til.

Det må blive bloggerlivet. Mac og jeg - og alle ordene. Det er også nemmere. På nogen måder.
Jeg kan skrive uforstyrret. Behøver ikke tage hensyn til om nogen er trætte. Eller bliver trætte.
Måske kan jeg endda få gode råd tilbage om den serum dér? Eller hvad der er politisk mest korrekt?

'Det´jo bare et par kopier til vennerne!'

2012-01-16T08:31:00.000+01:00

Ophavsretten der, hvorfor mon jeg har en oplevelse af, at jeg er noget nær den eneste, der gerne vil bevare den på Facebook?

Altså, jeg er helt med på at Facebook er et socialt medie. Også selvom det er, at være social på afstand. 'Distance-social'.
Jeg mener, det er nu engang ret let, at være social med fx. fem tusinde mennesker man ikke kender. Når det blot indebærer, at man skriver en status, og sætter et link ind fra tid til anden.

Anyway, det er socialt, dvs. vi deler gerne med hinanden.
Og dét vil jeg bestemt gerne! Lad os få mangfoldighed, farver, nye musik- og læseoplevelser. Ny viden, nye ansigter. Bland det med alt det gamle og nostalgien. 'I love it!' (Ole Henriksen).

Men hvad jeg ikke elsker særligt meget, det er, at man copy´er personligt skrevne opdates, notes - what ever - i lind strøm, UDEN at krediterer ophavspersonen.

Jeg tror det er ligegyldigt for mange. Det er det bare nada for mig.
Hvad skete der med gentlemen/ladylike - agreements?

Jeg bruger Facebook, som en af mine arbejdspladser. Det at skrive, det er for mig, min måde at leve på. Alt hvad jeg får af indtryk, må komme til udtryk. Det gør det primært ved at skrive. Også billedkunsten. Men maleriet er sværere at copy paste...(hø, ikke sjovt!).

Anyway, jeg vil gerne have bredt mine ord. Men vil også krediteres.
For det er ikke kun min måde at leve på. Det er også det jeg lever af.

Her i weekenden havde jeg en sjov oplevelse. På FB. Og dem er der heldigvis mange af. Sjove oplevelser. På FB.

Jeg har været optaget af det med, at blive manipuleret, betale andres gæld etc.(*Jeg betaler gerne min gæld, hvis jeg får lov at stifte den selv*. C.V. Jørgensen). Skrevet om det her, og på fjæsen.
Og der var så en status/update, der handlede om det.
En af mine fb-venner, syntes så godt om den, at han tog den til sig. Kommenterede med;
-'Åh det er præcist dét, jeg står i pt. Låner den lige, for det er så rammende skrevet'.Jeg svarede:
-'Dejligt du kan bruge/lide mine ord. Krediter mig lige, når du låner.'
Noget i den stil.

Så skete der ikke så meget. Jo, at der var mange (og mange flere end vanligt, på hans timeline, der synes godt om. Endog et par stykker der komplimenterede ham, for hvor godt det var. Det han havde skrevet!) Da dagen så var ved at være gået, og han tilsyneladende ikke krediterede mig, skrev jeg nu, under 'hans'/min status.
At; 'jeg jo var glad over han kunne lide mine ord. Og at hans venner også kunne:-) Og at det ville være dejligt, om han krediterede mig!'Det syntes hans venner var sjov.
Cirka halv time efter, fik jeg et svar fra ham om, at han havde fjernet status. Og at jeg havde svaret ham råt. Og jeg som troede, jeg havde svaret ham humoristisk, men også markeret, at det her ville jeg gerne have respekt for!
Anyway, han fjernede mig så fra hans liste et par minutter senere.
Og no big deal, jeg kender ikke manden.

Men det sjove var, at han netop faldt over dén status, om at blive snydt. Og han så blev så vred på mig over, at jeg ville have respekt for mine ord.

TILBAGE til det med ophavsret.

Jeg er meget opmærksom på det. Som forfatter/skriver, så er det at skrive, noget jeg værner om. Jeg værner også om andres ord.

Selvfølgelig kan det ikke kontrolleres herinde på nettet.I know. Men vil alligevel gerne udvise respekt.

Well, det er svært at sikre sit ophav, som kunstner. 'Det´jo bare et par kopier til vennerne!' - er det ikke sådan der siges i reklamerne om, sikring af ophavsretten?

Men, måske skal jeg bare go with the flow - universets overflod.
Hm.

Tom talebobbel

2012-01-15T17:16:00.001+01:00

Mange undrer sig over, at jeg er ophørt med at tale om prostitution. At jeg siger nej til medieoptræden, foredrag & undervisning & studerende. Forfattere, som ønsker research og div. organisationer, der ønsker min accept/support.

Forklaringen er enkel.

Først og fremmest har jeg sagt, hvad jeg mener. I alle medier, og mange sammenhænge. Mange gange.
Min holdning til prostitution er den samme. Alle de beretninger, inkl. min egen, er enslydende; prostitution ødelægger ikke kun kroppe. Men også sjæle. Kvindelige, mandlige. Som børns.

Men der er også gået en slags inflation i, at tale om/interesserer sig for/skrive om/tage handling omkring/støtte op om ofre for trafficking.
Og dét er helt fantastisk!

Der er bare et meget stort problem!

De danske kvinder, der er i prostitution i Danmark, bliver tilsvarende negligerede.

Faktisk vil jeg sige, at i de ti år jeg talte offentligt om prostitution, da forsvandt interessen for at tale om danske prostituerede.
Og myten om den 'lykkelige prostituerede' er vokset.

Sum summarum; der tales i dag stort set ikke om danske prostituerede. Og man mener fejlagtigt, i langt højere grad end før, at det er frivilligt. Og ufarligt.

Sidste gang jeg holdt foredrag, viste det sig, at der var tre danske kvinder med prostitutions-erfaring blandt publikum. To var tvangsprostituerede på lige fod med udenlandske kvinder.

Men vi talte 90 % af tiden om traffickerede kvinder. Ikke fordi der var nogen tilstede. Men fordi der havde været et oplæg om det.
Jeg påpegede det mærkværdige i, at vi sad fire kvinder med pro-erfaring, men ingen ville stille os spørgsmål mm. Alle spørgsmål gik til ham med trafficking-fortællingerne.

Så derfor er jeg ophørt med at tale om prostitution.

Ydmygelsen ved at blive ignoreret, fordi det er mere sensationelt, at tale om trafficking, er lammende.
Der er HELDIGVIS mange der gerne vil hjælpe traffickerede kvinder.
Jeg kunne ønske det samme gjorde sig gældende, for danske kvinder.

Når et hippiehjerte gøres ondt.

2012-01-13T14:43:00.000+01:00

Jeg er sådan en, med et hippiehjerte. Det kan flyde over på vegne af andre. Og det dunker faretruende. Hurtigt & højt, når jeg hører og ser, børn & kvinder blive mishandlet/-brugt/solgt/voldet. For hvad er mere umenneskeliggørende? Jeg har aldrig forstået hvorfor det at være kvinde eller pige, ja bare at være et barn. At det skulle give en mindre ret til end mænd.
Så jeg er blevet kendt for at være 'Odile; hende med omsorg & vilje'.

Jeg tror nogen gange folk tror, at sådan en som mig, ikke har et ego. Eller en egen-beskyttelse mekanisme, der hele tiden er aktiveret. Men selvfølgelig har jeg det! Jeg er kunstner, og mit ego er som alle andre kunstneres.

Det hænder at folk misbruger den tillid, jeg viser dem. Og efteråret og vinteren i år, ja under hele mit sygdomsforløb, har jeg oplevet at blive taget ved næsen i en grad, der smager så meget af selvtilstrækkelighed, narcissisme, borderline-struktur og måske endog psykopati. Af tre forskellige kvinder. At jeg bare har fået nok!
Fx hende som jeg hjælper med kontakt til en psykolog, ifm. hun skal i retten. Kampen står om at få sin datter væk fra en meget psykopatisk mand. Manden kender jeg desværre kun alt for indgående.
Psykologen skal lave en udtalelse til brug i retten. Den kommer til at koste 4200 kr.
Ad mærkelig omveje er det blevet til, at betalingen af psykologen, tilfalder mig. Min x-veninde formulerer det klart; 'det er ikke mit ansvar!'

Jeg har rykket hende flere gange i løbet af efteråret. Men hun har været overordentlig tavs.
Da jeg ryger i operation & siden har ligget her i Kongeskibet (dvs. siden midt oktober), har jeg ingen kræfter til andet end at forsøge at blive rask.

Men uanset om jeg har kræfter eller ej, så er der en verden uden for Kongeskibet, som kræver mig.
Regningen er d.d. ENDNU ikke betalt! WOW!

Konfronteret med min vrede (og jo den er også stor!), reagerer min x-veninde med, at jeg er syg i hovedet. & jeg bliver chikaneret af hende og en veninde de næste par dage. Både offentligt og pr tlf.
Det bliver psykologen jo ligesom ikke betalt af, vel?

I går fik jeg seneste nyt; moderen er nu den, der taler med psykologen.
Hun fortæller at hendes (ca. 35 årige) datter, kun kan afdrage med 50 kr pr mdr. (!!!!)
Selvom psykologen ikke har tilbudt afdragsordning!
At moderen vil betale 2000 kr. pr. 18.1.12.
Og om de ikke bare kunne glemme de sidste 2200 kr? (!!!!!)
WOW! Jeg tror slet ikke jeg behøver sige mere.

Men når alt kommer til alt - så er der stadig en lille pige på 8 år. Hvis far er ekstrem voldelig og psykopatisk. Og hvis mor er, ja... hende har jeg lige fortalt lidt om.
Det er tydeligt, hvem der er taberen i det her. Og det er det værste, og det som gør mest ondt. At skulle vende den tøs ryggen. Og ikke have været i stand til at hjælpe hende overhovedet!

Nok om hende!

Så den næste:
Jeg har i går måtte træffe en meget ubehagelig beslutning. Ekskludere et menneske fra en organisation. Lidt af det samme tema. At mens jeg har været syg, ude af stand til at være en del af livet uden for Kongeskibet, har vedkommende forsøgt, via manipulation & bagtalen, pressen på de andre medlemmer, at ændre organisationen i en retning, jeg slet ikke kan være med til. Heller ikke hun, har villet svare mig, når jeg har kontaktet hende. Ikke engang gidet sige ja/nej til at komme til næste møde. Så alt hvad jeg hører, er fortrolige/ andre. Og kan bare ligge her og se, hvordan det hele er ved at splittes ad.

Den sidste:
Og et par måneder tilbage, udtrykte jeg min skuffelse over en tæt veninde, som ikke valgte at bruge tid til bare superkort, at besøge mig på hospitalet. Da jeg virkelig havde brug for hende. Da jeg så valgte at fortælle, at det gjorde mig så ked, blev jeg fyret! WOW!!! Jeg blev lige dér mindet om min veninde da jeg var 6 år, som truede med at smide vores veninde ring væk!

Voldsomme dramatiske tre måneder, mens jeg har ligget med de største smerter, nogen sinde.
Og jeg har ikke villet holde kæft, men udtrykt det jeg var fyldt op af.
Med det resultat, at der har været skrigen, råben, smadren, sværten til, dæmonisering i svimlende mængder.

Det kan godt gøre mig trist.

Alligevel bliver jeg nødt til at tænke positivt. Lære. Forstå. Acceptere.

Så for nu, opfatter jeg det som en tid, hvor jeg, uanset hvor mange lammetæv der tildeles mig - om det så sker i det offentlige rum - så må jeg fastholde mig selv!Være mig, skrælle fra, smide ud. Være ærlig og aldrig give op.

Jeg tænker, at for at få plads til det jeg/man drømmer om, bliver jeg/man nødt til at smide ud af det, som ikke fungerer. Eller ikke bliver brugt.

Derfor ønsker jeg mig nogle skønne veninder.
Som vil være ærlige og kærlige. Tør udvikles og konfronteres sammen med mig.

Alt andet er so last year!!

Det er fra Kongeskibet, verden går...

2012-01-12T13:59:00.000+01:00

Det er endnu mørkt derude. Smerterne trak mig ud af søvnen, og op at stå. Klokken nærmer sig også seks om lidt, så det er helt o.k. Om lidt skal alle op. Og den måde hvor huset ligger mørkt hen, overladt til fantasier om uhygge, vil på få sekunder forandres. Til lys. De trippende fødder (nå, ja, og poter..). Irritationen over at skulle op, når hjernen & kroppen mest af, vil ha' ro.

Nå, men jeg har taget min morgenmedicin, og den virker heldigvis hurtigt. Lige nu sidder jeg på min nylig indkøbt - ret lækre! - 65 cm træningsbold. Perlemor. Det er farven. Som lys guld.

(Hvad fanden er lys guld? O.k., det er sådan guldfarvet, men nedtonet mange grader. Så det ikke skinner i øjnene, men har det lækre skær. Ligesom Essie´s neglelak i guldfarvet. Et lag.
Det er måske bare derfor det hedder perlemor. Men farven er så gylden perlemor.)

Jeg elsker den bold. Den har gjort det muligt for mig, at begynde at sidde med, når de andre spiser.
Jo, jeg spiser også, men meget lidt. Det er som om kroppen mangler plads til det.

Da jeg var indlagt gav det mening på en eller anden måde. Ikke at spise. Der var smerterne så ekstreme, og jeg kunne ikke dækkes ind medicinsk. Så kroppen føltes stresset på en måde, jeg aldrig før har oplevet. Jo, det har jeg, under fødsel! Jep, de af jer der har født, og når I tænker på den del af fødslen, der var mest smertefuld (hvilket jo er så forskelligt for os alle) - ville du kunne have spist, da din krop og kontrol blev overtaget af smerter?
Det var ca. fjorten dage uden mad. Min krop må stadig være stresset, for den kan stadig ikke tage mad ind. Overvejer at få proteindrikke igen. Kan kun lide dem med cappucino smag. Men ved ikke hvor mange der skal drikkes. Glemte at snakke med lægen om det i går. Af bar befippelse over, at han var så cool.

Må følges op på. Gøres moget ved. Har brug for energi, så jeg kan hjælpe kroppen på vej.

Nå, jeg må videre. Skal gøre noget fedt i dag. Omsætter noget penge-energi til glædesgaver.

Der skal bestilles nogle blomster. Købes en gave.

Og så skal jeg have bestilt nogle flere stjerner, til at hænge op i stuen. Store farverige papirsstjerner, som en rig himmel af fantasi. Overdænget med lys.

Og det hele bliver gjort herfra Kongeskibet.
Er verden ikke rig? Alt kan gøres, gennem en computer. Det gør det så meget nemmere, at være syg. Helt sikkert.
At jeg kan få verden ind i mit hjem, når jeg ikke kan gå ud i den. Rent fysisk, altså.
Wauw! Så synes jeg, at jeg er heldig. Tænk om jeg ikke havde det privilegium? Men måtte overlades til sygdom kun. Uden mulighed for glædelig adspredelse.

Livet er stort. Altid. Hvis man tør se det. Tage imod det. Tro på dets overflod. Kaste sig ud i det!

Min fantastiske læge!

2012-01-11T13:27:00.000+01:00

Lige nu tripper jeg rundt, som Snehvide må have gjort, da hun blev vækket til live af et guddommeligt kys.
For lige nu er jeg så glad, glad, glad for/ over at have den skønne læge. Som er ansvarlig, åben, nysgerrig, omsorgsfuld. Og helt igennem trofast mod sit lægeløfte: Han vil gøre sit, for at patienterne skal blive raske.
Og ja, det er så i dag, lige nu - mig! Uh, der findes muligheder for, at jeg bliver rask. Ja, ja, ja, det ved jeg godt, at jeg hele tiden har sagt at jeg bliver. Men nu har min/en læge også sagt det!
Faktisk var hans præcise ord:
'Det er fuldstændig uholdbart, at du skal have det sådan! Og tage så meget medicin. Du kan ikke leve sådan!'

Åh, TAK!! Hvilken helt igennem omsorgsfuld, sympatisk og empatisk facon at møde mig på, end den helt modsatte kvindelige lægesekretær, som i sidste uge, satte mine forhåbninger om 'det gode menneske lever også i sundhedssystemet' på en effektivt stand-by.
'At jeg sådan kunne ringe ind og tro (!), jeg bare kunne komme til en lægesamtale.
Og så tre måneder efter operationen! Det er jo alt for længe siden!' var ordlyden. Cirka.
Tonen var utilsløret vantro. Nedladende.
Måske tænkte lægesekretæren, at jeg nok alligevel helt har mistet min identitet som menneske, efter jeg blev patient d. 29. september ´11?

Og det havde jeg måske nok? Puha, den tur på hospitalet, i helvedes forgård - wow. Never go there, siger jeg bare. Og de fjorten dage i smertehelvede derinde, hvor jeg til sidst undlod at drikke, fordi jeg ikke kunne komme på toilettet for smerter, har helt sikkert sat sit spor.
Sådan nogle tunge, afgrundsdybe mareridts-inspirerende nogle. Og de spor er meget effektive ift., at afholde mig fra at opsøge læge; jeg er pissebange for at blive indlagt igen.
Så ja, ekstremt effektivt, hvis man vil sænke antal af patienter på sit hospital.

Fx. oplevede jeg, at der en eftermiddag, blev sat en vogn frem ude på gangen, med kaffe, frugt og kage. Jeg kunne ikke selv komme ud og tage noget. Men fik fornøjelsen af, at se de andre fik kaffe og kage. Eller at få mitnmedicin serveret, uden drikkelse. Og da jeg bad om et glas, var svaret, at jeg kunne vente til maden alligevel kom. Inden for en halv times tid. Og jeg havde mange, sindssygt mange smerter.

Nå, det gider jeg ikke tale om nu. Indlæggelsen er en historie for sig, som jeg måske en dag, har kræfter til at gå ind i. Nu vil jeg bevare glæden i stedet.

Glæden over en læge, som hurtigt konkluderer;
- Jeg kan se at det er dit venstre ben, for der er betydeligt svunden muskelmasse.
- At du kun kan få benet op i ca. 80 grader er langt fra nok.
- Og at du ikke kan stå på tæer/hæl - fint, så har jeg hvad jeg behøver for en henvisning.
- Hvis du ikke har hørt fra dem inden for en uge, så skal du ringe derud, og presse dem!

TAK!!

Åh, hvor blev Niels lettet! Jeg ringede straks til ham, og fortalte om det hele. Og jeg kunne både mærke og høre, hvordan al den tilbageholdte bekymring, tab af håb, stress og savnet efter en normal hverdag, sev ud af ham, drev ind gennem telefonerne.

TAK!! Kære store univers, guddommelighed, større bevidsthed, skytsengler, højere selv - hvad det nu end hedder alt sammen - TAK!!

Nu vil jeg flyde tilbage i mit Kongeskib ('Sover du her,?' spurgte lægen, mens han kiggede rundt på alle faverne; 'hvor er her smukt!' (lægen er det første menneske, der har komplimenteret vores hjem. Men jeg har nu også trang til at skabe lys, farver, bøger, inspiration, buddha´er, billeder, puder og tæpper i stor stil, når jeg er her hele tiden).

Og her ligger jeg allerede i Kongeskibet, og driver afsted med Mac´en. Jeg skal have en lur nu, kræfterne er definitivt brug for i dag.

Tak fordi du læste med:-)

Morgen stund og maveondt...

2012-01-10T15:29:00.000+01:00

Natten gjorde ondt. Ryggen følte som et bredt stykke træ. Stift, ubøjeligt. Og smertefuldt.

Troede ikke jeg kunne bevæge mig, så lå stille i mange timer.

Så hørte jeg lydene af Niels,der var vågnet, og i færd med at sætte en ny ild i brændeovnen.

Lidt efter, de tunge fire bens skridt, med kradsen af hundeklør. 

Gandhi var også vågnet ved lydene af Niels. 

De er blevet morgen-gå-tur partnere. Og nu på begyndte fjerde måned, tror jeg Gandhi helt har glemt, at det engang var mig. Mig og ham, ham og mig, som at der gik sammen.

Det gir et trist stik. Og så skynder jeg mig også, at huske på alle de gange, hvor jeg har trukket min krop, tung af modstand, ud af sengen kl. 5, kl. 5.15, kl. 5.30, kl. 5.45 og kl. 6, senest! For at nå turen med hunden. 

Det er en særlig status at have. At være en, der i ser bakspejlet,og tænker med taknemmelighed. 'Husk den taknemmelighed, Odile. Husk den altid!'

Men jeg gider ikke være trist. Jeg vælger at glædes. Over at jeg har den dejligst mand i verden, som sørger for her tændes op i stuen. Så det er varmt for børnene, og mig, når han kommer tilbage, og vi alle står op.

Og glædes over at hunden er så smuk, og trofast. Og som med glad kold snude, kommer logrende tilbage fra turen. Stikker sit glade, kæmpe store hoved ind under dynen, for at mærke om jeg ikke nok vil sige hilse godmorgen.

Og glædes over de to smukke børn, lige langhårede. Nej, sandt skal være sandt - hans er længere end hendes. 

De vil komme tumlende med smalle sprækker til øjne, og uglet hår. Han svajer ud mod badekarret, og hun vælter om ved siden af mig, der ligger i Kongeskibet (min stue-seng), hvor jeg må give slip på hende, og hendes varme lille krop. Vriste os ud af søvnen, og op til endnu en dag. 

'Kom skat, du skal have dine strømpebukser på. Og så din trøje'. Hun falder ikke i søvn igen, men i staver. Hele tiden, dagen lang. 

Så jeg må støtte og guide hende, hvis vi ikke alle skal ende med morgen-stresset, at råbe ad hinanden, fordi tiden pludselig forsvandt.

Mærkeligt med de visere! Før var uret da gavmildt, men pludselig tog det alt det tilbage, det havde givet ud. Og vi har travlt.

Sådan er det tit gået, så nu vil jeg hellere hjælpe hende, step by step.

Det er også hyggeligt.

Og det er det eneste jeg kan. Niels må gøre alt andet. Vores liv er helt forandret. Jeg har erkendt jeg intet andet kan, end fragte mig selv rundt på krykkerne.

Nogle gange må jeg bede dem alle bringe eller hente ting for mig. 'Lukas, kan du ikke lige tage min kop kaffe med ind i stuen', råber jeg ude fra køkkenet. Han kommer straks løbende. Eller hun gør.

'Det er egentlig mærkeligt', sagde han en dag.

'Man har stille, og roligt bare vænnet sig til, at have en mor, der spiser en masse medicin hver dag!'

Det var et chok for dem, at blive hentet i skolen, og finde ud af, at jeg var blevet indlagt.

Derfor har Karla bedt mig, om jeg ikke nok vil sige, inden de ta´r i skole, hvis jeg bliver rask i løbet af dagen. Så de ikke skal have den overraskelse.

Her til morgen, var det ikke kun min ryg, som ikke ville. Min mave havde også på forhånd opgivet, at skulle modtage den store morgendosis af morfin, epilepsimedicin og diverse håndkøbs-smertestillere.
Det var som om, det ville være en umulig bedrift, at få pillerne til at lande roligt i maven.

Men der er intet valg. Hvis ikke kroppen modtager medicinen, vil jeg ligge skrigende, og grædende af smerter. Uden at kunne bevæge mig. Med pillerne kan jeg bevæge mig rundt på krykker i hjemmet.

Nå, jeg er træt nu.

Det kræver kræfter at skrive, og nu vil jeg ligge mig ned.

I dag bliver jeg i sengen - i Kongeskibet hele dagen.

Jeg er gigatræt her efter julen og nytåret. Og har haft en ret kraftigt tilbageskridt. 

Men det må jeg skrive om en anden dag. I dag skal jeg holde fri, og bare ligge i sengen.

Ny blogger start!

2012-01-10T15:17:00.000+01:00

Der har været en del, som har foreslået, at jeg skriver en bog om, at være blevet så syg, og så afhængig, at jeg ikke kan klare mig selv. Om hvordan det danske sygehusvæsen fungerer. Og om min personlige vej, for at blive rask.

Da det tager sådan cirka en allerhelvedes tid, at skrive en bog, har jeg besluttet i stedet at blogge (i hvert fald for nu).

Om hvordan mit liv med eet forandredes.For cirka fire måneder siden. Om hvordan jeg griber an, at være sat ud af spillet, rent fysisk.

At have nedlagt al virksomhed, være uden arbejde. Uden betydelig indtægt. I en tid hvor finanskrise også påvirker vores familie via vores firma.

Om hvordan det er, ikke at kunne bidrage i hverdagslivet med børnene & hunden. Madlavning, indkøb, rengøring. Haven, fritid, skolearbejde,sommerhuset, legeaftaler & sociale liv.

At være sat i skak af stærke smerter og/eller morfin. Det trods den operation, jeg til sist overgav mig til, for at standse dette.

Og om blive kørt til genoptræning med DITO-bustranport (indtil nu, kendte jeg kun VBT-transport. Og det kun rent professionelt!) 

Om at være et menneske, med en(al for høj)indbygget trang til at kontrollere, og være på forkant. Og som nu må omstille sig til at være magtesløs, og afventende.

Jeg har blogget lidt, i de seneste måneder om de her tanker, men vil nu være mere målrettet. Samle oplevelserne. Tankerne. Glæden. Dagene. Det svære. Og alt det jeg lærer. Det jeg får. Og det jeg må give.

Jeg vil blogge om det, ud fra den filosofi, som jeg arbejder/lever med hver dag. Nemlig at finde kræfterne. Holde håbet. Vide der er en vej hen til et fantastisk liv. Også selvom der er smerter. Og manglende kontrol over kroppen. Og jeg ikke kan forlade mit hjem.

Min tilgang er spirituel. Det er ikke nyt for mig. Men det at blive så syg, har skærpet mit behov for, at få spiritualitet helt ind. 

I min indre kerne .

Men jeg har også brug for dine tanker, oplevelser, erfaringer. 
Mine kræfter er ret små. Eller det er de egentlig langt fra, for man skal være så stærk, for at være så syg. Det tror jeg de fleste af jer kender til:-)

Så mine kræfter går til genoptræning, på at fordøje medicinen. Få smerterne til at fortrænges, og dem som alligevel bliver, kunne bevæge mig en smule rundt på trods.

Men så er der ikke så meget tilbage. Bl.a. derfor en bog er alt for uoverskuelig, at komme i gang med. Jeg kan ikke sidde op, så det meste må skrives hurtigt, og i mindre passager.

Selvom jeg savner vildt meget, at være social!! 
Ses med dejlige mennesker. Og HØRE om andres liv! Yeah!
Det er en ren lease, når veninderne har været forbi, og nærmest som med magisk evner, har de lysnet timerne op, mens de har fortalt om deres liv.
Men selvom det er så skønt, så magter jeg ikke ret meget.

MEN, MEN, MEN - jeg vil så gerne være i kontakt med jer!
Om hvordan I lever med sygdom, eller handicap. Hvad der skaber glæde? Hvornår kommer frustrationerne? Hvad som helst.
Skriv til mig! Her eller på Facebook. 

Jeg glæder mig til at komme i gang. Eller det er jeg vist kommet.. 
Og til at høre nyt.

ell, nu er jeg så liggende på begynde fjerde måned. Så jeg kommer til at skrive retroperspektivt, til tider.
For at få fortalt fra en start.

Skift spor.

2012-01-09T07:54:00.001+01:00

På sådan en dag, hvor jeg hænger lidt med fjæset.
Og jeg egentlig godt ku´få ødelagt min dag af mørksindede tanker. Så smider jeg noget extra brænde i ovnen, tænder lige et lys mere, og ser en fed film, der kan få mig mig til at smile, glædes, varmes.

Slut med ødelagte timer og liv. Grublerier over episoder eller mennesker, der har trykket på smerteknappen.
Eller være ked over den krop, som gør ondt, som ikke kan. Eller som går i en retning, jeg ikke kan forstå.

Jeg vil glædes! Livet skal være en fest!
Hvorfor ikke?
Jeg kan selv vælge mine tanker. Det kan vi alle.
Ingen andre end jeg kan styre dem. Og mine tanker gør mine følelser.

Så måske kan min hjerne ikke styre mit ben.
Men den kan styre mine tanker.
Og hvis jeg vil at mine tanker skal bringe glædesfølelserne op i mig, så bliver jeg nødt til at finde noget glædeligt at tænke på. Og ka´ jeg ikke det, kan jeg inspireres af litteratur, film, dejlige venner, musik...?

Det er i hvert fald min plan for i dag.
Måske sker der noget helt vildt fedt til genoptræningen? Måske skal jeg hjem, og have en fantastisk stund bagefter? Måske er der nogen der skriver/ringer (med) en dejlig besked?
Der kan ske så meget godt! Og ingen grund til at tænke det anderledes. Bare ved at skrive dette, er jeg allerede blevet glad, og har sendt mig selv væk fra tristheden.
Ahh! Dejligt.

Hvad med dig?
Hvad gør du med dine triste tanker?

Ingen censur!

2012-01-08T12:36:00.001+01:00

Jeg erfarer noget interessant denne vinter.
Som forfatter, er ord selvsagt min udtryksform.

Det er her jeg bevæger mig. Lever. Spejler. Ser ud til verden. Og lader verdens aftryk i mig, komme til udtryk.
Jeg skriver prosa. Fordi virkeligheden er så fuld af historier, der skal fortælles. Og jeg kan ikke lade være med, at fortælle. Det byder mit (kunstneriske) ego mig.

En kunstner har altid et ego, ofte et stort. Det har jeg også, og det befinder jeg mig fint med at erkende.

Når jeg så skriver om uretfærdigheder, ugerninger, til tider endda forbrydelser, der kan fældes dom for. Så får jeg ros. Smukke tilbagemeldinger, og opbakning, der kan varme mig langt nok til, at omfavne de hug, jeg også får.

Nogle af dem, som synes så fantastisk om mit arbejde, kaster så senere deres grimmeste ord, og projektioner efter mig.

De gør det fordi, de føler sig afslørede i deres overforbrug af mine ressourcer.
De sender også deres venner til at gøre det samme.

Jeg har på intet tidspunkt skrevet noget, hvor jeg nævner folks identitet. Og her på fb, har jeg ikke nævnt nogen, hvis identitet kunne gættes af de mellem 4.995-4.999 andre på min venneliste.
Alligevel får jeg smidt ubekvemmeligheder mod min vej, for at skulle 'udstille' og 'mobbe'.

Med andre ord kan jeg ikke skrive om, når nogen har taget mig ved næsen. Eller numsen:-)
Fx. sådan som jeg skrev om i går.

Jeg synes det er helt utilstedeligt, at forsøge at censurere mig!
TIL:
At jeg KUN må skrive om virkelighedens mennesker, der gør virkelige ting ved mig, som jeg ikke bryder mig om.
NÅR det KUN er nogle bestemte mennesker, jeg skriver om!

NO WAY!

Desværre må jeg skuffe dem, som synes det er o.k., at misbruge min tillid. Eller min omsorg for andre. Mit hippie-hjerte.

Jeg må skuffe dem, som elsker, at jeg bruger mig selv, til at skrive om livet, verden, mennesker, smerte, kærlighed, glæde. Hvis de samtidig tror, at jeg ikke vil skrive om, hvis de SELV gør mig eller andre ondt.

Ligesom jeg skriver om alt det, som gør mig godt,
skriver jeg også om alt det, som gør mig ondt.
Den frihed vil jeg til en hver tid fastholde!

Nat/dag

2012-01-08T07:38:00.001+01:00

Det er sådan en morgen her, hvor natten aldrig nåede at blive sort, mens vi lå med lukkede øjne.
Månen gennemlyste nattens mørke. Gør det endnu.
Græsset derude synes overjordisk i dette lys.

På sådan en morgen, da ved jeg, at hvert øjeblik er en ny begyndelse. En ny start. For dig, mig, os alle.

At i dag kan alt synes anderledes end i går.
At hvert et ord nu kan forstås, fra en anden vinkel end i går.

Jeg elsker det nye nu, der kommer hele tiden. At alt det grimme, tunge og syge, ikke skal få lov at kaste skygger over det næste nu.
Vi må vælge, hele tiden, vil vi leve i skyggen af i går? Eller i lyset, der er lige nu?

Jeg falder i skyggerne fra tid til anden. Men kan heldigvis så tydeligt se, hvor lyset blænder op. Så piler jeg derhen.

Det håber jeg også du kan.
For lyset er her altid.
Uanset vi vil være i det eller ej.
Det er skyggerne også.
Det er dit valg. Ligesom det er mit.
Hver øjeblik.
Så stort er livet.

Hippie-sindet

2012-01-06T08:13:00.001+01:00

Øj, hvor jeg i den grad er færdig med mennesker, der mangler anstændighed og respekt.

Jeg åbner gerne dørene for dem, som ser muligheden for inspiration og udveksling af erfaringer & liv.

Gi´r gerne penge, hvis nogen mangler. Så længe de er ærlige, og sige at pengene ikke kommer tilbage.

Lægger gerne øre, skuldre og ord til.
Og vil også selv, bruge andres øre, skuldre og ord.

Og jeg nægter, at give slip på mit hippie-sind, fordi nogen få fucker kærlighedsfulde gerninger op.

Her er stadig åbent, og vil altid være.
Den dag jeg begynder at lukke i, da har jeg givet op.
Mistet evnen til at leve.
Så den dag vil aldrig komme:-)

Livet handler om, at have det godt.
Leve i kontakt, og i fællesskab med andre.
Også selvom det kræver blod, sved og tårer. Det er ikke altid lige til, eller lige ud. Slet ikke.
Men i stedet for at se det som tyngde, vælger jeg at se det som givende. Lærerigt.

For jeg bliver klogere. Også mere nuanceret, for hver ny erfaring/oplevelse/erkendelse.

Og heldigvis bliver jeg aldrig perfekt, så der er gigameget jeg skal lære endnu. Kender du det?